Vandringer i Himalaya - The Enlighted Yak

Porten til Himalaya

Vi har fået lov til at bringe et uddrag af Ole Ejnar Hansens nye bog om Himalaya. Vi er tilbage i Jord-dragens år i november 1988, hvor Ole slår følgeskab med en tibetansk handelskaravane fra Nepal over passet Nangpa La til Tibet. Efter uddraget kan du læse John Laus anmeldelse af bogen.

Forside-Gyaru.jpg
Skrevet af: Ole Ejnar Hansen
Opdateret den 25. jun 2022
Læst af: 6795

Vi har fået lov til at bringe et uddrag af Ole Ejnar Hansens nye bog om Himalaya. Vi er tilbage i Jord-dragens år i november 1988, hvor Ole slår følgeskab med en tibetansk handelskaravane fra Nepal over passet Nangpa La til Tibet. Efter uddraget kan du læse John Laus anmeldelse af bogen.

Jeg ser med det samme, at den mand er fra Tibet. Han sidder i køkkenet til Thewa Lodge i Namche Bazar og taler sagte med ama, husets frue. Han er ikke som folk her i Khumbu, der er ret moderne klædt og i reglen velsoignerede. Han er derimod i tibetansk tøj, meget garvet og beskidt, som kun en tibetansk bonde kan være det. ”Jo, jeg er i Namche til lørdagsmarkedet,” siger han. Jeg bliver fyr og flamme, det betyder jo, at der stadig er traditionel handelstrafik over Nangpa La. Hvis jeg er heldig, kan jeg slå følge med ham, når han skal tilbage til Tibet.

Ak ja! Tibet. Det er kun 14 dage siden, at jeg hastede ned fra Verdens Tag. Udmattet, tynd og træt, men mæt af indtryk og ør af oplevelser. Jeg havde rejst en lille måned i Tibet, og ved den gamle markedsby, Tingri, blev jeg meget tiltrukket af det magiske pas Nangpa La, der lokker som en port til Himalaya, Khumbu og Nepal. Det var her, jeg besluttede mig for, at jeg ville vandre op til Nangpa La, når jeg kom tilbage til Nepal.

En karavane bliver til
Efter flere dages vandring op gennem Solu Khumbu er jeg nu i Namche Bazar. Jeg har følgeskab af Jo Young fra Alaska, som har et lille Telt. Vi har lejet en gasbrænder, et Kogesæt og købt proviant til otte dage. Færdigretter, nudler, müesli, tørmælk, chokolade og så videre. Vores plan er at søge kontakt med de tibetanske handelsfolk, som har slået sig ned i landsbyen Thame.

Rygsækkene er tunge, men vejen til Thame er god. Vi går langs Bhote Kosi – Tibetanerstrømmen kan man kalde den. Vejen er et kulturhistorisk museum, præget af indvandring fra Tibet. For cirka 500 år siden vandrede mange østtibetanske stammer over passet og bosatte sig i de lune Khumbu-dale. De tog noget vigtigt med sig – deres historie og religion. Vejen er flankeret af lange rækker af manimure, dækket af talrige friser med inskriptioner og buddhaer.

I Thame indlogerer vi os på det første og bedste sted. Værtinden kan lidt engelsk og fortæller os, hvor de tibetanske handelsfolk bor. Finder hurtigt stedet og går lige til sagen. ”Tashideley! Nga Ole yin, Nangpa La, Tingri, Pö La”. Med kropssprog forsøger vi at sige, at vi ønsker at følge med dem til Tibet. At vi har mad og Telt, og om bagagen kan bæres på yak? Kropssprog er overraskende effektivt – især når viljen er tilstede. Vi har hurtigt en aftale. 100 rs om dagen, og vi vil være i passet om fire dage. Bliver hentet i morgen klokken 10.00.

