Når Transsylvanien viser tænder

Vandring med Opdag Verden i Rumænien

Vejret viser tænder, da en gruppe vandrere på tur med Opdag Verden sætter ud på eventyr i de Transsylvanske Alper. Men som den ene udfordring efter den anden bliver overstået, rykker gruppen tættere sammen.

6.jpg
Skrevet af: Rasmus Schmidt Gade
Opdateret den 11. mar 2024
Læst af: 12508

Vejret viser tænder, da en gruppe vandrere på tur med Opdag Verden sætter ud på eventyr i de Transsylvanske Alper. Men som den ene udfordring efter den anden bliver overstået, rykker gruppen tættere sammen.

Det er første dag i bjergene. Vi er i omkring 2000 meters højde og har slået lejr lidt i læ af store sten, men med flot udsigt ud over bjergskråningen og det åbne, flade landskab med byer og marker i baggrunden. Min gode ven Kasper og jeg sidder på en stor sten, nyder udsigten med en tår Jack Daniels og bliver enige om, at det nok skal blive 10 hyggelige vandredage.

Vi spiser aftensmad og siger godnat til hinanden og resten af gruppen. Det er mørkt og køligt, men vejret er stille. Jeg ligger alene i teltet. Falder langsomt i søvn i soveposen. Pludseligt vækker den kraftfulde lyd af et tordenbrag mig.

Kort tid efter ser jeg et lysglimt og begynder at tælle sekunder: 1… 2… 3… 12: BANG! Lyden rejser ca. en kilometer på tre sekunder, så lynnedslaget er omkring fire kilometer borte. Det er fint nok, tænker jeg. Lynene fortsætter, og jeg tæller videre. Det begynder at regne og blæse op. 9 sekunder. 7 sekunder. 4 sekunder.

Tordenvejret er på vej direkte imod os. Stormen tager til og rusker i mit Telt. Det larmer så meget, at jeg umuligt kan få kontakt til de andre i gruppen, som ligger blot få meter fra mit Telt. Jeg bliver lidt bekymret.

Fortsætter med at tælle. 3 sekunder. 1 sekund. BANG! 0 sekunder! Lyden og lysglimtet er overvældende. Jeg føler mig lille og sårbar. BANG! 0 sekunder igen. Regnen pisker og larmer så meget, at jeg dårligt kan tænke.

Sådan fortsætter det. Nok kun i få minutter, men det føles som timer. Nu kan jeg igen tælle sekunder mellem lysglimtene og tordenskraldene.
2 sekunder. 5 sekunder. Puha, stormen er på vej væk. Snart er der stille igen.

8

En tættere gruppe

”Hold da op, det har haglet helt vildt,” hører jeg en af de andre udbryde.
Jeg lyner teltet op, kigger på haglene og samler et par stykker op.

”De her hagl er på størrelse med golfbolde” siger jeg til Kasper, som også er kommet ud af teltet. Alle er okay, men måske det ikke bliver helt så stille og rolig en hyggetur, som vi talte om på stenen for lidt tid siden.

Jeg er turleder for Opdag Verden og har ledet ture til Söderåsen i Sydsverige, men jeg er med på den her tur for hyggens og bjergenes skyld. Kasper og jeg har vandret sammen før og bestilte turen sammen. Vi er i alt 10 deltagere med stor aldersforskel samt forskellige baggrunde og kompetencer. Det gør gruppen dynamisk og alsidig.

Om morgenen på dag tre spiser vi morgenmad sammen og taler om aftenens vilde tordenvejr. Stemningen i gruppen har forandret sig. Vi er alle blevet tættere. Alle de facader, vi mennesker kan have overfor fremmede mennesker, er mere eller mindre væk. Man skulle tro, at vi havde kendt hinanden i mere end bare tre dage.

En flok vilde heste lader sig ikke skræmme af os, og en af de andre går hen og hilser på dem.

1

Vilde heste og bjergsøer

Dagens vandring er hård, men flot. Luften er lidt kølig, men solen er fremme det meste af tiden, og vinden er begrænset. Det perfekte vandrevejr. Vi vandrer op og ned med stigninger på et par hundrede meter ad gangen i de frodige bjerge med grønt græs. Under os er der skov, men vi er over trægrænsen, og over os er toppene golde og stenede. Enkelte bjergetoppe har stadig lidt is og sne.

Vi nyder den fantastiske natur, og vi åbner op for hinanden. Alle kan snakke med alle, og stemningen er utrolig venlig. En flok vilde heste lader sig ikke skræmme af os, og en af de andre går hen og hilser på dem. Mere idylisk bliver det ikke.

Senere bader jeg i en bjergsø, og vi overnatter i et refugie – en lille, stormsikret metalhytte, som har enkelte vinduer, køjesenge til alle og ligger på en bjergskråning med smuk udsigt over dalen.

Næste morgen ligger der en let tåge, men vejrudsigten lover bedre vejr senere på dagen. Vi pakker sammen og er klar til at gå klokken 9.00. Sådan er det hver dag. Jeg har tilpasset min påklædning efter vejret 10 minutter inden afgang, men vi når ikke engang 200 meter hen ad stien, inden jeg stopper op for at tage en trøje mere på.

