I foråret 2009 begav en gruppe på 55 danskere sig af sted til fods mod Everest Base Camp. Udover at opleve det vanvittigt flotte område var deres formål at overlevere Menneskerettighedserklæringen trykt på bedeflag til den danske bjergbestiger Mogens Jensen, der ville forsøge at bringe den til tops på verdens højeste bjerg. Anledningen var 60 års dagen for Menneskerettighedernes vedtagelse.
I foråret 2009 begav en gruppe på 55 danskere sig af sted til fods mod Everest Base Camp. Udover at opleve det vanvittigt flotte område var deres formål at overlevere Menneskerettighedserklæringen trykt på bedeflag til den danske bjergbestiger Mogens Jensen, der ville forsøge at bringe den til tops på verdens højeste bjerg. Anledningen var 60 års dagen for Menneskerettighedernes vedtagelse.
Hver dag er vi omgivet af høje, sneklædte bjerge, og allerede på dag nummer to får vi det første kig til Mount Everest mod en klar blå himmel. Det føles stort allerede at kunne nyde synet, ni dage før vi selv planter fødderne på gletsjeren i Everest Base Camp.
Selvom det er svært at løsrive sig, bliver vores yndlingsbjerg dog hurtigt 6812 meter høje Ama Dablam, der med sin himmelstræbende form og massive snedyne på toppen tårner over os i mange dage.
Lige fra morgenstunden er vi omgivet af de smukke landskaber. Teltåbningen bliver udfyldt af høj, blå himmel og sol på hvide bjergtoppe, når to køkkendrenge byder os godmorgen med te klokken seks.
Der er vandfade med varmt vand til alle, hurtigt kommer gruppen på benene, og snart summer det af snak og grin. Vi pakker vores rygsække inden morgenmaden klokken syv, teltene bliver pakket sammen, yakokserne bliver læsset, og en halv time senere sætter vi ud på stierne mod nye udsigter og eventyr.
Vi 50 yakokser, 75 sherpaer og 55 trekkere mellem 25 og 65 år, flest kvinder og mange i 40’erne og 50’erne. Nogle af os har vandret meget, andre aldrig, nogle er i topform, andre knap så trimmede.
I går fløj vi en ubeskrivelig smuk tur ind over Himalaya i fire små Twin Otters fra Kathmandu til Lukla i 2850 meters højde og delte os op i tre grupper, Vi overnatter forskellige steder, så vi ikke ligner en hel invasion, som vi kommer frem her i 4000 meters højde.
Vi går på lange hængebroer, der højt over brusende floder svinger frem og tilbage, fordi vi er mange, og fordi yakokserne også skal over. Det giver kriller i maven at kigge lige ned.
Pludselig svæver tre store rovfugle ind over os ved et tehus, hvor vi nyder en pause i solen. Den ene er en Himalaya-grib med hvide fjer i en krans om halsen, og de andre er et par af de mange store ørne, musvåger og gribbe, der lever i bjergene.
Rovfuglene glider hen over den klare, blå himmel, og jeg føler mig helt høj og sender kikkerten, der hurtigt er kommet på bordet, videre, så en anden kan få del i glæden.
Vi sidder på gulvet langs væggene i den store sal, der er dækket af farvestrålende, buddhistiske vægmalerier. Munkene sidder i skrædderstilling på lave bænke i deres varme, bordeauxfarvede kapper og læser højt af bønnebøgerne og spiller på horn, trommer, bækkener og klokker.
Nogle dage er stigningerne bare hårde. Vi kæmper os op ad en stejl, stenet sti, og det føles som at gå på en uendelig trappe med et næsten frit fald til den ene side. Da vi endelig når op, fortsætter stien som en smal hylde på bjergsiden. Det er grænseoverskridende for nogle, og højdeskrækken truer med at få overtaget, men ved at følges tæt og trykke os ind mod bjergvæggen lykkes det at få alle med.
Var man en af de bjerggeder, vi ser ivrigt grave nylagte kartofler op lige neden for en af vores teltpladser, ville vi nok ikke fundere over de halsbrækkende højder. Og vi ser flere dyr her højt oppe i Himalaya. Nepals nationalfugl, Himalaya-glansfasanen, der ligner en lille påfugl, dukker op i al sin pragt, og vi har held til at se tibetkongehønen.
Næste morgen er teltene dækket af sne, yakokserne klædt i plastic og landskabet hvidt og smukt, da vi vandrer videre mod Pangboche. I det fjerne ser vi det store kloster i Tengpoche, der i al sin pragt og i flere etager fylder godt op i horisonten. På vejen tilbage overværer vi en morgen ceremoni her.
Vi sidder på gulvet langs væggene i den store sal, der er dækket af farvestrålende, buddhistiske vægmalerier. Munkene sidder i skrædderstilling på lave bænke i deres varme, bordeauxfarvede kapper og læser højt af bønnebøgerne og spiller på horn, trommer, bækkener og klokker.
