10 drømmeture

Skal du på vandretur, cykeltur eller en tur ud med kajakken? Vi er gået gennem vores ønskeliste og peger her på 10 ture, vi på Opdag Verden drømmer om at tage på i det kommende år.

shutterstock_51920635_Chris.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 28. nov 2016

Skal du på vandretur, cykeltur eller en tur ud med kajakken? Vi er gået gennem vores ønskeliste og peger her på 10 ture, vi på Opdag Verden drømmer om at tage på i det kommende år.

Vandring på John Muir Trail

Californisk langtraver

Små 340 kilometer vandresti, der passerer gennem den mest solbeskinnede bjergkæde på kloden, forbi klare søer, under takkede granittinder, over udsatte klippepas og gennem tre af Californiens mest spektakulære nationalparker, inden du ender på toppen af det højeste bjerg i USA uden for Alaska.

Velkommen til John Muir Trail.
Den legendariske sti, der har fået sit navn fra den lige så legendariske amerikanske miljøforkæmper, forfatter og bjergvandrer, starter i Yosemite National Park og snor sig ned gennem Sierra Nevada-bjergene og Ansel Adams Wilderness, Sequoia National Park og King's Canyon National Park, inden den slutter på Mt. Whitneys 4421 meter høje tinde med udsigt ned over ørkenen mod øst.

Herfra er der ikke mere end 135 kilometer til Death Valley, der med sine 86 meter under havets overflade er det laveste sted i USA.

John Muir Trail, der i godt to tredjedele af vejen følger den monumentale Pacific Crest Trail, passerer primært gennem øde, mennesketomme områder og falder sjældent under 2400 meters højde. Til gengæld bringer den én over syv bjergpas.

Du skal være klar til hårdt terræn, da stien har en samlet stigning på 14.000 vertikale meter og være klar til at bære en solid rygsæk, da der ikke er mange steder at proviantere undervejs. Og du skal ikke frygte bjørnen, der kan finde på at liste omkring, når du ligger i teltet om natten.

Faktisk er han langt fra så farlig, som han tit gøres til. Med de rigtige forholdsregler er der ingen fare på færde. Der ligger kun oplevelser af den uforglemmelige art og venter.

FAKTA
Transport: Flyv til San Francisco og tag Amtrak, www.amtrak.com, til Yosemite National Park, hvor turen begynder. Fra slutningen ved Whitney Portal gå de 18 km til Lone Pine eller find et lift, tag via Mammoth Lakes tilbage til Yosemite og San Francisco. Se mere på www.nps.gov/yose/planyourvisit/jmt.htm.
Hvem: Folk, der er i god form eller vant til at vandre langt.
Hvornår: Fra juli til september er det bedste tidspunkt.
Hvor lang tid: Regn med at bruge omtrent tre uger på selve trekket. Har du ikke så lang tid, kan du også ’nøjes’ med den omtrent 100 km lange Yosemite Grand Traverse.
Praktisk: Du skal have en tilladelse til turen. Den får du gratis i Yosemite, hvor du også kan leje bjørnesikrede beholdere til din mad i parkens Visitor Center.
Mere info: Du kan finde masser af information om at planlægge din tur på John Muir Trail, inklusiv steder at proviantere, overnatte, rutebeskrivelser og meget mere, på www.johnmuirtrail.org, www.pcta.org/about_trail/muir.asp og www.nps.gov/yose/planyourvisit/jmt.htm.


Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

shutterstock 17392702 walshVandring på Irlands The Wicklow Way

Fra hovedstaden til højlandet

Dybgrønne, bølgende landskaber, der af og til bliver skåret i to af en lille vej, som snor sig over en blød bakketop. Pitstop på en landlig pub, hvor der selvfølgelig er et band bestående af gamle mænd, der klimprer på guitarer og synger længselsfulde sange fulde af lokal stolthed. En Guinness. Og så selvfølgelig vandring på stierne.

Drømmer man om Irland, så er det oplagt at tage en tur ad The Wicklow Way, der på den mest praktiske vis starter i udkanten af Dublin og gør, at vandrestøvlerne kan snøres få timer efter, flyet er lettet fra Danmark.

