Udstyrstest
Soveposen her vandt en OutDoor Industry Award tilbage i 2017, og efter tidligere at have testet en Coiloir 500, som jeg var meget begejstret for, glædede jeg mig til at teste den her. Jeg blev ikke skuffet.
Couloir 750 har en komfort på -8 grader til kvinder og limit på -15 grader til herrer. Jeg har brugt den i sommer-Grønland og overnatninger i såvel dansk efterår som vinter; altså til 3-4-sæsonersbrug, som er helt ideelle forhold for soveposen. Det lyder måske voldsomt med en så varm Sovepose til fjeldture om sommeren, men har du først overnattet i fjeldet med kraftig vind eller en isbræ i nærheden, ved du, hvor koldt det kan være. Lynlåsen er lidt atypisk placeret på fronten med en isoleringskant på hver side, så der ikke opstår kuldebroer. Det er ikke muligt med udluftning direkte til fødderne, men tovejslynlåsen gør det muligt at ventilere resten af soveposen. En stor fordel ved frontlynlåsen placering er, at man ikke skal løsne sine ”indstillinger” af varmekrave og hætte, da man nemt kan lyne soveposen op uden at løsne noget. Den egenskab er til stor glæde om natten, hvor man hurtigt kan komme ud og ind af posen og bevare den gode justering.
Godt fyld og solide materialer
Soveposen er lavet i let, stærk 20D nylon og fyldt med 750 gram RDS-certificerede andedun med en fyldkraft på 700. I praksis betyder det rigtig god fylde. Dunene har fået en vandskyende behandling, der hjælper med at holde soveposens fylde, selvom vejret eller udstyret er fugtigt. Fodboksen sikrer, at man ikke maser isoleringen og skaber kuldebroer ved fødderne. Liggelængden på op til 195 centimeter har passet perfekt til mig, men soveposen fås kun i den ene størrelse, så det begrænser nogle personer lidt i at bruge posen.
Couloir 750 har mange gode detaljer, og især elimineringen af kuldebroer og optimal udnyttelse af varmen med varmekrave, ekstra isolering foran lynlåsen og en anderledes detalje med en indsnøring omkring hofterne inde i posen fungerer godt. Indsnøringen giver især mening, hvis du sidder op med det øverste af soveposen åben, da du dermed undgår varmetab. Enkelt og smart. Varmekrave og indsnøring ved hofterne har en flad nylonsnor, som ikke generer, når man ligger på den. Den fungerer meget bedre end elastisksnoren på Couloir 500. Lukningen omkring hovedet fungerer også rigtig godt, og stropperne generer ikke ansigtet, selvom den er lukket tæt.
Soveposen er kropsformet, og det er med til at holde vægten nede på 1.235 gram; ganske udmærket for en model til folk på hele 195 centimeter. Jeg savner dog, at soveposen fås i flere længder, da 10-20 centimeter mindre ville gøre stor forskel for vægt og pakkevolumen. Samtidig er varmeudnyttelsen bedre, når soveposen ikke er for lang.
Det er ikke hver dag, at man finder en dunsovepose med disse kvaliteter til prisen. Robens Couloir 750 er en yderst solid Sovepose, du uden videre kan pakke til diverse ture uden at skulle smide en formue eller gå for meget på kompromis med vægt og pakkevolumen.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.