Væk fra masserne i Dolomitterne

Klokken på toppen
Tårnet hedder Campanile di Val Montanaia, og da vi er kommet helt op til det plateau, det rejser sig fra, er det tydeligt at se, hvorfor det har status som en af Dolomitternes klassikere. Modsat de stejle klippevægge, der omringer dalen, står det alene på plateauet midt i dalen. Stejlt og så smalt, at det ligner noget, der kan vælte i en kraftig storm. Det gør det dog næppe. Det har stået her, siden gletsjerne i det sydlige Europa smeltede for over 10.000 år siden og skabte dalen.

Har man et skarpt øje (eller en kikkert), kan man skimte en klokke på toppen af det. Den blev slæbt derop af en flok klatrere tilbage i 1926. At nå op til klokken og dermed toppen af Campanile di Val Montanaia er stadig et ekstremt populært mål for klatrere, der kommer hertil fra hele verden for at udfordre sig selv og tyngdeloven på en af de mange ruter op ad spiret.

Men lige nu er her ingen udover os. Vi har udsigten til Campanile di Val Montanaia og dalen rundt om den for os selv. Og det er helt bevidst. Vi er i nationalparken Dolomiti Friulane i det nordøstlige hjørne af Italien, som med sine få veje ind i parken og sin manglende luksuriøse turistfaciliteter ikke er besøgt af ret mange. Specielt ikke, hvis man – som vi – har taget oppakning med til at bevæge os rundt mellem hytter i højderne. Simple hytter, hvis formål er at tilbyde en seng og et måltid for klatrere eller vandrere og ikke at agere luksushotel for mere mageligt anlagte naturelskere.

En ensom sæterhytte
Vi startede turen ind i nationalparken i en rumlende minibus ad en støvet grusvej to dage tidligere. Efter en nat i den hyggelige bjerghytte Rifugio Pordenone vandrede vi stejlt op ad til den dramatiske bjergryg Monte Ferrara og derefter ned til en ensomt beliggende sæterhytte, hvor vi brugte eftermiddagen på at betragte hyrdehunde gelejde omkring 500 får ned på sæteren.

Derefter et rustikt, men godt måltid ved langbordet foran pejsen i den simple stenhytte, inden vi tumlede omkuld på madrasser på loftet. Om morgenen havde vi selskab af nysgerrige murmeldyr ganske tæt ved hytten, inden vi i strålende sol gik tilbage mod Rifugio Pordenone og derefter op til Campanile di Val Montanaia, hvor vi er nu.

Benene kan godt mærke de mange op- og nedstigninger, de på to dage har udsat sig selv for, så da vi dagen efter starter ud med en flad strækning gennem den brede Meluzzodal, er det ganske velkomment. Det samme er det friske dyp i åen, som vi trods det iskolde vand bliver lokket til af solens ubønhørlige banken ned over os.

Toptur med gåsegang
Sidst på formiddagen når vi endnu en ensomt beliggende hytte på endnu en sæter. Med endnu en vanvittig udsigt til stejle tinder 360 grader rundt. Hytteejeren er en tidligere storbymand, der har forsaget stress og jag i Italiens metropoler for hele sommeren at bo et par dagsvandringer fra nærmeste landsby – og kun se andre mennesker, når en gruppe som vores lægger vandrevejen forbi. Han har dog selskab af en halvvoksen schæferhvalp, der charmerer så meget, at det er svært at løsrive sig fra dens klunterier for at sætte ud på eftermiddagens toptur.

Bortset fra et par enkelte i gruppen med svære vabler og knæproblemer får vi dog snøret støvlerne og klappet hvalpen farvel. Vi går i gåsegang på den smalle sti op mod to formidable bjergtoppe i nærheden. De er ikke bare formidable at se på, men også særlige på den måde, at de er mulige at nå uden klatreudstyr og -erfaring, hvilket bestemt ikke er givet i Dolomitterne, hvis bjergtinder er karakteriseret ved at være spidse og stejle modsat mange af Alpernes toppe, der er mere afrundede.

Et andet karaktertræk ved Dolomitterne er terrænet, som i de højere luftlag primært består af løst grus. Det er undertegnede ikke voldsomt begejstret for, specielt ikke i nedadgående retning, hvorfor jeg sammen med et par øvrige i gruppen med samme antipati vender om før det sidste meget stejle stykke.

Langbord, vin og lys
I stedet slår vi hvilelejr på en sæter et par hundrede meter lavere, hvorfra vi kan følge topvandrere som små prikker på toppen af den 2.250 meter høje top. Sæteren benyttes ikke til køer længere, fordi den ligger så utilgængeligt, men en tidligere hytte er ikke blevet fjernet, og fra bænken foran den har vi en førsteklasses udsigt. Dog ikke i så detaljeret grad, at vi kan se, hvordan gruppens yngste mand forsøger sig med en håndstand på toppen. Som han senere, tilbage foran hytten og i selskab med hundehvalpen, gentager, imens vi andre blot ligger i græsset og dovner.