Hele turen på 129 kilometer er markeret og var den første af de såkaldte National Waymarked Trails, der i dag tæller 4000 kilometer fordelt ud på over 40 ruter i Irland. Ruten følger alt fra smalle skov- og bjergstier til stille småveje og hjulspor.

Forstæderne ligger snart bag én, og du vandrer i bjerge forbi søer og gennem gamle gletsjerdale, skove og over højland. Længere mod syd åbner landskabet sig i højere grad til de længere udsigter. Stien er konstrueret, så den for det meste passerer uden om beboelse, men der er adskillige steder, hvor du kan vandre et par kilometer og nå en hyggelig landsby.

Det er selvfølgelig en utilgivelig synd ikke at lægge tid ind i programmet til at sludre lidt med lokale og andre vandrere på så mange pubber som muligt.

FAKTA
Transport: Flyv til Dublin, hvorfra du kan tage lokaltransport til startstedet Marlay House i den sydlige del af Dublin. Returbilletter til Dublin kan fås fra 800 kroner, tjek eksempelvis Aer Lingus Irish Airlines (www.aerlingus.com).
Hvem: Ruten er tilgængelig for langt de fleste. Du behøver ikke den store oppakning, eftersom du kan overnatte indenfor på pubs, B&B’s, små hoteller og lignende.
Hvornår: Du kan tage af sted året rundt, men de bedste måneder er fra maj til september.
Hvor lang tid: Turen er perfekt til en uges ferie, da de fleste tager fem til syv dage om at vandre turen.
Praktisk: Vil du helst vandre foruden bagage, kan du få den transporteret fra hotel til hotel for omtrent 70 kroner per dag. Tjek www.wicklowwaybaggage.com.
Mere info: Find mere om The Wicklow Way, inklusiv beskrivelser af de enkelte etaper, overnatning og kort, på www.wicklowway.com.


shutterstock 113549137 angeVandring i Madagaskars nationalparker

I lemurens land

Hvis man ikke hører Madagaskar blive sammenlignet med meget andet, så er det fordi, øen ud for Afrikas sydøstlige kyst ikke minder om noget andet sted her på kloden. Her er dyr og planter, der ikke lever andre steder.

Her er skønne strande, frodige regnskove og takkede klippebjerge. Alt sammen tæt på hinanden. Og her er over 50 nationalparker og beskyttede områder at boltre sig i.

I Ankarana National Park finder du spektakulære kalkstensformationer, der som forstenede figurer fra en eventyrlig fortid dominerer et særpræget landskab, og samtidig er parken et af de steder i verden, hvor primater bor tættest side om side. Du kan tage den klassiske halvdagsrundtur såvel som begive dig ud på et tre dage langt trek.

Vil du gerne op over regnskovene, kan du slå vejen forbi Andringitra National Park og begive dig mod toppen af landets næsthøjeste bjerg, 2658 meter høje Pic Boby, hvorfra der er udsigt ned over et månelignende landskab over regnskovene.

Synes du, det er tid til at komme ned fra bjergene, så tag mod nord til landets største nationalpark, Masoala, der ligger på halvøen af samme navn. Her finder du mangrover og regnskove, kamæleoner, sommerfugle og frøer, og der er et væld af muligheder for vandreture. Du kan for eksempel følge kyststien langs sandstrande, hvor du kan hoppe i det lune vand og snart kigge på korallerne under vandet.

FAKTA
Transport: Flyv til Antananarivo (returbilletter fra 9000 kroner). Du skal være 23 år for at leje en bil, men kan alternativt leje bil med chauffør. Eller du kan rejse rundt med bus.
Hvem: Her er det kun eventyrlysten, der sætter grænser – det er muligt for alle med mod på det at tage af sted.
Hvornår: Undgå at tage af sted fra januar til marts, hvor det regner i stride strømme. Ellers er der ret frit slag.
Hvor lang tid: Alt fra et par uger til en måned eller mere.
Praktisk: I de fleste nationalparker skal du have en guide med på tur. Du finder dem ved nationalparkernes hovedkvarter. Du skal desuden være opmærksom på det politiske klima, der har været ustabilt de seneste år – undersøg den aktuelle situation, inden du tager af sted.
Mere info: Du kan finde masser af information, også om landets nationalparker, på www.travelmadagascar.org.