Men hvor er yakkerne?
Der er en police checkpost midt i Thame, faktisk en grænsepost, der skal holde trekkere ude af denne Bhote Kosi dal. Men på listig vis smutter vi ud af byen uden at blive set af myndighederne. Vi er gået i forvejen og ser efter langt tids urolig venten, at tre gutter kommer i hastig gang bærende på store sække, indeholdende vores rygsække. Men hvor er yakkerne, spørger vi forundret. Jigme smiler blot og peger længere op i dalen.

Efter timers vandring ser vi røg stige til vejrs lidt fremme. Ser snart to telte, et par huse og en lille mark omkranset af stengærder – Arye i 4300 meters højde – en sommerbosættelse, hvor der primært dyrkes kartofler. Det er meget primitive telte; ligner nærmest sammensyede sække og selvfølgelig vævet af yakuld. Jeg har senere forstået, at teltet er lagt i vand og ulden filtret sammen til et meget tæt Telt. Der er åbent mellem de to teltstænger, således at røgen fra det lille komfur kan komme ud.

Rundt omkring teltene ligger tykke tæpper, sække, reb og paksadler. Men hvor er yakkerne? Der peges op ad bjerget. Det er svært at se dem, men jo, som ganske små prikker går de flere hundrede meter oppe under sneen.

”Pö cha!” bliver der råbt, medens vi er ved at rejse Jos lille – meget lille – Telt. Bliver nu klar over, at de er syv mand. Der er to ældre, Sonam og Dawo, på omkring de 60 år. Sambo, der vel er i 40'erne, og resten sikkert i 20'erne. De hedder Chimbe, Chamba, Gyaltsen og endelig Jigme, som jeg har bedst kontakt til.

Teen gør godt, smager røget og uden smør, som de selv tilsætter efter behov. En lille sæk med tsampa bliver sendt rundt. Vi afslår høfligt, men bestemt. De kommer lidt mel i teen og ælter en dej, der ædes eller slikkes op. Chimbe æder melet direkte af sækken under stor smasken.

Klokken er seks om morgenen, og vi kan ikke ligge mere. Varmer lidt mælk med müesli og ser solen farve Kwangdes snetinde rød. Dyrene er hentet ned, der er 20 stykker, og Sambo er ved at fodre dem med tsampaboller.

Dyrene er pakket, og karavanen kan endelig komme af sted. 20 store yak og seks små kalve bimler støt og roligt op gennem dalen. Sagte éntonede fløjt holder dyrene i gang og lidt stenkast, hvis enkelte forlader sporet. Ved et sted kaldet Sumna fører sporet over gletsjeren fra Cho Oyu. Det volder dog ingen problemer, idet isen er dækket af så mange nedfaldne sten, at det er svært at forstå, at her er en gletsjer. Kort efter slår vi lejr ved Lunag. Vi er flade, både Jo og jeg, men vi er også oppe i 5000 meters højde.

Mødet med døden
Dawo og Sonam går i reglen i forvejen med kalvene. Jo og jeg slår følge med dem i dag. I går gik vi seks timer uden egentlig pause. Langsomt ganske vist, men i dag vil vi have os en ordentlig middagspause. En bjergvæg rejser sig mange hundrede meter lodret op. Som en gigantisk mur, der vil stoppe vores videre færd. Men sporet fører naturligvis videre frem mellem andre bjergvægge og moræneskrænter. Dalen åbner sig igen, og en pyramide kommer til syne, så retlinet at man skulle tro, bjerget var skabt af menneskehånd. ’Punkt 6777’. Tænk, at dette smukke bjerg ikke engang har et navn.

Det er her, vi møder døden – kadaveret af en gammel yak. Det minder mig om, at der er grænser. Grænser for hvor længe, man kan byde et levende væsen at arbejde under disse ekstreme forhold – selv for en yak. En ubehagelig, men meget nærværende påmindelse om, at alt er forgængeligt, og at livet har en ende. Sørgmodigt ligger den og stirrer med tomme øjenhuler. Gribbene har gjort deres arbejde grundigt, og skelettet ligger nu blottet som en harpe – et djævelsk instrument, som vinden kan hyle gennem.

