Det mest legendariske trek i verden? Det bliver ikke meget mere ikonisk end trekket gennem hjertet af Himalaya til Everest Base Camp. Vi har talt med Carsten Banke Hansen fra Jysk Rejsebureau, der har vandret turen med en gruppe danskere.
De første dages trekking fra Lukla går gennem frodige områder med fine hængebroer som den her. Foto: Carsten Banke Hansen
Hvordan er flyveturen ind i Himalaya til Lukla, hvor trekket starter?
”Flyveturen er fantastisk. Man er lidt nervøs og spændt, for det er et små fly, og hvad nu hvis de hopper for meget? Jeg havde så den mest rolige flyvetur i verden i helt klart vejr.
Den udsigt, man har ned over de frodige bjerge, hvor alt er grønt, er så flot. Jeg slappede af og nød det. Man kommer tættere og tættere på de høje bjerge. Så kommer man ned mellem dem. Og så slutter man på den der meget korte landingsbane på en bakke. Det er jo bare syret.
Det er vildt at tænke på, at det er den natur, man skal vandre gennem de næste 14 dage. Det var interessant at se folks reaktioner, for nogle havde været nervøse for turen, men de sad bare og kiggede ud ad vinduet og kom ikke i nærheden af at være bekymrede.”
Hvordan var det at sætte ud på stierne?
”Den første dag går man i 3-4 timer, men det er lige på og hårdt efter at være landet i Lukla. Man tanker lige lidt op, spiser og får fyldt op på mad og vand på et tehus. Stemningen er høj.
Så vandrer man gennem den lille turistby på en lang hovedgade, som jo egentligt bare er en stensti med små butikker og tehuse på hver side. Og snart er man ude i naturen.
Der er vildt frodigt. Man kan se alle tinderne ude i baggrunden. Du begynder at mærke, at det her er alvor. Man er i gang med det, man har set frem til i lang tid.”
Trekket til Everest Base Camp byder på flere kulturelle højdepunkter; f.eks. det tibetansk-buddhistiske kloster i Tengboche. Her kan man kigge inden for og måske være heldig at overvære munkene messe. Foto: Daniel Prudek / www.shutterstock.com
Hvordan er tehusene og maden undervejs?
”Jeg var positivt overrasket de fleste steder. Værelserne er ret spartanske med en seng, som man ruller sin sovepose ud på, og der kan blive koldt med frost på indersiden af vinduerne, da husene ikke er isolerede.
De opvarmede stuer, hvor man sidder om aftenen, taler og spiller kort, er virkelig hyggelige. Det er store rum med borde rundt om en varmeovn, som der hele tiden bliver lagt brænde i. Der er en lille bar med snacks, te, sodavand og øl, hvis man har lyst til det i højderne.
Maden havde jeg været lidt bekymret for, men den var virkelig god. Det er meget ris, pasta og æg på alle mulige måder. Men der er også pandekager til morgenmad, og man kan få lokale retter som momoer.
Det er meget det samme fra tehus til tehus, men det er godt tilberedt og det ser godt ud, når det kommer ind. Det er alfaomega, når man måske ikke har den store appetit på grund af højden. Og så er folkene i tehusene fantastisk søde og rare.
Et af højdepunkterne på turen var faktisk mine morgener alene med en kop te ude foran tehusene. Når solen kom op over bjergene, var det simpelthen fantastisk. Det er sådan noget, men tænker tilbage på, når man er hjemme i en presset hverdag igen.”
Namche Bazaar, sherpaernes hovedby, putter sig i en skål i bjergene. Foto: UBC Stock / www.shutterstock.com
Hvad er det for landskaber, man vandrer gennem?
”Der er enormt frodigt omkring én i starten. Luften er frisk, og det er fantastisk at gå i. Man går på gode stier; de er brede, og man kan gå ved siden af hinanden og tale. Sådan fortsætter det til Namche Bazaar, hvorefter man kommer op over trægrænsen i 3.500-4.000 meters højde.
Så bliver det hele mere goldt. Stierne bliver smallere. Der er flere sten på dem. Trappetrinene bliver mere rå og trinene højere. Men du har alle de sneklædte tinder i baggrunden, og du får de første udsigter til Everest. Det er megafedt.
Samtidig kan man se, at man stadig har nogle dage forude for at nå helt derind. Alle har tusinde billeder fra de første udsigter til Everest, men det ender jo med at blive de dårligste billeder, for udsigterne bliver bare bedre. Men det giver noget motivation og begejstring at kunne se bjerget; det er jo Everest, vi er der for at komme ud til.
Når man kommer op til Gorakshep lige før Everest Base Camp, er man nærmest i en stenørken. Her er helt goldt.”
Hvordan er det at vandre i den tynde luft?
