Udstyrstest

MSR TINDHEIM 2

Rummeligt topersoners tunneltelt

Den 29. okt 2024
Læst af: 1220
Karakter fra test

Vi har testet MSR-tunnelteltet Tindheim 2 hen over det seneste års tid – et solidt, rummeligt Telt, der er til at stole på, selv når vejret viser tænder.

Anmeldelsen

Tindheim 2 er et rummeligt topersoners tunneltelt – faktisk så rummeligt, at du sagtens kan have to brede Liggeunderlag i teltet og stadig have ekstra plads i kabinen. Med en totalvægt på 3,2 kilo inklusiv footprint og en pakkevolumen på 56 x 20 cm er det ikke det letteste topersonerstelt, men fokus er også pris og holdbarhed; der er som sagt lettere tunneltelte på markedet, som dog også typisk vil koste det dobbelte.

Teltet holdes oppe af to aluminiumsstænger, der danner to stærke buer med ydre kamre på teltdugen til stængerne. Det er en stor fordel i forhold til teltets holdbarhed. Der er kun én indgang til teltet, og placeringen af døren op langs den ene stang kan give lidt snubleproblemer i forhold til bardunen, der sidder ud for stangen. Teltet kan, som de fleste tunneltelte, slås op uden indertelt, så det kan bruges som samlingstelt eller til frokostpausen. MSR angiver en minimumsvægt på 2,48 kilo, og det er altså, når man lader inderteltet blive hjemme. Det er dog ikke noget, jeg vil anbefale – især med de mange ture i områder med myg, som jeg har haft teltet med i.

Sovekabinen giver mulighed for en liggelængde på op til 240 cm med indsnævring i fodenden og en bredde på hele 140 cm i den ene ende samt 110 cm i den anden. De 240 centimeter giver lidt ekstra længde til udstyr inde i kabinen, samtidig med at man ikke får den store indsnævring i fodenden. Inde i teltet føler man ikke, at man skal sidde med bøjet nakke, og man kan bekvemt opholde sig i teltet, hvis vejret er til en hviledag i ly. Apsis er ikke forlænget på Tindheim 2, så der kunne være mere plads til ophold, men det ville koste på totalvægten, og til to personer er pladsen egentlig allerede ganske fornuftig.

Lækkert med footprint

Oversejlet er lavet i 60D PU og DWR-behandlet polyester med tapede sømme og et søjletryk på 1.500 mm. På papiret virker det ikke af meget, men min oplevelse på tur er helt uproblematisk. Når det kommer til telte, handler vandtæthed nemlig ikke kun om søjletryk, men derimod om overfladespænding. Kan teltets oversejl spændes godt ud, uden at man kommer i kontakt med dugen, så kan teltet uden problemer holde vandet ude i selv omskifteligt skandinavisk vejr med alt fra vind til heldagsregn.

Bunden har et søjletryk på 3.000 mm og er lavet i 68D PU og DWR-behandlet polyester. Der medfølger et footprint, hvilket er et stort plus for at beskytte teltet og sikre mod fugt i f.eks. Skandinavien. Footprintet har faktisk beskyttet teltet på en af mine ture, hvor jeg formåede at lave et hul det, men undgik at lave hul i selve bunden af teltet.

Tindheim 2 er et tresæsoners Telt, så inderteltet består af vindafvisende stof og ikke af mesh, så det er ikke oplagt til ture i varmere klimaer. Med to store vinduer opnås dog en god ventilation. Det er desuden muligt at øge ventilationen ved at lyne det vindtætte stof af og få mesh i døren til inderteltet i stedet. Teltet har alt i alt et godt indeklima, på trods af at det er et tresæsonerstelt.

Til at stole på

Der medfølger nok solide pløkker til at fæste hele teltet med barduner. Der er tale om lette, solide y-pløkker i aluminium, der ikke bøjer, og som bare fungerer i de fleste underlag. Teltet er enormt robust og stærkt – selv i vind. Faktisk har det klaret en storm med vindstød op til orkanstyrke, uden at en eneste pløk blev rykket op. Meget imponerende.

Teltet indeholder mange små detaljer som barduner med reflekser plus fire lommer og en tørresnor i inderteltet. En detalje, jeg er enormt glad for, er en strop midt på teltet, der kan spænde ydersejlet væk fra inderteltet med en pløk. Det fungerer rigtig godt. Man undgår derved et af de store problemer, der kan være med at sove i tunneltelt, nemlig at komme til at ligge op ad teltdugen, da lagene ligger tæt, og vinden har større mulighed for at påvirke ydersejlet.

Mine oplevelser med teltet har været enormt positive. For mig er det vigtigste ved et telt, at jeg stoler på det, så jeg er sikret ly og læ, hvor end jeg er på tur. Alt i alt er MSR Tindheim 2 et pålideligt og solidt telt til en god pris i forhold til kvaliteten, selvom det hverken er meget kompakt eller meget let.

MSR

TINDHEIM 2
Pris: 4.019,-

Bedømmelsen

MSR Tindheim 2 er et rigtig godt bud på et solidt og pålideligt tunneltelt til en fornuftig pris. Har du et letvægtstelt i dag, vil det virke både stort og tungt, men er du ny på friluftsmarkedet, vil det sandsynligvis ikke være et problem. Samtidig får du lige så gode egenskaber, som man ser på dyrere telte.

7/10: Gennemarbejdet og lækkert
Stor komfort og plads i teltet, solide materialer og solid konstruktion. Meget vindstabilt, mange detaljer, enkelthed og brugervenlighed. God beskyttelse mod vand også over længere tid, medfølgende footprint og muligt at bruge uden indertelt.
Vægt og pakkevolumen. Apsis kunne være større.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på MSR TINDHEIM 2
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på MSR TINDHEIM 2 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.