 

53På kanten
Karavanen snor sig som en slange op over morænen. Vi går i en lang række på selve morænens kant cirka 50 meter over Nangpa gletsjeren. Over os tårner endnu en kæmpetinde op, det er Nangpai Gossum, 7352 meter. Det er stort – meget stort. Vi er tæt på passet nu, men kan stadig ikke se det.

Vi sidder et højt sted kaldet Kangchung og ser ned over den 15 kilometer lange gletsjer. Snart skal vi selv derned, men indtil videre ser det ikke så farligt ud. Langt fremme kan vi se et drabeligt isfald, og at store snemarker fører op mod det, der formodentlig er passet. Pludselig ser vi også, at vores folk allerede går ude på gletsjeren.

Vi har siddet og fortabt os i sceneriet alt for længe. Kan vi mon finde vej gennem dette klippe- og ishav? Herfra begynder et mindre mareridt, og heldigvis er vi ikke klar over, at det skal tage os tre timer at nå folkene igen. Vi kan ikke indhente dem. Tumler forpustet op og ned på gletsjeren. Det er ikke sådan, at den er farlig med lumske sprækker. Det er bare besværlig gang, og her er så mange spor, at det er svært at finde det rette.

50 meter op og 50 meter ned, det hele er ens. Jævnligt ser vi dem 2-300 meter fremme, men taber dem så af syne igen. Ruten er faktisk markeret med varder, men da alt er sten og grus, går vi ofte fejl. Endelig ser vi folk og yakkerne, men nej, det er ikke vores venner, men derimod en karavane på vej til Namche. Gletsjeren begynder nu at vise sit sande ansigt – is. Passerer et par dybe grønne søer og brede sprækker af blåis.

Jo er træt og irriteret, vi er begge nervøse og anspændte. Hvor fanden er de henne? Solen står efterhånden lavt, de må da snart stoppe. ”Jeg så dem lige før cirka 200 meter fremme i den retning,” siger jeg og peger. Jo vrisser, fordi hun ikke kan se dem. Jeg føler mig efterhånden som i Helvedes forgård – dødstille, smukt og grumt på en og samme tid.

Sveden springer af mas, åndenød og nerver. Det føles, som fanden selv eller noget andet tibetansk djævelskab driver gæk med os. Vi forvilder os ned i bunden af gletsjeren, hvor der løber vand mellem blåisen. Finder omsider et spor langs en kæmpe isvæg med flere meter lange tapper. Er igen gået forkert, vi vender om, må op herfra. Det er alt for farligt at færdes her. Jeg har ingen tidsfornemmelse mere, men efter mas og bøvl er vi igen oppe, og ser os omgivet af krystalagtige rækker af små istårne på fem-otte meters højde.

Tilbage på sporet
Totalt udmattede når vi folkene ved 16-tiden, kort før solnedgang. Yakteltet er rejst midt på gletsjeren, og dyrene står og gumler hø. Dzazamba hedder stedet, og er – hvor utroligt det end lyder – en velkendt lejrplads. Vi står ved foden af isfaldet og er tæt omgivet af stejle tinder.

Dawo og Sonam står ved kludeteltet og smiler… ”de ligner fuldstændig eskimoer,” siger Jo.
”Find jer et sted til jeres Telt,” siger de og slår ud med hånden. Et sted! Hvor fanden finder man et sted mellem alle de sten? En yak ligger på noget hø omgivet af gamle tørre lorte. Vi beder den flytte sig, da det er det eneste brugbare sted.

Solen er ved at gå ned, og kulden slår igennem med det samme. Heroppe i 5.400 meters højde er solen altafgørende for temperaturen. Når den skinner, er det sommer. Når den går ned, er det vinter, og hvis det blæser op, er det helvede. Inden vi ser os om, er det mørk nat. Teltet står elendigt, og fingrene bliver iskolde, mens vi roder rundt efter store sten til bardunerne.