shutterstock 3375330 GalynaTrek rundt om Perus Alpamayo

Under snepyramiden

Det bliver kaldt det smukkeste bjerg i verden, og samtidig besøges det kun af en brøkdel af det antal mennesker, der går til Machu Picchu. 5947 meter høje Alpamayo ligger i det centrale Perus højalpine Cordillera Blanca-bjergkæde, der med sine 41 toppe over 6000 meter og intet mindre end 663 gletsjere er noget af en våd bjergvandrerdrøm. Ruten, der går hele vejen rundt om den spektakulære top, ligger helt i top på vores ønskeliste.

Trekket er for dem, der er til høje pas. Til overnatning i telt under tindrende stjerner. Små stier i ubeboede områder. Lange dage og kolde nætter. I løbet af de omtrent 12 dage trekkingturen tager, kommer man forbi så mange udsigter til hvide tinder, brusende vandfald, blå bjergsøer, vide dale og hængende gletsjere, at det ville være nonsens at begynde at remse dem alle op her.

Man passerer op og ned over pas, camperer adskillige dage i over 4000 meters højde og følger en del af vejen ruten på det berømte Santa Cruz-trek. Og der er selvfølgelig en afstikker til Alpamayo Base Camp samt mulighed for topbestigninger i op over de 5000 meter.

Kort sagt: Er du til treks i højalpine omgivelser, så bør trekket rundt om Alpamayo straks indtage en topplacering på din drømmeliste. Hvis den altså ikke allerede er at finde der.

FAKTA
Transport: Flyv til Lima fra omkring 8000 kroner og tag den syv til ti timers bustur til Huaraz, der er udgangspunktet for trekket (samt mange flere).
Hvem: Her er tale om et ganske seriøst trek, så du bør ikke lade det være dit første. Kommer du i problemer, er det ikke sådan lige at blive evakueret.
Hvornår: Det bedste tidspunkt er i tørtiden fra omkring maj til begyndelsen af oktober. Her er dagene ofte solrige, mens nætterne bliver rigtig kolde, da det er den peruvianske vinter.
Hvor lang tid: Selve trekket tager små to uger. Regn med en ekstra uge til transport og lidt akklimatisering. Og så skal det lige nævnes igen, at der er mange flere treks i området, så du kan sagtens blive hængende i længere tid.
Praktisk: Du kan booke en tur hjemmefra med et dansk rejsebureau, eller du kan ordne sagerne i Huaraz. Her kan du finde en guide, hyre muldyr, købe proviant og eventuelt leje ekstra udstyr. Du kan også tage af sted alene, men vær klar over, hvad du begiver dig ud på.
Mere info:www.backpackinglight.com finder du en fin info-artikel om at trekke i Cordillera Blanca. www.besthike.com har god info om trekket rundt om Alpamayo.


shutterstock 91602686 AlexaKajak ved Lofoten

Midnatssol & bølgeskvulp

Har man først én gang kastet sit syn på Lofoten, på de dramatiske klipper, der rejser sig fra det dybblå hav, er det så godt som umuligt ikke at drømme sig derop til øerne i Norge nord for polarcirklen, hvor midnatssolen skinner, og mørket aldrig tvinger dig i teltet. Og der er vel ingen bedre måde at udforske den lille øgruppe på end i kajak?

Udover den fantastiske, naturlige skønhed, så har Lofoten et klima, der på mange måder er usædvanligt. Og det på en positiv måde. Lofoten ligger således helt i top, når det kommer til anormale temperaturer breddegraden taget i betragtning. På trods af sin placering højt mod nord, er klimaet nemlig forholdsvist mildt som følge af Golfstrømmen.

Mulighederne, når det kommer til kajak på Lofoten, er nær ubeskrivelige. Øgruppen består af hundredvis af mindre øer, man kan udforske, og der er massevis af fjorde, der garanterer konstant varierende udsigter. Du kan være sikker på hver aften at slå teltet op på endnu en skøn lejrplads; i luften er der havørne, skarv og de spøjse lunder, og der er selvfølgelig mulighed for at lægge til ved små byer langs kysten.

