Vandring langs Jyllands vestkyst

Havet har en voldsom kraft, og vinterstormene har gennem årene taget et stort stykke af kysten. Det er vanskeligt for os, der ikke er opvokset ved havet, at forstå dets kraft, specielt når man går her en tidlig forårsdag.

Færdsel langs stranden kræver ikke de store orienteringskundskaber. Så længe havet er på højre side, er jeg på rette vej, og det tager ikke lang tid at vurdere, hvor sandet er mest fast. Det er derimod et problem at vurdere, hvor langt jeg har gået. Går jeg op på en klit for at orientere mig, mødes jeg af et meget anderledes syn. Lige så fladt og let det er at færdes på stranden, lige så kuperet og vanskelig er det bag klitten. Landskabet langs kysten er smukt, men det er jeg ikke den første, som har opdaget. Mange steder er der bygget sommerhuse ganske tæt ned til vandet. En omfattende fredning er dog med til at sikre den tilbageværende natur. Den store fordel ved at gå langs stranden er ud over den smukke havudsigt, at man ikke kan se sommerhusene. Klitterne er næsten alle steder over to meter høje, og dermed er udsynet ind over land begrænset.

Stranden ses til gengæld, så langt øjet rækker. Man skal være opmærksom på, at der et par steder langs kysten er militære skydeområder, og stranden kan være lukket for færdsel, når der skydes. Problemet er, at skydeområderne ikke fremgår af det 1:100.000 kort, som jeg bruger på turen. Forsvaret afspærrer dog stranden, når der skydes. Man kan også altid kontakte Hærens Operative Kommando og få oplyst, om der skydes i det område, hvor man vil gå.

Klitplantager med dyreliv
Fra 1500-tallet blev sandflugt som følge af overdreven græsning med kreaturer i klitterne et væsentligt problem. Den truede i mange tilfælde med at lægge byer og landområder øde. Omkring 1850 indledte klitvæsnet forsøg med beplantning, og fra 1880 til 1930 blev de fleste klitplantager skabt. Sammen med forbudet mod græsning har det stort set standset sandflugten. På min vej ned langs kysten lægger jeg ofte ruten ind gennem plantagerne for at opleve stemningen i skovene. Når man i time efter time har hørt på bølgerne og vinden, bliver der pludseligt helt stille. Jeg glemmer for en stund, hvor tæt jeg er på havet. De yderste rækker af træer er, trods deres alder, ikke meget over mandshøjde. Det siger noget om, hvor hårdt det er at være træ med den evige vestenvind, som konstant kommer ind fra havet.

I stilheden mellem nåletræerne finder man mange gode naturlejrpladser. Her sover jeg de fleste af nætterne. Pladserne er lette at finde ud fra bogen “Overnatning i det fri”. Man skal dog være opmærksom på, at der sjældent er vand, som altså skal skaffes før ankomst. Tidligt om morgenen i plantagerne kan man være heldig at se noget af dyrelivet, f.eks. ser jeg rådyr græsse ikke langt fra lejrpladsen. Sådan en stund føler man sig rigtig tæt på naturen.

Det er ingen skam at spørge
Det bliver til mange timer alene på turen, og hvis ikke kilometerene tærer på en, så gør ensomheden det. Derfor er det kærkomment at snakke med de mennesker, jeg møder på min vej, ligesom det altid er en god ide at forhøre sig hos de lokalkendte om strækningen forude. Det er også interessant at møde nye mennesker, dog skal man være opmærksom på et par ting. Lad være med at spørge folk om vej ud fra kortet. Enten har de ikke deres briller med, eller også kan de ikke læse kort - ofte begge dele. Spørg i stedet om, hvordan terrænet er til Torup Strand, og om der er noget at se undervejs. Så får man altid et kvalificeret og venligt svar.

