146 vilde dage på Pacific Crest Trail

Modløshed
Jeg startede nede fra Mexico for syv uger siden, jeg har vandret cirka 1.200 kilometer gennem den sydcaliforniske ørken og er nu i Sierra Nevada, den mægtige bjergkæde, der rejser sig som en over 600 kilometer lang pukkel op gennem Californien. Passet foran mig er Forrester Pass, der med sine 4.009 højdemeter er det højeste punkt på Pacific Crest Trail.

Jeg har været i bjerge før, jeg har adskillige gange før været højere end 4.000 meter, og selv om vandringen gennem ørkenen har været varm, støvet, kvælende, brændende, ekstrem og hård, er det her første gang på turen op gennem USA, at jeg har haft lyst til at råbe ”Fuck dig, Pacific Crest Trail” og kyle min rygsæk ned ad en skråning.

Jeg sidder længe på klippeblokken. Tænker over mine grunde til at være her. Eventyret, det at vandre gennem storslået vild natur med alt, hvad jeg har brug for på ryggen, udfordringen, den fysiske og mentale, friheden, at være væk fra hverdagsfnidder og støjen fra den moderne civilisation.

Og så mine personlige grunde.

For jeg er her ikke kun, fordi jeg er outdoorfreak, jeg er her især, fordi mit liv de senere år har været et mudderhul af modløshed. Jeg har det stadig tungt efter en skilsmisse for tre år siden, jeg sejler tvivlende rundt job- og karrieremæssigt, og som seneste skud på min sørgelige livsstamme var jeg sidste år fanget i et giftigt forhold til en mand, der har slået nogle gevaldige buler i min tro på mig selv.

Så jeg havde brug for at gøre noget vildt for at komme op af det hul og tage mit liv op til alvorlig revision. Noget, hvor jeg kunne komme helt væk og få perspektiv på det hele og samtidig genfinde min tro på mig selv ved at gøre noget, jeg sindssygt gerne ville, men ikke var sikker på, jeg kunne.

Alt det er Pacific Crest Trail.

Tryghed
Jeg rejser mig langsomt op, mens jeg arrigt messer til min dødsenstrætte krop:

”Kom så. Du kan fandeme godt. Du. Kan. Godt.”

Skridt for skridt aser jeg mig op ad den smalle sti, der kramper sig til bjergvæggen så tæt på kanten, at jeg bliver svimmel af at kigge ud over den til det kaos af klipper og gammel is og sne, der ligger mange hundrede meter nedenfor den.

Og så er jeg oppe i passet og griner overstadigt, mens jeg stirrer mod nord ud over bjergtinderne, der strækker sig op mod den blå himmel, så langt jeg kan se. Næsten glemt er, hvor træt min krop var på vej herop, nu er jeg opfyldt af bevægelse over, hvor kæmpestor en gave det er at få lov at være her.

De næste tre uger bevæger jeg mig over floder og bjergpas gennem Sierra Nevada, slår lejr og laver bål på overjordisk smukke lejrpladser, bader i søer og varme kilder og tager en afstikker ind til Yosemite Valley, inden jeg efter godt 500 kilometers bjergvandring rammer det nordlige Californien. Som i forhold til de takkede tinder i Sierra Nevada er bløde rullende bakker, der ikke er udstyret med de samme vilde udsigter, og som af mange betegnes som den kedeligste del af Pacific Crest Trail.

Det er også her, mange vandrere på Pacific Crest Trail falder fra. De fleste har nu gået i omkring to måneder, den første adrenalinfyldte tid i ørkenen er overstået, turens smukkeste strækning i de høje bjerge er overstået – og man er stadig ikke engang halvvejs mod Canada.

Jeg er vild med Nordcalifornien. Dels fordi naturen er smuk på sin egen blide måde, dels fordi jeg føler mig stærk, jeg kan nu uden problemer gå 40 kilometer om dagen, jeg er tryg ved mine beslutninger om mad og vand, jeg er ikke bange for at sove i skoven med bjørne og pumaer, og hver dag lærer jeg noget nyt om mig selv.

De mindre sjove dage – som den, hvor jeg vågner op med blod i soveposen fra en uventet menstruation – er udfordringer, der falder ind i kategorien af ting, jeg lærer af.