”Det er en meget speciel fornemmelse. Det er lidt lige meget, hvor god form du er i, for når du kommer op i den tynde luft, bliver du presset. Det er en mærkelig fornemmelse, at du til at begynde med føler dig anstrengt, bare du samler din rygsæk op.
Det er hårdt at komme i gang om morgenen; det føles, som om det bliver verdens længste dag. Man har det nogle gange som om, at man går fra at være i ret god form til ikke at kunne en skid. Men når du så først kommer i gang og kommer ind i en rytme, går langsomt, så kommer det stille og roligt. Kroppen vænner sig til det, og op ad dagen tænker du ikke så meget mere på det, men går bare.
Jo flere dage, du gør det, jo mere vænner du dig til det. Det kan virke lidt komisk, når jeg siger til deltagerne på turen, at de skal huske at tage det roligt, men det giver mening. Og det kommer de og siger efter turen.”
Gorakshep er den sidste lille landsby inden Everest Base Camp. Det er også herfra, man vandrer mod toppen af Kala Patthar. Foto: V_toria / www.shutterstock.com
Hvad kræver det at komme helt til Everest Base Camp?
”Everest Base Camp er ikke et spørgsmål om at være i super form. Det handler om at være klog. Lytte til sin krop fra start til slut. Gå langsomt, selvom det af og til virker grotesk. Drikke en masse. Spise en masse; også når man ikke har lyst.
Det er vigtigt at få noget i maven, for man brænder meget krudt af, og kroppen skal stå model til meget, jo højere man kommer op. Og endelig skal man have sin søvn, som ikke er helt let oppe i højderne.
Overholder man de fire ting, så er man godt på vej.”
Hvordan er det at gå det sidste stræk til Base Camp?
”Det er fedt, men også en lang dag. Folk er ved at være mentalt trætte, men når man kommer frem, er det fantastisk.
Der var forskellige typer med på turen.
Alfahannerne, der var sikre på, at det skulle de nok klare, men man kunne mærke deres glæde.
Så var der de lidt ældre, som måske ikke helt havde forventet, at de kunne komme hele vejen derop. De græd af glæde. Kom og krammede mig. Det gjorde stort indtryk.
Der var en fyr på omkring 60 år, som også døjede med noget astma. Ham og hans kone havde ikke regnet med, at de skulle komme helt op. Men det gjorde de, og det var ret rørende.”
Målet er nået! Carsten i Everest Base Camp, som var et stort og følelsesmæssigt øjeblik for mange i gruppen. Foto: Carsten Banke Hansen
Til tops på Kala Patthar
Det højeste punkt på trekket er turen op på Kala Patthar. Fra toppen i 5.644 meters højde har man uforstyrret udsigt til toppen af Mt. Everest.
”Man går tilbage fra Base Camp, får lidt mad og går tidligt i seng, for næste morgen står man op klokken 04.00 for at gå op på Kala Patthar. Det er en speciel oplevelse. Det er hamrende koldt og fuldstændig mørkt på nær lyset fra pandelamperne. Det er rigtig hårdt. Kroppen er træt. Det er virkelig koldt. Du mangler halvdelen af den ilt, der er ved havoverfladen. Det tager lidt tid for kroppen at vænne sig til at gå op, for man skal 500 højdemeter op. Men når man kommer op, og solen står op over tinderne, så er det det hele værd.”
Hvad med oppakningen?
”Du kan pakke 10 kilo i en duffelbag, man får udleveret i Nepal, til trekket. Den bliver båret af heste i op til 3.500 meters højde. Derefter tager yakokserne over. Derudover har du din daypack, hvor du har det, du skal bruge i løbet af dagen; tøj, vand og lidt at spise til mellem tehusene, hvor du spiser frokost.
Jeg gik i shorts og T-shirt de første fem til seks dage og havde en fleece, en skaljakke og et par lange bukser i rygsækken, hvis det skulle blive nødvendigt i løbet af dagen.
Vejret var generelt fantastisk ind til ved 14-tiden, og ind til da var det rigeligt at gå i shorts og T-shirt.
I den store duffelbag har du alt dit tøj, en ekstra jakke til Kala Patthar, ekstra snacks, ekstra sko, sovepose osv. Så man har ikke en masse vægt på ryggen, når man går.”
Hvem kan være med?
”Det er vigtigt at sige, at alle kan være med, hvis man forbereder sig lidt. Man behøver ikke løbe maratons. Går man nogle ture i f.eks. Mols Bjerge med en rygsæk på, så er det rigeligt. Man skal selvfølgelig have en nogenlunde god grundform, men kan du gå 10 til 15 km om dagen, så er du godt kørende. Det vigtigste er at være stærk mentalt; det fysiske skal man nok klare. Og så skal man være indstillet på, at nogle dage er sjovere end andre. Nogle dage skal man kæmpe sig gennem og følge de her råd med at gå langsomt, drikke og spise nok og få sovet.”
