Det smukke alternativ til Everest Base Camp

Alene over Renjo La

At se verdens højeste bjerg, Mount Everest, står højt på mange vandreres ønskeliste, og der er ofte voldsom trængsel på den traditionelle rute til Everest Base Camp i Nepal. Et alternativ, der stadig indeholder udsigt til Everest, men hvor man skal dele oplevelsen med langt færre, er turen over passet Renjo La til den øde Bhote Khosi-dal.

nepal2016---223-kopi.jpg
Skrevet af: Gitte Holtze
Opdateret den 25. jun 2022

At se verdens højeste bjerg, Mount Everest, står højt på mange vandreres ønskeliste, og der er ofte voldsom trængsel på den traditionelle rute til Everest Base Camp i Nepal. Et alternativ, der stadig indeholder udsigt til Everest, men hvor man skal dele oplevelsen med langt færre, er turen over passet Renjo La til den øde Bhote Khosi-dal.

Vi hiver efter vejret. Tager et par skridt. Langsomt. Men må alligevel snappe efter mundfulde af den luft, der her i godt 4.500 meters højde er pinefuldt tynd for lunger, der er vant til det fuldfede ilttryk i flade Danmark.

Stigningen er voldsom. Opad, opad, opad.

Først da jeg er oppe, hvor stien flader ud, kan jeg koncentrere mig om andet end det næste skridt og løfter hovedet. Først ser jeg bare mere af det barske klippelandskab, men så – lidt længere henne, er klipper afløst af vand, og ikke bare vand, men et vandspejl i en turkis nuance så klar, at havde jeg blot set et billede af det, ville jeg hårdnakket have påstået, at det var photoshoppet. Nu er jeg her selv og ser det med mine egne øjne. Og benytter lejligheden til at give mig selv en pause og bare sidde tavs og indtage synet.

Væk fra motorvejen
Vi er i Gokyodalen. En af de mange dybe dale i den del af Nepal, der populært går under navnet Everest-regionen, fordi det er her, verdens højeste bjerg ligger. Og ligesom Mount Everest tiltrækker bjergbestigere fra hele verden, drages også vandrere af den højeste top på kloden, om end det for deres vedkommende er Base Camp, der er endemålet.

Det betyder, at der forår og efterår, som er højsæson for både ekspeditioner og vandreture til Everest, er myldretid på de smalle stier mellem de høje bjerge. Et mylder af turister, guider, æsler, okser og af bærere; både dem, der bærer turisters bagage, og dem, der møjsommeligt bærer alt fra colaflasker til bygningsmaterialer til de fjerntliggende småbyer langt inde i bjergene.

Gokyodalen er en sidevej. Selv om den de senere år også er kommet på mange rejsebureauers menu på grund af de smukke søer, er det stadig som at dreje fra en motorvej ind på en landevej, når man forlader stien mod Everest Base Camp og begiver sig op gennem rododendronskoven til sæterne i Gokyodalen.

I to dage har vi gået over disse græsklædte sætere, med en fabelagtig udsigt til høje tinder, sneklædte toppe, rododendronbuske, edelweiss, små samlinger af bebyggelser og en enkel smal sti gennem det storslåede landskab, som vi har næsten for os selv. Vi kan se milevidt frem og ikke se nogen. Heller ikke da vi rammer den første af Gokyosøerne.

 

nepal2016 133 kopi

nepal2016 288 kopi

De hellige søer
Søerne er i flertal, for der er seks af dem i alt. De har skrevet sig ind i Wikipedia som værende nogen af de højest beliggende ferskvandssøer i verden - den af dem, som vi står ved, er den laveste og ligger i 4.560 meters højde.

Søerne er skabt af smeltevand fra gletsjere, og selv om vandet af samme årsag er isnende koldt, hopper hinduer hvert år i august i søerne i forbindelse med den årlige Janai Purnima Festival, fordi de – og buddhister – anser søerne for at være hellige. Som jeg sidder og betragter den skinnende turkise overflade, i et landskab ellers fuldstændigt domineret af blåhvid is og sort klippe, er det ikke svært at følge den tankegang. Noget så smukt må være noget særligt.

Og det bliver kun smukkere, som vi følger stien øst for søen og kort tid efter kommer til sø nummer to. Og tre.

Den tredje sø er flankeret af ikke kun stejle klippesider, det er også ved bredden af den, at byen Gokyo ligger. En forblæst samling træ- og stenhuse, der ligger og putter sig på den smalle bræmme af nogenlunde fladt land mellem søen og den vældige moræne, der vælter ned gennem landskabet lige bag byen. Flere af husene er tehuse, forGokyo lever primært af de turister, der kommer denne vej.

