11 begivenheder fra Freddy Wulffs liv

1. Freddy forlader Randers
Randers_Gedder: I Randers var det gedder, Freddy fangede / (Eller livgarden.jpg)
Jeg er født lige uden for Randers. Mine forældre ville have, jeg skulle have uddannelse ligesom mine tre storebrødre. De er håndværkere. Efter skoletid arbejdede jeg på en møbelfabrik, hvor jeg fejede gulve.

På fabrikken var der en snedker, der havde stået ved en båndpudser i 27 år. 27 år! Det var ikke mig. Jeg syntes, Randers var dødens pølse. Jeg ville ud i verden, så jeg søgte ind som elev i ØK og kom gennem nåleøjet. Kun 80 ud af 3000 ansøgere kom ind. Efter to år havde jeg fået slipset i klemme, men fuldendte min uddannelse og blev udlært som shippingmand.

Jeg kunne se palmestrandene og pigerne i korte skørter og lange saronger. Det var min drøm i verden. Bare at komme væk. Jeg blev indkaldt som soldat i livgarden, og 26 timer efter jeg var færdig som soldat, var jeg i Grønland for at tjene penge til at komme ud at rejse.

2. Freddy drager til Grønland – skyder sit første dyr
Grønland var skattefrit og arbejdet ret godt betalt. Jeg ville give det to år. Jeg var i Søndre Strømfjord, men gad ikke sidde på en bar og høre de samme historier fra de samme folk hver aften. Mange tog dertil for at starte et nyt liv, men der var whisky til to en halv dollar flasken, og nissen tager jo med. Det var lidt sørgeligt. Så jeg begyndte at gå meget i fjeldene.

Det er jo et flot land, for satan. Jeg løb ind i en fyr, der jagede ryper, og det fandt jeg interessant, selvom jeg aldrig havde gået på jagt. Jeg lånte et jagtgevær og begyndte at gå meget på jagt. Hen på efteråret skød jeg et rensdyr, og det var satme spændende at snige sig ind på det. Da sagde jeg til min makker: ”Jeg skal være professionel jæger!” Han var ved at dø af grin.

3. Freddy arbejder 800 meter under jorden i Australien
Jeg rejste fra Grønland, tog til Spanien, mødte en engelsk pige og tog med hende til London. Det er næsten altid kvinder, der har besluttet, hvor jeg skulle bo. Jeg ville stadig være professionel jæger, men vidste ikke, hvordan det skulle ske. Den engelske pige mente, jeg burde finde et job, så for at glæde hende, bankede jeg på døren hos verdens største rederi, P&O Lines. Personalechefen ansatte mig på stedet.

Efter en måned spurgte chefen, om jeg ville rejse til Australien, og så kunne de jo ikke se min røv for hæle. Efter 14 måneder hos P&O Line i Australien, kørte en dansk ven, Jens Lassen, og jeg tværs over landet i en gammel spand og tog arbejde i en nikkelmine. Jeg blev betalt på akkord, 800 meter nede i jorden, alt efter hvor mange meter, jeg kom frem, og hvor meget malm jeg hentede ud. Det var satme hårdt, og det var en farlig mine. Det var ikke sundt. Men du betalte fem procent i skat og betalte en dollar for kost og logi dagligt.

Jeg kunne købe en ny Ford Mustang hver måned for min løn. Vi ville være professionelle krokodille- og bøffeljægere, men da vi havde penge nok til at købe alt det udstyr, der skulle til, blev krokodillerne totalfredede. Og det var heller ikke et øjeblik for tidligt. Men vi havde hørt, at i New Zealand betalte regeringen jægere for at skyde kronhjorte, så vi kørte tværs over Australien igen og smed kassen på et skib.