Gode steder at starte er for eksempel i syd nær Moskenes eller mod nord i Svolvær. Og herfra er det egentligt blot fantasien, antallet af rejsedage og din udholdenhed, der sætter grænser. Én ting er sikkert: Det bliver aldrig kedeligt.

FAKTA
Transport: Flyv via Oslo til Bodö eller Narvik. Herfra kan du flyve, tage en færge eller en bus videre til Lofoten. Tjek www.177nordland.no.
Hvem: For begyndere er der såvel kurser som guidede ture, mens der er en overflod af muligheder for den erfarne kajakroer.
Hvornår: Maj og juni er de tørreste måneder, men du kan tage af sted hen over hele sommeren.
Hvor lang tid: Har du en uge til rådighed, giver det dig fin tid til at komme til Lofoten og ud på vandet. Det er vel unødvendigt at sige, at du sagtens kan bruge længere tid, hvis feriedagene tillader det.
Praktisk: Der er en række steder på Lofoten, hvor du kan leje kajakker. Lejer du kajak uden guide, er der steder, der kræver erfaring og måske endda at få demonstreret en grønlændervending. En enkeltkajak koster mellem 400 og 450 kroner per døgn. Tjek fx www.lofoten-kajakk.no for leje nær Svolvær eller www.lofotenoutdoor.com for leje nær Moskenes. Udlejerne tilbyder også kurser og kan hjælpe dig med mere specifik ruteplanlægning. Mod et gebyr kan de også hente eller bringe kajakker og gear et andet sted end udgangspunktet.
Mere info: Find meget mere om Lofoten på www.lofoten.info. Læs mere om Nordnorge på www.nordnorge.com og på www.visitnorway.dk.


shutterstock 9649486 Sam-DCTil tops på indiske Stok Kangri

Højt over Indus

Det er ikke mange steder i verden, hvor du nærmest kan vade op i over 6000 meters højde. Et af stederne er i Ladakh, ikke langt fra hovedbyen Leh. Står du her og skuer mod bjergene på den anden side af Indus-dalen, der trækker en grøn stribe gennem de ellers golde landskaber, er der en top, der rager op over de andre. Stok Kangri.

Tinden på Stok stikker 6153 meter i vejret, og selvom der er udsatte steder på bjerget, er der ikke tale om teknisk bjergbestigning – heroppe er det den tynde luft, der er den største udfordring. 

Fortvivl dog ej. Leh ligger omgivet af bjerge med trekking i absolut særklasse, hvor du kan samle på røde blodlegemer, inden du begiver dig mod toppen. Og selv toppen kan også indgå i et trek.

Du kan tage det som en afstikker fra trekket Spituk til Stok, der tager tre til fire dage i sig selv, eller du kan inkludere bestigningen i det fremragende, ugelange trek gennem den tibetansk-buddhistiske Markha Valley. På begge ruter kommer du over det spektakulære pas Stok La med de takkede klipper, den rødlige jord og udsigter ned over Indus-dalen.

Stok Kangri Base Camp ligger i 4900 meters højde, og herfra er det en lang tur til toppen, først ad småstier, så over en gletsjer, derefter stejlt op ad en bjergside, inden du følger en lettere udsat bjergkam til toppen. Bestigningen er hård, men ikke teknisk.

Og fra toppen har du en vild udsigt ud over endeløse snebjerge og ned over Indus-dalen til Leh, hvor du to dage senere sidder og spiser på en tagrestaurant og kniber dig i armen over, at du kort forinden stod på den mest dominerende tinde i området.

