Til fods gennem Utahs Buckskin Gulch

I en anden verden
Buckskin Gulch er et ret ukendt, surrealistisk og til tider livsfarligt, men altid vanvittigt smukt, naturligt underværk. Den såkaldte slot canyon, der bedst lader sig beskrive som en korridor af sten formet af vand gennem århundreder, slynger sig 24 kilometer gennem et isoleret område i Utahs røde hjerte.

Buckskin Gulch er blandt verdens længste af sin slags og nogle steder så dyb, at jeg knap kan se himlen over mit hoved. Andre steder er den så trang, at jeg er nødt til at tage rygsækken af for at komme igennem. Enkelte strækninger har et fladt og behageligt underlag, mens andre strækninger igen er blokeret af enorme sten, svære træstammer og store bunke af grene.

Jeg passerer gennem flere vandhuller. Nogle er dybe og vanskelige, andre lave og nemme at krydse, men fælles for dem alle er, at vandet er isnende koldt. Selv om temperaturen 100 meter over mig ligger på 30 grader, så er det faktisk koldt hernede. Jeg fryser en lille smule.

Solens stråler har aldrig skinnet her, og jeg føler mig en smule som en karakter i Jules Vernes eventyr om rejsen til Jordens indre.

Natten i kløften
Med mudder fra top til tå, våd op til brystet og bleg om næbbet efter mange timer, hvor jeg har været klemt inde i den smalle kløft, åbner de høje klippesider sig pludselig, og en luftig, bred kløft åbenbarer sig.

Luften er opvarmet af solen, og det er næsten som at vade lige lukt ind i en form for paradis. Blomster springer op fra den udtørrede flodbund, bierne summer, og højt over mig svæver svaler på jagt efter insekter under en kølig, blå himmel.

Jeg finder en lille græsfyldt hylde i landskabet, slår teltet op og fyrer op under min Primus. Solnedgangen farver klippevæggene højt deroppe røde. Så kommer månen og gør sit, og hele tiden er jeg omgivet af fuldstændig stilhed. Livet bliver bare ikke bedre end det her.

Underholdt af månelyset og mine egne tanker forestiller jeg mig, hvordan indianerne engang for længe siden sad det samme sted, som jeg nu sidder, og så akkurat det samme, som jeg gør nu. Landskabet rundt om mig har været sådan her altid, og er der ikke nogen mennesker, der ødelægger det, vil det blive ved med at være lige så fantastisk.

11 druknede
At mase sig gennem hele Buckskin Gulch er et eventyr i verdensklasse, og for dem, der finder vej hertil, venter en oplevelse, der for altid vil fæstne sig i ens bevidsthed. Men helt ufarligt er det ikke. En ting er selvfølgelig slanger og kryb – i løbet af min første dag har jeg set fem slanger, alle på nært hold – men det er ikke den fare, alle taler om. Det er til gengæld regnen.

I august 1997 opholdt 13 mennesker sig i den lettere tilgængelige og langt mindre Antelope Canyon i Arizona. Men selv om himlen over dem var blå, så blev området mod nordøst udsat for et kraftigt regnskyl. En væg af vand fyldte med ét den smalle bjergkløft, og 11 mennesker døde.

Hvad der vil ske, hvis vandstanden i Buckskin Gulch pludselig stiger drastisk, behøver jeg ikke engang tænke på. Er man i en slot canyon, når oversvømmelsen pludselig kommer væltende, så dør man.

Derfor er det uhyre vigtigt at kende vejrudsigten nøje, inden man begiver sig af sted. I mit tilfælde er jeg ganske tryg, men morgenen derpå går det op for mig, hvad det er for nogle kræfter, der bliver sluppet løs, når vandmasserne kommer væltende.

Som i jordens indre
Jeg pakker teltet sammen og begiver mig videre. Jeg følger den brede kløft i et stykke tid, inden den snævrer ind igen. Fra at have det 100 meter flodleje at boltre sig i, skal floden pludselig gennem en kløft, der på det smalleste sted blot er en halv meter. Jeg kan kun forestille mig, hvilket enormt tryk vandet får her. Alt og alle, der er i vejen, vil blive skyllet væk, som myrer i et toilet.

Den seneste oversvømmelse var for tre uger siden. Sporene er her stadig i form af dybe vandhuller og tykt, vådt ler. Det tager derfor sin tid at bevæge sig gennem området. Men det er netop en stor del af charmen.

Efter nogen tid laver jeg en lille lejr og udforsker videre med en lille dagtursrygsæk. Jeg er dybt inde i kløften. De fleste, der kommer til Buckskin Gulch, bevæger sig meget sjældent så langt ind. Men der går de glip af noget, for her inde er kløften om muligt endnu mere spektakulær.

Væggene strækker sig 150 meter op over mit hoved, og de er blankpolerede af vand og slam – noget der giver dem et bølgende, kunstnerisk udseende. Enkelte dele er næsten som tunneller. Her lukker væggene sig over kløftens gulv. Solens stråler har aldrig skinnet her, og jeg føler mig en smule som en karakter i Jules Vernes eventyr om rejsen til jordens indre.

Ørkenslangernes konge
Tilbage i min lejr, lige der hvor Buckskin Gulch møder Paria River, bliver jeg rykket tilbage til vor verden igen. I løbet af de seneste to dage har jeg set en række slanger, men det er først nu, jeg møder ørkenslangernes konge. En fed klapperslange har slået sig ned på en gren lige ved mit telt, og den virker gnaven.

Den kryber ned fra grenen og lægger sig blot en meter fra indgangen til mit telt. Jeg prøver at vifte den væk med armbevægelser, men dens eneste svar er at hugge ud efter mig. At blive bidt af en klapperslange her nede er noget nær det sidste, jeg ønsker mig, så jeg samler slangen op på en pind og bærer den langt væk fra min lejr.

Den kryber bort ud på nattens jagt, mens jeg kryber ind i nattens søvn. Himlen langt deroppe er fuld af stjerner, og dermed er udsigten til, at jeg i morgen skal komme helskindet ud af Buckskin Gulch stor. Men jeg trænger til søvn. For turen tilbage byder på 24 kilometer med tykt ler, trange passager, 18 dybe vandhuller og helt sikkert en stor håndfuld slanger.

Klapperslangen smager på mig

Når den klapperslange, jeg fandt uden for mit telt, spiller med tungen, kan den ’smage’ mig. Tungen indsamler kemiske signaler og molekyler fra luften, som den fører ind i munden. Her bliver de analyseret af et organ, der gør det muligt for slangen at spore et byttedyr, kende forskel mellem ven og fjende og finde en partner.

Klapperslangen har også et sansesystem, der kan afgøre, hvor en genstand eller krop med en anden temperatur befinder sig, og hvor langt den er væk. Derfor kan klapperslangen finde en mus og træfsikkert sætte et hug ind selv i total mørke. 

Buckskin Gulch 

Kløften ligger i det sydlige Utah lige på grænsen til Arizona og er i alt 32 kilometer lang – jeg gik de 24 kilometer. Den ligger nord for Grand Canyon National Park, syd for Grand Staircase-Escalante National Monument, øst for Zion National Park og vest for Lake Powell.