10 drømmetreks

Værsgo! Her er 10 treks med bjerge, kyster og ørkener, med kultur og uforstyrret natur, tæt på og så langt væk, man kan komme. 10 treks, der hver især opfylder alle drømme om en uforglemmelig tur.

shutterstock_222968575_Jens.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 04. mar 2022

Værsgo! Her er 10 treks med bjerge, kyster og ørkener, med kultur og uforstyrret natur, tæt på og så langt væk, man kan komme. 10 treks, der hver især opfylder alle drømme om en uforglemmelig tur.

1 Nordkalotruten

På toppen af Skandinavien går en 800 kilometer vandretur gennem storslået, vidtstrakt natur, hvor landskaberne synker mere og mere ind for hvert skridt, time og dag, og muligheden for at lægge hverdagens banaliteter på hylden for en stund ligger lige så åben og frit for, som vildmarken der ligger forude.

Nordkalotruten starter i Sulitelma og slynger sig 380 kilometer gennem de åbne, nordnorske landskaber, inden den i løbet af 350 kilometer i Sverige blandt andet går gennem Abisko. Til sidst venter 70 kilometer gennem Finland. Hele turen foregår, hvor midnatssolen skinner sommeren igennem, og med sin placering nord for Polarcirklen er det samtidig Europas nordligste langdistancevandrerute.Her er søer, floder, bjerge, plateauer og gletsjere. For det meste er der uforstyrret kig til horisonten, men på enkelte strækninger er der birke- og nåletræsskove.

Alt i alt byder turen på et formidabelt indblik i vores naboers høje nord, så ved du ikke lige, hvordan du skal få sommeren til at gå, så snør støvlerne og begiv dig ud på Nordkalotruten. Det bliver en oplevelse, du fortæller børnebørnene om.

HVEM: Folk i god form med erfaring i at færdes i fjeldet og kræfter til at bære en tung rygsæk. Vandstanden i floder kan være høj, så vær klar til at vade.
HVORNÅR: Om sommeren.
HVOR LANG TID: Cirka 30-45 dage.
HVORDAN: Hele ruten er markeret. Der er hytter (mest ubemandede) undervejs, men der kan være langt mellem dem, så overvej at medbringe telt.


 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 176969939 Olga2. RUNDT OM MANASLU

Det mest komplette trek i Nepal? Det har efterhånden været muligt at vandre rundt om verdens ottende højeste bjerg Manaslu (8156 m) og sove i tehuse undervejs i et par år, men der er stadig langt fra det samme antal mennesker, som man finder på de mere kendte treks som Everest Base Camp og Rundt om Annapurna. Og det er egentligt svært at forstå. Trekket er nemlig så varieret, som det bliver, med vandring i højder fra 530 til 5110 meter.

Undervejs er der rododendron-skove, grønne rismarker, brede dalstrøg, dybe slugter, alpine enge, skovfyldte bjergsider og landskaber med gletsjere og det imponerende bjerg tronende over hovedet. Også kultursiden byder på vidt forskellige oplevelser med blandt andet hindulandsbyer, buddhistiske klostre, gamle tibetanske karavanelandsbyer og imponerende mani-vægge.

Kronen på trekket er det 5110 meter høje Larkya-pas, hvor al bevoksning er borte, og man bevæger sig gennem det højeste Himalaya i en verden af sten og is. Turen rundt om Manaslu bliver af og til beskrevet som ’Annapurna for 30 år siden’. Det rammer ikke helt ved siden af.

HVEM: Trekket kræver god form, men stien er nem at følge.
HVORNÅR: Bedst i oktober og november. Klart og koldt i december. Fint i marts og april.
HVOR LANG TID: 12 til 18 dage alt efter hastighed og højdetilvænning.
HVORDAN: Trekket kræver en tilladelse (70 dollars for den første uge + 10 dollars pr. efterfølgende dag), og du skal have en registreret guide. Overnat i tehuse undervejs.


3. Inkaernes glemte Choquequirao (+Machu Picchu)

shutterstock 84885667 Mark-Fredelig vandring i Andesbjergene og glemte inkaruiner, du har stort set for dig selv. I takt med at den klassiske inka-sti til Sydamerikas mest berømte ruiner, Macu Picchu, bliver bevandret til bristepunktet, er der opstået en række spændende alternative vandreruter på det enorme netværk af ruter, inkaerne efterlod sig.