FAKTA
Transport: Flyv til Delhi fra omkring 5000 kroner og herfra videre til Leh – tjek www.jetairways.com eller www.airindia.com (enkeltbillet fra 300 kroner). Du kan alternativt tage en bus til Manali og herfra videre til Leh. Det tager længere tid, men er en fantastisk smuk tur, der bringer dig over fem enorme bjergpas.
Hvem: Erfarne trekkere, der vil prøve kræfter med en 6000+ meter top.
Hvornår: De bedste forhold er normalt mellem juni og september, inden der begynder at falde for meget sne på toppen.
Hvor lang tid: Selve bestigningen kan gøres i løbet af få dage, hvis du er akklimatiseret. Det er dog en stor fordel at tage bestigningen som afslutningen på et trek, så regn med minimum en uge.
Praktisk: Begiver du dig alene af sted, er det essentielt, du har tidligere erfaring med at færdes i Himalayas tyndere luftlag. Det kræver desuden god form og godt udstyr. Alternativt kan du arrangere turen hjemmefra med et rejsebureau eller hos lokale turarrangører i Leh – se fx www.dreamladakh.com.
Mere info: Du kan læse mere om Stok Kangri og treks i Ladakh i Lonely Planets Trekking in the Indian Himalaya. 


shutterstock 100538068 AlonPå cykel i det sydlige Chile

Langs fjerne fjorde

Der, hvor fjorde begynder at gennemhulle Chile mod syd, starter Carretera Austral. Folk sammenligner landskaberne langs vejen, der ofte er uasfalteret, med Alaska – blot uden risikoen for at støde på bjørne, når man ligger i teltet om natten.

Vejen slynger sig fra syd for Puerto Montt og 1240 kilometer mod syd ned langs fjorde, vilde floder og rolige søer, forbi snedækkede vulkaner og gletsjere, gennem skove og vidtstrakte egne med vilde blomster. 

Selvom der ikke bor mange mennesker i disse egne, skal du ikke regne med at være alene på cyklen. For alt imens der er mange steder i Sydamerika, hvor kan spejde langt og forgæves efter andre cykelrejsende, så er Carretera Austral langt fra et ukendt sted for folk på balleknusere. Det er intet mindre end en sydamerikansk klassiker - og det kan man godt forstå.

Granitbjergene - forrevne, spidse og dramatiske - rejser sig fra havoverfladen. Fossende floder med drikkeklart vand strømmer forbi, og du kan være sikker på at finde et væld af mindeværdige steder at slå teltet op, nyde stilheden og udsigterne.

Ved enden af vejen, helt bogstaveligt, ligger Villa O’Higgins. For der er ingen vej videre mod syd i Chile. Har du ikke fået nok, er det dog muligt at fortsætte mod Tierra del Fuego. Det kræver en tur med en lokal færge, 21 kilometer ad hjulspor og småstier, en færge mere, og du er i Argentina.

FAKTA
Transport: Flyv til Santiago (fra 7500 kroner) og tag en bus til Puerto Montt. Cyklen er ikke noget problem at få med, men den koster for det meste et lille ekstra gebyr. Tjek www.turbus.cl.
Hvem: Folk med hang til cykeludstyr, mod på vind og regn, grusveje og følelsen af at være alene i øde områder.
Hvornår: Det bedste tidspunkt er i den chilenske sommer fra engang i november/december til februar/marts. Du skal dog stadig være forberedt på regn.
Hvor lang tid: Regn med at bruge minimum to uger på selve cyklingen. Har du længere tid, kan du inkludere det chilenske sødistrikt, der er meget smukt. Eller turen videre mod syd til fx nationalparken Torres del Paine.
Praktisk: Du skal kunne klare dig selv, så en god cykel, reservedele, værktøj samt godt campinggear er nødvendigt. Det samme er regntøj.
Mere info: På cykelhjemmesiden www.crazyguyonabike.com finder du en række turbeskrivelser af ruten med gode råd, afstande osv.


shutterstock 83795299 DavidLong Range Traverse i Canada

Vandring på ‘The Rock’

Når talen falder på Canadas storslåede outdoormuligheder, er det som oftest British Columbia og Yukon-territoriet, der løber med al hæderen. Kigger man omtrent 7000 kilometer mod øst – på tværs af landet – finder man dog en overset vandretur, der er værd at lægge mærke til: Newfoundland Long Range Traverse.

De lokale kalder øen Newfoundland, der ligger 32 kilometer ud for kysten af Quebec, for ’The Rock’, og det er der en god grund til. Herude er der 10.000 kilometer forreven kystlinje med dybe fjorde, op til 700 meter høje granitklipper, der rejser sig direkte fra Atlanterhavet, og fejende flotte udsigter ud over åbne, forblæste landskaber. Og så bor der i gennemsnit kun fire mennesker per kvadratkilometer. Ingen af dem bor dog langs denne tur.