Vi finder hurtigt det af dem, der skal agere vores hjem de næste dage. Parkerer vandrestave udenfor og sætter kurs mod fællesrummet og frokost. Og går så i stå, for selv om her er, hvad der er i ethvert fællesrum i ethvert tehus i Nepal – borde flankeret af bænke langs hele bagvæggen og en ovn i midten – er her også en næsten overjordisk udsigt til søen. Fra hvert af de store vinduer ser man direkte ud på det glitrende vandspejl.

nepal2016 228 kopi

Kolossen set fra toppen
Vi ser på det resten af eftermiddagen. Det og det bjerg, der tårner sig op til højre for søen. Det er Gokyo Ri, hvis top befinder sig godt 600 højdemeter over søen og byen. Set fra tehuset virker bjerget lodret, og stien der fører til toppen, kan end ikke anes herfra.

Det kan den, da vi næste morgen står på den, og selv om bjerget ikke har en hældning på 90 grader, er opstigningen stejl og kræver skridt i slowmotion for ikke at blive kvalt i forsøget på at hive den ilt ned i lungerne, som de skriger efter. Vel oppe glemmer jeg lynhurtigt anstrengelserne. Hvis Gokyosøen var flot set fra søbredden, er den fra toppen af en sådan kaliber, at ord er for fattige til at beskrive det.

Det samme gælder udsigten til Everest. Mount Everest er ikke et elegant bjerg – det er en klump, der imponerer mere i sin størrelse end sin udformning, men set heroppe fra, i det krystalklare vejr og den skarpe sol, ser det næsten elegant ud, som det står der og er de øvrige giganter i rækken af bjergtinder langt overlegen.

Karavaner og flygtninge
Det samme kan vi konstatere, da vi et par dage efter forlader Gokyo og bevæger os op mod Renjo La, passet mellem Gokyo-dalen og den næste dal mod vest. Langt de fleste af dem, der fylder sengene i tehusene i Gokyo, er på vej fra eller til Everest Base Camp. De er kommet hertil eller skal videre herfra over Cho La; et pas mellem Gokyo-dalen og Everest-dalen.

Vi går i den modsatte retning. Følger en nedtrampet sti rundt om Gokyosøen og starter opstigningen mod passet. Stien bliver smallere og smallere, stigningen mere og mere stejl, indtil den flader ud på et stort vindomsust plateau. Hvorfra vi igen kan betragte verdens højeste top. Og de 8000-meter kolosser, der ligger ved siden af Everest.

Renjo La er et smalt pas, så smalt, at der kun lige er plads til at stå tæt sammen og nyde den forrygende udsigt: Gokyosøen langt under os, Everest langt over os. Vi tager billeder, der kun minimalt yder udsigten retfærdighed. Derefter er det farvel til Gokyosøerne, da vi bevæger os nedad på den anden side af passet. Mod endnu en dal, og endnu et område, der i endnu sjældnere grad end Gokyo-dalen ser turister.

Ikke at der aldrig kommer nogen i Bhote Kosi-dalen, for det gør der, og det har der gjort i hundredvis af år. Dalen er en del af karavanevejen mellem Tibet og Nepal, og for enden af den ligger passet Nangpa La, som udgør grænsen mellem Nepal og Tibet.

Og som ikke kun fungerer som grænseovergang for varer, det er også via Nangpa La og Bhote Kosi-dalen, tibetanere er flygtet fra det kinesiske styre. Passet overvåges stadig af kinesisk politi, og man kan ikke google Nangpa La uden at støde på den tragiske historie om en 17-årig tibetaner, der blev skudt under et flugtforsøg i 2006.

nepal2016 313 kopi

Som Everest-dalen for 20 år siden
Mens vi langsomt stiger ned mod dalen, ser vi hverken tibetanske flygtninge eller handelsrejsende. Vi ser ingen. Vi er i et landskab, der aldrig har set et tehus, for der kommer meget få turister her. Her er bare den flod, der løber i bunden af dalen, og de høje tinder, der tavst tårner sig op på hver side af den.

Her er øde, vildt, barsk og råt.

Vi sover en enkelt nat i et tehus, som de så ud i Everest-dalen for 20 år siden. Primitivt, uden gulv, toilettet et skur på den vindblæste mark udenfor. Dagen efter går vi op mod Nangpa La-passet.

Vi skal ikke helt op til passet, ikke engang tæt på, men vi skal, som man gjorde, før tehusene blev standard for vandreture i det meste af Nepal, ud, hvor teltovernatning er den eneste mulighed. Så vi går, op gennem dalen, går i timer, og vi møder ingen – ingen mennesker, ingen dyr, ingen bebyggelse. Bare den rå natur.

Sidst på dagen gør vi holdt og slår telte op – udover dem, vi skal sove i, er der et messetelt og et telt over et hul i jorden, der fungerer som toilet, og som er placeret på den anden side af en strømmende bæk lidt væk fra resten af lejren. Da solen er gået ned bag bjergtoppene og temperaturen er faldet, finder vi ind i messeteltet til en hyggelig middag i pandelampe- og stearinlysskær. Bagefter flygter vi fra kulden langt ned i soveposerne.

Da jeg vågner om natten og skal tisse, er den strømmende bæk blevet til is, og presenningen rundt om ”toilettet” frosset stift som et bræt. Men jeg glemmer kulden, da jeg på vej tilbage til teltet slukker pandelampen og ser op på den stjernehimmel, der vælter ned over mig.

Og det er den, jeg husker, da jeg nogle dage efter sidder på et toilet af vestlig standard på et tehus tilbage på motorvejen fra Everest Base Camp. For ja, det er komfortabelt – og varmere – men det taber alligevel i sammenligning med en nat langt oppe i dalen mod Tibet. Hvordan kan det andet? Træk-og-slip har man hver dag, at stå under stjernerne omgivet af høje bjerge er en ener.

nepal2016 336 kopi

nepal2016 346 kopi


Udsigt til fire 8000’ere

Der er 14 bjerge i verden, der rager mere end 8.000 meter op over havoverfladen. Otte af disse giganter ligger i Nepal, og fra toppen af Gokyo Ri har man udsigt til fire af dem på en gang. Udover Mount Everest på 8.848 meter er det Lhotse, Makalu og Cho Oyu på henholdsvis 8.515 meter, 8.485 meter og 8.201 meter.
De fire øvrige ottetusindere i Nepal er Kangchenjunga på 8.586 meter, Dhaulagiri på 8.167 meter, Manaslu på 8.163 meter og Annapurna på 8.091 meter.


Kathmandu

Alle vandreture i Nepal starter og slutter på sin vis i landets hovedstad, Kathmandu, og det er oplagt at bruge en dag eller to på at opleve den.

Blandt andet ved at besøge et af de mange templer eller monumenter, f.eks. Pashupatihnath, som er Nepals vigtigste hindutempel, eller Boudhanath, som er en imponerende buddhitisk stupa og et af de mest hellige steder for de tibetanske buddhister.

En vandring i de små, snoede gader i bydelen Thamel må man heller ikke gå glip af. Det er også her, det meste turistshopping foregår. Bliver det for meget hustle and bustle (Kathmandu ér kaotisk!), kan man finde ro i Garden of Dreams ved Kings Palace.

 nepal2016 56 kopi

nepal2016 133 kopi

nepal2016 288 kopi

De hellige søer
Søerne er i flertal, for der er seks af dem i alt. De har skrevet sig ind i Wikipedia som værende nogen af de højest beliggende ferskvandssøer i verden - den af dem, som vi står ved, er den laveste og ligger i 4.560 meters højde.

Søerne er skabt af smeltevand fra gletsjere, og selv om vandet af samme årsag er isnende koldt, hopper hinduer hvert år i august i søerne i forbindelse med den årlige Janai Purnima Festival, fordi de – og buddhister – anser søerne for at være hellige. Som jeg sidder og betragter den skinnende turkise overflade, i et landskab ellers fuldstændigt domineret af blåhvid is og sort klippe, er det ikke svært at følge den tankegang. Noget så smukt må være noget særligt.

Og det bliver kun smukkere, som vi følger stien øst for søen og kort tid efter kommer til sø nummer to. Og tre.

Den tredje sø er flankeret af ikke kun stejle klippesider, det er også ved bredden af den, at byen Gokyo ligger. En forblæst samling træ- og stenhuse, der ligger og putter sig på den smalle bræmme af nogenlunde fladt land mellem søen og den vældige moræne, der vælter ned gennem landskabet lige bag byen. Flere af husene er tehuse, forGokyo lever primært af de turister, der kommer denne vej.

