150 meter høje, lodrette bjergvægge og snævre passager. Slanger, skorpioner, iskolde mudderhuller samt frygten for regn og pludselige, dødsensfarlige oversvømmelser. Verdens længste korridor af sten, Buckskin Gulch, er ingen walk in the park, men sikke eteventyr der venter Johnny Haglund i USA’s nationalparkstat, Utah.
Det meste af mit udstyr ligger pakket ned i en vandtæt Taske, så jeg kunne vel egentlig lade det hele flyde hen over det syv meter brede mudderhul, jeg er nødsaget til at krydse. Men det hele ligger i en rygsæk, og en våd rygsæk er langt tungere end en tør en af slagsen.
Først krydser jeg mudderhullet uden rygsækken for at se, hvor dybt det er. Mudderet går mig til livet. En død mus flyder i overfladen sammen med en række små som store druknede insekter, mens mellem to- og trehundrede små ormelignende kryb dukker op og ned i overfladen, som var det for at betragte mig.
”Er der noget blod at suge fra ham,” bilder jeg mig ind, de siger til hinanden, mens de anskuer mig som et lovende måltid.
Med rygsækken hvilende delvis på skuldre og hoved begynder jeg at vakle gennem mudderet. Jeg er med et blevet 28 kilo tungere, så jeg synker yderligere ned i den tykke, lerede bund.
Jeg føler, hvordan mine sko suger sig fast i bunden, og jeg må støtte mig til bjergvæggen for ikke at miste balancen. Akkurat i det øjeblik, jeg begynder at klatre op fra dybet på midten og endelig kan vriste mig fri af døde og levende insekter, kommer ikke bare en, men to slanger svømmende i min retning.
Med en hånd på oppakningen og en hånd mod bjergvæggen ser jeg ikke andet at gøre end at puste og vrikke lidt med hofterne i et forsøg på at få disse meterlange kryb på andre tanker.
Det lykkedes til at starte med, men de forsvinder ikke. De svømmer bare tilbage til stenene, de lå på før, og fortsætter med at kigge på mig. Måske de venter på at blive underholdt yderligere?
How to resolve AdBlock issue? 
