Vandreturen til Everest Base Camp er et af de mest kendte treks i verden, men området byder på så meget mere. Vi har finkæmmet Everest-regionen for at finde oplevelser i et af vores asiatiske yndlingsområder, der ligger ud over det sædvanlige.
Det er ingen hemmelighed, at trekket til Everest Base Camp i Nepal er blandt verdens bedste. Trekket har det hele: Spektakulær natur, spændende kultur og et klart mål i form af gletsjeren under verdens højeste bjerg. Der er de fascinerende historier om bjergbestigere og udødelige myter om afskyelige snemænd.
Der er buddhistiske klostre og smældende bedeflag. Hyggelige tehuse og idylliske landsbyer. Og mens standardruten fra Lukla til Base Camp er et formidabelt, uforglemmeligt trek, så er der så meget mere at opleve i området – mange flere stier, mange flere pas og mange flere toppe.
Standardruten, som langt de fleste trekkere benytter sig af, starter i den lille by Lukla. Her lander folk på den berygtede, meget korte landingsbane efter en appetitvækkende flyvetur fra Kathmandu. Får det ikke pulsen til at galopere en smule, når man kigger ned over verdens højeste bjerge, så er det enten tid til en hastebesøg hos lægen eller at overveje, om man ikke skulle benytte sin tid på noget andet end at trekke.
Trekket starter i Lukla, og en velanlagt sti snor sig gennem landsbyer med flotmalede træhuse, forbi frodige marker, langs brusende floder og flotte mani-vægge med mantraet Om mani padme hum indgraveret i hundrede og atter hundredvis af sten.
I horisonten glimter et par af Himalayas snedækkede toppe snart på himlen, et par lange hængebroer leder over floder, og stien stiger støt mod hovedbyen i Everestområdet: Namche Bazaar, hvor de fleste folk ankommer på den anden trekkingdag.
Her fra spreder stierne sig i området, men den mest befærdede sti, som indgår i langt størstedelen af rejser i området, går via småbyerne Khumjung, Tengboche, Dingboche og Gorak Shep til Base Camp, der ligger i godt 5300 meters højde.
Fra Base Camp kan man dog ikke se Everest, så langt de fleste tager turen til toppen af Kalar Pattar, hvis altså ben og lunger kan holde til det. Toppen ligger i 5644 meters højde, og her fra har man uforstyrret udsyn direkte til toppen af verdens højeste bjerg.
Over passet til turkis søer
Fra Base Camp kan man følge sine egne fodspor tilbage til Lukla. Eller man kan tage stien over Cho La. Passet er ganske krævende, og specielt på vestsiden er det rigtig stejlt. Belønningen er dog storslået. Efter at have krydset en bred gletsjer rammer man den lille landsby Gokyo, der ligger ved bredden af en hellig sø i en intens turkis farve. Over søen ligger Gokyo Ri.
Udsigten fra toppen er svær at slå og overgår den fra Kala Pattar; sne, gletsjere og verdens højeste bjerge fylder horisonten. Fra toppen skuer man mod toppene af fire af verdens seks højeste bjerge: Mt. Everest, Lhotse, Makalu og Cho Oyu.
Har man ikke fået nok, er der mulighed for at bruge en ekstra dag på at udforske en anden, meget lidt vandret sti, der går fra Gokyo og videre ind i bjergene via en række smukke søer. Stien ender i Cho Oyu Base Camp, hvor man står ansigt til ansigt med et bæst af en bjergside. Sne og is hober sig flere kilometer op over ens hoved. Og man har højest sandsynligt det hele fuldstændig for sig selv. Fra Gokyo drager man tilbage til Namche Bazaar og Lukla.
Den lange indmarch
Så vidt de mest bevandrede ruter i Everest-regionen, men blot fordi det er de ruter, de fleste oplever, betyder det selvfølgelig ikke, at der ikke er meget mere at opleve. Området gemmer på meget mere, og en glimrende mulighed er at forlænge trekket i begyndelsen.
Man kan nemlig undgå flyveturen til Lukla, og i stedet få et indblik i de grønne, frodige egne lidt længere mod syd, hvor landsbyerne er mindre berørte af trekkingturisme. Starter man i den lille by Jiri, tager det normalt en uges tid at nå frem til Namche Bazaar.
Trekket her ind er i relativt lave højder, men er dog vældig krævende, da stien går konstant op og ned. Her krydser man nemlig bjergryg efter bjergryg, og knæene kommer på hård prøve. Samtidig kan man være sikker på, at formen er pudset af, når du når dybere ind i bjergene.
Trekket ind fra Jiri giver en helt anden og mere helstøbt oplevelse af området. Man bevæger sig fra det subtropiske op gennem birke- og rododendronskove, langs marker og floder og ind til det sne- og isdækkede hjerte af Himalaya.
De tre pas
Kan du ikke få nok af høje Himalayapas, tynd luft og fejende flotte udsigter, er der i løbet af de seneste år dukket en rute op, som får mere og mere opmærksomhed. Den går under navnet 3 Passes. Igen er Namche Bazaar udgangspunkt, hvad enten du er fløjet ind til Lukla eller har taget det lange, seje træk ind fra Jiri, og man følger normalruten videre mod Base Camp i et par dage, inden man tager stien mod øst og Chukung.
