Udstyrstest

Primus Eta Lite

Skrevet af: Bo Skov Kristensen
Den 22. jun 2022
Læst af: 6699
Karakter fra test
Primus Eta Lite
Anmeldelsen

Markedet for brændere er efterhånden enormt, og de førende producenter kappes konstant om at videreudvikle og nytænke deres produkter, således at de kommer et skridt foran konkurrenten. Vi kigger her nærmere på svenske Primus’ seneste skud på stammen af kompakte all-in-one gasbrændere.

Primus Eta Lite er i sin enkelthed en aluminiumskop, hvor der er svejset lameller på undersiden, som øger bundens areal betragteligt, samt et simpelt gevind som gør, at gasbrænderen kan monteres direkte på undersiden af koppen. Konceptet er egentligt nogle år gammelt og er set før hos blandt andet Jetboil, der har udviklet et tilsvarende system, men ikke desto mindre fungerer det godt at have ens brænder, gasbeholder og kop/gryde samlet, når kajakken eller rygsækken skal pakkes.

Kort kogetid
Hvis vi skal tage tallene først, så vejer Eta Lite 355 gram eksklusiv en 100 grams gasbeholder, der er plads til nede i selve koppen. Brænderen yder en effekt på cirka 1500 watt ved fuldt blus, hvilket ifølge Primus burde give kogetid på cirka 165 sekunder for en liter vand. Det er ganske kort tid, og jeg har desværre ikke selv været i stand til at teste denne påstand, da Eta Lite kun indeholder 500 ml. De 500 ml opvarmer den til kogepunktet (95 grader) på cirka 150 sekunder ved vindneutrale omgivelser og en vandtemperatur ved start på 20 grader.

I teorien burde en brænder med en effekt på 1500 watt kunne opvarme 1 liter vand fra 20 grader til 95 grader (75 grader) på 209,3 sekunder, idet det kræver 4186 joule at hæve temperaturen 1 grad celsius og 1 joule = 1 watt per sekund. Altså 75 x 4.186 = 313.950 / 1500 = 209,3 sekunder, såfremt der er 100 procent udnyttelse af effekten fra brænderen til vandet. Primus hævder, at Eta udnytter tæt ved 80 procent af effekten, hvorfor den teoretiske tid på 209,3 sekunder skal ganges med 20 procent eller 1,2 hvilket giver 251,16 sekunder eller 4 min og 18,6 sekunder. Disse to resultater afviger lidt fra hinanden, men viser blot, at der som ofte er en afvigelse mellem producentens og brugerens tal, når det angår brændstoføkonomien i nye biler og brændere. Hvorom alting er, så er denne brænderteknologi kommet for at blive, og den er væsentligt mere effektiv end den gamle traditionelle.

Til korte ture
Foruden brænderens udmærkede effekt, så er der en række detaljer, som er værd at bemærke ved Eta Lite. Det har sjældent været kompliceret at skrue en gasflaske med gevind på en brænder og trykke på en knap for at tænde. Primus’ smarte gevindsystem finder jeg dog mere brugervenligt, end for eksempel det man ser på Jetboil. Hvad angår volumen på kun 500 ml, så skal man gøre op med sig selv, hvor stor en kapacitet, man har brug for. Personligt vil jeg som oftest hellere have muligheden for at varme mere vand end 500 ml af gangen, og slæbe lidt mere.
Funktionerne er gennemførte og coveret til brænderen minder om filt, hvilket er med til at give Eta Lite et hyggeligt udtryk, som passer fint til det, den er: Et redskab, som du vil tage med på små friluftsture af kortere varighed, hvor du mere har brug for vand til kaffen end til hele måltider.

Selve koppen monteres let på brænderen ved hjælp af en ret genialt, fjedret bajonetfatning, som låser de to sammen. Herudover har koppen et isolerende cover med en hank, der også kan bruges til at holde sættet lukket under transport eller til ophæng. Brænderen tændes ved hjælp af en Piezo, og tre små metalskruer kan ydermere skrues på brænderen, hvis du vil bruge den til andet end den medfølgende kop.
Eta Lite koster 999 kroner, hvilket ikke er billigt, hvis den blot skal bruges til at varme kaffevand, men heller ikke meget dyrere en konkurrenterne på markedet, og den pris man må betale for at få fingrene i et minimalistisk Kogesæt med et lækkert finish og rigtig god kvalitet. Alt i alt et dejligt gennemført produkt, som appellerer til friluftsmennesket, der gerne vil kunne lave sig en kop vand i det fri, hurtigt og effektivt.

Primus

Eta Lite
Pris: 999 kroner,-

Bedømmelsen

Primus Eta Lite er et enkelt, effektivt, minimalistisk Kogesæt med gennemførte funktioner, der er let at betjene. Det er glimrende til de korte ture ud i naturen, hvor det ikke er nødvendigt med den store kogekunst, men hvor der er brug for varmt vand til kaffen eller det hurtige måltid.

9/10: Wow, vi er imponerede
Kun plads til 500 ml.
Brugervenlig, gennemførte funktioner, effektiv, hyggelig

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Primus Eta Lite
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Primus Eta Lite ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.