Det blæser kraftigt med støvregn og er meget tåget. Jeg har problemer med overhovedet at få jakken på, da vinden flår i den, og vi beslutter os for at gå tilbage til refugiet og vente på bedre vejr.

9

”Den nemme rute”

Klokken 14 har vejret været stille i noget tid, og vejrudsigten lover endnu engang bedre vejr senere. Vi stemmer i gruppen: Alle er klar til at gå. Efter et par timers vandring begynder det dog at regne, og vi har to muligheder: Den hårde eller den nemme rute.

Vi forsøger os kortvarigt med den hårde rute, som følger en bjergkam med stejle skrænter på begge sider. Blæsten er hård og bidende kold, og da det er tåget, kan vi intet se. Vi vælger ”den nemme rute” i stedet. Den går 500 højdemeter ned, for så igen at gå op nogle timer senere. Vi vandrer på stejle stier med løse, våde, glatte sten. Ind over stejle områder med hård, glat sne.

”Der er ikke meget ’nemt’ over denne rute,” siger en af de andre, og det griner vi lidt af.
Det bliver nok snart bedre. Så begynder det at regne mere. Moralen daler. Vi kommer ned i dalen, men skal op igen. Mange steder klatrer vi på store sten. Jeg er gennemblødt. Mit tøj og mine støvler sejler i vand, og jeg fryser.

Jeg har mere tøj i rygsækken, men jeg gemmer det til lejren. Vi når toppen af bjerget og tager hurtigt et billede af gruppen. Sultne, kolde og trætte. Da vi kommer lidt ned, er der læ for blæsten. Jeg får overskud igen efter en hurtig Snickers.

Jeg føler, at vi snart er i mål, men så når vi et stejlt stykke mellem to skrænter, hvor man kan støtte sig til et metalgelænder på de glatte sten. Jeg bliver næsten slået omkuld af den kraftige vind, men slår hjernen fra i et par minutter, ind til der er normal sti igen.

Det stormer helt vildt. Det minder mig om dengang, der var orkan i Danmark. Vi går i slowmotion, og nogle gange kan man dårligt trække vejret – det føles som at stikke hovedet ud af vinduet på en bil i høj fart. Vinden er så kraftig, at der er flere, der falder. Solen er ved at være borte, da vi endelig når refugiet. Det minder om en forvokset olietønde, men der er ly for vejret. Her bliver vi de næste 17 timer.

7

Kan kun opleves

Dagen efter har stormen lagt sig. Hver dag starter med, at vores turleder, Kaare, giver en hurtig briefing. Og hver dag siger han mere eller mindre det samme:
”Først går vi lidt op, så lidt ned, og så lidt op og lidt ned.”

Det griner vi lidt af, men han har jo ret. Det går en masse op og ned. Nogle gange ned i dybe dale, hvor bjergskråningerne omkredser os og beskytter mod vinden. Her finder vi bjergsøer, hvor vi kan holde frokost, tage støvlerne af, nyde solen og de fredelige omgivelser.

Det er altid spændende at se, hvad sidemanden spiser, og ofte bytter vi mad – for eksempel en dåse makrel for nogle skiver spegepølse, som jeg gør en dag. Smagen af spegepølse gør mig nærmest lykkelig i øjeblikket, da jeg efterhånden er ved at være godt træt af min egen mad.

Andre gange følger vi stien op på en bjergtop. Her går vi på store sten, og det føles som at gå på trapper i timevis. Det eneste, man hører, er sine egne skridt og sin vejrtrækning, da man er for forpustet til at snakke med de andre. Næsten hver gang stiller jeg mig det samme spørgsmål:
”Rasmus, hvorfor gør du det her mod dig selv igen?”
Svaret får jeg altid på toppen:
”Derfor!” tænker jeg, mens jeg skuer ud over bjergene; bjergtop efter bjergtop, så langt øjet rækker.

Nogle bjerge er runde, andre er spidse. Nogle er grønne med græs, andre grå med sten, og nogle hvide med is på toppen. Det er et syn, jeg aldrig bliver træt af, og det er med til at gøre alle anstregelserne værd.

Det er noget, man ikke kan se på billeder, og noget man ikke kan beskrive med ord. Det er noget, der skal opleves og føles.

Ingen af os ville have været foruden de oplevelser – nogle af dem grænseoverskridende – vi har fået her på turen. Det bliver vi enige om, da vandreturen er overstået, og vi fejrer det med en tre-retters menu og kolde drinks på en restaurant.

Der skal ikke meget til at gøre en glad, når man er på en længerevarende vandretur. Her er alt mere basalt og mere simpelt. Man lærer virkelig at værdsætte de små, men utrolig vigtige ting i livet.


5

 

Redaktionen anbefaler

Find din næste tur her


Ruteforslag
De Transsylvanske alper

De Transsylvanske alper

Andre spændende artikler


Ny bog med opskrifter på bålmad

Ny bog med opskrifter på bålmad

Verdens vildeste vandreture

Verdens vildeste vandreture

Tasmania Overland Track

Tasmania Overland Track

VÆR ALTID ET SKRIDT FORAN