Trekket her starter i den lille by Cachora, hvor stien snart bølger op og ned gennem frodige bjerge på 500 år gamle inkastier. Her er brusende floder, snedækkede bjergtoppe, blomsterfyldte dale, vilde orkidéer, små landsbyer, lange opstigninger og vidtstrakte udsigter til bjergene, der ligger i silhuet, så langt øjet rækker. Måske ser du endda en kondor, der svæver højt over det hele. På tredjedagen når du ruinerne ved Choquequirao, der fremstår langt mere rå og kun ser en brøkdel af de besøgende, der finder vej til Machu Picchu. Her udforsker du ruinerne lige så meget, som du kigger på dem.

Fra ruinerne kan du krydse dit eget spor tilbage til udgangspunktet eller fortsætte omtrent fire dage. Uanset hvad kræver det en togtur for at nå til foden af Machu Picchu, der skal opleves. Du har allerede fået oplevelsen af at være på uforstyrret eventyr i Andesbjergene på turen til Choquequirao, så pyt med, at her er mange mennesker.

HVEM: Det kræver god form, da der er dage med 1500 højdemeter op ad stierne. Du kan dog booke ture, hvor bagagen bliver transporteret på muldyr, så det kun er dagtursrygsækken, der tynger.
HVORNÅR: Bedst i tørtiden fra maj til november, men kan trekkes året rundt.
HVOR LANG TID: Fem til syv dage på stierne + en dag til Machu Picchu.
HVORDAN: Med bureau eller solo. Overnatning i telt.


shutterstock 70425481 Boris4. Gennem Utahs ørken

Hayduke Trail er for ørkenrotterne. For dem med hang til tørre landskaber, høj sol og forunderlige klippeformationer. Utah er kendt for en sand parade af nationalparker, der alle har det til fælles, at de byder på storslåede landskaber, der ikke rigtig ligner noget andet sted på jorden – buerne i Arches, de labyrintiske kløfter i Canyonlands, de lodrette klippevægge i Capitol Reef, snævre slugter i Zion og eventyrlige klippespir i Bryce.

Og, nå ja, det enorme hul i jorden amerikanerne med uvanlig beskedenhed kalder Grand Canyon. Parkerne er spækket med fabelagtige udsigtspunkter, men man skal ikke langt ud på stierne, før lyden af mennesker forstummer, og man er omgivet af barsk, betagende ørken. Den 1300 kilometer lange sti er inddelt i 14 sektioner, hvor landskaberne konstant skifter – fællesnævneren er rød: Røde klipper, røde slugter og rød jord.

HVEM: Ørkenrotter, der har masser af vandreerfaring, kan finde vej via kort og GPS, og ikke har noget problem med at bære store mængder vand i rygsækken.
HVORNÅR: Forår og efterår, da sommeren er alt, alt, alt for varm, og vinteren for kold.
HVOR LANG TID: Tre måneder til hele turen.
HVORDAN: Stien er ikke markeret, og du skal klare dig selv undervejs. Du krydser veje, hvor der er adgang til mad og vand, men det her er ikke en tur for folk med hang til at improvisere undervejs – det er en seriøs ekspeditionslignende vandretur, der skal forberedes grundigt.


5 Monte Rosa i Alperne

shutterstock 5171305 RobertSkal det være vandring fra hytte-til-hytte i høje bjerge, er Monte Rosa-ruten i Italien og Schweiz blandt de ypperste i Europa. Her er trods alt tale om en klassisk tur i de højeste Alper med adskillige pas på over 3000 meter undervejs, alpine enge med mulighed for at spotte stenbukke, gemser og murmeldyr, charmerende og traditionsrige bjergrefugier, der byder på en seng for natten, efter dagens oplevelser er fordøjet over et måltid varmt mad og skyllet ned med et tiltrængt glas vin.

Og så er der selvfølgelig toppene, der på hver af de seks dage, turen tager, titter ned på dig fra deres placering højt på himlen. Som vandrer kigger man ofte ned på skyerne, der ligger i de dybe dale under stierne. Og så er der selvfølge vandfaldene, morænelandskaberne, gletsjerne og alt det andet, der hører sig til på en højrute i Alperne, for ikke at tale om smukke bjerge, som Matterhorn, der emmer af skønhed, myter og dramatiske historier om mænd og kvinder, der har sat livet på spil for at sætte et prestigefuldt hak i klatrebæltet og skue ned fra toppen.

Bjerget Monte Rosa, som turen er opkaldt efter og går rundt om, er for øvrigt heller ikke at kimse af – det er Schweiz’ højeste bjerg og Alpernes næsthøjeste.

HVEM: Alle, der er klar til en god vandretur. Stien er let at følge, men du skal være klar til at forcere nogle højdemeter.
HVORNÅR: Sommermånederne med juli som den bedste.
HVOR LANG TID: Vandreturen tager normalt seks dage.
HVORDAN: I gruppe eller alene. Overnat og spis i bjergrefugier.


