Udstyrstest
En sporty letvægtsvindjakke, som er både alsidig og behagelig, og som du får glæde af på alt fra hverdagens gå-, cykel- og løbeture til de længere vandreture, hvor lav vægt og høj funktionalitet er vigtigt.
Fjällräven beskriver High Coast Lite Jacket som “designet til vandring og dagligdagen under varme forhold”. Jeg er helt på linje med, at det er det primære anvendelsesområde, da der som sådan ingen varme er i jakken selv, men har du et varmt inder- eller mellemlag på, så kan den sagtens bruges i koldere forhold såsom dansk forår og efterår.
Vær dog opmærksom på, at jakken kun er ganske let vandafvisende. Den klarer lidt dryp eller en smule finregn, men heller ikke mere. Det er, som Fjällräven selv angiver, en vindjakke, og skal du færdes i decideret regn- eller bygevejr, har du også brug for en vandtæt jakke.
Jeg tænkte derfor kortvarigt: Hvorfor medbringe en vindjakke på tur, når jeg i et klassisk dansk/nordisk klima (hvor jeg vandrer mest) også har brug for en vandtæt Skaljakke?
Svaret er, at det skal jeg, fordi den nærmest intet fylder og vejer (180 gram i en large) og simpelthen er så behagelig som vindtæt lag, når det vel at mærke ikke regner.
Normalt bruger jeg min Skaljakke som beskyttelse mod vind, men den bliver hurtigt for varm, hvis jeg bevæger mig, og det er lunt (næsten uanset hvor høj åndbarhed, den har), og så skal den af igen. Det er besværligt. Her er en vindjakke en løsning, jeg tidligere har fravalgt, fordi stoffet har virket knitrende, plastic-agtigt og ikke særlig funktionelt.
Også på cykelture har jeg tit manglet det der lette, behagelige, vindtætte lag til lige at tage på, når det blæser op, man kommer i modvind, eller holder pause.
Øjenåbner
High Coast Lite Jacket har åbnet mine øjne for, at jeg fremover simpelthen må have en vindjakke som denne med på både vandre-, løbe- og cykelture. Der er nemlig tale om et rigtig behageligt, delvist genanvendt og tyndt polyesterstof, som hverken larmer, knitrer, bliver statisk elektrisk eller krøller det mindste.
Jakken tørrer desuden lynhurtigt, hvis den bliver fugtig ude- eller indefra. Med den relativt lave vægt kunne man godt frygte, at der er sparet for meget på detaljerne, men ud over at jeg godt kunne ønske mig et hul til tommelfingeren, mangler jeg intet: Jakken har hætte, som kan justeres i begge sider, sidder rigtig godt og ovenikøbet med lidt øvelse kan lynes væk i kraven, uden at man skal tage jakken af. Imponerende.
Der er også to lynlåslommer i god størrelse på hoften (jakken kan pakkes ned i den ene), enhåndsjusterbar elastisksnøre i livet, tovejs YKK-lynlås med stormflap og elastik ved håndleddene.
Snittet er feminint, og jakken har en normal længde ned til midt på hoften. Ærmerne har en god længde, og selv jeg med mine lidt brede skuldre og lange arme oplever ikke problemer med, at de stumper eller kravler op. Når hætten er lynet ind i kraven, sidder kraven stadig behageligt om nakken og lukker fint af for varmetab uden at stramme.
Materialer og lynlåse, syninger osv. virker måske ved første øjekast en smule spinkle til friluftsliv og lejrliv, så en aften, da jeg maser rundt og samler brænde i skovbunden og noget krat, tænker jeg et kort øjeblik over, om jeg nu ender med at lave jakken til konfetti. Det er ikke tilfældet – stoffet er markant stærkere end først antaget, og jakken får ikke en skramme trods den lidt hårdhændede behandling.
Jakken fås ud over den røde/orange i en lys blå, en meget mørk blå (navy) og en støvet grøn farve. Mit største problem med farverne er egentlig at vælge, hvilken jeg bedst kan lide – Fjällräven kan virkelig noget særligt med farver, der spiller godt i naturen.
Fjällräven High Coast Lite Jacket er en gennemtænkt, funktionel vindjakke, som egner sig fortrinligt til vandring, løb, cykling osv. Jakken vejer og fylder ikke meget, og skulle den blive våd ude- eller indefra, så tørrer den lynhurtigt.
Den er designet til brug under varme forhold, men i kombination med isolerende mellem- eller inderlag, bliver du også glad for den i det danske forår og efterår. Der findes lettere og billigere vindjakker, men High Coast Lite Jacket rammer en god balance mellem funktionalitet/design på den ene side og vægt/volumen på den anden.
Det største minus er, at jakkens vandafvisende egenskaber er meget begrænsede. Efter et par ture i vaskemaskinen (efter forskrifterne naturligvis) har jeg faktisk svært ved at se, at den er vandafvisende overhovedet.
Prisen er i den høje ende, men hvis jakken – som mange af Fjällrävens andre produkter – nærmest ikke er til at slide op, får du sandsynligvis mange gode timer i jakken og dermed god valuta for pengene.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS