Udstyrstest
Sea to Summit Comfort Plus SI er på papiret et selvoppusteligt Liggeunderlag med skum, men modsat mange andre Selvoppustelige Liggeunderlag har det en tykkelse på hele 8 centimeter. Og så er pakkevolumen ikke engang speciel stor.
Når jeg tænker på et selvoppusteligt liggeunderlag, tænker jeg på en pakkevolumen på størrelse med et Telt, hvis ikke man ønsker, at hofterne bliver mast igennem de ofte ret tynde underlag.
Sea to Summit Comfort Plus SI tager det oppustelige liggeunderlag med skum til et helt nyt niveau. Vi har haft liggeunderlaget med på tur i nattetemperaturer i alt fra 18 til -8 grader.
Ny teknologi
Delta Core™ Technology sikrer en følelse af at ligge på det mere faste skum samtidig med, at du har en pakkevolumen, der minder mere om et oppusteligt liggeunderlag.
Skummet er opbygget med mere luft, som sikrer et kraftigt liggeunderlag, når der er luft i, og en fornuftig pakkevolumen, når luften er ude. Det er fantastisk at ligge på de otte centimeter, som modsat mange oppustelige underlag er noget mere fast.
Skummet i liggeunderlaget gør, at man har god støtte på alt fra hofter til skuldre, men det vejer også lidt med denne ekstra komfort. Liggeunderlaget vejer 890 gram, men har egentlig ikke en stor pakkevolumen i forhold til den høje r-værdi og højde på liggeunderlaget.
R-værdien ligger på 4,1, som sikrer isolation mod jordkulde til absolut de fleste eventyr.
Selvoppusteligt?
Det undrer mig, at man kalder liggeunderlaget for selvoppusteligt, da jeg på ingen måde har oplevet, at det kan puste sig selv helt op. Ventilens størrelse er ret universel og passer derfor med mange pumper.
Jeg har brugt en drypump, som er en drybag og en pumpe i én. Ventilen er ret gennemført, da man kan ændre mellem, om den skal suge luft eller lukke luft ud igen, uden at den begynder at suge.
Comfort Plus SI har en pakkevolumen på 17,5 x 26 centimeter sammenpakket, men det kræver noget tid at pakke liggeunderlaget sammen. Når skummet har foldet sig ud, og liggeunderlaget er pustet op, kræver det både kræfter og et par sammenrulninger, før al luften er ude af underlaget igen, så det kan være i pakkeposen.
Detaljer
Vi har testet Comfort Plus Si Regulær i målene 183 x 51 x 8 centimeter, men underlaget findes også både i en lidt bredere og længere version, hvilket har indflydelse på pris og vægt.
Comfort Plus SI er lavet i 30D stretch polyester, som sikrer en fin styrke, men uden de store kamre giver det en noget glat overflade. På overnatninger, hvor terrænet har hældt lidt, er jeg hurtig endt i fodenden af teltet.
Et stort plus ved materialerne er dog, at de ikke larmer, når man vender sig, da de oppustelige underlag nemt kan komme til at knirke og knage i løbet af natten.
Alt i alt er det et rigtig godt liggeunderlag, som sikrer en god nats søvn. Jeg tror på, at der en nye bølge på vej af disse underlag, som kombinerer det bedste fra skum og det oppustelige, og at fremtiden byder på mere udvikling i denne kategori.
Der findes lettere oppustelige liggeunderlag med mindre pakkevolumen, men jeg tror ikke, at der findes mange underlag med lignende komfort. Kigger man i kategorien Selvoppustelige liggeunderlag, så skiller Comfort Plus Si sig ud med sin pakkevolumen, gode tykkelse og høje kvalitet.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Tilmeld dig Opdag Verdens ugentlige nyhedsbrev, bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og vær blandt de første til at tilmelde dig.