Du er her:
  • ARTIKLER
  • Trekking med børn ved Everest

Trekking med børn ved Everest

 
image8.jpg
Skrevet af: Christine Ramsing og Bettina Juhl Nielsen
Opdateret den 25. jun 2022
 

Kan man tage tre børn på 12, 15 og 17 år med til Himalaya for at trekke ind mod verdens højeste bjerg? Selvfølgelig. To kusiner begiver sig ud på stierne i Nepal sammen med deres børn, og en ny verden åbner sig.

Vi er landet i Kathmandu. Børnenes første kulturchok. I et mylder af mennesker afslår vi den første taxi, da vi ikke bare hopper på det første og bedste bud. Børnene kigger lamslået, da vi taktfast går videre, om på bagsiden af taxipladsen, og finder en lille, billig taxi.

Snart hoster taxien af sted. Fem passagerer i en lille bil omgivet af støv, mennesker og trafikkaos på bumlede veje mod Thamel midt i Kathmandu, hvor vi skal bo. Bagagen ligger ubundet på taget, og børnene kigger noget forskrækkede bagud for at se, om vi nu taber den på vejen, inden vi overhovedet når frem. 

Det er to måneder siden, vores to familier mødtes for at planlægge den 20 dages lange rejse, hvor af de fem dage kommer til at stå på trekkingturen til Namche Bazaar og et Everest-udsigtspunkt i 4000 meters højde.

Vi er to kusiner i 40’erne med sammenlagt tre børn på henholdsvis 12, 15 og 17 år. Børnene blev præsenteret for et hjemmelavet kort over Nepal, hvor alle de planlagte destinationer var tegnet ind, og vi tilberedte nepalesisk mad.

Hovedretten var selvfølgelig dal bath, den klassiske nepalesiske ret med ris og linser, samt naanbrød. Det var vigtigt for os, at alle tog et fælles ansvar for at få delt viden og forberedt turen, så vi havde skrevet opgaver om byer, seværdigheder, klima, flag, mad, valuta, hoteller og trekking ned på små papirlapper.

Vi trak hver to lapper, satte tid af til forberedelse og præsenterede så vores svar for hinanden. Senere har vi forsøgt at forberede børnene mentalt på, at levestandarden bliver noget mere primitiv, end de er vant til herhjemme.

 

 

image3

Vandfald og hængebroer
Miniflyet har plads til 18 mennesker og skal bringe os fra Kathmandu til Lukla i 2850 meters højde. Snart tårner verdens højeste bjerge sig op på horisonten. Det er et storslået syn, og vi er alle spændte på at komme frem til den lille bjerglandsby.

Først skal flyet dog på jorden igen. Landingsbanen i Lukla er blandt de korteste i verden, og foran flyet kommer en stor klippe for enden af landingsbanen os i møde. Da flyet endelig gør stop, tørrer vi sveden af panden, lettede over at komme levende frem.

Snart er vi af sted på stien. Vi har tre timers vandring til Phakding, hvor vi skal overnatte. Vi skal vænne os til højden, og børnene har allerede hørt skrækhistorier om hovedpine, vejrtrækningsproblemer og højdesyge. Vi er alle nervøse for, om det påvirker os. Heldigvis har vi to unge bærere på 20 år til at bære vores to spartansk pakkede rygsække.

Derudover har vi den skønneste guide. Bhim taler engelsk, har stor erfaring med at vandre i bjergene og charmerer hurtigt alle med humor, et skønt grin og gode guidelines omkring kultur og passende opførsel. Naturen er storslået. Smalle stenstier bugter sig op og ned i bjergene.

Her er vandfald, floder og hængebroer, og vi må springe til side for yakokser, æsler og sherpaer, som bærer enorme læs på ryggen. Vi vandrer gennem smålandsbyer, hvor husene er bygget af sten og har jordgulve og åben ild indendørs.

Herude bliver der taget god imod tre danske børn. Børn i alle aldre, med de smukkeste ansigter, hilser os velkommen med håndfladerne samlet foran brystet og et namaste; den traditionelle, nepalesiske hilsen. Vores børn føler sig velkomne, og den hjertevarme stemning i landsbyerne gør stort indtryk på hele familien.

De løber, skriger, griner, giver vaskere, og pludselig har vi gået de 600 højdemeter.

image9

Hyggestue og råddenskab
Hen på eftermiddagen ankommer vi til det første lodge, hvor vi får fine dobbeltværelser. Som mange andre lodges, eller tehuse om man vil, er det familieejet. Der bliver udskænket te og kaffe i fællesstuen, hvor andre trekkere allerede varmer sig.

