Gitte Holtze gik 4.265 kilometer gennem de amerikanske stater Californien, Oregon og Washington ad Pacific Crest Trail i 2018. Det gjorde hun for eventyrets og frihedens skyld, men også for at genfinde troen på sig selv efter et dyk i livet.
Hvad fanden laver jeg egentlig her?
Tanken kommer sammen med de tårer af arrig frustration, der vælder op i øjnene på mig. Jeg er så udmattet, som jeg aldrig har været det før. Mine ben føles som to stykker gelé, der ryster og bævrer, mit åndedræt er hivende, og mit hjerte føles, som om det lige om lidt vil vælte ud af brystet på mig af anstrengelse.
Foran mig tårner en klippevæg sig op som en stejl mur, langt oppe ad den kan jeg skimte en prik, der bevæger sig, endnu længere oppe en drive af sne, og bag det et lille hul i væggen, som er bjergpasset, jeg skal op til.
Det virker fuldstændig uladsiggørligt.
Jeg lader mig dumpe ned på en klippeblok og læner mig fremover støttet til mine Vandrestave, så min overkrop hænger ned mellem benene. Min Rygsæk skærer sig ind i skuldrene på mig, men jeg orker ikke at tage den af, jeg sidder bare med øjnene lukkede mod den skarpe sol, der banker ned i nakken på mig, og har lyst til at rulle mig sammen lige der på den støvede sti og sove i 100 år.
Jeg er på Pacific Crest Trail, den godt 4.200 kilometer lange vandresti, der snor sig op gennem USA fra den mexicanske grænse til den canadiske et par hundrede kilometer øst for Stillehavet.
