Orkneyøerne: På cykeltur i stenalderen

Stonehenges storebror

En cykeltur på Orkneyøerne handler om meget mere end fysisk udfoldelse. Hovedøen Mainland rummer et hav af oldtidsminder. Som for eksempel den enorme stencirkel Ring of Brodgar, der blev rejst af Orkney-boere for 4500 år siden.

RING-OF-BRODGAR.jpg
Skrevet af: Tommy Heisz
Opdateret den 28. jul 2023
Læst af: 3394

En cykeltur på Orkneyøerne handler om meget mere end fysisk udfoldelse. Hovedøen Mainland rummer et hav af oldtidsminder. Som for eksempel den enorme stencirkel Ring of Brodgar, der blev rejst af Orkney-boere for 4500 år siden.

Jeg sætter mig til rette i det tørre græs, læner mig tilbage og lader ryggen hvile mod stenen bag mig. Jeg kan trygt lægge hele min vægt i. Faktisk kunne jeg få en flok af tyrene på markerne omkring mig til at skubbe med. Den ville blive stående. På samme plet, hvor den blev rejst for 4500 år siden af stenalderfolket på Orkney. 

Stenen står på en lille forhøjning mellem to små indsøer på det sydlige Mainland, den største af de forblæste Orkneyøer. Den er en del af Ring of Brodgar, Orkneys svar på Stonehenge. Faktisk er stencirklen langt større og mere imponerende end Stonehenge i det sydlige England. 27 sten er der i dag tilbage i cirklen, der har en diameter på hele 123 meter. Engang har den bestået af hele 60 af disse kolossale megalitter, som rager mellem to og fem meter op i luften.

Sødygtige stenalderfolk
Jeg vender mig rundt og lader hånden glide ned over stenens ujævne overflade. De dybe furer leder tankerne hen på en gammel mands ansigt. Og som en udødelig olding kunne stenen her sikkert også fortælle vidt og bredt om egnens historie, hvis den ellers kunne tale. I så fald ville den sikkert fortælle historien om, hvordan den kom hertil. I mange år har teorien været, at den blev slæbt med håndkraft de mere end 10 kilometer fra Vestrafiold, hvor forskere har fundet ud af, at den stammer fra. Men for nylig er der kommet andre teorier på banen. Måske blev den sejlet hertil ad vandvejen på de små, sammenhængende indsøer. Stenalderfolket på Orkney var særdeles sødygtige, og fund af flere lignende sten på søbunden vidner om, at det nok er sådan, det er foregået.

Måske atronomisk observatorium
Det er ikke til at begribe. Som med de egyptiske pyramider eller inkaernes templer i Peru er det næsten umuligt at forstå, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Voldgraven, der omkranser Ring of Brodgar, er tre meter dyb og fem meter bred. Med håndkraft er den hugget ud i sten, og arkæologer har regnet ud, at alene den opgave uden moderne hjælpemidler må have krævet omkring 80.000 mandetimer.
Ingen ved, hvorfor Orkney-boernes forfædre har ofret så meget tid på stencirklen. En teori er, at den har været mødested for stenalderfolkene. Måske har den været en form for tempel, hvor man ofrede dyr og mindedes døde slægtninge. Eller også har datidens Orkney-boere været så langt fremme, at de var begyndt at udforske himmelen over dem. I hvert fald peger meget i retning af, at stencirklen kan have fungeret som værktøj til at kortlægge himlen og følge solens og månens bevægelse. Mystikere og videnskabsfolk har gennem årene fremlagt mange mere eller mindre sandsynlige teorier om meningen med Ring of Brodgar.

