Vuggende frem og tilbage sidder han sammenkrøbet og forsøger at holde på varmen. Han kaster igen et blik på uret. Visernes rolige kravlen henover urskiven står i skarp kontrast til elementernes rasen uden for teltet. Den iskolde vind tæsker imod teltdugen. Ti timer er der gået nu, og kulden æder sig fortsat nådesløst ind på hans krop, mens han kæmper for at holde sig vågen. I et lille Telt sidder han på toppen, mens han over satellitradioen har kontakt med en læge.
Vuggende frem og tilbage sidder han sammenkrøbet og forsøger at holde på varmen. Han kaster igen et blik på uret. Visernes rolige kravlen henover urskiven står i skarp kontrast til elementernes rasen uden for teltet. Den iskolde vind tæsker imod teltdugen. Ti timer er der gået nu, og kulden æder sig fortsat nådesløst ind på hans krop, mens han kæmper for at holde sig vågen. I et lille Telt sidder han på toppen, mens han over satellitradioen har kontakt med en læge.
For ikke ret mange år siden var de nepalesiske sherpaer et naturfolk, der levede i selskab med deres yakokser og kartofler på den bærende pille i Verdens Tag, Mount Everest. Men så kom bjergturismen. I dag er det ikke usædvanligt at se en Sherpa med en satellittelefon, og flere er endda begyndt at bjergbestige for sjov.
Du må ikke falde i søvn, siger lægen hele tiden til ham - hvis du gør det, er du færdig. De fleste har nok prøvet at fryse i et telt, men næppe i samme grad som den nepalesiske Sherpa Babu Chhiri. For fire år siden satte han sig for at prøve, hvor længe han kunne være på toppen af Mount Everest uden at bruge kunstig ilt.
Som rekordforsøget vidner om, er sherpaer ikke som alle andre. Historierne om de fysiske bedrifter er mange, og den ene overgår den anden. Den tykke bog om sherpaernes utrolige rekorder rummer således også beretningen om Lakhpa Galu, der i sommeren 2003 nåede toppen af Everest på kun 10 timer, 56 minutter og 46 sekunder.
Sherpaerne er kendte for at være stærke som yakokser og udholdende som Buddha selv. Gennem tiderne har de været foretrukne som bærere for vestlige ekspeditioner på grund af deres særlige fysiske evner, og den ene vestlige pioner efter den anden er vendt hjem med beretninger om sherpaernes stærke sind og fysik.
Fordi sherpaerne har levet i så høje luftlag gennem mange år, har deres kroppe ændret sig og tilpasset sig såvel psykologisk som fysisk. De har udviklet evnen til at trække vejret i meget iltfattige omgivelser og har langt større lungekapacitet end andre mennesker.
De er udstyrede med et lavere blodtryk, og blodtilførslen til deres hjerner er mere effektiv, hvilket gør dem i stand til at tænke klart og træffe rigtige beslutninger i højderne.
En kultur i forandring
På samme måde som sherpaernes kroppe har tilvænnet sig omgivelserne, er sherpa-kulturen også ved at tage form efter nogle omgivelser, der har ændret sig hurtigt på grund af bjergturismens indtog i Khumbu-provinsen på Mount Everests sydside.
Længe før bjergbestigning blev en industri, levede sherpaerne i selskab med deres yakokser og kartofler på den bærende pille i Verdens Tag. I dag har mange sherpaer langt om længe fået held med at tilrane sig en del af de penge, der følger i kølvandet på de internationale ekspeditioner og trekkingturister.
Hvor fortidens beretninger fra ekspeditioner på verdens højeste bjerg vidner om en udnyttelse og undertrykkelse af sherpaerne, der nærmer sig slaveri, er virkeligheden i dag en helt anden. Nu kan en god sherpa tjene omkring 2000 dollars på en sæson, og en bonus for at nå toppen med en ekspedition kan sagtens ligge i omegnen af 1000 dollars. Et anseligt beløb i et land, hvor gennemsnitsindkomsten ligger på sølle 200 dollars om året.
Som de dygtige forretningsmænd sherpaerne altid har været, klatter de ikke fortjenesten væk, men investerer i mere stabile indtægtskilder. Mange åbner for eksempel guest houses og hoteller langs de store trekkingstier. På den måde kan de langsomt gå over mod en mere stabil indkomst - en slags pensionsopsparing.
