140 kilometer på Padjelantaleden

Jeg strækker begge arme ud mod himmelrummet, og i et øjeblik er jeg ét med universet. Målløs. Uden ord for det imponerende syn.

Laplands sidste myg

Med et klask sender Rasmus en fladmast myg ud af teltet.

”Det var Laplands sidste myg,” erklærer han, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, for det viser sig, at fjeldet er helt og aldeles myggefrit resten af turen, i modsætning til midt på sommeren, hvor vandrerne søger tilflugt bag ansigtsmyggenet, mens de basker med arme og ben. Da vi vandrer videre næste dag, er vi hævet over terrænet på toppen af smalle åsrygge, som gennemskærer landskabet. Det er morænevolde, efterladte fra istiden, hvor gletsjerne har presset en vold af jord og grus sammen og smidt den midt på fjeldplateauet. I det fjerne anes en regnbue over søen Kutjaure og samelandsbyen, som ligger smukt placeret ned til søbredden.

Min rygsæk er lidt af en sværvægter. Fyldt med proviant til hele turen og varmt tøj til at håndtere det kølige efterårsvejr. Jeg har ofte set svenskere gå uden vanddunk i fjeldet, men bare med en kop spændt på rygsækken med en karabin, så de kan drikke, hver gang de passerer et vandløb. Tanken om ikke at ikke at gå med en fyldt vanddunk er grænseoverskridende for mig. Jeg er overbevist om, at jeg vil krepere af tørst, i det øjeblik vanddunken er tom, men nu tvinger min alt for tunge rygsæk mig til at prøve den nye taktik. 

Utallige vandløb vælter ned ad fjeldsiderne, og her i området er der aldrig langt mellem mulighederne for en slurk vand, så det viser sig at være en god måde at lette rygsækken for lidt vægt. 

Nattefrost og puddersne

Vi vågner op til et telt, der er helt og aldeles dækket af rimfrost, isskorpe på kaffevandet, som er gjort klart i Jetboilen aftenen før, og hvert eneste græsstrå er dækket af et hvidt lag frost. Det første drys sne pudrer Sareks forrevne tinder. Bag fjeldtoppene gemmer en af Sveriges mest vildmarksagtige nationalparker sig, et højalpint område med 2000-meter høje fjelde og omkring 100 gletsjere. Den første frost indvarsler også en periode med klart efterårsvejr og en perfekt blå himmel, der varer resten af vandreturen på Padjelantaleden. Den klare himmel forærer os en fantastisk gave: flere nætter med nordlys.

Vi er på kanten af efteråret, og ryperne er ved at skifte til vinterdragt. Hvide fjer dækker deres ben og underkrop, mens resten af kroppen stadig er klædt i brune sommerfjer. En flok rener betragter os nysgerrigt få meter fra vandrestien, og vi stopper op og kigger tilbage på dem. Det er svært at sige, hvem der er mest nysgerrige – renerne eller os. Vi ser så mange rener, at vi snart ikke bemærker det overfor hinanden længere. Renerne er blevet et almindeligt syn, som bare smelter sammen med landskabet, og der er langt flere af dem, end der er vandrere.

I retning mod Norge har vi udsigt til en række langstrakte søer med snedækkede fjelde i baggrunden. Fjeldsiden skråner ned mod søerne og gemmer på små plateauer eller hylder med småsøer i flere etager. Her, hvor vi kan kigge ud mod flere niveauer af søer, slår vi teltet op med åbningen vendt mod vest og solnedgangen. Vi sidder i teltet med en kop varm te, spiser peanuts og hører podcasts, da en flok rener nærmer sig teltet. Deres gevirer stikker op i det orange solnedgangslys som forgrenede silhuetter med søerne i baggrunden. Vi føler os som verdens heldigste mennesker.

Senere samme aften blæser det op med en ordentlig sidevind fra Sarek. Vinden rusker og slider i teltet, som får hele presset af vinden direkte ind på siden og begynder at læne sig væk fra vindretningen, som træerne på den jyske vestkyst. Der er ikke noget at gøre. Vi er nødt til at krybe ud af de lune soveposer og ud i mørket for at dreje teltet, så det vender den mere vindstabile bagende mod vinden.

Gang efter gang stopper vi op for at beundre udsigten til et mægtigt land af snedækkede fjelde, dybblå søer, grønne højsletter og fossende elve. Vi kan næsten ikke nænne at gå videre.

Ved den samiske landsby Staloluokta holder vi en længere pause. Vi taler om, hvordan det må være at bo så naturskønt i vejløst terræn for de samere, som hver sommer flytter ud på fjeldet til den lille landsby for at være nær deres renhjorder i sommergræsningsperioden og under kalvemærkningen. Mellem de små, farvestrålende huse ved søbredden er der både en lille kiosk, en kirkekåte og en helikopterlandingsplads. Ellers er her søudsigt, fjelde og snedækkede tinder hele vejen rundt.

