På vandretur med 3 børn i Dolomitterne

Første stykke går over en frodig græseng, hele tiden med den smukke by og kirkeurets kvartalslag i baggrunden.

“Jeg hader bjerge”
Første stykke går over en frodig græseng, hele tiden med den smukke by og kirkeurets kvartalslag i baggrunden. Så op mellem spredte huse og bauernhofs, til vi når skoven. Vi er nu èn frokostpause, èn tand tabt i et stykke længe ventet hasselnøddechokolade og to stedsanser mindre. Vi mindes på ingen måde, at det var her vi gik dengang for syv år siden. Men vi er her nu, og vi kan ikke gå ned igen.

Den næste times vandring byder på nærmest hele fortællingen om Jesu liv gennem kors opsat med billeder og påskrifter på tysk om epoker i livshistorien; die Geburt, die Taufe, die Kreuzigung, die Auferstehung osv. En rigtig fin børnemotivation for at gå – at se, hvad næste kors byder på. Vi voksne har i mellemtiden fundet ud af, at vi er gået op fra den forkerte by. Den her opstigning er kortere, men meget, meget stejlere.

Det siger vi ikke højt.

Efter et hvil ved det fredfyldte kapel fortsætter vi op.

Enden på Jesu liv er symbolsk nok et lille kapel, som også er udgangspunktet for selve vandresti 4. Efter et hvil ved det fredfyldte kapel fortsætter vi op gennem fyrreskov, som langsomt bliver mindre tæt.

Der kommer luft mellem stammerne, og pludselig er det kun høje slanke lærketræer, der giver ruten et lysegrønt, eventyragtigt skær. Blødt mos indbyder til en hvilestund, men længere fremme skimtes en sø og en lysning.

Der kan vi få chokolade, siger vi til børnene, der i flere grader af ondt i benene dels slæber sig afsted, dels har smidt sig ned i anfald af protest mod mor og fars vandreprojekt.

“Det er som om at vi altid skal holde ferie et sted med bjerge. Og jeg hader bjerge!”, meddeler Johanne, som dog ikke hader dem nok til at en klatreklippe og trylleordet chokolade ikke kan få både hendes og hendes søstres trætte ben til at spæne mod søen.

Den indhegnede bjergsø lige inden den stejle opstigning

Det er en nydelig, lille, blå sø med indhegning omkring, og ned ad skrænten løber en kilde ud i en opsat trærende og videre ned i et trætrug.

Da vores drikkeflasker er mindre fyldte end beregnet, drikker vi af det iskolde, klare vand, selvom vi er noget i tvivl, om det er tiltænkt vandrere eller de græssende alpekøer, vi kan se længere inde på engen.

Lidt oppe ad skråningen er den store klippe Johanne så, og børnene morer sig med at klatre, mens de voksne udstrakt på alpeskråningen får nydt udsigten af de spidse Dolomitter i Rosengarten bjergkæden.

Hytten ligger lige deroppe bag bjergkammen...

Nemmere af gå op end ligeud
Næste etape byder på virkelig stejl opstigning og opdagelsen af, at børnene har lettere ved at gå stejlt op end ligeud. Måske fordi stien hele tiden snor sig. Man kan ikke se om næste hjørne, og der er hele tiden en milepæl at gå mod. Desuden er der mange gode pinde, der kan bruges som vandrestave eller til at tegne pile på skovstien, så de næste vandrere ved, de er på rette vej.

Her er virkelig dejligt. Den fuldstændig klare, skarpe og rene bjergluft fylder lungerne med ilt, og duften af fyrretræ og skovbund er lige til at blive glad af. Længere fremme krydser stien pludselig en slags betonvej. To ujævne betonspor er konstrueret i en lige linje ned fra venstre og op mod højre; helt ryddet for træer. Det giver håb om, at hytten må være lige om hjørnet.

Stien fortsætter dog bare videre og snart er sporet glemt igen. I stedet møder der os en storslået udsigt, hvor stien længere fremme drejer skarpt til højre og åbenbarer en meget brat bjergkam. Lang, langt under os kan det fredfyldte kapel skimtes og bag det Rosengarten.

Nu kan man virkelig se de karakteristiske kalkstenstoppe. Andre må have ment det samme om udsigten som os, for der er opsat en bænk.

Perfekt til kokildevand og chokoladekiks.

Hytten ser ikke ud af meget, med det rustne bliktag og mørkebrune bjælker, men hold op, hvor er vi glade for at se den!

Nu er vi alle ved at glæde os rigtig meget til at se hytten. Og det er en fryd for øret, da vi en halv time senere hører den sprøde lyd af en bjælde. Det må betyde køer. Og så er vi tæt på. Vi følger stien, der nu løber lige under en skrænt, over hvis kant vi er ret sikre på, at køerne må gå at græsse, for bjælderingelen er nu meget høj. Og ganske rigtigt. Så er det bare gennem en låge og op på egnen og der, der ligger hytten.

Den ser ikke ud af meget, med det rustne bliktag og mørkebrune bjælker, men hold op, hvor er vi glade for at se den. På trods af, at vi nu tydeligt kan se, at vi kommer fra den helt forkerte vinkel, end hvad vi havde forestillet os, genkender vi den med det samme. Det ser ud som om, den bare har stået der i syv år og ventet på os. Det er ovenikøbet den samme flinke, ældre mand, der byder velkommen og med et “so so” viser os ind i den kølige hytte.

Den har ikke forandret sig.

Tschafon Hüttens berømte spinatomelet, med spinat fra haven

Vandreskoene stilles stadig under trappen og, man mindes endnu om at passe på ikke at slå hovedet på den lave bjælke, mens man entrerer den stejle trappe op til sovegemakkerne. Heroppe får tildeles vi et værelse. Det er som at træde ind på Annes fra Grønnebakkens loftkammer: En træseng med fine udskæringer og nydeligt strøget hvidt lindet med hæklet tæppe fylder det meste af rummet.

Men der er også plads til en skænk med porcelænsservante, og på sengebordet står et stearinlys i en stage med håndtag. For her er ikke indlagt elektricitet på 1. salen. Langs væggene står to små træsenge.

Her er så rigeligt mere plads end i firemandsteltet.

Efter at have vasket tæer i køligt vand fra servanten og fået rene sokker på går vi ned for at få den berømte spinatomelet og en apfelstrudel samt se på dyrene og omgivelserne.

Og selvfølgelig for at få et ’7 år senere’-billede af Johanne og køerne.