4. Freddys drøm går i opfyldelse
Da englænderne kom til New Zealand introducerede de kronhjorte, sika-vildt, virginia-hjorte og andet hjortevildt. New Zealand blev lavet om til et jagtparadis, men vildtet formerede sig som rotter og åd alle spisekamrene op. Derfor begyndte regeringen at betale jægere for at bringe antallet ned. Efter et år, hvor vi skød kronvildt, bar dem ud og solgte kødet til vildtopkøbere, fik jeg fik en stilling som professionel jæger hos regeringen.

Det var halvårskontrakter, hvor jeg fik tildelt en øde dal, og så var jeg ellers på egen hånd et halvt år ad gangen. Det var fantastisk. Jeg har altid godt kunne lide at være alene. Man skal ikke tage hensyn til andre. Man kan gøre, lige hvad man vil. Rejser eller jager man med andre, er der altid kompromiser.

Hen på eftermiddagen fandt jeg et sted at sove og tog ’overfrakken’ fra et af de stykker kronvildt, jeg havde skudt, over mig. Næste dag gik jeg videre. Skød videre. Levede af, hvad jeg skød. Vidste, hvilke planter der kunne spises. Det er det bedste, jeg nogensinde har lavet. Det var min bedste tid. Jeg var professionel jæger i tre år, havde været hjemmefra i seks år, og jeg kunne lide jagten alt, alt for meget. Ikke det at dræbe dyret, men det at være alene i naturen på dens betingelser. Det er en passion.

Jeg forlod jobbet, fordi det var alt for godt. Jeg havde hørt om kolleger, der havde gjort det i ti år. Kom ud hvert halve år, satte lønnen i banken, købte tre flødekager og gik ind igen. De blev eneboere, og det var ved at komme over mig. Så jeg sagde op. Mit liv skulle være andet end en øde dal i New Zealand.

5. Freddy skriver for Ugens Rapport
Hjemme fra New Zealand sad jeg og fiskede i Randers Fjord. Randers Fjord er et fantastisk sted, men sammenlignet med New Zealand, well... Det gik jo ikke. Jeg besøgte min jagtkammerat H.C. fra Grønland og viste ham lidt billeder. Han sagde, at jeg skulle skrive en artikel om min tid som professionel jæger.

Så jeg tog til København med mine billeder og viste dem til Hjemmet og Familiejournalen, men de syntes, det var for blodigt. På Ude & Hjemme sagde de så, at der var et nyt blad nede ad gangen, der hed Rapport. Der kunne de godt lide vilde oplevelser og ville gerne have historien. I løbet af natten skrev jeg over 30 A4-ark.

Der var knald på liggehønen, det kan jeg love dig. Artiklen blev trykt, og så blev jeg kontaktet af Vi Menn i Norge, der ville købe den. Så sagde jeg til Kurt Thyboe, der var redaktionschef, at jeg gerne ville gå en lang tur med lapperne i Nordnorge og skrive om det. Så dem gik jeg med i en måned fra Alta-elven ud til kysten.

Det skrev jeg en artikel om, og tænkte, jeg måtte gå lidt mere, så jeg tog til San Sebastian ved Atlanterhavet i Spanien, stak lidt brød, ost og vin i rygsækken og gik i otte uger, ind til jeg nåede Middelhavet. Og så havde jeg fået New Zealand lidt ud af systemet. Men jeg rørte ikke et våben i tre år. Jeg var bange for at blive suget tilbage til den professionelle jagt. For mig er jagt ikke en hobby eller en sport. Det er en drift.

6. Freddy finder Alexander Dubcek 
Chefredaktøren på Rapport, Poul Munk, sagde: ”Du er jo jæger, Freddy, så jeg har noget, du skal jage. Du skal finde Alexander Dubcek (slovakisk politiker og kortvarig leder af Tjekkoslovakiet, berømt for sit forsøg på at reformere det kommunistiske regime, Red.).” Det var fem år efter det tjekkiske forår, og alle troede, han sad i Sibirien et sted – eller var henrettet af KGB. Jeg rejste derned fem gange. Og jeg fandt ham fandme. Det var lidt af en verdenssensation.