Vi forlader Staloluokta via en hængebro og sidder snart i blåbærløvet og spiser frokost med udsigt til et vandfald. Her er helt og aldeles vindstille. De snedækkede fjeldtoppe og skyerne spejler sig perfekt i søerne, og vi har det, som om vi ser dobbelt. Her er uendeligt smukt. Og nu ser vi ovenikøbet det hele i stereo.

Fjeldpost til fods

”Fjeldene ligner æbleskiver med flormelis,” konstaterer Rasmus, da han stikker hovedet ud ad teltdøren til en række blødt afrundede fjelde med et friskt drys puddersne på toppen.

Vi smider senere på dagen støvlerne, binder dem sammen i snørebåndene og hænger dem om halsen, mens vi vader over et iskoldt vandløb. Kort efter kommer vi til en hytte og er noget uforstående, da hytteværten spørger, om vi har fjeldpost med. I et land helt uden telefondækning kommunikerer hytteværterne med hinanden via fjeldpost, håndskrevne breve, som de beder forbipasserende vandrere om at bringe med til den næste hytte.

”Ja, det er ofte hurtigere end PostNord,” griner hytteværten, mens hun fortæller om livet som hyttevært alene ude på fjeldet. I ydersæsonen kan der være dage uden overnattende gæster i hytten, og hytteværterne har god tid til at gå tur, læse eller fiske. Mange hytteværter elsker livet alene på fjeldet og kommer igen år efter år, samtidig med at de altid har tid til at slå en sludder af med forbipasserende vandrere og dele tips om ruten.

Vi nærmer os Tarradalen, hvor elven løber som et blåt bånd gennem fjeldlandskabet. De åbne vidder afløses lidt efter lidt af lave birketræer, indtil vi går i decideret skov langs floden. Dag for dag, jo nærmere efteråret vi kommer, får træerne en lidt mere gul og gylden farve. En bunke hvide fjer vidner om, at en rype, som er skiftet lidt for tidligt til vinterdragten, har mistet sin camouflage og er blevet et nemt offer for ræven. Som vandrere opdager vi ofte først rypen, når den med en gnæggende lyd flakser op fra sit skjul med en flyvefærdighed som en vingeskudt høne. At denne fugl findes overalt i de svenske fjelde, kan kun skyldes dens gode camouflage, som dog ikke altid er helt koordineret med årets første snefald.

Lukker og slukker

Ved Såmmarlappa-hytten hilser hytteværterne på os med store smil. De er nemlig ved at lukke hytten ned for sæsonen og er glade for et par ekstra hænder, når den solide robåd skal løftes op af elven for vinteren. Som tak for hjælpen får vi et par plader chokolade, som vi glade sætter tænderne i under den næste pause. Det bliver næsten os, der lukker og slukker på Padjelantaleden. Om få dage sejler den sidste båd fra vandrestien til Kvikkjokk Fjeldstation, og kun forstyrret af nogle få skiløbere i forårsmånederne kommer området til at ligge øde hen indtil næste sommer. Det er en fascinerende tanke, at et så stort naturområde kan være så godt som mennesketomt ni af årets måneder.

Efter en sidste overnatning i teltet nær floden hører vi en tøffende motorlyd. Det er bådmanden Björn, der kommer for at hente os og bringe os tilbage til civilisationen og Kvikkjokk Fjeldstation, hvor der venter et brusebad og en stor skål rygende varm gullasch til frokost. Vi er færdige med Padjelantaleden, men har slet ikke fået nok af Laplands vandrestier. Efter frokost fortsætter vi vandringen sydpå ad Kungsleden.

Rener og 8.000 år gamle spor

Menneskets historie i Padjelanta er tæt vævet sammen med renernes. Her er 8000 år gamle spor efter mennesker, som i begyndelsen vandrede efter renerne for at jage dem. Senere blev renerne tæmmet, og i dag er området sommergræsningsland for tre samebyers renhjorder fra april til december. Renkalvene kommer til verden i maj på de store sletter i Padjelanta Nationalpark.

Padjelantaleden

Padjelantaleden er omtrent 140 kilometer lang og gennemskærer tre majestætiske nationalparker i svensk Lapland: Stora Sjöfallet, Padjelanta og Sarek. Padjelanta betyder ”det højtliggende land” på samisk, og det er lige præcis hvad det er – et højtliggende fjeldplateau klemt inde mellem Sareks dramatiske bjergtoppe og de norske grænsefjelde.

Stort set hele ruten ligger over trægrænsen, og undervejs har man udsigt over en række enorme søer i den vestlige ende af nationalparken. Padjelanta er stærkt præget af samisk kultur, og ruten passerer igennem flere små samelandsbyer i vejløst terræn. Padjelanta er Sveriges største nationalpark og indgår i verdensarvsområdet Laponia, Europas største sammenhængende naturområde.