Her er mange nationaliteter, og der bliver ivrigt udvekslet trekkingerfaringer, drøftet udstyr, grinet og spillet kort. Selvom vi har købt turen som en samlet pakke med guide, bærere, overnatning og forplejning, kan vi selv vælge mellem diverse retter på menukortet – alt lige fra pomfritter, pasta med tomatsauce og pizza til nepalesiske retter, karryretter og stegte nudler.

Sådan foregår alle måltider på trekket, og maden er overraskende god. Vores guide fraråder os dog at spise kød, da det bliver båret op fra Kathmandu af bærere på stierne og dermed er lang tid undervejs, inden det lander på tallerkenen. Da vi ser en dreng og en mand ude på stierne, som slæber kød i store kurve, der stinker af råddenskab, er vi ikke længere i tvivl: vi skal leve vegetarisk på vandreturen.

image6

Bedemøller og mantraer
På dag to bevæger vi os mod Namche Bazaar i 3400 meters højde. Stien bugter sig op og ned dagen lang, og vi er heldige at vandre i smukt solskin. Vi er bjergtagede af det smukke landskab, stupaerne, bedeflagene og de tibetanske bedemøller, som ungerne snurrer, hver gang de ser en, så en klokke ringer. Børnene er også meget betaget af de mange mantraer, som er hugget og malet ind i store sten.

”Husk at gå til venstre om dem. Det bringer held,” formaner Bhim.
Vi lærer hurtigt at gå venstre om stupaer og manivægge og kun at rulle bedemøllerne med højre hånd. Venstre hånd bliver betragtet som uren, idet nepaleserne bruger den til at vaske sig med, når de har været på toilet.

Apropos, så ligger der ind mellem toiletter mellem landsbyerne, hvor man må stå op, da der ikke er siddetoiletter med træk og slip. Børnene lærer hurtigt, at den medbragte toiletrulle er ens bedste ven. Alle lodges har dog ’western style toilets’, så ingen lider nogen nød. Og den gode, nepalesiske vegetarmad holder maverne i god form.

De mange højdemeter gør indtryk på os. Især når Bhim siger ”slowly, slowly” og fortæller historier om, hvor farlig højdesyge er, og hvor vigtigt det er at akklimatisere. Undervejs ser vi en mand med benene i vejret, da han er dårlig med højdesyge.

Andre kaster op på hotellet om natten. Børnene oplever kun kortvarig hovedpine og at være forpustede, men Bhim sikrer gode, fornuftige rammer for at undgå højdesyge.

image5

Everest og lakridspiber
På vores tredje dag skal vi vandre fra Namche Bazaar op til et udsigtspunkt i 4000 meters højde, hvor man kan se Mt. Everest. Vi vågner til det smukkeste solskinsvejr.

Sneklædte bjerge står stolte og giver os fin udsigt fra de gode værelser, hvor der er blevet sovet igennem under varme dyner siden i går klokken 21. Vi vandrer af sted efter morgenmaden klokken 7.00.

Det kræver ikke mange højdemeter, før vi går med bare arme i solskin, og sneen ligger blød og ren på jorden. Hurtigt har de tre børn gang i en sneboldkamp med de unge sherpaer, som i dag slipper for at bære rygsækkene.

De løber, skriger, griner, giver vaskere, og pludselig har vi gået de 600 højdemeter. Bjergene knejser mod himlen i det skønne vejr, og vi ser Mount Everest – verdens højeste bjerg! Det syn må fejres, og alle får en lakridspibe, et godt grin og foreviger øjeblikket på masser af billeder.

shutterstock 381942436 Vadi

Beundring og ærgrelse
Den sidste vandredag er en lang dag med cirka 20 kilometer tilbage til Lukla. Det går meget ned ad, så det glider let for børnene. En gang daal bath plus pomfritter undervejs giver ny energi. Bedehjulene bliver snurret, der bliver gået til venstre, mantraet Om Mani Padme Hum kan høres fra Lukla, og endelig er vi fremme ved målet; eller tilbage ved udgangspunktet.

Et øjebliks lettelse, men mest ærgrelse – eventyret er bragt til ende. Den klare luft, de sneklædte bjerge, de søde bjergfolk, den varme modtagelse af børnene, venskabet med sherpaerne. Det er farvel til Bhim med verdens bedste grin og farvel til verdens højeste bjerge.