Både New York Times, Washington Post, Times i England og vist også Berlingske Tidende havde været dernede, men kunne ikke finde ham. Men de rejste jo også ind med pressekort. Jeg rejste ind som en dum turist med langt hår. Men de kiggede sgu hele tiden på mig. Så jeg fik en tjekkisk frisure, købte noget tjekkisk tøj og lignede en tjekkisk bonderøv. Jeg fotograferede ham på vej til sporvognen omgivet af KGB-agenter i Bratislava. Jeg tog flere billeder i sporvognen, og så havde jeg historien: Dubcek lever! Den historie gik hele verden rundt.

7. Freddy i krig
Jeg sad med en god ven i Haslev, og vi var temmelig pissefulde, da vi klokken tre om natten hørte i radioen, at Israel var blevet angrebet på alle fronter. Jeg tog en taxa direkte til den israelske ambassade, der var omringet af politiet. Jeg faldt mere eller mindre ud af taxaen. ”Hvad skal du her?” spurgte panserne. ”Jeg skal ind og tale med ambassadøren,” sagde jeg. ”Nej, det skal du ikke,” lød svaret. Jeg sagde, at den sidste ordre, jeg fik, var: ”Til civil, træd af! Så lad være med at begynde at kommandere mig rundt, makker!” Han må have tænkt: ”Hvem fanden tør tale sådan til mig?” Og så endda pissefuld og på rulleskøjter.

Jeg sagde: ”Hvis du er smart, så ring til politigården, få dem til at ringe til den israelske ambassade og spørg, om ambassadøren vil tale med Freddy Wulff.” Det gjorde han så. Og så undskyldte han. Ambassadøren sagde, at alle journalister var på vej til Paris og Rom, men de ikke ville komme ind i Israel. Alt blev lukket ned. Men jeg kunne dog komme med et fly med russiske jøder fra Athen til Tel Aviv. Fantastisk, at de stadig fløj flygtninge ind, mens en krig startede.

Jeg lejede en motorcykel i Tel Aviv og kørte op til Libanons grænse, men blev stoppet af den israelske hær ved Jordanfloden. Så kom der en minibus fyldt med musikere. De viste nogle papirer. Alt imens man kunne se kampvognene skyde på hinanden oppe på Golanhøjderne, kunne de bare køre direkte ind i krigen for at underholde soldaterne. Jeg fes hen og spurgte om de ikke havde brug for en gofer til at bære nogle ting.

Det kunne de godt. Så jeg hoppede ind i bilen, og så var jeg i krig. Der lå døde mennesker over det hele efter slagene. Nogle gange var det blot en fod med en støvle på, der var tilbage. Israelerne samlede deres døde op, men de samlede ikke de arabiske soldater op med det samme. Det havde de ikke tid til. Ligene blev ædt af maddiker. Det vænner man sig aldrig til at se. Men når man ser det gennem en kameralinse, er det anderledes.

8 Freddy dækker hungersnøden i Etiopien
Jeg tog til Afrika med papirer fra Røde Kors, for at dække den grusomme hungersnød i Etiopien. Jeg har aldrig set så mange fede hyæner. Det var en forfærdelig situation. Stankelbensmennesker og tændstiksmennesker gik mod lejrene ved Dessie, hvor Oxfarm og Røde Kors holdt til.

Når én i familien faldt, var der ingen, der havde kræfter til at hjælpe. De blev liggende. Lægen i en af lejrene var englænder, og når folk kom ind, sendte han dem til højre eller venstre. Det var kraftedeme som Doktor Mengele i Auschwitz. Og det sagde jeg til ham: ”De, der går til venstre, de er dødsdømte, ikke?” Det svarede han ’ja’ til: ”Jeg har ikke medicin nok til at bruge det på dem, der alligevel dør om tre måneder. Eller om tre uger. Jeg er nødt til at kaste et hurtigt blik på dem og tage en beslutning.” Det var helt vildt barskt. Der døde en kvart million.