Husk at du befinder dig i Vestjylland, hvor guldkornene ofte kommer efter en lang kunstpause. Et godt eksempel var ved Rubjerg Knude, hvor jeg spurgte en ældre herre, om det var sikkert at færdes langs stranden. Forholdene her er lidt specielle, fordi op til 90 meter høje skrænter ligger meget tæt på vandet. Først kikkede han grundigt på mig, så på en vimpel og til sidst på sit ur og svarede så kort: “Det kan du nok klare.” Bag hans udtalelse lå en vurdering af mit tøj og udstyr, at det var fralandsvind, og at der var lavvande. Jeg klarede turen langs stranden, men en anden gang vil jeg gå langs ryggen, hvorfra der er en utrolig udsigt over Vendsyssel.

Turens mål
Det blev til mange uforglemmelige oplevelser, og specielt stykket fra Skagen til Agger kan varmt anbefales til andre, som gerne vil på vandretur i Danmark. Fra Agger og sydover når landbrugslandet nogle steder helt ud til havet, og der er nogle meget lange tanger, som er meget ensformige at vandre langs. Fra Nymindegab til bygrænsen ved Esbjerg er der smukt. På den anden side af Esbjerg har landskabet pludseligt ændret karakter. Man er i marsken. Færdsel foregår nu enten på eller bag havdigerne, og det er slut med sand under fødderne og brænding på forstranden. Nu er det Vadehavet og trækfuglene, som præger resten af turen indtil grænsen.

Før man kommer så langt, ligger der mange timers tung vandring. Efter at jeg er kommet hjem, kan jeg bedre vurdere min planlægning. Stort set holdt de planer, jeg havde lagt for, hvor langt jeg ville gå om dagen. Oveni natur- og friluftslivsoplevelsen gik der sportspræstation i turen. Når nu vablerne er helet, kroppen vasket og billederne fremkaldt, er dét som huskes bedst fra turen de naturoplevelser, som jeg ikke følte, jeg havde tid til at nyde og fotografere. Ikke fordi jeg fortryder turen, bestemt ikke, men to-tre dage ekstra ville have gjort den anderledes behagelig.

Selvudvikling langs stranden
På mit arbejdsværelse hænger stadig kortet over Jylland, og historierne fra turen har jeg fortalt igen og igen. Hvad har sådan en tur så betydet for mig? Udover en større erfaring i orienterings- og vejvalg, lejropsætning, båltænding, rygsækspakning og vabelbehandling er jeg også blevet meget klogere på mig selv, og hvordan jeg reagerer i mange situationer. Så mange dage alene giver lejlighed til at tænke over tingene ved siden af de smukke naturoplevelser. Det er også hårdt at være alene så mange timer. Jeg havde håbet at kunne få læst lidt i en bog, som stod på semesterets pensumliste, men jeg vil godt fraråde at medbringe faglitteratur på tur. Jeg fik læst indledningen, og resten af tiden bar jeg bare rundt på de 500 gram, som bogen vejede.

Jeg skal ud at gå langs Jyllands vestkyst igen, det har jeg allerede bestemt. Har man først oplevet, hvad Danmark kan byde på, er der ingen grund til at tage udenlands, hvis pengene og tiden er knap. Se på Danmarkskortet og bliv inspireret, vælg tur efter evne og få så forhåbentlig lige så mange gode oplevelser, som jeg fik langs vestkysten.

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 38 juni/juli 2001

Praktiske oplysninger

Overnatning
I de fleste klitplantager langs vestkysten har Skov- og Naturstyrelsen (tlf. 39 47 20 00 eller www.sns.dk) lavet gode lejrpladser. De er lette at finde med hjælp fra bogen “Overnatning i det fri”. Enkelte steder kan der godt være langt mellem pladserne, og det er min erfaring, at man roligt kan spørge de lokale, om man må sove nær deres gård. Gå frem efter devisen: Jo mindre man beder om, jo mere tilbyder de ofte at hjælpe med.

Transport
DSB kører til Frederikshavn, og derfra er der omstigning til privatbanen mod Skagen. Hjemrejsen kan ske fra Tønder, hvorfra der er togforbindelse til overalt i landet. Information om priser og afgangstider kan fås på tlf. 70 13 14 15 eller www.rejseplanen.dk.