Det er et sandt farve-, lyd- og sansebombardement og en anderledes og uforglemmelig oplevelse, der på en eller anden måde virker meget betydningsfuld. Måske fordi det foregår højt oppe i bjergene og pludselig hensætter os til en helt anden verden, hvor troen giver mening.
På vej videre op mod Everest Base Camp åbenbarer hele Khumbu-dalen sig nu for os, og vi bliver belønnet med en ubeskrivelig smuk udsigt til seks af områdets højeste bjerge, deriblandt Ama Dablam, Lhotse, Nuptse og ikke mindst Everest.
Vi øger ikke højden særlig meget fra dag til dag, men det går meget op og ned. Hver dag går vi højere op, end vi sover, vi sparer på kræfterne ved nogle dage kun at gå indtil frokost, og først på niendedagen når vi op i 5000 meters højde. Selvom ruten er tilrettelagt sådan, at højdesyge ikke skulle blive et problem, er der nogle, der får symptomer på højdesyge: hovedpine, appetitløshed, åndedrætsbesvær og søvnløshed.
Andre får diarré, og den tørre hoste, der ofte er en fast bestanddel af at være i højderne, høres alle vegne.
Medicin klarer heldigvis det meste, men statistikken viser sig at holde stik, da cirka 20 procent ikke klarer den hele vejen til Base Camp. I vores gruppe bliver fire i løbet af turen så afkræftede, at vores fantastiske sirdar, guide, Nima skaffer heste, de kan ride på en enkelt dag eller to. Vi kalder dem kavaleriet.
Den niende dag når vi Lobuche i 4950 meters højde. Der er nu kun to dage til Everest Base Camp og puja’en, den buddhistiske ceremoni, der skal formilde guderne og bringe Mogens Jensen held på bjerget.
Og det kan der blive brug for. En mindepark med utallige mani- og mindesten for omkomne klatrere på Everest, blandt andre Scott Fisher, der døde på den ekspedition, danske Lene Gammelgaard var med på i 1996, minder om, at turen til toppen af Everest er et farligt foretagende.
Omkring os bliver landskabet goldere, og det smukke, symmetriske bjerg, Pumori, åbenbarer sin 7145 meter høje tinde.
Nætterne er kolde med ned til -15 grader i teltet. Heldigvis har vi fleece-lagenposer, der hjælper sammen med drikkedunke, vi bruger som varmedunke, og med vindjakken viklet om nederste del af soveposen, lykkes det at holde selv fødderne varme.
I et tehus i Lobuche møder vi Mogens Jensen, der også er på vej mod Base Camp, men i et noget hurtigere tempo end os, og vi inviterer ham til middag i vores spisetelt. Han understreger vigtigheden af at spise, også selvom man ikke har appetit og føler madlede, for som han siger:
”Måltidet er midlet til at nå målet,” der i vores tilfælde er toppen af Kala Pattar i 5635 meters højde i morgen.
Mogens’ råd får faktisk nogen til at spise maden i stedet for at sidde og stikke til den. Enkelte, der egentlig havde bestemt sig for ikke at spise overhovedet, spiser også.
Næste morgen passerer vi de sidste tehuse i Gorak Shep, spiser en hurtig frokost og begynder den opstigningen til Kala Pattar – trekkets højeste punkt. Det er hårdt at gå i den højde.
Vi går langsomt, finder et tempo, der passer til vores tunge vejrtrækning, holder pause med omkring 200 skridts mellemrum, drikker vand og spiser lidt sødt. Kigger op mod toppen og overbeviser os selv om, at vi skal og vil op til toppen. Belønningen, Mount Everest badet i sol mod den blå himmel, ligger hele tiden lige ude til højre.
Højere oppe kan vi se Everest Base Camp, der ligger under os som en stor samling små gule, blå, grønne og orange telte. Det mest betagende er det voldsomt store, puklede, hvide Khumbu-isfald, der vælter ned mod Base Camp fra enorme sne- og isdækkede Nuptse og Lotse.
Skyerne trækker sammen, og kulden kommer, så vi knokler det sidste stykke helt op på toppen med alle de dejlige, farverige bedeflag og den ultimative udsigt – nu også til to grønne gletsjer-søer.
Det er en berusende følelse at nå toppen og have verden liggende for sine fødder, men luften er tynd, og kulden trænger sig på, så vi må hurtigt ned igen. Glæden over at have været helt oppe nærmest bærer os ned.
Næste morgen bliver seks fra gruppen desværre sendt ned til lavere beliggende områder, da de har det for dårligt til at fortsætte. Vi andre begynder i mindre grupper opstigningen til Base Camp langs den fantastiske Khumbu-gletsjer, der som en kæmpe blanding af gammel is, sten og grus strækker sig flere kilometer ned fra Base Camp langs de høje bjerge. Undervejs hører vi flere gange bulder fra laviner og ser sneen hvirvle ned ad bjergsiderne. Det er skræmmende og fascinerende.