Godhed
Jeg startede ud alene, men mødte hurtigt andre, som jeg fulgtes on and off med gennem ørkenen og bjergene. I en stor del af Nordcalifornien går jeg alene, sover alene, er bare mig og naturen, og det giver mig noget helt særligt. Jeg føler mig lille og ubetydelig i forhold til den store natur omkring mig, jeg er der på dens præmisser, og selv om jeg er mere tørstig, sulten, træt i kroppen og især beskidt, end jeg nogensinde har været før, er jeg er i live på en måde, jeg sjældent er hjemme i København.

Det er også her, jeg første gang blaffer alene. Jeg har gjort det mange gange tidligere på turen, for det er den mest oplagte måde at komme fra stien ind til de byer, hvor jeg skal købe nye madforsyninger, men ikke alene. Det gør jeg nu, og finder for alvor ud af, at er man i tvivl om godheden i mennesket, skal man gå Pacific Crest Trail, for der er ingen grænser for generøsiteten fra fremmede. Især fra det netværk af såkaldte Trail Angels, som findes langs stien og er mennesker, der ikke selv går, men gør alt, hvad de kan for at hjælpe dem, der gør. Fra transport og husly til tøjvask og de kolde drikke, jeg nonstop hungrer efter.

Nordcalifornien er ikke kun blid natur, den viser også sin barske side, da vilde skovbrande bryder ud, og jeg går i flere uger indhyllet i røg. Brandene breder sig over mange hundrede kilometer, og røgen er der også, da jeg går ind i staten Oregon, og betyder, at jeg ikke ser Crater Lake, som er en af Oregons mest berømte syn, og som Pacific Crest Trail går lige forbi, fordi den er pakket ind i en røgsky.

Uvished
Det meste af stien gennem Oregon snor sig inde i dybe skove, hvor naturen igen demonstrerer sin magt – jeg må jeg flere gange mase mig over, under eller rundt om kæmpetræer, der, som var de små tændstikker, er væltet under de storme, som ind imellem raser her.

Andre steder er stien lukket på grund af skovbrand, og jeg må ud i detours, og på andre strækninger igen går jeg forbi døde stammer på en jord dækket af askeflager som vidnesbyrd om tidligere brande.

Den sidste strækning mod Canada går gennem staten Washington og er 800 kilometer over bjergkæden North Cascades, hvis toppe ikke er lige så høje som i Sierra Nevada. Til gengæld er det nu blevet efterår, og uvisheden om, hvornår næste vinters sne begynder at falde og potentielt sætter en stopper for at nå Canada, fylder i min bevidsthed.

Jeg slipper for sne, men ikke for regn og kulde. Jeg vågner adskillige morgener med klaprende tænder, og jeg kæmper mig en dag 47 kilometer gennem regntåge og mudder for at nå ind til en by og sove i en tør og varm seng. Det er også i Washington, jeg sover under turens vildeste stjernehimmel, ser en puma, får en allergisk reaktion fra et insektstik, og må holde en hviledag for at tage til tandlæge med smerter så voldsomme, at selv en daglig dosis på +20 Ibuprofen ikke kan holde dem væk.

Og hele tiden trækker Canada nu i mig som en magnet, samtidig med at jeg ikke har lyst til, at det skal være slut.

Forløsning
Jeg glæder mig til at komme hjem og se mine venner og familie og til at integrere alt det, jeg har lært om mig selv i min hverdag. På den anden side kan jeg slet ikke forestille mig ikke at skulle være her mere og leve det her simple liv – gå, spise, sove, og med jævne mellemrum være ved at eksplodere af begejstring over en seng, et bad og rigtig mad i en by. Hvordan kan en dansk hverdag nogensinde give mig den her følelse af boblende glæde over at være i live?

Jeg går ind over grænsen til Canada 146 dage efter, jeg startede fra den mexicanske grænse. 146 dage med skidt, sved, sult, tørst, træthed, smerte, regn, tvivl og frustration, men også med sjov, lykke, forløsning, vilde oplevelser og møder med fantastiske mennesker, og jeg ville ikke have undværet en eneste dag.

Heller ikke den på Forrester Pass.

I bogen Jeg lever er vi med Gitte Holtze, når hun kæmper sig de 4.265 kilometer ad Pacific Crest Trail op gennem USA – fra brændende ørkenhede til vilde floder i bjergene, med sult, tørst og udmattelse, uventede begivenheder, møder med vilde dyr og med mennesker, der på forskellig vis forandrer hende. På sin fem måneder lange vandring havner hun ofte udenfor sin komfortzone, men for hvert skridt mod Canada kommer hun tættere og tættere på sig selv og sit mål om at finde ro og retning i sit liv.

324 sider. Momenta. 249 kr.