De første dages trekking fra Lukla går gennem frodige områder med fine hængebroer som den her. Foto: Carsten Banke Hansen
Hvordan er flyveturen ind i Himalaya til Lukla, hvor trekket starter?
”Flyveturen er fantastisk. Man er lidt nervøs og spændt, for det er et små fly, og hvad nu hvis de hopper for meget? Jeg havde så den mest rolige flyvetur i verden i helt klart vejr.
Den udsigt, man har ned over de frodige bjerge, hvor alt er grønt, er så flot. Jeg slappede af og nød det. Man kommer tættere og tættere på de høje bjerge. Så kommer man ned mellem dem. Og så slutter man på den der meget korte landingsbane på en bakke. Det er jo bare syret.
Det er vildt at tænke på, at det er den natur, man skal vandre gennem de næste 14 dage. Det var interessant at se folks reaktioner, for nogle havde været nervøse for turen, men de sad bare og kiggede ud ad vinduet og kom ikke i nærheden af at være bekymrede.”
Hvordan var det at sætte ud på stierne?
”Den første dag går man i 3-4 timer, men det er lige på og hårdt efter at være landet i Lukla. Man tanker lige lidt op, spiser og får fyldt op på mad og vand på et tehus. Stemningen er høj.
Så vandrer man gennem den lille turistby på en lang hovedgade, som jo egentligt bare er en stensti med små butikker og tehuse på hver side. Og snart er man ude i naturen.
Der er vildt frodigt. Man kan se alle tinderne ude i baggrunden. Du begynder at mærke, at det her er alvor. Man er i gang med det, man har set frem til i lang tid.”
Trekket til Everest Base Camp byder på flere kulturelle højdepunkter; f.eks. det tibetansk-buddhistiske kloster i Tengboche. Her kan man kigge inden for og måske være heldig at overvære munkene messe. Foto: Daniel Prudek / www.shutterstock.com
Hvordan er tehusene og maden undervejs?
”Jeg var positivt overrasket de fleste steder. Værelserne er ret spartanske med en seng, som man ruller sin sovepose ud på, og der kan blive koldt med frost på indersiden af vinduerne, da husene ikke er isolerede.
De opvarmede stuer, hvor man sidder om aftenen, taler og spiller kort, er virkelig hyggelige. Det er store rum med borde rundt om en varmeovn, som der hele tiden bliver lagt brænde i. Der er en lille bar med snacks, te, sodavand og øl, hvis man har lyst til det i højderne.
Maden havde jeg været lidt bekymret for, men den var virkelig god. Det er meget ris, pasta og æg på alle mulige måder. Men der er også pandekager til morgenmad, og man kan få lokale retter som momoer.
Det er meget det samme fra tehus til tehus, men det er godt tilberedt og det ser godt ud, når det kommer ind. Det er alfaomega, når man måske ikke har den store appetit på grund af højden. Og så er folkene i tehusene fantastisk søde og rare.
Et af højdepunkterne på turen var faktisk mine morgener alene med en kop te ude foran tehusene. Når solen kom op over bjergene, var det simpelthen fantastisk. Det er sådan noget, men tænker tilbage på, når man er hjemme i en presset hverdag igen.”
Namche Bazaar, sherpaernes hovedby, putter sig i en skål i bjergene. Foto: UBC Stock / www.shutterstock.com
Hvad er det for landskaber, man vandrer gennem?
”Der er enormt frodigt omkring én i starten. Luften er frisk, og det er fantastisk at gå i. Man går på gode stier; de er brede, og man kan gå ved siden af hinanden og tale. Sådan fortsætter det til Namche Bazaar, hvorefter man kommer op over trægrænsen i 3.500-4.000 meters højde.
Så bliver det hele mere goldt. Stierne bliver smallere. Der er flere sten på dem. Trappetrinene bliver mere rå og trinene højere. Men du har alle de sneklædte tinder i baggrunden, og du får de første udsigter til Everest. Det er megafedt.
Samtidig kan man se, at man stadig har nogle dage forude for at nå helt derind. Alle har tusinde billeder fra de første udsigter til Everest, men det ender jo med at blive de dårligste billeder, for udsigterne bliver bare bedre. Men det giver noget motivation og begejstring at kunne se bjerget; det er jo Everest, vi er der for at komme ud til.
Når man kommer op til Gorakshep lige før Everest Base Camp, er man nærmest i en stenørken. Her er helt goldt.”
Hvordan er det at vandre i den tynde luft?
”Det er en meget speciel fornemmelse. Det er lidt lige meget, hvor god form du er i, for når du kommer op i den tynde luft, bliver du presset. Det er en mærkelig fornemmelse, at du til at begynde med føler dig anstrengt, bare du samler din rygsæk op.