Vi når Base Camp ved 11-tiden – en time før puja’en for Mogens. Det er helt specielt at bevæge sig rundt mellem masser af store sten, flotte isformationer, blå, gule, orange og grønne telte i klynger, farverige bedeflag og et ubeskriveligt smukt syn med Nuptse, Lotse. Isfaldet ligger så tæt på, at vi kan se sherpaer og bjergbestigere gå deroppe. Everest er ikke synlig herfra.
Her er stort set ikke andre trekkere end os, men en god portion bjergbestigere og sherpaer. Der er god tid til både at nyde lun æbletærte og gyse ved lyden af sneskred i bjergene. Det er tydeligt, at det her ikke er meget liv ret længe af gangen.
Vi finder frem til Mogens’ lejr tæt ved isfaldet. Han hilser på alle, og munkene, der skal forestå puja’en, er også ankommet. De er klædt i varmt tøj i stedet for deres normale bordeauxfarvede klæder og er ikke til at kende fra os andre, før de sætter sig med bønnebøgerne.
De to munke læser højt af bønnebøger under den buddhistiske ceremoni, der skal sikre Mogens gudernes velsignelse samt held og lykke til den enorme udfordring det er at bestige det hellige Mount Everest.
Vi er alle klar over, at det er et spørgsmål om liv eller død, og vi føler munkenes bøn er vigtig og beder sammen med dem. Det foregår ved en lille stupa, hvor alle munkenes remedier i form af skåle, stearinlys, tændstikker, røgelsespinde, småkager, fyrrekviste og væsker er stillet op.
Bønnerne bliver læst op og en lille fyrretræskvist bliver brugt til at stænke blandt andet en blanding af øl og whisky på stupaen. Derefter kastes ris og tsampa, ristet bygmel, indover, og alle kaster tsampa op i luften for at ønske Mogens held og lykke med at bringe Menneskerettighedserklæringen sikkert til toppen og sig selv sikkert ned igen.
Til sidst bliver alle de farverige bedeflag, der har fået påtrykt Menneskerettighedserklæringen, spændt ud, og Mogens bliver overrakt de laminerede ark med teksten.
Ole, der er lokalformand for Amnesty International holder en smuk tale, hvor han kalder handlingen med at bære Menneskerettighederne op på Everest for ’en omvendt Moses’, da Moses bar Guds love fra bjerget til menneskene, og Mogens vil bære menneskenes love op til guderne.
Mogens takker for den tillid, han bliver vist, og fordi så mange trekkere er gået så langt og så strabadserende en tur for at sende ham godt af sted. Alle er stærkt bevægede, der er tårer i øjnene, og mange der bliver givet mange varme knus, inden vi drager ned mod Lobuche. Den 11 timer lange dag slutter med noget, der bedst kan beskrives som en lykkefølelse inden i.
Det tog os tre dage at trekke tilbage til Lukla, hvor fra vi fløj tilbage til et par fine dage i Kathmandu. Mogens Jensen nåede desværre ikke toppen af Everest, men måtte vende om 7700. meters højde som følge af et begyndende lungeødem, dvs. vand i lungerne.
Idéen om at bringe Menneskerettighedserklæringen til toppen af Mount Everest opstod, da en dansk bjergbestigningsgruppe i 2006 ville bestige Cho Oyu. Her overværede de en gruppe tibetanske flygtninge i Nangpa La-passet mellem Tibet og Nepal blive beskudte af kinesiske grænsevagter. En 25-årig tibetansk nonne blev dræbt. Det hele blev filmet af en rumænsk bjergbestiger.
Den danske læge og bjergbestiger Pierre Maina overværede nedskydningen og fik efterfølgende ideen om at bestige Mount Everest med FN’s Menneskerettighedserklæring Projektet blev støtte af Amnesty International og senere også FN. Kipling Travel arrangerede at bringe erklæringen til Everest Base Camp med en gruppe på cirka 60 danske trekkere.
Menneskerettighedserklæringen blev trykt på bedeflag og overdraget til Mogens Jensen, der trådte til, efter den oprindelige gruppe bjergbestigere trak sig fra projektet. Projektet blev samtidig en fejring af 60 års fødselsdagen for vedtagelsen af Menneskerettighedserklæringen.
Sherpaerne er et etnisk folk fra det højtliggende Himalaya i områderne nær Mount Everest, der taler deres eget sprog. Sherpa. Navnet Sherpa er i høj grad blevet synonym med ’bærer’, da mange sherpaer ernærer sig ved at være bærere for trekkere og bjergbestigere i Nepal, hvor der har opnået en enorm status for deres dygtighed, udholdenhed og erfarenhed højt i bjergene. Det afspejler sig tydeligt i de fantastiske præstationer, de har udført på Mount Everest.
De fine stier i hjertet af Himalaya, der fører gennem farverige rododendronskove og hyggelige landsbyer. De stemningsfulde buddhistiske klostre og historierne om afskyelige snemænd. Ekspeditionshistorier og evige udsyn til nogle af de mest dramatiske landskaber på kloden. Vandring i Nepal er en helhedsoplevelse, der er svær at hamle op med.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS