Storslået trek til Annapurna Base Camp

Det tager ikke mange øjeblikke at vinke farvel til den tætpakkede bus med den brølende musik fra de skrattende højttalere og de farverige hinduguder, der pryder instrumentbrættet, snøre trekkingstøvlerne og lægge vejen bag os. Stentrapper fører fra første skridt op og atter op. Op mod bjergene og ind mod Annapurna Base Camp, der ligger og gemmer sig nogle dages vandring mod nord.

Den er målet på det ugelange nepalesiske trek jeg sammen med et belgisk par er på vej ud på. Rygsækkene er let pakket med varme soveposer, en smule varmt tøj og lidt snacks. Og så ikke meget mere. For hvad mere har vi brug for? Der er hyggelige tehuse langs stierne, hvor vi kan overnatte og stille sulten.

Himalaya trækker
Her i begyndelsen af december bliver den klare bjergluft iskold, når stilheden sænker sig, og mørket falder på over bjergtinderne. Langt under dem vågner vi efter et par dages trekking gennem frodige dale med udsigt til de sneklædte bjerge længere fremme. Det er den slags udsigt, der gør, at Himalaya har trukket i mig, siden jeg som lille dreng første gang så de gigantiske bjerge på billeder.

Annapurna South med de enorme is- og snemasser ligger på den ene side af dalen, vi skal op igennem. På den anden side ligger Machapuchare med det særprægede udseende, der har givet bjerget tilnavnet ’Fiskehalen’. 

På trods af de isnende nætter er dagene dejligt lune med en sol, der skinner fra en blå vinterhimmel. Vi vandrer op og op ad hundredvis af trappetrin på de frodige bjergsider. Sveden pibler langsomt frem. Det føles godt. 

Bidt af abe
Her allersidst på sæsonen er der ikke mange andre på stien. Vi hviler i middagssolen ved en stribe mani-sten, hvor hellige mantraer er indgraveret på nepali og malet i klare farver. En større flok langur-aber med grå hår, kulsorte ansigter og lettere forjagede, stikkende abeøjne boltrer sig i træerne. De vover sig helt ned på stien.  

Jeg kan ikke undsige mig en vis nervøsitet over for de små bavianer, efter jeg helt uforskyldt, synes jeg i hvert fald selv, blev noget nær overfaldet af en abe i Kathmandu for et par uger siden. Den kom springende bag fra, bed mig i benet og pilede op over tempeltagene. Tilbage stod jeg med et blødende ben og udsigt til to rabiesvaccinationer.

Jeg har stadig ikke fået troen på det gode i aben helt tilbage, så det passer mig fint, at de nysgerrige, langfingrede krabater haster tilbage op i træerne, da de åbenbart synes, de kom lidt for tæt på os.

Vel fremme i landsbyen Doban fortrækker vi ind i et hyggeligt og meget typisk tehus-spiserum, da mørket og kulden atter kommer krybende. Sammen med en lille flok trekkere sidder vi dejligt trætte plantet omkring et bord med ben, fødder og hænder under den tunge dug, der når helt ned og rører det ru gulv. Under bordet varmer en ovn nemlig. Snart kommer maden på bordet – den sædvanlige dal bhat, der består af ris og linser, som vi sluger et par store portioner af.

Shivas sneklædte tinde
I smukt, klart vejr begiver vi os op gennem en billedskøn dal, skåret dybt ned i landskabet af floden Modi Khola. Der er ikke mere end et par hundrede meter mellem de store bjergsider, der omgiver os, og vi er kommet så højt op, at rododendron-skovene, vi gik gennem længere nede, nu er borte. Her oppe er vegetationen sparsom.

Det føles næsten, som om vi læner os op mod Machapuchare, der mod øst rejser sig op i 6997 meters højde højt, højt over vores hoveder. Der oppe raser vindene over den spidse top. Mod vest har vi Himchulis stejle bjergside, og mellem de to giganter vandrer vi tre alene. Jeg har det, som om vi passerer gennem porten ind til et lukket Himalayarige, hvor bjergene vogter over os og følger os skridt for skridt.

Machapuchare er så helligt for den lokale befolkning, der mener, at bjerget har en helt særlig plads i hinduguden Shivas hjerte, at intet menneske nogensinde har sat fod på dets top. Det eneste forsøg på bestigning var i 1957, hvor en britisk ekspedition af respekt for hinduerne vendte om 50 højdemeter før toppen. Siden hen har man ikke ladet det være op til bjergbestigeres samvittighed at bestemme – al bestigning af bjerget er bandlyst.

I Himalayas amfiteater
Den sidste nat inden Base Camp gør vi holdt i den såkaldte Machapuchare Base Camp, der egentlig blot er en lille forsamling tehuse. Den nedgående sol farver Machapuchares stejle sider og spidse tinde rødglødende, inden bjerget ligger koldt hen i mørket som en majestætisk silhuet mod nattehimlen og dens mylder af stjerner. Det er først, da jeg ryster ukontrolleret af kulde, jeg løsriver mig fra usigten, spiser et par pandekager med banan og chokolade og glad kryber i soveposen.

Næste morgen er det sidste stykke sti op mod Base Camp dækket af et tyndt lag fin sne. Det tager os ikke meget mere end en god halv time, og vi befinder os i Annapurna Base Camp. Og hvilket sted! Vi står i et bjergamfiteater af gigantiske dimensioner med hængende gletsjere, stormomsuste tinder og kridhvid sne. Stien er endt, og man kommer ikke længere uden at give sig i kast med de smukke, forræderiske gletsjerbjergsider.

De rejser sig sublimt og lodret til alle sider, og det er lige til at blive svimmel af at spejde mod toppene, der føles så tæt på, men dog ligger flere lodrette kilometer op mod den høje vinterhimmel. Jeg drejer rundt og rundt, suger landskabet til mig, bobler af glæde inden i og er helt vildt glad for at være her i Himalayas ypperste amfiteater lige nu.

Enormt smukt og meget farligt
Annapurna 1 er 8091 meter højt og verdens 10. højeste bjerg. Det er en del af det 55 kilometer lange Annapurna-massiv, som trekket til Base Camp går ind i hjertet af. Da bjerget for første gang blev besteget i 1950, var det også første gang, at et af verdens 14 bjerge på over 8000 meter blev besteget. Det betyder dog langt fra, at det er et nemt bjerg at bestige. Faktisk er det et af de farligste med et dødsfald for hver anden person, der når toppen.