DSC 0897---www.snowliontour6. Rundt om hellige Amnye Machen 

På forunderlig vis har Amnye Machen stort set undsluppet opmærksomhed fra vesten, når det kommer til trekking. Men hør lige her: I det vilde Østtibet, i grænseområderne mellem Verdens Tag og Kina, ligger bjerget, der med sine 6282 meter er det højeste i Amdo. Regionen er kulturelt og etnisk primært tibetansk, og Amnye Machen bliver betragtet som et de mest hellige bjerge i den tibetanske buddhisme.

Den seks til ni dage lange tur, tibetanerne kalder det en kora, rundt om bjerget er således populær blandt tibetanske pilgrimme, så ud over forrygende flotte græsenge under det kridhvide, snedækkede bjerg, er det en kulturoplevelse ud over det sædvanlige at begive sig af sted på trekket. Her er buddhistiske klostre, smældende bedeflag, pilgrimme med yakokser – og her er smeltevandsfloder, tør højslette og højder mellem 4150 og 4620 meter på det lidt over 100 kilometer lange trek. Her er rendyrket, eventyrlig trekking i et område, der stadig kun så småt er ved at dukke op på trekkingkortet.

HVEM: Folk med hang til det ukendte, der gerne tilsidesætter komfort for en helt usædvanlig oplevelse.
HVORNÅR: Om foråret og efteråret kan der falde store mængder sne, og selv om sommeren kan du ende i snevejr. Vinteren er tør, men du skal være klar på temperaturer ned til omtrent de minus 30.
HVOR LANG TID: Trekket tager normalt seks til ni dage.
HVORDAN: Her er ingen ordentlige hoteller eller faciliteter. Du er på egen hånd og skal have alt udstyr og proviant til turen med. Eller få et bureau til at hjælpe med logistikken.


shutterstock 223184635 Mich7. West Coast Trail i Canada

Falder talen på vandring og Canada, er det ofte British Columbia og nationalparker som Banff og Jasper, der løber med opmærksomheden. Men Canada har så meget mere at byde på, og kigger man mod vest og Vancouver Island, finder man en sublim kystrute, der kringler sig op langs øen. Men West Coast Trail er ikke for de sarte. Her kan tidevande fange én på kyster, hvor lodrette klipper rejser sig brat fra de kølige vande.

Mudderet kan nå én til knæene. Skyerne kan trække sammen, den våde tåge komme rullende, og temperaturen selv midt på sommeren ligger kun på omtrent 15 grader. Så hvorfor give sig i kast med den 75 kilometer lange rute? Jo, den forrevne kyst byder på et sublimt, frodigt kystlandskab med vandfald, hvalrosser og endda mulighed for at se hvaler. Terrænet er ikke nemt, men her er (glatte!) træstier, der hjælper én på mudrede bakkesider, og endda små svævebaner til at komme over isnende floder. Leder du efter en udfordring og garanti for gode historier at fortælle om fremtidige lejrbål, så tag udfordringen op og gå i clinch med West Coast Trail.

HVEM: Folk klar på en udfordring, der ikke er bange for glatte stier, mudder og vådt vejr. Det er ikke unormalt, at folk kommer til skade på den her sti, så husk førstehjælpskassen.
HVORNÅR: Fra maj til september.
HVOR LANG TID: Normalt fem til syv dage.
HVORDAN: Du skal bruge en tilladelse, der kan bestilles op til 90 dage inden turen. Dukker du blot op, kan det tage en dag eller to, inden du får plads.


shutterstock 96709156 canad8. Mount Fitzroy Trek i Patagonien

Patagonien. Navnet emmer af eventyr, vildblæste landskaber og klippespir så spektakulære, det får hjertet til at springe et slag over. Alle tingene er du garanteret på stierne ved ikoniske Mount Fitz Roy. Allerede på afstand forstår man, hvorfor massivet langt nede i den argentinske del af Patagonien tiltrækker folk. Det er helt usædvanligt dramatisk, som det rejser sig lodret mod himlen.

Ligesom det er tilfældet i den mere kendte Torres del Paine, der ligger på den anden side af grænsen til Chile, kan du her udforske dale, der leder dybere ind under massivets lodrette klipper. Du finder adskillige klare bjergsøer, der danner den perfekte forgrund samt spejl til bjergene – særligt er gletsjersøen Laguna de Los Tres populær, og mange står op, men natten stadig er mørk, for at se solen farve klipperne i brændende orange, når den titter frem på himlen.

Her er alpine landskaber, der er relativt let tilgængelige, og foretrækker du det, kan du faktisk tage på dagsture ind i parken og bruge den lille by El Chalten som udgangspunkt. Er du på den anden side uhyre ambitiøs, har erfaring med gletsjervandring og er på jagt efter en udfordring af de store, så kan du gå hele vejen rundt om massivet. Det er dog langt fra en tur for begyndere.

