Langt, langt væk – lige ovre i Skåne

Liv i skoven

Efter en kold nat under skovens grønne løvtæppe og hyggelige morgenritualer i teltet er vi som rimelig friske morgenfugle klar til den første hele dag på Ås til ås-stien. Solen sender sine skrå lysstråler ind over stien og får dem til at danse på træstammernes rynkede bark, mens vi til småstenenes taktfaste rytme lader os føre ud af skoven. På en mark længere nede ad grusvejen græsser en stor hjorteflok. Halvt i skjul bag et stendige betragter vi, hvordan de har øjne og ører på stilke, klar til at springe af sted ved den mindste lyd. Lyden kommer fra en mindre traneflok, der med deres trut i trompeten får os til at kigge mod himlen. 

Med de rødmalede huse og den svenske vimpel vajende i vinden er det næsten for romantisk at se, at også hvidhalede harer løber legende omkring. Øjnene kører begejstret i alle retninger og fanges i fascination over splithalede rovfugle, der svæver omkring som drager. I virkeligheden er det røde glenter, der i lav glideflugt er ude og sondere terrænet for smågnavere og ådsler. At her er også vildsvin, er det roderi, de har efterladt i skovbunden, et tydeligt tegn på. 

Ved denne badesø fandt vi turens skønneste lejrplads på en lille odde med udsigt til både solnedgang og solopgang. Den korte afstikker fra leden til Dagstorpsjön er alle skridtene værd.

Bekymringer i natten

Ved Klöva Hallars bratte sprækkedale, slingrende vandløb og høje plateauer stiger pulsen, og Söderåsen begynder for alvor at åbne for posen af storslåede landskaber. På stien langs afgrundens rand begynder den umulige jagt på en frokostplads med udsigt til al denne skånske herlighed, der samtidig skal ligge godt i læ for de kolde luftstrømme, der ræser hvileløst op og ned ad skrænterne.

Jo længere vi kommer ud på dagen, jo mere svinder det i beholdningen af kogt vand, så det er fristende at slukke tørsten direkte fra den rislende bæk, men noget holder os tilbage. Vi er trods alt ikke i højfjeldet. Ved synet af en køleboks, som trail angels må have sat ud ved grusvejen, er den første tanke, om der mon er noget i, og dernæst om vi har nok svenske kontanter til de to kolde sodavand, der tigger om at blive vores.

Ved Klåveröds vandrehjem standser vi for at tjekke op på provianten. Vi mangler frokost til i morgen, og hvad værre er, så er mobiltelefonerne også ved at løbe tør for strøm, så vi tager imod tilbuddet om at slå teltet op, få et bad og spæde maddepotet lidt op. Da jeg om natten ligger og vender og drejer mig for at få mine ømme knæ til at falde til ro og finde en behagelig stilling i den snævre sovepose med alle dens irriterende snoretræk og nathuen, der for hver rotation kører om i nakken, begynder bekymringerne at tårne sig op.

Rygter vil vide, at morgendagens rute er som en stærkt kuperet forhindringsbane med store rødder og klippestykker stikkende op overalt. I nattens mulm og mørke er jeg havnet på nogle af de sværest fremkommelige strækninger i Norges fjellheim, og søvnen vil bare ikke indfinde sig.

Over vådområder har man nogle gange følelsen af at gå planken ud. Der bliver gjort meget for at holde ruten ved lige, så man kan komme tørskoet frem.

Vi bøjer os i støvet

Men da nattegru bliver til morgengry, viser det sig, at naturreservatstien gennem Skorstensdalen og langs Dejebækken slet ikke er så ufremkommelig som i nattens skræmmebilleder. Men at træerne i det her klippelandskab er en tand mere på tæerne for at gøre sig til, og at sidste års bøgeblade gør sig ekstra umage for at lyde knasende sprøde er ganske vist.

Og så er der bækken, der lykkes så herligt med at lyde både rislende og klukkende. For slet ikke at nævne spættens trommende hakkeri. Vi bøjer os i støvet og tager bogstavelig talt en kunstpause.

Jo tættere vi kommer hjertet af Söderåsens nationalpark og dets utallige panoramaudsigter fra Kopparhatten og Hjortesprånget, jo flere selfiefotograferende skovgæster må vi holde tilbage for. Men helt ærligt. Jeg forstår dem godt. Vores kamera går også grassat over det astronomiske antal milliarder af grønne bøgeblade i Skäralids dybe sprækkedal.

”Så du snogene og hugormene rundt om Skärdammen?” spørger kaffevognsbaristaen foran nationalparkens hovedindgang og rækker mig en cappucino to go med et lækkert tykt lag mælkeskum.

Men nej, den 900 meter lange handicapvenlige sti om søen, er ikke en del af Ås til ås-leden, og der er stadig langt til Röstånga, hvor vi skal nå frem, inden supermarkedet lukker.

Nogle dage møder du måske ikke et øje. De få mennesker, der krydser din vej, vil til gengæld stå på hovedet for dig. Se selv eksemplet her fra Anderstorp på etape 6. 