Børnene ser på hinanden. De taler om de mange vandrere, de har mødt, som var på vej til Everest Base Camp. Et nyt eventyr åbner sig: drømmen om den næste vandretur, der skal gå hele vejen op til Everest Base Camp. Vi er nu ikke længere i tvivl om, at vi kunne gennemføre sådan en tur.

Vi har mødt folk fra mange forskellige nationer, men ingen med børn. Alle, vi har mødt, har taget godt i mod vores tre børn, som nemt er faldet i snak og har kørt det bedste engelske, de har lært. Mange vandrere har udtrykt beundring, men samtidig ærgrelse, over, at de ikke selv har rejst med deres børn.

For os har det været en ubeskrivelig oplevelse. Vi har mærket, hvordan turen har åbnet hjerter, skabt relationer – både mellem os og andre – og styrket børnenes udholdenhed og nysgerrighed efter nye, storslåede oplevelser.


shutterstock 434163799 R.M.

Lakridspiber og Dagens Vandrer

På trekket blev børnene dagligt motiveret via små konkurrencer. Hver dag gættede de på dagens udgift pr. person og dagens kilometerantal. Det gav dem en fornemmelse for udgifterne, samt stolthed når der blev gået mellem 11 og 22 kilometer.

Børnene trekkede, som havde de aldrig prøvet andet, og almindelig god børneform var tilstrækkeligt. Alle konkurrencer blev gennemført om aftenen efter maden, og vinderne blev præmieret med små slikpræmier.

Til sidst blev dagens vandrer kåret, hvilket var dagens højdepunkt. Her nominerede alle i familien en kandidat til dagens vandrer og begrundede, hvorfor de indstillede den pågældende person.

Den kandidat, der løb med æren, kunne for eksempel have slidt ekstra på dagens gåtur, have vist overskud over for andre eller udvist god holdånd. Dagens vandrer blev belønnet med en dansk lakridspibe.


3 trekkere – 3 højdepunkter

Sofus (17 år): ”Det fedeste for mig var, da verdens højeste bjerge, inklusiv Mount Everest, stod i strålende solskin foran os ved Everest-udsigtspunktet. Derudover er jeg vældig imponeret over, hvordan de har båret et billardbord og øl på ryggen op til 3400 meters højde ad de smalle stier.”

Matilde (15 år): ”Jeg var overrasket over den gode mad, sengene og at jeg fik et hot shower.”

Bertram (12 år): ”Det bedste ved trekkingturen var sneboldkampen, og at sherpaerne fik lært, hvordan man giver en ordentlig vasker.”


Meget mere Everest på opdagverden.dk 

Trekket fra Lukla til Namche Bazaar følger den samme rute, som det klassiske trek, der fører videre op til Everest Base Camp. Du kan finde meget mere om det trek, lokal kultur i området og historier om bjergbestigning på www.opdagverden.dk

image3

Vandfald og hængebroer
Miniflyet har plads til 18 mennesker og skal bringe os fra Kathmandu til Lukla i 2850 meters højde. Snart tårner verdens højeste bjerge sig op på horisonten. Det er et storslået syn, og vi er alle spændte på at komme frem til den lille bjerglandsby.

Først skal flyet dog på jorden igen. Landingsbanen i Lukla er blandt de korteste i verden, og foran flyet kommer en stor klippe for enden af landingsbanen os i møde. Da flyet endelig gør stop, tørrer vi sveden af panden, lettede over at komme levende frem.

Snart er vi af sted på stien. Vi har tre timers vandring til Phakding, hvor vi skal overnatte. Vi skal vænne os til højden, og børnene har allerede hørt skrækhistorier om hovedpine, vejrtrækningsproblemer og højdesyge. Vi er alle nervøse for, om det påvirker os. Heldigvis har vi to unge bærere på 20 år til at bære vores to spartansk pakkede rygsække.

Derudover har vi den skønneste guide. Bhim taler engelsk, har stor erfaring med at vandre i bjergene og charmerer hurtigt alle med humor, et skønt grin og gode guidelines omkring kultur og passende opførsel. Naturen er storslået. Smalle stenstier bugter sig op og ned i bjergene.

Her er vandfald, floder og hængebroer, og vi må springe til side for yakokser, æsler og sherpaer, som bærer enorme læs på ryggen. Vi vandrer gennem smålandsbyer, hvor husene er bygget af sten og har jordgulve og åben ild indendørs.

Herude bliver der taget god imod tre danske børn. Børn i alle aldre, med de smukkeste ansigter, hilser os velkommen med håndfladerne samlet foran brystet og et namaste; den traditionelle, nepalesiske hilsen. Vores børn føler sig velkomne, og den hjertevarme stemning i landsbyerne gør stort indtryk på hele familien.