Vi springer hovedkulds ind i folkenes Telt – ind til ildstedet. De morer sig lidt over vores kulderysten, men rykker straks sammen, så vi kan få plads. Der er ikke tale om åben ild, men et lille komfur – en simpel 10 liters oliedunk uden bund, og brændstof i form af kokasser er der nok af. De futter nemt, og i en stor gryde er en isblok godt på vej til at ændre fysik og blive til te. Men hvad med mine tæer? Er de også ved at ændre form? De føles også som isblokke, selv om jeg har støvlerne så tæt på ilden, at sålerne er ved at smelte.

OleTegn og gæt
Jigme forstår alligevel ikke så meget engelsk. For at udvide kommunikationen har jeg derfor min lommebog med og prøver nu at spørge via tegninger: Hvad hedder næste lejr? Er der en landsby? Hvor mange timer tager det? Min lille bog er hurtigt fyldt med tegninger af små mænd og tibetanske landsbyhuse samt stednavne, som vi kan se på kortet: Dzablum, Kyetrak, men det forbliver uklart, om Dzablum, som de siger, vi når i morgen, er en landsby.

Aftenen er igen knugende kold, men over os tindrer stjernerne som et lysshow. Aldrig før har nattehimlen været så sort, og derfor er stjernerne så mangfoldige. Mælkevejen strækker sig i en bred bue over hele det sydlige himmelrum. Endnu en frygtelig nat er i vente. Vi kryber hurtigt i poserne. Jeg har fyldt min feltflaske med kogende vand. Den stopper jeg ned ved tæerne.

Farvel Nepal, goddag Tibet
”Nangpai Gossum,” siger Jigme og peger på en tinde ret forude. Nordvæggen er en bar klippe, og istunger hænger ned fra gesimser i forskellige højder. Klokken er seks, det er ikke lyst endnu, men en lang dag venter. Måske den hårdeste. Vi har sovet rimeligt godt, men det var lidt uhyggeligt, da der blev stille i lejren. Et par laviner buldrede ned et sted derude, og vi kunne tydeligt høre de små skarpe smæld, når isen knækkede dybt under os.

Der er ikke tid til at smelte is til te. Vi må nøjes med en bid ost og en håndfuld nødder, for der hersker hurtigt en stemning af opbrud. Dawo og Sonam er klar til at gå, og vi går med. Passerer straks en anden gruppe, som er i gang med at pakke. Der er hø og kokasser over det hele. Ja, det ses klart, at Dzazamba er en stor lejrplads. Solen bryder igennem og forvandler det blåfrosne landskab til et lyserødt eventyr, der blot venter på den gode fe. Og så er vi ude på den blanke is.

En gruppe på 10-15 dyr er netop ved at klatre op over den første del af isfaldet. Det ser farligt ud, og det er ikke til at forstå, hvordan de store dyr kan stå fast på isen. Men yakokser er skabt i denne verden. Yakoksen er en tæmmet vildokse, som stadig kan observeres i nordvest Chang Tang. De er sky og nervøse af temperament, men bevæger sig i terrænet som en ged. De kravler op over den blanke is, som havde de pigge under klovene.

Det kniber faktisk mere for os, men heldigvis er der hugget trin ud i isen på de stejleste steder. Inden der er gået en time, er vi over det farligste, og passet ligger åbent. Som en bred skibakke stiger det jævnt op over fast sne, og det er overraskende nemt at nå op til pashøjden – 5730 meter. Luften er klar og frostfrisk, solen skinner os i møde fra den nepalesiske side, og trods den store højde har vi ingen problemer.