Kort
Skov- og Naturstyrelsen har udgivet nogle rigtigt gode foldere. De hedder “Vandreture i statsskovene”, og der findes én for langt de fleste klitplantager langs ruten. De indeholder detaljerede kort over plantagen, information om ruter og udsigtspunkter samt natur- og kulturhistorisk viden om lokalområdet. Til den daglige orientering brugte jeg et 1:100.000 kort, og det var godt nok.

Vestkyststien
Helt fra Skagen i nord til Nymindegab i syd går en vandresti, der kaldes Redningsruten. Skov- og Naturstyrelsen har i samarbejde med amterne lavet gode foldere, som viser, hvor ruten findes. Den er markeret med et symbol for en træbåd og går såvel langs forstranden som bag klitterne. Det er meget vigtige foldere at anskaffe sig. De kan bestilles hos Skov- og Naturstyrelsen. Her findes også regler for ophold og færdsel i klitterne samt gode beskrivelser af klitterne og økosystemet bag. Generelt må man godt færdes i klitterne, men ikke slå lejr.

Fysiologi på vandreturen
Artiklens forfatter Anders Jensen studerer idræt. Formålet med turen langs den jyske vestkyst var udover at nyde naturen også at skaffe sig erfaring med de fysiologiske og kostmæssige aspekter af en lang vandretur. I samarbejde med Institut for Idræt og Biomekanik på Odense Universitet foretog han målinger før, under og efter turen. Her ridser han kort de mest interessante resultater op.

Det er klogt at lytte til sin krop. I det store og hele er kroppen utrolig god til at tilpasse sig de omgivelser og forhold, man udsætter den for. Fysiologi er videnskaben om forståelsen af kroppens normale funktioner og tilpasningsevne. Et påtrængende spørgsmål for os friluftsmennesker er derfor, hvordan kroppen påvirkes af så mange dages hårdt arbejde. For at undersøge det fungerede jeg som forsøgskanin i mit eget pilotprojekt. Kort fortalt gik det ud på at registrere kostindtaget, måle blodlipiderne (fedtstoffer), hvilestofskiftet samt vægt og fedtprocent.
Det vil føre for vidt at gengive alle resultaterne her, men jeg vil kort ridse de mest interessante op. I gennemsnit gik jeg 36 km om dagen, og det koster 4200 Kcal bare at transportere sig fra lejr til lejr. Sammenholdt med at kostregistreringerne viste et indtag på 3500 Kcal om dagen, var der altså tale om et energiunderskud. Dette dækkes dog af kroppens energilagre, og her er fedt langt den største leverandør. Det viste blodprøverne også. Hvad der er mere interessant er, at også proteinlagrene, altså musklerne, bidrog med meget. Totalt set tabte jeg 6,9 kg. Det er rimeligt at antage, at fordelingen var 4,6 kg fedt, 1,3 kg protein og 1 kg i væske og glykogen. Det kommer ikke som den største overraskelse for garvede friluftsfolk, at langvarigt fysisk arbejde, som fysiologerne kalder det, tærer på fedtlagrene. Det har århundredes erfaringer vist os, men at protein bidrager med så meget er væsentligt at tage i betragtning, når kostplanen for længere ture skal sammensættes.
Der viste sig også en interessant stigningen i hvilestofskiftet. Vi registrerede, efter at jeg ved hjemkomsten havde sovet indendørs en enkel nat, en forøgelse på 50%. Normalt har man ikke målt stigninger længere end otte timer efter endt arbejde. Der er altså tale om en væsentlig opregulering som følge af de mange dages hårdt arbejde og ophold ude. Mange kender sikkert til det fænomen, at det tager en dag eller to, før man har vænnet sig til at være ude. Omvendt havde jeg en varm sovepose med, og efter seks dage var den kvælende at ligge i på grund af stigningen i mit stofskifte, som medførte en væsentlig øget egenproduktion af varme.