Vi finder hurtigt det af dem, der skal agere vores hjem de næste dage. Parkerer vandrestave udenfor og sætter kurs mod fællesrummet og frokost. Og går så i stå, for selv om her er, hvad der er i ethvert fællesrum i ethvert tehus i Nepal – borde flankeret af bænke langs hele bagvæggen og en ovn i midten – er her også en næsten overjordisk udsigt til søen. Fra hvert af de store vinduer ser man direkte ud på det glitrende vandspejl.

nepal2016 228 kopi

Kolossen set fra toppen
Vi ser på det resten af eftermiddagen. Det og det bjerg, der tårner sig op til højre for søen. Det er Gokyo Ri, hvis top befinder sig godt 600 højdemeter over søen og byen. Set fra tehuset virker bjerget lodret, og stien der fører til toppen, kan end ikke anes herfra.

Det kan den, da vi næste morgen står på den, og selv om bjerget ikke har en hældning på 90 grader, er opstigningen stejl og kræver skridt i slowmotion for ikke at blive kvalt i forsøget på at hive den ilt ned i lungerne, som de skriger efter. Vel oppe glemmer jeg lynhurtigt anstrengelserne. Hvis Gokyosøen var flot set fra søbredden, er den fra toppen af en sådan kaliber, at ord er for fattige til at beskrive det.

Det samme gælder udsigten til Everest. Mount Everest er ikke et elegant bjerg – det er en klump, der imponerer mere i sin størrelse end sin udformning, men set heroppe fra, i det krystalklare vejr og den skarpe sol, ser det næsten elegant ud, som det står der og er de øvrige giganter i rækken af bjergtinder langt overlegen.

Karavaner og flygtninge
Det samme kan vi konstatere, da vi et par dage efter forlader Gokyo og bevæger os op mod Renjo La, passet mellem Gokyo-dalen og den næste dal mod vest. Langt de fleste af dem, der fylder sengene i tehusene i Gokyo, er på vej fra eller til Everest Base Camp. De er kommet hertil eller skal videre herfra over Cho La; et pas mellem Gokyo-dalen og Everest-dalen.

Vi går i den modsatte retning. Følger en nedtrampet sti rundt om Gokyosøen og starter opstigningen mod passet. Stien bliver smallere og smallere, stigningen mere og mere stejl, indtil den flader ud på et stort vindomsust plateau. Hvorfra vi igen kan betragte verdens højeste top. Og de 8000-meter kolosser, der ligger ved siden af Everest.

Renjo La er et smalt pas, så smalt, at der kun lige er plads til at stå tæt sammen og nyde den forrygende udsigt: Gokyosøen langt under os, Everest langt over os. Vi tager billeder, der kun minimalt yder udsigten retfærdighed. Derefter er det farvel til Gokyosøerne, da vi bevæger os nedad på den anden side af passet. Mod endnu en dal, og endnu et område, der i endnu sjældnere grad end Gokyo-dalen ser turister.

Ikke at der aldrig kommer nogen i Bhote Kosi-dalen, for det gør der, og det har der gjort i hundredvis af år. Dalen er en del af karavanevejen mellem Tibet og Nepal, og for enden af den ligger passet Nangpa La, som udgør grænsen mellem Nepal og Tibet.

Og som ikke kun fungerer som grænseovergang for varer, det er også via Nangpa La og Bhote Kosi-dalen, tibetanere er flygtet fra det kinesiske styre. Passet overvåges stadig af kinesisk politi, og man kan ikke google Nangpa La uden at støde på den tragiske historie om en 17-årig tibetaner, der blev skudt under et flugtforsøg i 2006.

nepal2016 313 kopi

Som Everest-dalen for 20 år siden
Mens vi langsomt stiger ned mod dalen, ser vi hverken tibetanske flygtninge eller handelsrejsende. Vi ser ingen. Vi er i et landskab, der aldrig har set et tehus, for der kommer meget få turister her. Her er bare den flod, der løber i bunden af dalen, og de høje tinder, der tavst tårner sig op på hver side af den.

Her er øde, vildt, barsk og råt.

Vi sover en enkelt nat i et tehus, som de så ud i Everest-dalen for 20 år siden. Primitivt, uden gulv, toilettet et skur på den vindblæste mark udenfor. Dagen efter går vi op mod Nangpa La-passet.

Vi skal ikke helt op til passet, ikke engang tæt på, men vi skal, som man gjorde, før tehusene blev standard for vandreture i det meste af Nepal, ud, hvor teltovernatning er den eneste mulighed. Så vi går, op gennem dalen, går i timer, og vi møder ingen – ingen mennesker, ingen dyr, ingen bebyggelse. Bare den rå natur.