Vulkaner i Skåne

Med endnu tungere rygsække vender vi nationalpark og supermarked ryggen for at finde shelterpladsen Jällabjär, der ligger for foden af en mere end 100 millioner år gammel vulkan. Vi anede ikke, at de havde vulkaner i Skåne, men den er også kun 50 meter høj, og lige nu er det duften af bål og synet af enebærbuske og blomstrende enge, der er mest dominerende.

I det ene af to shelters sidder en far med sine to teenagerbørn og er ved at sætte pølser på pinde. Vi finder også dagens ret frem, der består af judasøresvampe. De var dejlig lette og forholdsvis appetitlige, mens de endnu var tørre, men efter at have ligget flere timer i blød i en plasticpose øverst i min rygsæk er de blevet tunge, slaskede og underlige at røre ved.

Jan fisker alligevel en lille orange saks frem fra sit reparationskit, så jeg kan klippe øresvampene i småstykker. Stegt i hvidløg, tørrede krydderurter og chili skulle man tro, at de i det mindste smagte af noget, men nej! Den underlige konsistens i munden afgør sagen. De kommer ikke med på tur en anden gang.

Da opvasken er klaret under det iskolde brøndvand, der står ud af næsen på den pibende, gamle støbejernspumpe, begynder der at forme sig en sætning på mine læber: Skulle vi ikke lade teltet blive i rygsækken og sove i shelteren i nat? Godt ude på natten begynder jeg dog at længes efter vores telt, da kulden begynder at finde vej ind gennem alle de lag af tøj og soveposer, jeg ellers har pakket mig så godt ind i.

Da vi var ved at løbe tør for mobilstrøm, lå der et kort på stien og tiggede om at blive samlet op. På www.skaneleden.se er der link til en hjemmeside, hvor du kan bestille et topografisk kort (1:50 000) over Ås til ås-leden SL3. Kortet har også en oversigt over, hvor du kan finde drikkevand, få kaffe, handle, sove i shelter eller seng og komme på das.

Held i sprøjten

Spændte på, hvad dag fire har i vente, begiver vi os af sted gennem den sidste bid af Jällabjär Naturreservat, og inden længe ligger landsbyen Anderstorp ret forude.

”Du, der er god til svensk, kan du ikke spørge de to derovre foran gården, hvor byens café ligger?” spørger jeg Jan velvidende, at vi har alle odds imod os. 

Men minsandten om ikke vi netop denne formiddag har held i sprøjten.

”Der kan også blive et par kanelbullar og saftevand til jer,” siger en ældre herre på fejlfrit dansk, da han fanger, at vi har kastet vores kærlighed på alt det, de har stillet frem på campingbordet til årets cykelløbsmotionister.

”Skal I op på bjerget?” spørger en fem-seksårig dreng, også han på dansk, da vi stadig med den søde smag i munden har forladt enebærskoven efter Anderstorp.

”Er der da bjerge her?”

 ”Ja, altså ikke rigtige bjerge, men der er højt op,” svarer han og kigger sødt op på sin mor, der nikker bekræftende.

”I skal bare gå den vej,” fortsætter hans lille stemme, mens han peger skråt til højre.

Og sandt nok, for enden af en høj bakke træder vi ud på et åbent klippeplateau med fri udsigt over den slyngende Rönneådal. Vi smider rygsækken, ja den ene af os endda T-shirten. Det er da her, vi skal have frokost.

Den fredeligste skovtur i Skåne

Det meste af eftermiddagen forsvinder i glemslens tåge, indtil vi når badesøen Dagstorpssjön, hvor vi slår lejr på en lille odde, sætter vand over til en gang Realturmad, smækker benene op og tænder for solnedgangen, der er dejlig længe om at nå sit klimaks. Fordelen ved at slå lejr på den smalle odde er, at vi næste dag bare skal vende os om for også at få morgensolen til at varme os.

Vi læner os godt op ad et stærkt træ ved søbredden og lader alt foregå i sneglefart, så vi kan trække tiden på denne fredfyldte plet så længe som muligt. Men alting har en ende, og da vi senere på dagen, når Höör, er det her, vi siger på gensyn til den sidste halvdel af den 160 kilometer fint mærkede Ås til ås-sti. På det tidspunkt ved vi endnu ikke, at der på de sidste 80 kilometer venter os vores livs storkeoplevelse, at spidsmusen inviterer sig selv med til bords, og at caféen i Fulltofta Naturcentrum er et superhyggeligt sted at lade op med strøm og pandekager.

Vi er også fuldkommen uforberedte på, hvor skummelt råbukkens advarselsbrøl lyder dybt inde i den skumrende skov, og vi aner heller ikke, at vi skal komme til at opleve parfumen af bålrøg, hedelandskaber, tørvemoser, rødmalede ødegårde og et smugkig over Hanøbugten nord for Bornholm; alt sammen som velkomne variationer på den fredeligste skovtur, lige derovre i Skåne.