De løber, skriger, griner, giver vaskere, og pludselig har vi gået de 600 højdemeter.

image9

Hyggestue og råddenskab
Hen på eftermiddagen ankommer vi til det første lodge, hvor vi får fine dobbeltværelser. Som mange andre lodges, eller tehuse om man vil, er det familieejet. Der bliver udskænket te og kaffe i fællesstuen, hvor andre trekkere allerede varmer sig.

Her er mange nationaliteter, og der bliver ivrigt udvekslet trekkingerfaringer, drøftet udstyr, grinet og spillet kort. Selvom vi har købt turen som en samlet pakke med guide, bærere, overnatning og forplejning, kan vi selv vælge mellem diverse retter på menukortet – alt lige fra pomfritter, pasta med tomatsauce og pizza til nepalesiske retter, karryretter og stegte nudler.

Sådan foregår alle måltider på trekket, og maden er overraskende god. Vores guide fraråder os dog at spise kød, da det bliver båret op fra Kathmandu af bærere på stierne og dermed er lang tid undervejs, inden det lander på tallerkenen. Da vi ser en dreng og en mand ude på stierne, som slæber kød i store kurve, der stinker af råddenskab, er vi ikke længere i tvivl: vi skal leve vegetarisk på vandreturen.

image6

Bedemøller og mantraer
På dag to bevæger vi os mod Namche Bazaar i 3400 meters højde. Stien bugter sig op og ned dagen lang, og vi er heldige at vandre i smukt solskin. Vi er bjergtagede af det smukke landskab, stupaerne, bedeflagene og de tibetanske bedemøller, som ungerne snurrer, hver gang de ser en, så en klokke ringer. Børnene er også meget betaget af de mange mantraer, som er hugget og malet ind i store sten.

”Husk at gå til venstre om dem. Det bringer held,” formaner Bhim.
Vi lærer hurtigt at gå venstre om stupaer og manivægge og kun at rulle bedemøllerne med højre hånd. Venstre hånd bliver betragtet som uren, idet nepaleserne bruger den til at vaske sig med, når de har været på toilet.

Apropos, så ligger der ind mellem toiletter mellem landsbyerne, hvor man må stå op, da der ikke er siddetoiletter med træk og slip. Børnene lærer hurtigt, at den medbragte toiletrulle er ens bedste ven. Alle lodges har dog ’western style toilets’, så ingen lider nogen nød. Og den gode, nepalesiske vegetarmad holder maverne i god form.

De mange højdemeter gør indtryk på os. Især når Bhim siger ”slowly, slowly” og fortæller historier om, hvor farlig højdesyge er, og hvor vigtigt det er at akklimatisere. Undervejs ser vi en mand med benene i vejret, da han er dårlig med højdesyge.

Andre kaster op på hotellet om natten. Børnene oplever kun kortvarig hovedpine og at være forpustede, men Bhim sikrer gode, fornuftige rammer for at undgå højdesyge.

image5

Everest og lakridspiber
På vores tredje dag skal vi vandre fra Namche Bazaar op til et udsigtspunkt i 4000 meters højde, hvor man kan se Mt. Everest. Vi vågner til det smukkeste solskinsvejr.

Sneklædte bjerge står stolte og giver os fin udsigt fra de gode værelser, hvor der er blevet sovet igennem under varme dyner siden i går klokken 21. Vi vandrer af sted efter morgenmaden klokken 7.00.

Det kræver ikke mange højdemeter, før vi går med bare arme i solskin, og sneen ligger blød og ren på jorden. Hurtigt har de tre børn gang i en sneboldkamp med de unge sherpaer, som i dag slipper for at bære rygsækkene.

De løber, skriger, griner, giver vaskere, og pludselig har vi gået de 600 højdemeter. Bjergene knejser mod himlen i det skønne vejr, og vi ser Mount Everest – verdens højeste bjerg! Det syn må fejres, og alle får en lakridspibe, et godt grin og foreviger øjeblikket på masser af billeder.

shutterstock 381942436 Vadi

Beundring og ærgrelse
Den sidste vandredag er en lang dag med cirka 20 kilometer tilbage til Lukla. Det går meget ned ad, så det glider let for børnene. En gang daal bath plus pomfritter undervejs giver ny energi. Bedehjulene bliver snurret, der bliver gået til venstre, mantraet Om Mani Padme Hum kan høres fra Lukla, og endelig er vi fremme ved målet; eller tilbage ved udgangspunktet.