HVEM: Folk i nogenlunde form – her er masser af muligheder for at variere turen efter egne ønsker.
HVORNÅR: Højsæsonen er i den patagonske sommer fra sent i november til slutningen af februar. Tager du af sted i ydersæsonerne, vil der være langt færre mennesker, men du skal også være klar til vildere vejr.
HVOR LANG TID: Du kan bruge alt mellem to dage og en uge alt efter rutevalg, og hvor ofte du bliver distraheret af udsigterne og sætter dig ned.
HVORDAN: På de mest bevandrede stier er det nemt at finde vej.


shutterstock 105887564 Self9. Jomolhari-trekket i Bhutan

Alene eksklusiviteten ved at rejse til det halvlukkede Bhutan kan fremtvinge et længselsfuldt suk fra de fleste folk med hang til Himalaya. Her er trods alt ikke så mange mennesker som i Nepal, kulturen virker uspoleret, og bjergene står mål med det bedste i bjergkæden. På Jomolhari-trekket, der foregår i mellem 2500 og 5000 meters højde, varierer landskaberne, faunaen og floraen konstant på den godt ugelange tur.

Her er frodige floddale, alpine enge, isnende bjergsøer, smukke rododendronskove, intime landsbyer, oldgamle forter, hyppige udsigter til Mount Jomolhari og turen til bjergets basecamp. Turen byder på det bedste af Bhutan, og det er ikke underligt, at den ofte finder vej til diverse lister over de bedste trekkingruter i verden. Turen udgør for øvrigt også den første del af det episke Snow Man Trek – et monster af et trek, der varer tre uger og krydser over syv pas i omegnen af de 5000 meter.

HVEM: Folk med trang til trekking og kultur, der kan gå dagsstrækninger på over de otte timer. Bagagen bliver dog som oftest transporteret på yakryg, så man har kun en dagtursrygsæk at slæbe på.
HVORNÅR: September og oktober samt april til juni er de bedste årstider.
HVOR LANG TID: Selve trekket tager omtrent en uge. Når du er i Bhutan, ville det dog være en skam ikke også at kigge sig lidt omkring, og de fleste rejser til landet inkluderer også en tur til landets mest berømte buddhistiske kloster, Taktsang.
HVORDAN: Du skal være i en gruppe for at rejse i Bhutan, så trekket foregår gennem et bureau med guider undervejs.


shutterstock 133146302 Tota10. Overland Track på Tasmanien

New Zealand løber ofte med opmærksomheden, når det kommer til vandreture dernede, hvor vores antiposer tramper rundt, men kigger man mod Tasmanien, finder man et forrygende trek, der krydser tværs over den gamle fængselsø. Overland Track er en vandretur på omtrent 65 kilometer (plus mulighed for afstikkere), der krydser tværs ind over øen, hvor dyr som tasmanske djævle, vombatter og de komiske næbdyr har hjemme.

Her er øde højland med takkede klippebjerge og mørke bjergsøer, fugtig regnskov, vådområder, gyldne hedelandskaber og velduftende eukalyptus-lunde. Undervejs kan du bestige øens højeste bjerg, Mount Ossa på 1617 meter, og du kan tilføje turen rundt om Australiens dybeste sø, Lake St. Clair, i stedet for at tage færgen over den ved slutningen af ruten. Selvom der er tale om en forholdsvis kort rute, er der stadig noget specielt over at gå fra den ene ende af øen til den anden, og landskabet imponerer mere end nok undervejs til, at kameraet kommer på overarbejde.

HVEM: For alle med hang til vandring.
HVORNÅR: Højsæsonen er fra 1. oktober til 31. maj, og går du turen her, skal du booke hytter hos Tasmania Parks and Wildlife Service og gå fra nord til syd. Vejret kan være hårdt i den australske vinter, men du har selvfølgelig landskaberne langt mere for dig selv.
HVOR LANG TID: Mange bruger seks dage på turen. Det kan sagtens gøres hurtigere, men hvorfor ikke tage sig tiden til at nyde de skiftende landskaber, nu hvor man er rejst om på den anden side af jorden?
HVORDAN: Der er hytter undervejs, så du behøver ikke læsse rygsækken med telt og sovegrej.

Andre spændende artikler


Mørkeræd ?  Bliv ven med mørket

Mørkeræd ? Bliv ven med mørket

Canadier gennemfører sti på 24.000 km

Canadier gennemfører sti på 24.000 km

Til Spanien på tandem

Til Spanien på tandem

Log ind