Allerede inden man tager de første skridt – en 700 meter stigning direkte fra havoverfladen – føler man sig langt væk. Fra parkens hovedkvarter fører en vej til en færge, der sætter dig af efter en time. Forude venter fem dages vild vandring, fra Western Brook Pond til Gros Morne Mountain, hvor man er helt på egen hånd.

Her er ingen faciliteter, ingen ruteafmærkning, ingen egentlige stier. Her er øde og råt med svimlende udsigter, enorme vidder og primitive lejrpladser, hvor du ikke skal være bange for at slås om pladsen. Der er ikke mange mennesker, der lægger vejen forbi.

For at nyde turen er det dog ikke nok, at man elsker idéen om storslåede, øde landskaber. Man skal også kunne lide at vandre med kort og gps ved hånden. På Long Range Traverse skal man selv finde vej, og når man først er ude i ødemarken, er man på egen hånd.

Det er ikke uden grund at park rangerne i nationalparken påbyder én at medbringe en såkaldt caribou collar, der kan udsende nødsignaler og angive, hvor man er, hvis man bliver væk i vildnisset.

FAKTA
Transport: Flyv til enten Toronto eller Quebec og derfra videre til Deer Lake Regional Airport (returbilletter fra 7000 kroner), der ligger 35 kilometer fra Gros Morne National Park. Du kan selvfølgelig også leje en bil og køre fra Toronto eller Quebec.
Hvem: Folk med solid vandreerfaring og gode navigationsfærdigheder.
Hvornår: Der er adgang til ruten fra den 1. juli til den 5. oktober. September er den bedste måned.
Hvor lang tid: Trekket er blot på omtrent 35 kilometer, men lad dig ikke snyde af distancen – terrænet er hårdt, og turen tager gerne fem dage.
Praktisk: Ruten er ikke markeret, vejret er omskifteligt og kan være brutalt, så kom forberedt. Pak dit bedste udstyr og medbring et detaljeret kort, gps samt solid viden om, hvordan man finder vej. Alternativt kan du hyre en guide.
Mere info: På www.pc.gc.ca finder du mere info om Gros Morne National Park. Du finder også masser af brugbar info på www.newfoundlandlabrador.com.


shutterstock 1651547 MichaeKajak i New England

Vandvejen ved Maine

600 kilometer kajakrute langs forreven kystlinje, forbi 190 småøer, langs mennesketomme sandstrande, rundt om udsatte næs og overnatning i form af et omfattende netværk af lejrpladser i beskyttede områder og på private campingpladser.
Det er virkeligheden på Maine Island Trail i det nordøstlige USA.

Undervejs støder man på sæler, der boltrer sig i vandet ved kajakken og historiske fyrtårne ligger med jævne mellemrum langs kysten. Når man ser tågen komme rullende ind og indhylle kysten, forstår man meget vel, hvilken funktion de spiller.

Med kajakken er der adgang til ubeboede øer, som ingen veje fører til, hvor man kan udforske småstier, inden mørket og roen falder over lejren. Der er saltvandsfloder og fredelige bugter at ro på opdagelse i, og der er kilometer nok op langs ruten, der slutter meget tæt på den canadiske grænse, til et langt kajakeventyr, hvor roningen bliver hverdag, og hverdagen derhjemme kommer på stor afstand.

Har du ikke tid eller lyst til at tage hele ruten, kan du for eksempel starte i Stonington og udforske Dear Island, Bay Island og Penobscot Bay. Ikke langt herfra ligger Acadia National Park, der også er et oplagt mål, hvis du leder efter en kortere tur i et mere begrænset område. Er du interesseret i at opleve Maine fra havsiden, er der masser af muligheder. Det er bare med at komme på vandet.

