Udstyrstest
Hård, holdbar, minimalistisk
Født i det kolde og barske nord går Fjällräven op i, at deres ting kan blive brugt. Slidstærke og holdbare materialer gør, at deres rygsække kan klare de skrammer, de får, når de bliver brugt i det fri.
Når man får lagt hænderne på fjeldrygsækkene fra Fjällräven, mærker man hurtigt, at her er tasker, man kan kaste ud over en klippeskråning og finde intakte efter faldet. Kaipak 58 er ikke anderledes.
Fjällrävens eget materiale, G1000 Heavy Duty Eco, giver tasken en robust følelse og giver én lyst til at teste, om man egentlig overhovedet kan skære igennem det. Kontra den normale nylon, der bruges i de fleste rygsække nu til dags, er der en mærkbar forskel. Tasken har et toplåg, en frontlomme og en lynlåsåbning i bunden. Fjällräven beskriver den som en enkel, ukompliceret Taske med et behageligt bæresystem. Det har vi sat på en prøve.
Et kig indenfor
Udenpå ser Kaipak 58 meget forsimplet ud. Det minimalistiske design giver indtryk af, at tasken har en masse hemmeligheder inden i. I hver side er der to stropper til at sætte ting som Telt, Vandrestave og andet fast. Forsiden har en tværgående lynlås til et rum, hvor du kan opbevare ting, der skal kunne kommes til såsom toiletpapir, førstehjælpsudstyr og andet.
Dykker vi ned i de indre elementer, består rygsækken af et stort rum med en snefangsåbning i toppen. I bunden finder vi en lynlås, der gør det muligt at tilgå sit udstyr derfra. Overraskende nok har rygsækken ikke et materiale til at skille det øvre og nedre rum, som mange andre rygsække i denne størrelse har. Jeg har svært ved at vurdere, om det er smart, da man ikke kan adskille rummene og derved ikke koordinere, hvilket grej der skal hvorhen.
Det overraskede mig glædeligt, at drikkedunksholderne var forholdsvist nemme at bruge. Man skal lige lære teknikken, men derfra var det muligt at tage vand ud uden de store problemer og uden at tage tasken af.
At holde på det hele
Bæresystemet på 58-liters-rygsækken kommer uden indstilling i højden. Det fik os til at løfte et øjenbryn, da man oftest i den her størrelse gerne vil kunne indstille ryglængden. Kaipak 58 er en unisex-model, hvilket godt kan virke vildt for en Taske, der ikke har mulighed for indstilling i ryglængden.
Tasken sad fint pakket med 15 kilogram på mindre ture, og den krammede ryggen godt. Kigger man på rygstykket, ser det ikke ud til, at den har udluftning, men ryggens kurvatur gør det muligt at ånde fint. Jeg ville dog ønske, at rygsækken var mulig at indstille i ryggen. Det ville give den en langt større brugsflade.
Hoftebæltet sidder godt på hoften, selv med dets simple design. Tasken har de tre normale indstillingsmuligheder; hoftebælte, skulderremme og topstrammere. Den har dog også en fjerde ved hoftebæltet. Her kan man i siderne stramme taskens bund ind til lænden og få en virkelig god komfort, selv med mere vægt på. En rigtig god feature i en taske af denne størrelse.
På hoftebæltet sidder desuden to lommer. Trods min ros for det utroligt slidstærke materiale G100 Heavy Duty Eco, skal det siges, at det skal bruges ordentligt. Her på hoftebæltet ville det fungere meget bedre at give hoftebæltelommerne lidt stræk. De kunne kun indeholde meget få ting på grund af materialets faste struktur. Der var for eksempel ikke plads til en normal smartphone i lommen.
Fjällräven har formået at kreere en taske, lige som de ville have det. Kaipak 58 er simpel og nem at bære komfortabelt. Det er en god taske til begyndere indenfor rygsæksvandring, da den er nem at bruge og god til at bære vægt.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS