Udstyrstest

Platypus QuickDraw Microfilter & Reservoir System

Enkelt, kompakt og prisstærkt

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 3010
Karakter fra test

Platypus fokuserer på vandflasker, vandblærer og vandfiltre og er især kendt for at lave plastikprodukter, som ikke afgiver smag til vandet. Men de har meget mere at byde på; bl.a. det her kompakte, enkle og alligevel tekniske vandfilter.

Vandfilteret fungerer ved, at du fylder den medfølgende en-litervandpose med ikke-renset ferskvand. Herefter skruer du vandposen på selve filteret, presser vandet igennem og ned i en flaske, gryde, eller hvad du ellers foretrækker. Filteret kan på papiret rense tre liter vand i minuttet, men da vandposen kun er en liter, er det et lidt teoretisk mål. Det burde kunne lade sig gøre at presse en liter vand i gennem på 20 sekunder, men de gange, jeg har sat stopur til, tager det nærmere 30 sekunder for en liter vand. Tiden afhænger meget af, om du har renset filtret for nyligt.

Vandposen fyldes nemt med beskidt vand med det enkle, lille håndtag, uden at man nødvendigvis får våde fingre. Når vandposen skrues på selve filtret, lukker det helt tæt, og det fungerer med stor sikkerhed, så man ikke skal bekymre sig for, om det beskidte vand blandes med det rene.

Vandfiltret kan også nemt rengøres, selv på tur, så du undgår, at det stopper til. Er du i tvivl, om dit filter stadig er effektivt, så er det muligt at lave en test af, om det renser ordentligt. Det er nødvendigt at rense systemet jævnligt for at få fuld effekt af filtret og et god flow, når du presser vand igennem.

Filtret har efter brug en lukning til både den ene og anden ende, så du er sikker på, at filtret altid holdes rent.

Platypus QuickDraw Microfilter & Reservoir System
Anmeldelsen

Nemt at tage med
Systemet er enormt nemt at gå til og meget logisk i sin opbygning. På selve systemet står, hvor beskidt vand skal ind, og hvor der kommer rent vand ud. Derudover er det markeret på vandposen, at det er til beskidt vand, så man ikke kommer i tvivl.

Vandposen kan nemt rulles helt tæt sammen om selve filtret, hvilket giver et meget kompakt samlet sæt, der kun fylder 5 x 12,7 centimeter sammenpakket. Det kan nemt puttes i en sidelomme eller faktisk endda i en lomme på rygsækkens hoftebæltet. Selve filtret vejer kun 63 gram og hele sættet med vandpose ligger på 95 gram.

Den lave vægt gør det oplagt altid at have filtret med, uden at skulle tænke på meget ekstra unødig vægt.

Hvor effektivt er det?
Platypus QuickDraw fjerner 99.9999 % bakterier og 99.9 % af protosoriske cyster som giardiasis, cryptosporidium, E. coli, salmonella og kolera. Filtret fjerner ikke vira, men det er heller ikke normalen, at alle vandrensningssystem gør det, da det ikke er en nødvendighed at være opmærksom på alle steder. Systemet renser ikke vandet for farve eller smag, men det er heller ikke normalt ved et vandfilter.

En ting, du skal være opmærksom på, er, at filtret ikke tåler frost. Det skal derfor altid holdes over frysepunktet, hvilket giver en smule begrænsninger i forhold til brug.

Platypus siger, at filteret kan bruges til cirka 1000 liter vand, hvilket er meget normalt inden for den her type af vandfiltre. Det kan dog være svært at huske eller regne ud, hvor mange liter vand der har været i gennem, og man kan stå med en usikkerhed om, hvorvidt et vandfilter nu virker effektivt. Det har Platypus en løsning på. Det er muligt selv at lave en test derhjemme, som viser, om det renser vandet eller ej. Det er ganske enkelt efter blot at have set en kort video eller læst guiden.

Er du i tvivl om renheden af det ferskvand, du drikker, så kan du være meget sikker på kvaliteten ved at køre det gennem det her filter. Systemet er altså oplagt til vandreture, hvor der ikke er rindende vand, eller at du er nødt til at tappe fra søer.

Det giver faktisk også mening i Danmark, hvor man normalt er nødt til at få vand fra vandposter rundt omkring: med Platypus QuickDraw kan du blot tappe vand fra ferskvandssøer, åer og lignende uden at skulle planlægge alt for meget, når det kommer til drikkevandet.

Platypus

QuickDraw Microfilter & Reservoir System
Pris: 399,-

Bedømmelsen

Platypus QuickDraw Micofilter & Reservoir System er et effektivt og prisstærkt vandrensesystem med en enkel brugsflade og effektiv vandrensning. Med den lave vægt og et kompakt design er det let at rense vand på diverse ture, og det kommer desuden til en pris, hvor alle kan være med.
8/10: Produktet fortjener applaus
Pris, enkel brugsflade, kompakt, lav vægt, kan renses enkelt, muligt at tjekke om det stadig renser nok, effektivt som personligt vandfilter.
Renser ikke vand for vira, tåler ikke frost.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Platypus QuickDraw Microfilter & Reservoir System
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Platypus QuickDraw Microfilter & Reservoir System ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.