Udstyrstest

THULE ALLTRAIL 35L

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 7060
Karakter fra test

rygsæk til det meste

Thule satser igen på en ny rygsæk-serie til friluftsmarkedet. Vi har taget AllTrail 35 med på tur for endnu en gang at stille det store spørgsmål: Kan Thule leve op til deres gode start på rygsækmarkedet?


Det første, der falder én i øjnene ved AllTrail 35, er dens orange bæresystem og detaljer i form af stropper og ziptags rundt på rygsækken. Inden man tager rygsækken på, kan man nemt justere ryglængden op til ti centimeter med velcro, og når AllTrail 35 er på ryggen, kan man nemt spænde det bløde hoftebælte til med stropper ind mod sig selv. Det er et kæmpe plus.

Der er meget polstring og dermed også komfort i både hoftebælte, skulderremme og på rygpanelet. Polstringen gør oplevelsen helt fantastisk, hver gang rygsækken er på, hvad end der er fem eller ti kilo i sækken. Det bløde rygpanel har en del kontakt med ryggen, men polstringen er udført med en masse kanaler og åbninger i materialet, der leder varme væk fra ryggen.

Modsat de meget ventilerede løsninger, så giver AllTrail en god vægtfordeling ind mod ryggen, og jeg har trods den tættere kontakt med ryggen ikke oplevet overophedning. Man kan dog ikke undgå at blive lidt svedig på ryggen i varmt klima, men det gælder nu alle rygsække.

THULE ALLTRAIL 35L
Anmeldelsen

Glimrende egenskaber
Rygsækken har en stor indgang med lynlås, der går langt ned på hver side og gør det nemt at komme til sine ting. På toppen af rygsækken sidder en lille lomme med lynlås både indvendig og udvendig. En større lomme på fronten kan både tilgås fra inder- og ydersiden – en super detalje, da man undgår at åbne en masse rum hele tiden. Inde i hovedrummet er der også en lomme og udgang til slange til vandreservoir.

På hver side af sækken sidder en multifunktionel strop, der både kan fæstne Vandrestave/isøkser og komprimere rygsækken. Alle stropper har en lille elastik, så man kan gemme løse stropper væk. På siden af rygsækken er to elastiklommer til drikkedunke, og ved lommerne sidder der kompressionsstropper, som har den gode detalje, at de kan flyttes til enten inder- eller ydersiden af lommen. Selve elastiklommerne er lidt høje, så det kan være svært at få drikkedunken tilbage i lommen. Der er en lynlåslomme på det ene hoftebælte og Thules eget VersaClick på det andet hoftebælte.

Der medfølger VersaClick Pole Holder. Systemet gør, at man kan spænde vandrestavene fast, mens man har rygsækken på. Det fungerer imponerende godt. Der er desuden en lomme til regnslag på fronten, som indeholder et regnslag i en tydelig rød farve.

Thule

AllTrail 35L
Pris: 1.099,-

Bedømmelsen

Selvom AllTrail 35 ikke er ligeså nytænkende som andre af Thules nye rygsække, så indeholder den alt, hvad man har brug for på en rygsæk i den størrelse – endda til en meget skarp pris. Bæresystemet er særdeles komfortabelt i forhold til størrelsen, og det giver mulighed for en rigtig bred brugsflade. AllTrail 35 er hverken den mest åndbare eller den letteste rygsæk, men det er en enkel og virkelig god rygsæk, som jeg er rigtig glad for.

9/10: Wow, vi er imponerede
Bæresystemet, kraftigt polstret hoftebælte, VersaClick-vandrestavsholder, nem åbning, elastik til at gemme stropper, to funktioner i stropper, regnslag, lynlåslomme i top og på front, frontåbning kan tilgås inde og ude fra, nem justering af ryglængde, kva
Elastiklommerne burde være lidt lavere

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Thule ALLTRAIL 35L
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Thule ALLTRAIL 35L ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.