 

RING-OF-BRODGAR-2Hele øen er et museum
Ved siden af stenen ligger mountainbiken i græsset som en moderne kontrast til cirklen af urokkelige sten. Solen reflekterer sit lys i det blanke stel. En cykeltur på Orkney handler ikke blot om at træde igennem og betragte landskaberne suse forbi. Overalt på øen er der historiske levn og fortidsmonumenter, der nærmest tvinger en til i bogstaveligste forstand at bremse op og tænke over det hele i et lidt større perspektiv. Orkneyøerne rummer en af Europas bedst bevarede samlinger af oldtidsminder. Og de står ikke på et museum med regulerede åbningstider. Overalt på hovedøen Mainland kan man udforske sporene fra en fjern og svunden tid.
I samme område som Ring of Brodgar findes flere andre stencirkler. Længere nordpå ved kysten kan man se resterne af Skara Brae, som er en såkaldt klyngeby fra stenalderen – en slags oldtidsbofællesskab. I resterne af husene kan man se, at alt inventar lige fra skabe og senge til borde og stole er gjort i sten. Skara Brae var beboet fra cirka 3200-2200 F. Kr.
Hele området med de mange oldtidsminder på Mainland er for nylig blevet optaget på UNESCOs World Heritage-liste over klodens bevaringsværdige steder.

Forblæste søpapegøjer
Turen er gået fra Stromness og op langs Mainlands vestlige kyststrækning. Først på bugtede landeveje forbi lysegrønne og gyldne marker med hundredvis af stengærder. Der er stort set ingen træer på Orkney, men masser af små indsøer og kanaler, der snor sig ind og ud gennem de frugtbare jorde. Derefter blev kursen sat mod de rå, lodrette klipper ved Yesnaby, der markerer den forblæste afgrund mod Atlanterhavet. De spøjse søpapegøjer holdt sig på lang afstand. Kun om foråret, når de yngler, kommer de helt ind til land og holder til på klipperne.
Solen daler langsomt over landskabet og farver stenene sensommergule. Tankerne om solens samspil med de enorme sten får frit løb. Kan det tænkes, at Orkneyøernes stenalderfolk udøvede astronomi her allerede i den yngre stenalder? Nej, så udviklede kan de næsten ikke have været. Men hvad fik dem så til at bruge så meget tid og så mange ressourcer på at opføre Ring of Brodgar og de andre stencirkler? Svaret gemmer sig stadig i stenenes furer, da jeg igen sætter mig på cyklen og fortsætter ud i Orkneys åbne landskaber.


OLD-MAN-OF-HOYCykling på Orkney
Orkney består af over 70 øer, hvoraf mange er ubeboede. Den største ø, Mainland, er som skabt til cykelferie. At trille igennem en af de små landsbyer, hvor alle huse er opført i de karakteristiske flade og brede sten, er en ubeskrivelig oplevelse. Selve cyklingen er ikke meget mere udfordrende end på Bornholm eller Djursland, men hver gang du når toppen af en af de bløde stigninger, belønnes du med en udsigt, man skulle tro var løgn. I Stromness kan du leje en turcykel eller en mountainbike for omkring 30-50 kr. om dagen.
Bogen Guide to cycling Orkney kan bestilles på www.visitorkney.com.

Kystklatring for de vovede
Klatrere er i stigende grad begyndt at udforske Orkneyøerne, fordi der er gode chancer for at prøve kræfter med jomfruelige ruter. Men de porøse og sandede klipper er kun for erfarne klatrere. På www.orkney-seastacks.co.uk kan du læse mere om mulighederne og de aktuelle forhold på øerne.


VIDEN

Verdens korteste flyvetur
På Orkney har du mulighed for at prøve verdens korteste flyverute, som går mellem de to naboøer Westray og Papa Westray. Tid i luften: 2 minutter!

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr 58 i 2004.

Tommy Heisz

Andre spændende artikler


Ny cykelrute: 1.300 km uden trafik

Ny cykelrute: 1.300 km uden trafik

3 populære bikepacking-ruter i Skotland

3 populære bikepacking-ruter i Skotland

Guide: vandring, cykling og topbestigning i Wales

Guide: vandring, cykling og topbestigning i Wales