FAKTA
Transport: Flyv til Portland i Maine fra 5500 kroner eller flyv til Boston (fra 4500 kroner) og tag videre mod nord til Maine i enten lejebil, prøv fx www.dollar.com, eller med Greyhound-bus, www.greyhound.com.
Hvem: Alt efter hvilken rute du vælger at tage, er der noget for de fleste med lidt erfaring i at ro havkajak. De mange ydre øer giver beskyttede vande længst inde mod kysten, mens du kan begive dig ud på mere åbne vande, hvis du er mere erfaren. Herude skal du være klar til pludselig tåge og stærke strømme.
Hvornår: Det bedste tidspunkt er fra juni til august. Du skal dog ikke forvente varme badevande – heroppe mod nord er Atlanterhavet koldt året rundt.
Hvor lang tid: Vælger du at ro hele ruten, skal du nok regne med at bruge en måneds tid, men du kan sagtens udforske en mindre del på fx en uge.
Praktisk: Du kan leje kajakker på campingpladsen i Stonington, www.oldquarry.com, til cirka 1600 kroner for en uges leje. Skal du være af sted i længere tid, kan det være en god idé at købe en brugt kajak. Tjek eksempelvis www.maine.craigslist.org.
Mere info: Læs mere om Maine Island Trail på www.mita.org. Organisationen udgiver hvert år en omfattende guidebog til ruten, som du kun kan få fingrene i ved at melde dig ind. Det koster 45 dollars.
Læs mere om Acadia National Park på www.nps.gov/acad.


shutterstock 118968229 AlexTil tops på Tyrkiets Ararat

Vulkanen & Arken

Det tager sig fantastisk ud. Ararat. Med sin klassiske kegleform rejser vulkanen sig højt over sletterne, hvor det østligste Tyrkiet møder Iran og Armenien. Og, nå ja, så var det jo også her Noah stødte på land med Arken og alle dyrene, da vandet lagde sig efter Syndfloden.

Ararats snedækkede tinde rejser sig over det vilde landskab i det østlige Tyrkiet, hvor sletterne er langstrakte og byerne lugter lige så meget af Østen som af Vesten. Her fornemmer man hurtigt, at man befinder sig på kanten af Europa.

At Ararat rejser sig fra sletterne og op til sine 5165 meter, får det ikke til at se mindre ud, og der skal selvfølgelig også noget af en knold til at rage op over Syndfloden, hvis man altså læser Biblen bogstaveligt og tror på, at det var på Ararats stejle skråninger, at Noah strandede med alle sine dyr. Og det er der nogle, der gør. Adskillige ekspeditioner har således strejfet omkring for at finde rester af Arken.

Selve turen til tops og tilbage igen tager normalt tre til fire dage med overnatninger i lejre på bjerget og det naturlige højdepunkt på topdagen. Starter du tidligt, klarer gletsjeren i morgengryet og når toppen til solopgang, får du den klassiske udsigt, hvor Ararats kegle kaster sin karakteristiske skygge mod horisonten. Udsigten ind i Iran og Armenien og ned over de vidtstrakte sletter glemmer du sent.

FAKTA
Transport: Flyv til Erzurum eller Van (returbilletter fra 2400 kroner) og tag en bus de sidste henholdsvis små 300 km eller 180 km til Doğubeyazıt, der danner udgangspunkt for bestigningen.
Hvem: For folk i god form der gerne vil prøve at vandre med crampons (den øverste del af bestigningen er på gletsjer) og komme til tops på en snedækket vulkan.
Hvornår: Den bedste sæson er henover sommeren, hvor dagene er lune, men nætterne på bjerget stadig kolde. Vinteren i det østlige Tyrkiet er ekstremt kold.
Hvor lang tid: Regn med fire dage til selve bestigningen. Det giver dig en ekstra dag til at akklimatisere på bjerget, hvilket vil gøre oplevelsen så meget desto bedre. Har du en uge, kan du nå at se dig omkring i området – fx er Vansøen meget smuk.
Praktisk: Du skal have en tilladelse for at bestige Ararat, og du skal have en guide med på bjerget. Danske rejsebureauer kan hjælpe dig, og det samme kan lokale bureauer i Doğubeyazıt.

Andre spændende artikler


20-årige Søren cykler alene til New Zealand

20-årige Søren cykler alene til New Zealand

Cykling i verdensklasse på Carretera Austral

Cykling i verdensklasse på Carretera Austral

Jerntæppet på cykel

Jerntæppet på cykel

Log ind