For mens vandring i smukke omgivelser er det overordnede formål med turen, så er der nu også noget over at lade kroppen hvile. Eller at forkæle den med sublim italiensk vin, pølse og pasta, som vi om aftenen indtager siddende ved endnu et langbordsarrangement i stenhytten med stearinlys på bordet og ild i den store pejs i hjørnet.

Hytten består udover opholdsrummet kun af førstesalen, der agerer sovesal. Toilettet må man udenfor og hen over det våde græs for at finde, og selv om der kun er det ene, og træk-og-slip er erstattet af en tønde med vand og en skovl, så har det sin egen ude-i-naturen charme.

Kæmpesnegl og træmyrer
Sådan er forholdene ikke natten efter. Efter en dag, der især for en uheldig medvandrer med væskende vabler på hælene har været ekstra anstrengende på grund af stejle op- og nedstigninger til og fra passene mellem dalene, rammer vi den eneste hytte på turen, der er besøgt af andre end os.

Det er den, fordi den er udstyret med en (asfalt)vej helt op foran hytten. Det betyder dagsvandrere og bilturister, men også at køkkenet og baren er udstyret på den overdådige måde, en hytte kan være, når man kan fragte råvarer ind med et køretøj. Antallet af både værelser og toiletter – med brusebad – er også højere end de tidligere steder, vi har overnattet.

Alligevel er hyggen bevaret. Ikke mindst fordi Rifugio Padova, som stedet hedder, er et familieforetagende, hvis medlemmer tydeligvis sætter en ære i et personligt touch. Især på arealet udenfor er der så meget personligt touch, at det er en udflugt i sig selv at gå en runde og betragte de mange fantasifulde træudskæringer, som farmand Paolo de Lorenzo har begået. Fra en overdimensioneret snegl med ditto følehorn til et helt hus med livagtige træmyrer på taget.

Alpevioler og hygge
Da vi næste morgen vinker farvel til familien Lorenzo, opdager vi, at træværkerne også bor langs med stien et par kilometer op gennem den skov, vi passerer gennem. Vi møder både en svampefamilie med glade ansigter og et par lidt mere vovede udskæringer, der nok mest er beregnet til voksne øjne. Det omhyggelige og kreative håndværkerarbejde er en opmuntrende underholdning på en lidt grå dag.

For første gang på turen regner det, og det gør den daglige og ellers så hyggelige frokostpause med medbragte madpakker et sted i naturen lidt anstrengt. Men bjerge er bjerge, og vejret i bjerge kan man aldrig helt regne med udover det faktum, at det skifter hurtigt. Også denne dag, for sidst på eftermiddagen, da vi først har bevæget os op over trægrænsen og derefter nedad igen, brænder solen igennem skyerne. Og der bliver den, indtil vi er ankommet til turens sidste hytte. Endnu en charmerende en af slagsen, som med sine solide bjælkestammer og alpevioler i altankasserne giver associationer til en østrigsk alpehytte.

Kodeordet er hygge, og det gør vi. Først udenfor med en grappa, dernæst under den solide tre-retters middag, hvor vi ivrigt diskuterer morgendagens vandring; turens sidste. For det er med tre pasovergange den hårdeste. Men, viser det sig, også den flotteste.

Et smukt billede
Op til passene snor stien sig stejlt og på et gruset underlag, der skrider under os, så der ikke er plads til at diskutere den gelato – italiensk is – vi vil have, når vi er fremme i en landsby til aften, men vi må i stedet koncentrere os om at holde balancen. Samtidig er stien smal og et godt stykke af den følger en dyb kløft, som man ikke har lyst til at falde ned i.

Det er ualmindelig barsk skønhed, som ikke på ordentlig vis lader sig indfange på kameraet, så vi må nøjes med at gemme billedet på den indre harddisk. Det gør jeg, og der bliver det på hele den lange nedstigning fra sidste pas mod minibussen, der holder klar til at samle os op 1.300 højdemeter nede. Og i bussen, i badet på hotellet i landsbyen Claut, i iskiosken bagefter og på turen hjem i flyet. Et billede af et smukt bjerglandskab – uspoleret af turister.

Parco Naturale Dolomiti Friulane

Nationalparken ligger i det nordøstlige hjørne af Italien og dækker et areal på knapt 370 km². Området blev fredet i 1996 med det formål at beskytte naturen og de vilde dyr. Det er omringet af tre store floder og består af et stort antal dale, der er adskilt af stejle kalktinder, der strækker sig op til 2.800 meter mod himlen. Der er kun få veje ind til parken, og den eneste måde at komme fra dal til dal er at bevæge sig til fods over bjergpas. Man kan sove i telt, men de fleste af de få, der kommer her, overnatter i simple bjerghytter.

Læs mere på www.parcodolomitifriulane.it