Via Ferrata i Dolomitterne

Baglæns ned
Via ferrata-ruten fører os ned ad en stejl klippevæg. Vi må have fat med hænderne og klatre baglæns ned, stadig godt sikret af metalkablet. På et lille, fladt klippeplateau sætter vi os ned og hiver baguette, ost og skinke op af rygsækkene til en Dolomitter-frokost med sublim udsigt. Vi skuer tilbage på klippevæggen, vi netop er kravlet ned ad.

”Hvis nogen fortalte mig, at man kunne klatre ned af den væg, ville jeg tro det var løgn,” udbryder min veninde.
Jeg kan kun give hende ret. Klippesiden ser virkeligt skræmmende utilgængelig ud. Fra en slugt får vi et kig ned mod en dal med et rådhustårn af en klippe, der stikker lodret op midt i stenlandskabet.

Der er grønne dale i baggrunden. Dernede et sted ligget Tuckett-refugiet, hvor vi planlægger at overnatte. På trætte ben begiver vi os ned af stien mod hytten. Da vi får øje på den rustikke tømmer- og stenkonstruktion, sætter benene automatisk tempoet i vejret – vi har nemlig den sidste times tid fantaseret om kolde øl og varme espressoer på hyttens solrige terrasse.

”Hvis man snubler her, har man vist drukket sin sidste morgenkaffe,” tænker jeg.

Som myrer i bjergene
I den kolde morgenluft tidligt sidder vi næste morgen igen på hyttens terrasse, denne gang pakket ind i trøjer, drikker en ekstra kop morgenkaffe, kigger op mod bjergene og snakker om dagens rute. Snart går vi op langs kanten af en stejl gletsjer. Vi holder os ude i sten- og morænevolden, så vi har bedre fodfæste og kan stå fast.

Det er stadig koldt, da vi går i skygge, for solen gemmer sig endnu bag bjergkammen på den anden side. Netop som vi træder de sidste skridt forbi gletsjeren og ud på et plateau i bjergpasset, rammer solens første stråler os. Vi kigger tilbage på hytten, som nu ligger langt under os, sætter os i solen, nyder livet og kan næsten ikke løsrive os fra den fænomenale udsigt.

En via ferrata-rute fører os ned gennem en stejl slugt, mens bjergsiderne rejser sig som højhusvægge omkring os. Ruten bliver afløst af en vandresti gennem et månelandskab af løst liggende sten på en bjergskråning. Endnu engang spænder vi os på metalkablet for at bevæge os langs en stejl kant. Vi er små som myrer, for landskaberne er bare så uendeligt store. Her ville man ikke slippe heldigt fra et fald.

Da metalkablet afløses af vandresti, finder vi hurtigt en flad sten. Vi spiser frokost i solen ved en stor varde, hvor bjergfolket i årevis har bidraget til navigationspunktet ved at lægge en sten oveni bunken, inden de er vandret videre til flere bjergoplevelser. Mens vi tygger på vores ostemadder og kiks, har vi udsigt ud over de lavereliggende skovklædte bjergskråninger. Enkelte skipister slynger sig ned af bjerget i det fjerne.

Vandrestøvlerne bringer os videre gennem et betagende bjerglandskab, og vi får øje på Pedrotti-hytten tilsyneladende flere timer, før vi endelig når den efter en lang, hård opstigning op af bjergsiden. Vi slænger os i solen på klippen udenfor hytten, mens store krus med øl bliver båret ud til os. Da mørket sænker sig, sidder vi bænket indenfor i varmen og spiser lasagne, mens alle himlens stjerner træder klart frem på en uendelig mørk nattehimmel.

På kanten af afgrunden
Næste morgen rødmer himlen bag bjergenes silhuetter over vattæppet af skyer. Vi er stået op ved solopgang for at få en tidlig start. Fra vandrestien kaster vi et kort blik tilbage på hytten. Den ligger øjensynligt på det eneste flade sted i hele området. Silhuetter af bjergkamme i flere lag ligger i baggrunden. Snart er vi på vej op af en stejl stige, der er hamret fast i klippevæggen, og i gang med dagens via ferrata.
”Hvis man snubler her, har man vist drukket sin sidste morgenkaffe,” tænker jeg, for vi går bogstaveligt talt på kanten af afgrunden.