Turismen kom da Tibet lukkede
Man skal ikke mange år tilbage for at finde et sherpa-folk, der levede som et isoleret naturfolk, som omverdenen kun vidste ganske lidt om og heller ikke udviste ret meget interesse for. Men så kom bjergturismen, og den kom i virkeligheden meget belejligt for sherpaerne. I 1951 blev nabolandet Tibet nemlig besat af kineserne, og det betød, at sherpa-købmændene mistede et meget vigtigt afsætningsområde for deres håndværksvarer og yakokseoste. Omtrent samtidig begyndte vestlige ekspeditioner for alvor at strømme til området efter Edmund Hillary og Tenzing Norgays førstebestigning af Mount Everest i 1953, og dermed fik sherpaerne hurtigt foræret en erstatning for de tabte indtægter. Med vesterlændingenes indtog skiftede indkomstgrundlaget. Mount Everest blev transformeret til en gigantisk yakokse, sherpaerne kunne malke penge fra.
Før 1950 havde ingen vesterlænding besteget Everest fra Nepal-siden. I dag lægger mere end 20.000 trekkere vejen forbi regionen hvert år, og i hundredvis af bjergbestigere forsøger at indprente deres navn på Everests stejle vægge. I løbet af de seneste 50 år er det gået stærkt for sherpaerne. Dengang var der ingen skoler eller hospitaler eller el i husene. I dag kan man surfe på internettet i Everest Basecamp og købe varme doughnuts i regionens hovedstad Namche Bazaar. Små sherpaer får lov at gå i skole, og de fleste har elektricitet - nogle sågar moderne faciliteter som sattelit-tv.
Bestiger bjerge for sjov
Men velstanden, som opdagelseslystne og præstationssultne vesterlændinge har trukket med sig, har ikke ramt alle sherpaer. Det fortæller forfatter Torbjørn Ydegaard, som har forsket i sherpakulturen og skrevet bogen Sherpa - folket under Everest.
Sherpaerne er historisk set et handlende folk, og nogle af dem har da også forstået at tjene penge på turismen. Mange huse i landsbyerne er forladte, fordi folk er flyttet i noget større og bedre, og skolerne og sundhedsvæsnet fungerer. Men man skal ikke ret langt væk fra de store trekkingstier for at se, at der også er mange, der ikke bliver berørt af det. Man ser sherpaer, der løber rundt med en satellittelefon inde fra byen, men 200 meter derfra pløjer de altså stadig marken på traditionel vis.
I Khumbu-provinsen anno 2004 finder man højtuddannede sherpaer, der ernærer sig som læger, tandlæger, piloter, forretningsmænd og politikere. Ejendomspriserne er gået amok, og i dag koster et hus i Namche Bazaar omkring 80.000 dollars. Lufthavnen ved Lukla, som blev bygget i 1960’erne til indflyvning af nødhjælp og -materialer, er blevet porten til Everest. I dag er den en af de travleste lufthavne i Nepal.
Regeringen hjælper
Den nyvundne velstand blandt sherpaerne kan måske bedst aflæses i det faktum, at mange sherpaer er begyndt at bestige bjerge for sjov. Som en indikator på, at de nederste lag i behovspyramiden er ved at være fyldt godt op, er der nu mange sherpaer, der som Babu Chhiri i teltet på toppen af Everest, prøver kræfter med bjerget for bedriftens skyld. Det ville man aldrig have set for år tilbage, hvor sherpaerne rystede på hovedet af vesterlændingenes trang til at bestige Mount Everest blot for at kunne sige, at man havde gjort det. Faktisk var tanken så fjern for sherpaerne, at de ikke engang havde et ord for bjergtop. Den dag i dag bruger sherpaerne det engelske ’summit’, når de taler om bjergets top.
En bestigning af Mount Everest er i dag langt mere end det ultimative hak på den enkelte bjergbestigers cv. Der er mange interesser, når en ekspedition begiver sig mod toppen, og i Kathmandu er det også gået op for den nepalesiske regering, at sherpaernes bedrifter på det store bjerg kan vise sig at være vigtigt for det borgerkrigsramte Nepals internationale omdømme. Der er brug for succeshistorier, og derfor har regeringen for nylig valgt at fritage nepalesiske ekspeditioner for den vanlige afgift på 70.000 dollars for en bestigning af Mount Everest.
Rammer kun som dråber
Det er kun få folkeslag på kloden, der har oplevet så store forandringer på så få år, som de nepalesiske sherpaer. Men på grund af den stærkt rodfæstede kultur har det ikke medført, at sherpaerne som folk har ændret sig markant. Torbjørn Ydegaard forklarer, at det hænger sammen med, at sherpaerne har en kultur, der kopierer sig selv fra generation til generation.
Påvirkningerne gennem bjergturismen rammer som dråber ned i deres kultur. Hvis en sherpa får en mobiltelefon, så betyder det ikke, at naboen også skaffer sig en, som tilfældet ville være i vesten. Det ligger ikke til dem at udvikle sig innovativt på den måde, og derfor er det ikke gennemtrængende forandringer, der er sket for dem i de seneste 50 år. I vesten udvikler vi fra generation til generation nemmere måder at gøre tingene på. Vi gør hele tiden tingene på en smartere måde for at gøre vores tilværelse nemmere. Sherpaerne, derimod, gør det samme, som de altid har gjort. De kopierer deres forældre og bedsteforældre.
