Udstyrstest

Trangia Mini 28

Et kendt ansigt – næsten da

Skrevet af: Jeppe Gabriel Spence
Den 03. jun 2023
Læst af: 2472
Karakter fra test

Vi har testet en trangia Mini, en letvægtsversion af det klassiske stormkøkken, som siden 1925 har stået for den varme mad, kaffen og havregrøden på tur. Det tidløse design er uændret, men spørgsmålet er, om trangia kommer i mål med den lille, lette sag.

Trangia Mini 28
Anmeldelsen

Trangia Mini – eller model 28, som den hedder – er Trangias bud på deres kendte standardmodel 25 et ”letvægts-twist”. Den lille model indeholder en non-stick pande, en aluminiumsgryde, en lille tang, et vindskjul og en spritbrænder. Hele sættet vejer blot 350 gram. Gryden rummer 0.8 liter, nok til to kopper kaffe, en suppe eller ris til én person. Den er lavet i aluminium og panden er non-stick med en diameter på 15 centimeter. Begge dele passer sammen, så panden klikker ovenpå gryden, når sættet skal pakkes ned. – og meget tilfredsstillende bliver den der, selvom der kastes lidt rundt med den. Dimensionerne lugter langt væk af, at Trangia Mini er til hurtige pitstops på en kort skovtur med vennen eller veninden – eller til personen der tager alene af sted på weekendture.

I modvind

Den helt store ændring fra den originale Trangia til dette Mini-sæt er den måde, opsætningen tager form. I det gamle sæt har man en fuldt dækkende vindstopper rundt om brænderen, og den står bundsolidt på de fleste overflader. Trangia Mini har nærmere en skål med fire bølger langs kanten, man kan placere en gryde eller pande på. Det betyder lidt mindre stabilitet af gryden, men ikke mere end mange andre letvægts-køkkener med indbygget grydeholder. Den medfølgende simre-ring – som er et låg, man kan bruge til at regulere flammen med – passer desværre ikke i holderen til brænderen. Det betyder, at man kan vælge at have den helt af, eller have den halvt lukket så flammen er dæmpet. Det fjerner lidt tanken bag indstillingsmulighederne i simre-ringen.
Der, hvor designet virkelig koster brugerkvalitet, er på vindstabiliteten. Sagt mere direkte: Der er ikke nogen. I et forsøg på at lave pandekager på en let forhøjning med let vind og moderate vindstød, kom der sølle tre pandekager ud af én fuld tank sprit. Vinden kunne uhindret gå ind under panden og skubbe al varmen rundt om den. Derudover blev der skabt en forholdsvis stor stikflamme ved vindstød. Stabiliteten fra de originale sæt var ikke at finde.

Holder i lang tid

Hvad enten man skal bruge spritbrænder eller gasbrænder, så vil det – ligesom diskussionen om Vandrestøvler vs. vandresko – altid være en smagssag, og det kan farve testen lidt. Sprit er et utroligt økonomisk brændstof og miljømæssigt bedre end gas, og så larmer det heller ikke som en jetmotor i lejren. Gas er dog mere effektivt, varmere og kan nemmere kontrolleres under madlavning. Hvad der er bedst, skal jeg ikke afgøre, men uanset hvilken type brændstof, man bruger, så er Trangia Mini ikke beregnet til dage med vind, medmindre man har et godt, hjemmelavet vindskjul med. Det kan godt føles lidt ærgerligt på baggrund af Trangias ellers fænomenale vindstabilitet.

En af styrkerne ved Trangia Mini er selvfølgelig simpelheden. Der er ingen bevægelige dele. Ingen gasventil, der går i stykker. Det er basalt set en beholder til ethanol med en pande og en gryde. Det betyder også, at hvis man kan forenes med de spartanske indstillingsmuligheder og får anskaffet sig en ordentlig vindskærm, så har man et sæt i lang tid – indtil non-slip-panden er slidt i stykker.

Trangia

Mini 28
Pris: 299,-

Bedømmelsen

Tankerne bag Trangia Mini er gode og tydelige at se, og den har som sin storebror mange glade brugere. Jeg er dog ikke helt oppe at flyve, men skal du bruge en brænder til noget varmt at drikke eller en lille smule bacon om morgenen, så har du en langvarig og trofast følgesvend. Er du til længere ture, eller er du ikke så tålmodig, så tag din gode, gamle, store Trangia med – for den virker nok stadigvæk.

7/10: Gennemarbejdet og lækkert
Holdbarhed, pakstørrelse
Stabilitet, vindfølsomhed, indstillingsmuligheder

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Trangia Mini 28
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Trangia Mini 28 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.