Sidst på dagen gør vi holdt og slår telte op – udover dem, vi skal sove i, er der et messetelt og et telt over et hul i jorden, der fungerer som toilet, og som er placeret på den anden side af en strømmende bæk lidt væk fra resten af lejren. Da solen er gået ned bag bjergtoppene og temperaturen er faldet, finder vi ind i messeteltet til en hyggelig middag i pandelampe- og stearinlysskær. Bagefter flygter vi fra kulden langt ned i soveposerne.

Da jeg vågner om natten og skal tisse, er den strømmende bæk blevet til is, og presenningen rundt om ”toilettet” frosset stift som et bræt. Men jeg glemmer kulden, da jeg på vej tilbage til teltet slukker pandelampen og ser op på den stjernehimmel, der vælter ned over mig.

Og det er den, jeg husker, da jeg nogle dage efter sidder på et toilet af vestlig standard på et tehus tilbage på motorvejen fra Everest Base Camp. For ja, det er komfortabelt – og varmere – men det taber alligevel i sammenligning med en nat langt oppe i dalen mod Tibet. Hvordan kan det andet? Træk-og-slip har man hver dag, at stå under stjernerne omgivet af høje bjerge er en ener.

nepal2016 336 kopi

nepal2016 346 kopi


Udsigt til fire 8000’ere

Der er 14 bjerge i verden, der rager mere end 8.000 meter op over havoverfladen. Otte af disse giganter ligger i Nepal, og fra toppen af Gokyo Ri har man udsigt til fire af dem på en gang. Udover Mount Everest på 8.848 meter er det Lhotse, Makalu og Cho Oyu på henholdsvis 8.515 meter, 8.485 meter og 8.201 meter.
De fire øvrige ottetusindere i Nepal er Kangchenjunga på 8.586 meter, Dhaulagiri på 8.167 meter, Manaslu på 8.163 meter og Annapurna på 8.091 meter.


Kathmandu

Alle vandreture i Nepal starter og slutter på sin vis i landets hovedstad, Kathmandu, og det er oplagt at bruge en dag eller to på at opleve den.

Blandt andet ved at besøge et af de mange templer eller monumenter, f.eks. Pashupatihnath, som er Nepals vigtigste hindutempel, eller Boudhanath, som er en imponerende buddhitisk stupa og et af de mest hellige steder for de tibetanske buddhister.

En vandring i de små, snoede gader i bydelen Thamel må man heller ikke gå glip af. Det er også her, det meste turistshopping foregår. Bliver det for meget hustle and bustle (Kathmandu ér kaotisk!), kan man finde ro i Garden of Dreams ved Kings Palace.

 nepal2016 56 kopi

Find din næste tur her


Priser fra 33.950,-
Fællesture
Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Priser fra 32.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Faktaboks

Transport
Flyv retur til Kathmandu fra 5.500 kr. En returbillet til Lukla, hvor trekket starter, med mindre man går den lange vej ind fra Jiri, koster cirka 2.000 kr.

Overnatning 
Vi overnattede i tehuse samt en enkelt nat i telt. Regn med at det koster fra cirka 30 kr. per nat i tehusene. I Kathmandu koster en overnatning fra 200 kr. Tager man turen som en pakkerejse, er overnatninger inkluderet i prisen. En pakkerejse koster cirka 20.000 kr. inkl. fly, overnatninger, guider og enkelte måltider.

Niveau
Turen er teknisk nem, og alle, der kan gå 6-8 timer om dagen med en let oppakning, kan være med. Højden kan dog være drøj, og det er vigtigt, der er ordentligt tid til at akklimatisere, så man ikke får højdesyge.

Årstid
I foråret eller efteråret. Om sommeren rammer monsunregnen, og om vinteren er det for koldt til de flestes komfortniveau.

Højdesyge 
Man er meget af tiden i højder over 3.000 meter, og højdesyge er en reel risiko. Drik meget vand, cirka tre liter om dagen, og gå i et langsomt tempo. Symptomerne er bl.a. kvalme og voldsom hovedpine. Eneste kur at gå ned.

Om forfatteren


Gitte Holtze Gitte Holtze

Gitte Holtze

Gitte Holtze er journalist, forfatter, foredragsholder og ikke mindst vandrer. I 2018 gik Gitte den knapt 4.300 kilometer lange Pacific Crest Trail fra Mexico til Canada, og siden har hun blandt andet

Andre spændende artikler


Trekking i Nepal

Trekking i Nepal

Et anderledes trek til Mount Everest Base Camp

Et anderledes trek til Mount Everest Base Camp

Til tops på Mera Peak

Til tops på Mera Peak

Log ind