Et øjebliks lettelse, men mest ærgrelse – eventyret er bragt til ende. Den klare luft, de sneklædte bjerge, de søde bjergfolk, den varme modtagelse af børnene, venskabet med sherpaerne. Det er farvel til Bhim med verdens bedste grin og farvel til verdens højeste bjerge.

Børnene ser på hinanden. De taler om de mange vandrere, de har mødt, som var på vej til Everest Base Camp. Et nyt eventyr åbner sig: drømmen om den næste vandretur, der skal gå hele vejen op til Everest Base Camp. Vi er nu ikke længere i tvivl om, at vi kunne gennemføre sådan en tur.

Vi har mødt folk fra mange forskellige nationer, men ingen med børn. Alle, vi har mødt, har taget godt i mod vores tre børn, som nemt er faldet i snak og har kørt det bedste engelske, de har lært. Mange vandrere har udtrykt beundring, men samtidig ærgrelse, over, at de ikke selv har rejst med deres børn.

For os har det været en ubeskrivelig oplevelse. Vi har mærket, hvordan turen har åbnet hjerter, skabt relationer – både mellem os og andre – og styrket børnenes udholdenhed og nysgerrighed efter nye, storslåede oplevelser.


shutterstock 434163799 R.M.

Lakridspiber og Dagens Vandrer

På trekket blev børnene dagligt motiveret via små konkurrencer. Hver dag gættede de på dagens udgift pr. person og dagens kilometerantal. Det gav dem en fornemmelse for udgifterne, samt stolthed når der blev gået mellem 11 og 22 kilometer.

Børnene trekkede, som havde de aldrig prøvet andet, og almindelig god børneform var tilstrækkeligt. Alle konkurrencer blev gennemført om aftenen efter maden, og vinderne blev præmieret med små slikpræmier.

Til sidst blev dagens vandrer kåret, hvilket var dagens højdepunkt. Her nominerede alle i familien en kandidat til dagens vandrer og begrundede, hvorfor de indstillede den pågældende person.

Den kandidat, der løb med æren, kunne for eksempel have slidt ekstra på dagens gåtur, have vist overskud over for andre eller udvist god holdånd. Dagens vandrer blev belønnet med en dansk lakridspibe.


3 trekkere – 3 højdepunkter

Sofus (17 år): ”Det fedeste for mig var, da verdens højeste bjerge, inklusiv Mount Everest, stod i strålende solskin foran os ved Everest-udsigtspunktet. Derudover er jeg vældig imponeret over, hvordan de har båret et billardbord og øl på ryggen op til 3400 meters højde ad de smalle stier.”

Matilde (15 år): ”Jeg var overrasket over den gode mad, sengene og at jeg fik et hot shower.”

Bertram (12 år): ”Det bedste ved trekkingturen var sneboldkampen, og at sherpaerne fik lært, hvordan man giver en ordentlig vasker.”


Meget mere Everest på opdagverden.dk 

Trekket fra Lukla til Namche Bazaar følger den samme rute, som det klassiske trek, der fører videre op til Everest Base Camp. Du kan finde meget mere om det trek, lokal kultur i området og historier om bjergbestigning på www.opdagverden.dk

Find din næste tur her


Priser fra 33.950,-
Fællesture
Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Priser fra 32.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Faktaboks

Transport
Vi fløj retur til Kathmandu for 3300 kroner per person. Flyveturen fra Kathmandu videre til Lukla tager blot en god halv time. Billetter koster fra omtrent 1000 kr. for en retur.

Overnatning
På vandreturen overnattede vi i tehuse/lodges. De er som regel simple, men rene, og der er altid en fællesstue, hvor man spiser og kan sidde og hygge. På resten af turen boede vi billigt på hostels til 25-35 kr. pr. nat pr. person.

Trek
Du kan arrangere trekket hjemmefra via et dansk rejsebureau eller direkte via et nepalesisk, som vi gjorde. Vi havde fået anbefalet guiden hjemmefra af en veninde og betalte 3700 kr. for fem dages trekking alt inklusiv.

Årstid
Marts og april er nogle af de bedste måneder. Her er himlen for det meste klar, så man får udsigterne med, og vi havde mellem minus 1 og 15 grader på turen. Oktober-november er også et godt tidspunkt at trekke i Everest-regionen.

Andre spændende artikler


Wifi under Everest

Wifi under Everest

Vandring i Mustang - Nepals afsidesliggende kongedømme

Vandring i Mustang - Nepals afsidesliggende kongedømme

Storslået trek til Annapurna Base Camp

Storslået trek til Annapurna Base Camp

Log ind