Højt oppe i Lapland vandrer Elsa og Rasmus gennem et område, hvor der er flere rener end vandrere. Hvor der ikke er mobildækning, og posten bliver bragt frem til fjeldhytterne til fods. Hvor nordlyset danser, fjeldene er massive, og udsigterne står i kø. Og så kan man vandre ruten såvel med Telt som fra hytte til hytte.
”Så I nordlyset i nat?” spørger den venlige hyttevært.
Min kæreste, Rasmus, og jeg er på Padjelantaleden i de svenske fjelde nord for polarcirklen. Det er en af de første dage i september, og det går op for os, at vi nu er så langt forbi sommerens lyse polarnætter, at de grønne lys igen er begyndt at spille på den mørke nattehimmel. Næste nat sætter vi alarmen til klokken to og står tænderklaprende uden for teltet i skiunderbukser og dunjakker med blikket rettet mod den mørke nattehimmel. Kort efter viser et blafrende grønt lys sig på himlen. Som en gigantisk grøn bue dækker det hele himmelhvælvet fra den ene side af horisonten til den anden. Jeg strækker begge arme ud mod himmelrummet, og i et øjeblik er jeg ét med universet. Målløs. Uden ord for det imponerende syn.
Et par dage tidligere er vi sejlet med en af årets sidste bådoverfarter fra Ritsem til Padjelantaledens startpunkt nær Akka-hytten for foden af det vældige Akka-fjeld. Akkamassivets toppe er skjult i skyer, men af og til blæser de lidt til side, og en lavtliggende gletsjer kommer til syne. Birketræerne står med begyndende gule blade. Sommeren er ved at blive til efterår. Da vi krydser en fossende elv på en gyngende, knirkende hængebro, fosser vandet hvidt under vores fødder. Elven bruser med en sådan kraft, så en sky af vandpartikler hænger i luften og næsten ligner bålrøg. På den anden side af elven slår vi os ned til en frokostpause med en kampesten som ryglæn. Mens vi spiser, afsøger vi fjeldsiderne med kikkert og får øje på en stor flok rener, men efter noget tid går det op for os, at vi sidder og kigger på hver sin flok – der er ganske enkelt helt utroligt mange rener.