Her fra går en sti for øvrigt til toppen af Chukung Ri (5500 m), der forkæler med et af de panoramaer, Himalayadrømme er gjort af. Det er dog passene, den her rute handler om, så stien slynger sig over Kongma La (5535 m) i et øde, højalpint landskab, der ligger uden for de befærdede stier på standardruterne.
Stien mødes med standardruten til Base Camp i Lobuche, og efter en afstikker til Base Camp, hvis man lige vil have den med i købet, går ruten videre til Gokyo via Cho La (5420 m), inden det sidste pas venter i form af Renjo La (5345 m). Her fra tager det nogle dage tilbage til Namche Bazaar. Ruten over de tre pas er hård.
Den er for dem, der ønsker at komme væk fra standardruterne, indånde så meget tynd luft som muligt og ikke er bange for at tage lange, seje træk gennem bjergene. Én måde trekket ikke adskiller sig fra de andre ruter i området er, når det kommer til belønningerne. De er som alle andre steder i Everest-området enorme.
Everest-området byder på formidable muligheder for folk, der ikke anser toppen på den iltfattige side af 8000 meter som en mulighed, men som drømmer om at prøve kræfter med bjergbestigning under mere kontrollerede forhold, hvor det ikke er med livet som indsats.
Nepal har nemlig en række toppe, der går under betegnelsen trekking peaks. Her er for de flestes vedkommende tale om toppe på mellem 6000 og 6500 meters højde, hvor det er påkrævet, man har en guide. Toppene involverer samtidig brug af klatreudstyr som steigeisen, isøkser og reb, men der er sjældent teknisk klatring, så folk i god form, der er godt akklimatiseret, kan være med.
Selvfølgelig ligger et par af Nepals bedste trekkingpeaks i Everest-området: Island Peak (6189 m) og Mera Peak (6461 m). Den første ligger som en ø i et enormt, hvidt landskab af sne og is, deraf navnet.
Turen til toppen og ned igen kan klares på en enkelt dag, mens man på Mera Peak får et lidt større indblik i sand ekspeditionsbestigning med fremskudte lejre og flere dage på bjerget. Det er unødvendigt at gå dybere ind i beskrivelser af belønningerne i form af udsigter fra toppene. Man står trods alt midt i det højeste Himalaya.
Skal du bære dit eget grej, eller skal du hyre en bærer? Det er et gammelt dilemma, trekkere i Nepal har diskuteret i årtier. For er det okay at hyre en bærer? Altså rent etisk. Opdag Verdens holdning: selvfølgelig er det det. For mange nepalesere i området er det en mulighed for et job, som ellers kan være svært at få i et land, hvor 25 % lever under fattigdomsgrænsen. Men, når det er sagt, så skal din bærer selvfølgelig ikke slæbe som dem på billedet her. Det er de enkeltes trekkeres ansvar at sørge for, at det foregår under ordentlige forhold.
Går du gennem et bureau, så vær sikker på, at det behandler deres bærere ordentligt, og at de bærer et læs, der er acceptabelt. Vi har desuden ofte hørt, at trekkere ikke kan lide, at bærere og trekkere sidder hver for sig til måltider. Her er det dog vigtigt at huske på, at der ikke nødvendigvis er tale om en opdeling. Det handler nok snarere om, at bærerne er på arbejde, og det måske er meget rart med en pause for sig selv.
Der er to måder at trekke i Everest-området på: fra tehus til tehus eller med Telt. Begge dele er muligt, hvad enten man tager af sted på egen hånd eller på en guidet tur. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på; ikke en måde der er bedst, og en der er værst – hvad man vælger handler til dels om temperament og til dels om rutevalg.
Tehuse i Nepal er andet og mere end et sted at varme sig over en kop te. De kommer i alle mulige forskellige afskygninger og varierer i kvalitet, men fælles for dem er, at der er værelser at sove på, og at de serverer mad. De fungerer altså som (simple) hoteller og restauranter.
En af de åbenlyse fordele ved et tehustrek er, at du ikke behøver at slæbe særligt meget udstyr med ud på stierne. Medbring en god Sovepose, tøj og personlige ejendele, og du er klar til stierne. Desuden behøver du ikke slæbe proviant, og så kan tehusene være ganske hyggelige.
De, der overnatter i Telt i Nepal, er oftest en del af organiserede telttreks. De benytter sig af pladser i landsbyerne, men har tit eget køkkentelt, mad og kokke med på turen. Der er desuden bærere til at tage sig af campingudstyret, så man som oftest kun behøver en dagsrygsæk med tøj og snacks.
En af fordelene ved telttreks er, at man kan bevæge sig længere uden for de mest betrådte stier til områder med længere mellem landsbyerne..
De fine stier i hjertet af Himalaya, der fører gennem farverige rododendronskove og hyggelige landsbyer. De stemningsfulde buddhistiske klostre og historierne om afskyelige snemænd. Ekspeditionshistorier og evige udsyn til nogle af de mest dramatiske landskaber på kloden. Vandring i Nepal er en helhedsoplevelse, der er svær at hamle op med.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Tilmeld dig Opdag Verdens ugentlige nyhedsbrev, bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og vær blandt de første til at tilmelde dig.