BioLite CampStove er en af årets største samtaleemner blandt grejnørder. Nu kan man lave mad og oplade sine elektroniske apparater samtidig. Det må da være for godt til at være sandt, tænkte vi på Opdag Verden, så vi har gået den efter i krogene, for at du kan blive klogere.
Kort fortalt er BioLite CampStove konstrueret med et brændselskammer til kvas og småbrænde, der genererer energi til den medfølgende batteri- og strømgenerator. Strømmen bliver genereret ved hjælp af et termoelektrisk princip kaldet Peltier-effekten. Forenklet sker der det, at varmen skal passere en membran, hvor det nedkøles og afleverer sit energipotentiale og derved danner elektricitet. Jeg er ikke fysiker og forstår det nok stadig ikke helt. I min verden virker det lidt som magi, når man kan brænde kviste og småpinde af og få ændret smartphonens batteri-indikator fra rød til grøn. Måske man i virkeligheden ofrer småpinde til den store smartphone-gud?
Kog og lad
Udover at brændelskammeret på magisk vis kan bruges til at lave strøm, kan man også bruge BioLite CampStove til madlavning. Indbygget i konstruktionen er der også en lille blæser, som hjælper med at holde ilden kørende. Særligt til madlavning er det brugbart, men effekten er ikke vanvittigt imponerende.
Du vil opleve, at der er meget stor forskel på, hvor lang tid det tager at koge en liter vand, afhængig af hvilken type pinde du brænder af. I mine test tog det alt fra 7 til 15 minutter at koge en liter vand. Vejrforhold spiller også meget ind. Varmespredningen er ikke super, så hold dig til gryder med et lille grundareal, og vær opmærksom på at brændet soder ganske meget. Varmen kan reguleres ved mængden af brændsel og ved at bruge blæseren, men det er ikke helt let at styre.
Jeg har ikke brugt brænderen inde i et telt, da den naturligt nok kan danne en del røg på grund af den blandede brændsel, og da den ikke har nogen vindskærm, har vinden naturligvis en del at sige på brænderens effektivitet. Det vigtigste er dog, at man kan lave mad, hvis man har god tid. Strøm kommer der også ud af den, og det fungerer overraskende godt.
De påmonterede LED-lamper og instruktionshæftet gav et godt indblik i brugen, og så var det relativt simpelt at få den til at lade. Den leverer dog ikke store mængder af kraft. Jeg testede blandt andet med en Samsung Note II tablet. Hvis tabletten var i brug samtidig med opladningen, forsvandt strømmen fra batteriet hurtigere, end det blev opladet. Dette varierer selvfølgelig alt afhængig af typen af brændsel og ikke mindst dit elektronik, men forvent ikke, at din smartphone bliver opladet på rekordtid.
Dette er dog heller ikke noget stort problem, hvis man alligevel er kommet frem til lejr og sidder og småhygger. Når der har været ild i fem til tolv minutter, er batteriet klar til at oplade. Opladningen sker via et USB-kabel, og det er muligt at oplade de fleste elektroniske produkter. I min test har jeg blandt andet ladet gps-ur, pandelamper, kamera og smartphone foruden tabletten.
Hvad med hyggen?
BioLite CampStove kan brænde ret meget forskelligt, men jeg vil anbefale pinde i omkring en tommelfingers tykkelse, og de skal være godt tørre. Det kan være lidt af en kunst at finde tørre grene, hvis det lige har regnet, men det er en kunst der, uanset hvad, er værd at lære sig, hvis man også har brug for at få tændt et bål engang i mellem.
Bemærk at det kan være lidt besværligt at tænde op nede i brændselskammeret, da det er relativt højt og trangt, men med lidt øvelse finder man en god teknik. Hvis det er vanskeligt at finde godt brænde ude i naturen, så hav eventuelt noget tørt birkebark eller lignende med til at tænde op. Når der først er ild, går det også an at bruge let fugtigt brændsel takket være den indbyggede blæser, der virkelig formår at holde liv i ilden. Blæseren har to indstillinger - low og high alt efter ønsket effekt. På high forsvinder pindene relativt hurtigt. Hvis man laver mad, kan det derfor desværre være nødvendigt at flytte gryden for at efterfylde med brændsel under madlavningen.
Husk at vende den orange batteri- og generatorpakke, så den er op mod vinden, og så flammerne ikke blæser henover batteriet. Efter brug kan batteriet pakkes ned i brændselskammeret, og så fylder det omtrent det samme som en 1-liters Nalgeneflaske. Den vejer lige under et kg, og det kan måske virke lidt højt sammenlignet med andre brændere, men til gengæld slipper man for at bære brændstof, solceller eller ekstra batterier med på tur.
De gange jeg har haft BioLite CampStove i brug, har den være garant for et godt samtaleemne. Det er et spændende produkt, som automatisk samler en interesse og uanset effektiviteten, så er det bare super hyggeligt med levende ild på denne måde. Det er dog ikke lige så hyggeligt som et bål, da lidt af charmen desværre bliver slået ihjel af blæserens støj. Jeg synes dog stadig, at det er væsentligt hyggeligere end den ofte højlydte hvæsen fra gængse multifuel-brændere.
Der er ikke alt, der er perfekt ved BioLite CampStove, men jeg synes grundlæggende, at princippet er helt fantastisk, og som sagt er det lidt magisk, at det overhovedet fungerer. Der findes mere anvendelige alternativer, hvis man skal være effektiv og hurtigt lave mad eller oplade elektronisk isenkram, men grejnørd-faktoren på BioLite CampStove er helt uovertruffen.