På sine studieture i Nepal har Torbjørn Ydegaard oplevet mange eksempler på det:
På et tidspunkt var jeg i Nepal sammen med en gruppe tekstilstuderende, der skulle undersøge sherpaernes tøjkultur. Kvinderne går med forklæder i spraglede farver, som består af tre strimler vævet stof, der bliver syet sammen for at få den rigtige bredde. Det viser sig, at forklæderne ser sådan ud, fordi de gamle væve var små håndvæve, som kun kunne væve stof af denne bredde. Sherpaerne kom nemlig oprindelig fra Tibet. Her er der ikke ret mange træer, og derfor blev vævene ikke ret store. I 500 år har de nu boet i et skovland, hvor der er masser af træer, men vævene er ikke blevet større af den grund.
På toppen kæmper Babu Chhiri en kamp mod træthedens og kuldens allierede styrker.
Udmattelsen presser hans øjenlåg nedad med en vægt, der svarer til en fire-fem fuldvoksne yakokser, men han nægter at give op. Stadig vuggende frem og tilbage i det lille telt begynder han langsomt og messende at nynne. Kort efter slår han over i at synge. En efter en memorerer og gengiver han de traditionelle sherpa-viser, han har sunget siden sin tidlige barndom.
Hvis han nu bare bliver ved med at synge, skal han nok holde sig vågen
Det lykkes for Babu Chhiri at opholde sig på toppen af Mount Everest i 21 timer, før han igen begiver sig ned og lader han sig hylde som et overmenneske. Men blot to år senere svinger døden sin ironiske le mod ham. En aften, hvor han befinder sig for toppen af det enorme Khumbu Icefall, går han ud for at tage et billede af solnedgangen. Han træder forkert og falder i en gletscherspalte. En banal fejl, der kommer til at koste den kun 35-årige Babu Chhiri livet.
Men inden da føjede han endnu et sherpa-navn til Everests rekordbøger.
En sherpa til at bære hunden i
Ordet ’sherpa’ støder man på mange steder. Det er blandt andet blevet adopteret i den politiske verden, hvor det dækker over en hjælper, der gør arbejdet nemmere for de store politiske ledere ved topmøder. I markedsføringens hellige navn er en sherpa blevet til så forskellige ting som en varevogn, solcreme og en bæretaske til små hunde.
Medalje til tigrene
Traditionen med at hyre sherpaer til at bære, begyndte i indiske Darjeeling i begyndelsen af det 20. århundrede. De viste sig hurtigt at være de stærkeste, mest udholdende og de mest pålidelige. De bedste sherpaer blev kaldt tigre og fik medaljer. Efterhånden som bjergbestigning blev en større forretning, emigrerede flere sherpaer til Indien. Nepal var lukket land for næsten alle vesterlændinge frem til 1949.
Skulle have beholdt handskerne på
Den 15-årige sherpa Temba Tseri forsøgte i 2000 at blive den yngste på toppen af Everest. Men så dummede han sig. I mere end 8000 meters højde tog han på et tidspunkt handskerne af for at binde sine snørebånd. Da han seks en halv time senere næsten var fremme ved målet, kunne han ikke længere mærke sine fingre. Han havde planlagt at placere en bronzestatue i miniformat på toppen og bede en bøn for verdensfreden. Men han nåede aldrig så langt. Han måtte kæmpe sig vej ned ad bjerget igen og fik senere amputeret fem fingre.
Borgerkrig med store konsekvenser
Nepal er i dag ramt af en blodig borgerkrig. Urolighederne brød ud i 1996, da nymaoister gjorde oprør mod den skæve fordeling af de økonomiske midler. Flere end 8000 mennesker er til dato døde i konflikten, som har skræmt udenlandske investorer væk og smadret landets økonomi totalt. I dag er Nepal et land, hvis økonomiske kurver ligner de stejle sider på Mount Everest - med kursen den gale vej. Det vurderes, at konflikten har kostet det nepalesiske samfund knap en milliard dollars. Turistbranchen alene har tabt 79,73 millioner dollars, på trods af at oprørerne som regel er kloge nok til at holde sig fra at overfalde turister.
De fine stier i hjertet af Himalaya, der fører gennem farverige rododendronskove og hyggelige landsbyer. De stemningsfulde buddhistiske klostre og historierne om afskyelige snemænd. Ekspeditionshistorier og evige udsyn til nogle af de mest dramatiske landskaber på kloden. Vandring i Nepal er en helhedsoplevelse, der er svær at hamle op med.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Tilmeld dig Opdag Verdens ugentlige nyhedsbrev, bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og vær blandt de første til at tilmelde dig.