Jeg mærker et dybt sug i maven, som er lige ved at tage pusten fra mig. Vi er i et barsk, øde månelandskab med lodrette bjergsider, tårne og klippespir, en labyrint af klippesider, som vi bevæger os igennem, mens vi konstant imponeres af den overjordiske skønhed.

Samtidig må vi holde fuld opmærksomhed, både under vandrestrækningerne og under via ferrata-strækningerne, for vi er kun et enkelt forkert trin fra at styrte flere hundrede meter ned af bjergsiden. Vi fylder vores vandflasker fra en kilde, der springer ud af klippevæggen, holder pause på en lille klippehylde på størrelse med et spisebord, og kommer efter pausen ud at gå på endnu en smal klippekant langs en afgrund.

I vores tanker sender vi en stor tak til dem, som har etableret via ferrata-ruterne og gjort disse fænomenale bjerglandskaber tilgængelige for os.

Treretters menu og vinkarafler
Fra klippehylden klatrer vi ned langs en serie lodrette metalstiger. De slutter ved en gletsjer, som vi krydser, før vi kan holde en velfortjent frokostpause ved Alimonta-hytten. På bænke i solen og får vi serveret omelet, kigger på bjergene og taler om dagens videre rute. Her midt i september er temperaturen behagelig, og der er rimeligt god plads på vandrestierne og i hytterne, så flere muligheder står åbne for os.

Vi beslutter at vandre endnu en via ferrata-rute, hvor en række trin er banket ind i klippen, og vi bevæger os lodret op, mens vi hele tiden sætter karabinerne fast i sikringerne over os. Via ferrata-ruten afløses af et gigantisk stenbrud med sten på størrelse med busser og kampvogne, inden vi i det sidste eftermiddagslys får øje på hytten, som ligger og klynger sig til bjergsiden ved en lodret klippekant over en udtørret floddal.

Vi træder direkte indenfor i spisesalen i den hyggelige hytte. Billeder af svundne tiders klatrere pryder tømmervæggen. En treretters menu og karafler med vin sættes hurtigt på bordet. Livlig snak på et utal af forskellige sprog lyder gennem spisesalen, mens bjergentusiaster fra Europas forskellige lande diskuterer dagens oplevelser.

Støvletyv?
Næste morgen er min venindes støvler forsvundet fra skohylden ved hyttens indgang. Vi leder alle vegne, men de er og bliver væk. Nogen har taget dem. Vi bander højt og længe af den skidespræller, som har efterladt hende i bjergene i strømpesokker. Imens kommer regnen rullende ind over bjergene.

Det er under alle omstændigheder på tide at søge mod dalen efter fire begivenhedsrige dage blandt Dolomitternes bjergtårne og spir. Lidt senere kommer en ældre mand gående med hendes støvler i hånden, forvirret efter at have forbyttet dem med sine egne. Endelig kan vi begynde vandringen ned fra højderne og se tilbage på fantastiske oplevelser i de sublime bjerglandskaber.

Levn fra 1. Verdenskrig

Via ferrata betyder ’jernstier’, og ruterne var oprindeligt transportveje for de italienske tropper under første verdenskrig. De brugte de højtliggende stisystemer med deres klippehylder, metalstiger op af lodrette klippesider, kabler langs afgrunden og skrækindjagende hængebroer til troppetransport. I dag har bjergentusiasterne gjort mere fredeligt brug af stisystemet, som ofte går i utilgængeligt, barskt bjergterræn og åbner bjergene op for friluftsfolket.

Via ferrata: Sådan gør du

Via ferrata er en mellemting mellem klatring og vandring. Med klatrehjelm, klatresele og en y-slynge med karabiner kan du koble dig fast på en metalwire, der er sat fast i klippen med solide metalspid. Princippet i via ferrata er, at når du rykker dig forbi et metalspid, skifter du først den ene, og derefter den anden karabin over på den anden side, sådan at du altid er sikret med minimum en karabin.

Det er naturligvis ikke helt ufarligt, men med de rette sikkerhedsregler venter fortryllende og ellers komplet utilgængelige bjerglandskaber. I guidebøgerne er ruterne angivet med sværhedsgrader fra 1-5. Det anbefales at starte med de nemme ruter og at være fortrolig med klatregrejet.

Hvis man ikke er fortrolig med klatregrejet kan det være en god idé at tage et kursus hjemmefra eller at tage en guidet via ferrata-tur. Derudover skal man ikke lide af højdeskræk, da også vandrestierne går meget tæt på stejle bjergsider.