9. Freddy fanger slanger med de bare næver i Panama
En af mine gode venner i Mexico er videnskabsmand. Hans job er at malke slanger for at lave serum. I Panama døde der hvert år 500 mennesker af slangebid, når de arbejdede i sukkerrørsmarkerne. Mest fra den super-giftige Nauyaca. Dens gift er gram for gram 20 gange mere potent end en klapperslanges.

De fældede sukkerrødderne med macheter helt nede ved jorden. Slangen er pissesur over, at sukkerrørsmarkerne er brændt af over hovedet på den, så den hugger. Jeg så, hvordan min ven fangede slangerne. Og så gjorde jeg det. Man får slangen til at komme hen imod en. Så sætter man en pind på ryggen af den. Så bliver den rigtig sur. Man får pinden op på hovedet af den, tager fat bag ved hovedet med sin hånd, slipper grenen og griber fat om halen. Så kan den ikke gøre noget. Det er ganske simpelt. Jeg har sgu fanget mange slanger.

10. Freddy bliver bidt på Borneo
Da jeg var på Borneo med hovedjægerne, var jeg på vildsvinejagt med spyd. Hundene løb efter vildsvinene, og vi løb efter hundene. Da jeg kom tilbage til langhuset, begyndte mit ben at svulme op, som var det lår hele vejen ned til tæerne. En gammel kone pegede på to mærker ved knæet. Jeg var blevet bidt af en slange.

Mit ben begyndte at få en sjov farve, men heldigvis kom der en gummiopkøber med en motoriseret kano, så jeg fik et lift til den nærmeste by. På hospitalet spurgte lægen, hvilken slange der havde bidt mig. Det vidste jeg ikke. Jeg mærkede jo ikke noget. ”Så kan jeg ikke gøre andet end at give en sprøjte mod blodforgiftning. Det hjælper nok ikke så meget,” sagde han og spurgte, hvor mange dage, det var siden. ”Tre dage,” svarede jeg. ”Læg dig ned her. Er du i live i morgen, kan du være ganske rolig.”

Jeg lå og holdt fast i den sengekant hele natten. Jeg har oplevet sjovere nætter. Jeg havde en fotograf med, Lars Bjørn. Han sad ved siden af sengen, og hver gang jeg døsede hen, så rystede han mig. Det gjorde jo ondt, så jeg havde ikke sovet så meget de seneste par dage.

11. Freddy drikker med hovedjægerne
Folk spurgte, om jeg ikke var bange for at tage ind til hovedjægerne, men hvorfor helvede skulle de hugge hovedet af mig? Det havde de jo ingen grund til. De huggede hovederne af deres ærkefjender, og der hang hoveder foran hver eneste dør i langhusene. Nogle havde hår på, andre havde ikke. Hovedjægerne siger det ikke med blomster.

De siger det med hoveder. Når de har fundet den udkårne, så fiser de op til den lokale ærkefjendestamme. De sniger sig ind i en hytte om natten med en god, lang, skarp kniv, og så river de roen af så mange, de kan. Det kan være børn, kvinder eller mænd, det er lige meget. Der er ikke noget heroisk i det. Så kommer de tilbage til den udkårne og viser, at de er mænd, der festes i landsbyen og de bliver gift.

Da jeg var hos hovedjægerne, var det også fest og farver. Vi sad og hældte det her rå arak i os. Jeg kan ikke lide snaps, og arak er ti gange værre. Fy for satan. Så kom nogle af pigerne hen til os, holdt os for næsen og hældte en overdådig dosis arak ned i munden på os. Det var der ikke så meget ved, men senere fortalte den her dumme tolk, der ikke sagde noget først, at det var en invitation til sex. Inde i alle boligerne var der et lille forhæng henne i hjørnet. Bag den var der en kattelem, så mænd kunne komme på besøg.