In the middle of nowhere
I nat, da jeg lå i soveposen, tænkte jeg, at hvis Jo ytrede noget om at vende om, havde jeg accepteret uden videre, men nu står vi her på grænsen til Tibet. Og hvilken grænse! Ikke blot en national grænse mellem to lande, men netop den geografiske/geologiske grænse, man kan forvente mellem Centralasiens højland og Det Indiske Subkontinent. Her står vi midt i Himalaya og kan skue ud over to vidt forskellige klimazoner.

Tre-fire dage mod syd, og vi er tilbage i alpine dale med tætte nåleskove og lidt længere nede subtropisk klima og fugtig varme. Mod nord derimod det tibetanske højland, et område på størrelse med Centraleuropa og med en gennemsnitshøjde på 4500 meter. Om jeg satte kursen mod vest, nord eller øst – ja, så ville landskabet ikke ændre nævneværdig karakter de første 1000 kilometer.

En større karavane kommer op imod os, der hilses, men de stopper ikke. Vi må også videre, og det skal blive en meget lang dag. Jo og jeg går i forvejen, da stien er tydelig. Vi kommer tæt ind under den stærkt crevasserede gletsjer. Går i et eventyrlandskab af toppede isbjerge, der stræber mod himlen som rygfinnerne på en kæmpemæssig drage. En dødsens kold og smuk skulpturel verden af sne og is. Jeg gyser ved tanken om gårsdagens vildfarelse.

Dagen, den korte dag, går på hæld, og efter en kort pause skynder folkene på dyrene. Jigme banker arme, og det er tydeligt, at han også er træt og kold. Nu gælder det om at komme ned mod dalen og væk fra denne udmarvende og dræbende kulde. Det er for længst mørkt, da vi når en plads, der kaldes Dzablum i 5300 meters højde, en lejrplads ’in the middle of nowhere’ efter mere end otte timers hård vandring. Her er lidt græs til dyrene, men vi er stadig alt for højt oppe til permanent beboelse.

Hertil og ikke længere
Jeg drømte om at gå over Nangpa La – passet, der fra Tibetsiden ligner en eventyrlig port til Himalaya og Nepal. Nu er jeg her. Men her stopper festen. Vi skal ikke med videre til deres hjem – desværre. Jo og jeg er enige om, at vores ressourcer er ved at være opbrugt. Ikke kun forplejningen, også vilje og mandsmod. Vi er illegalt trængt ind i Tibet og har ikke den fjerneste anelse om, hvornår vi møder en kinesisk patrulje eller checkpost. Det er svært at forklare, og stor er forundringen hos Jigme og folkene, da vi meddeler, at vi bliver her og vender om efter en solid hviledag.

Vi byder farvel og tak, de får alle et ordentligt knus. Og snart efter bimler de store dyr ned ad stien, mens folkene kaster små sten efter dem, som ikke holder sig til sporet. I den anden retning, tilbage mod Nepal, venter os en hård, og hvad der viser sig at blive en ikke ufarlig, tur tilbage til Namche Bazar – men det er en helt anden historie.

Nepal

Trekking i Nepal har det hele

De fine stier i hjertet af Himalaya, der fører gennem farverige rododendronskove og hyggelige landsbyer. De stemningsfulde buddhistiske klostre og historierne om afskyelige snemænd. Ekspeditionshistorier og evige udsyn til nogle af de mest dramatiske landskaber på kloden. Vandring i Nepal er en helhedsoplevelse, der er svær at hamle op med.

Find din næste tur her


Priser fra 24.998
Fællesture
Everest Base Camp og Gokyo-dalen

Everest Base Camp og Gokyo-dalen

Priser fra 22.698
Ture på egen hånd
Everest - de tre pas, ultimative Everest

Everest - de tre pas, ultimative Everest

Priser fra 35.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Andre spændende artikler


De 13 bedste treks i Asien. Eller…?

De 13 bedste treks i Asien. Eller…?

Sherpa donerer 10.000.000 skoledage til børn i Nepal

Sherpa donerer 10.000.000 skoledage til børn i Nepal