Det er hårdt at komme i gang om morgenen; det føles, som om det bliver verdens længste dag. Man har det nogle gange som om, at man går fra at være i ret god form til ikke at kunne en skid. Men når du så først kommer i gang og kommer ind i en rytme, går langsomt, så kommer det stille og roligt. Kroppen vænner sig til det, og op ad dagen tænker du ikke så meget mere på det, men går bare.
Jo flere dage, du gør det, jo mere vænner du dig til det. Det kan virke lidt komisk, når jeg siger til deltagerne på turen, at de skal huske at tage det roligt, men det giver mening. Og det kommer de og siger efter turen.”
Gorakshep er den sidste lille landsby inden Everest Base Camp. Det er også herfra, man vandrer mod toppen af Kala Patthar. Foto: V_toria / www.shutterstock.com
Hvad kræver det at komme helt til Everest Base Camp?
”Everest Base Camp er ikke et spørgsmål om at være i super form. Det handler om at være klog. Lytte til sin krop fra start til slut. Gå langsomt, selvom det af og til virker grotesk. Drikke en masse. Spise en masse; også når man ikke har lyst.
Det er vigtigt at få noget i maven, for man brænder meget krudt af, og kroppen skal stå model til meget, jo højere man kommer op. Og endelig skal man have sin søvn, som ikke er helt let oppe i højderne.
Overholder man de fire ting, så er man godt på vej.”
Hvordan er det at gå det sidste stræk til Base Camp?
”Det er fedt, men også en lang dag. Folk er ved at være mentalt trætte, men når man kommer frem, er det fantastisk.
Der var forskellige typer med på turen.
Alfahannerne, der var sikre på, at det skulle de nok klare, men man kunne mærke deres glæde.
Så var der de lidt ældre, som måske ikke helt havde forventet, at de kunne komme hele vejen derop. De græd af glæde. Kom og krammede mig. Det gjorde stort indtryk.
Der var en fyr på omkring 60 år, som også døjede med noget astma. Ham og hans kone havde ikke regnet med, at de skulle komme helt op. Men det gjorde de, og det var ret rørende.”
Målet er nået! Carsten i Everest Base Camp, som var et stort og følelsesmæssigt øjeblik for mange i gruppen. Foto: Carsten Banke Hansen
Til tops på Kala Patthar
Det højeste punkt på trekket er turen op på Kala Patthar. Fra toppen i 5.644 meters højde har man uforstyrret udsigt til toppen af Mt. Everest.
”Man går tilbage fra Base Camp, får lidt mad og går tidligt i seng, for næste morgen står man op klokken 04.00 for at gå op på Kala Patthar. Det er en speciel oplevelse. Det er hamrende koldt og fuldstændig mørkt på nær lyset fra pandelamperne. Det er rigtig hårdt. Kroppen er træt. Det er virkelig koldt. Du mangler halvdelen af den ilt, der er ved havoverfladen. Det tager lidt tid for kroppen at vænne sig til at gå op, for man skal 500 højdemeter op. Men når man kommer op, og solen står op over tinderne, så er det det hele værd.”
Hvad med oppakningen?
”Du kan pakke 10 kilo i en duffelbag, man får udleveret i Nepal, til trekket. Den bliver båret af heste i op til 3.500 meters højde. Derefter tager yakokserne over. Derudover har du din daypack, hvor du har det, du skal bruge i løbet af dagen; tøj, vand og lidt at spise til mellem tehusene, hvor du spiser frokost.
Jeg gik i shorts og T-shirt de første fem til seks dage og havde en fleece, en skaljakke og et par lange bukser i rygsækken, hvis det skulle blive nødvendigt i løbet af dagen.
Vejret var generelt fantastisk ind til ved 14-tiden, og ind til da var det rigeligt at gå i shorts og T-shirt.
I den store duffelbag har du alt dit tøj, en ekstra jakke til Kala Patthar, ekstra snacks, ekstra sko, sovepose osv. Så man har ikke en masse vægt på ryggen, når man går.”
Hvem kan være med?
”Det er vigtigt at sige, at alle kan være med, hvis man forbereder sig lidt. Man behøver ikke løbe maratons. Går man nogle ture i f.eks. Mols Bjerge med en rygsæk på, så er det rigeligt. Man skal selvfølgelig have en nogenlunde god grundform, men kan du gå 10 til 15 km om dagen, så er du godt kørende. Det vigtigste er at være stærk mentalt; det fysiske skal man nok klare. Og så skal man være indstillet på, at nogle dage er sjovere end andre. Nogle dage skal man kæmpe sig gennem og følge de her råd med at gå langsomt, drikke og spise nok og få sovet.”
