Ud i Alaskas vildmark - Blandt bjørne i Denali

Der er dog forholdsregler, vi må tage. Bjørne kan lugte alt på lang afstand og er nysgerrige, så vi får udleveret bear cans, små afrundede plastikcontainere, der er formet, så bjørnene ikke kan få hul på dem. I lejren skal alt, der lugter anderledes, pakkes ned og lægges 100 meter fra teltlejren, så bamserne kan rode i tingene, mens vi sover sødt.

Der strenge regler til vandrernes adfærd i Denali National Park, hvor der, for at beskytte naturen og dyrene, ikke er nogen markerede stier. Vi kan ikke få lov at gå samlet, da det er for mange på samme sted. Nationalparken er derfor inddelt i zoner, ob vi bliver delt i to gruppe med tre og syv i hver og får tildelt hver vores sin zone.Guiderne understreger desuden vigtigheden af, at vi tager alt affald med ud. Inklusive vores egen afføring. Posen med indhold bliver hurtigt døbt ’Den fæle pose’.

En gammel amerikansk skolebus kører os ad den eneste gennemgående vej ind igennem nationalparken. Chaufføren gør et stort nummer ud af at udtrykke sin afsky for bjørneklokker. Hvis han hører nogle, vil man blive smidt af, siger han med et glimt i øjet. Klokkerne kan købes over alt, er beregnet til at montere på rygsække og skal angiveligt skræmme bjørnene væk. Vores chauffør hører til dem, der mener, at de faktisk gør det modsatte og i stedet tiltrækker bjørnene. Den lokale joke er, at den mest almindelige bestanddel i bjørneafføring er de små klokker.

Grizzlymor med unger
Vi starter med en lettere opstigning langs en gammel minevej, og her på førstedagen skal vores stakkels kroppe lige i gang. Det er dog en fornøjelse at komme op og ud i terrænet. Vi har seks dage i terrænet, der er kuperet, men ikke strengt at vandre i. Vi går for det meste i et bunddække af vegetation, men vi finder hurtigt ud af, at vi skal være opmærksomme på vores rute, da der ikke er afmærkning af nogen art. De synlige forandringer, vi ser i terrænet, er ofte ikke store nok til at fremgå af de kort, vi har. Vi er dog flere, der har god erfaring med kortlæsning, så det bliver heldigvis ikke et problem.

På førstedagen møder vi to parkrangere, der fortæller, at de for nylig har set en grizzlymor med to unger, men vi er velkomne til at fortsætte. Du må aldrig overraske en grizzlybjørn og slet ikke en beskyttende mor med unger.  Hvis man ser en bjørn, vil den normalt fortrække hurtigt, når den får øje på en, men er der tale om en mor med unger, kan hun finde på hvad som helst for at beskytte dem – også at angribe mennesker i stedet for at forsvinde.

Parken har dog kun oplevet meget få sammenstød mellem mennesker og bjørne, og de har været uden døden til følge, så rationelt er der ikke noget at være bange for. Men risikoen er til stede. Vi ser jævnligt friske bjørnespor, men de kan ikke lide lugten af mennesker, så de skal overraskes, hvis vi skal se dem. Det spændende dilemma er, at vi rigtig gerne vil se bjørnene, men helst ikke for tæt på. Og så alligevel tæt nok til at vores kameraer kan indfange oplevelsen.

For foden af Mt. McKinley
Det er varmt og vindstille. Det er vi som udgangspunkt rigtig glade for, men ja, der er også rigtig mange myg i Alaska. Vi har dog alle husket myggenet, og det bliver der brug for, da der skal en let brise til at holde myggene væk. Men myg og ømme lårbasser betyder ingenting, da vi til stor begejstring bliver belønnet for strabadserne med skyfri himmel og fri udsigt til den 650 kilometer lange Alaska Range og hermed også Nordamerikas højeste bjerg Mount Mckinley, også kaldet Denali, på 6194 imponerende meter.

Vi slår lejr tidligt på eftermiddagen på et stort åbent område. Af hensyn til bjørnene bliver det anbefalet at slå lejr på åbne områder med god udsigt, så overblikket er godt, og også bjørnen kan se os på lang afstand. Teltene bliver smækket op på ingen tid, og madlageret lagt i bjørnesikker afstand, så vi kan få gang i noget madlavning.

Det kulinariske indslag består af frysetørret mad, og snart hvæser en af mine favoritlyde: lyden af en multibrænder, der koger vand til maden. Selvom der er mange gode smagsvarianter inden for frysetørret mad, man godt kan blive lidt træt af den grødagtige konsistens. Men det er nu en meget lille detalje når sulten styrer ens tanker.

Badet først i aftensolen, og næste morgen i solopgangens gylden skær, går udsigten fra vores lejr til McKinley over i historien, som en af de mest fantastiske udsigter på min personlige top ti Farvekontrasterne, der udspiller sig i overgangen fra det grønne terræn til de høje, snedækkede bjergtoppe, er imponerende, når den lavtstående sols stråler falder henover landskabet. Vi sidder i lejren og nyder udsigten med en kop kaffe i en liggeunderlagsstol, og det føles, som om vi har vundet.

Mødet med bjørnen
Sørme om vi ikke på andendagen møder grizzlymutter med sine to unger. I ro og mag betragter vi dem på behørig afstand 4-500 meter væk. Ungerne render rundt, leger og slås, mens moren leder efter føde. Hun graver i jorden, hvor hun kan se, der er spor efter de små lækkerbiskener, vi kalder jordegern. Det er en fornøjelse at få lov til at se bjørnene, uden de har opdaget os, men alligevel ligger jeg med mit videokamera og tænker, at jeg fandens gerne vil tættere på. Samtidig er det en intens oplevelse at møde bjørnen i dens naturlige omgivelser.

På den ene side ved vi godt, at vi kan tage det helt roligt, og der ikke sker noget. Men bevidstheden om at befinde sig på bjørnenes territorium, hvor der er mulighed for at komme for tæt på, gør det spændende. Pludselig sætter Grizzlymutter sig på halen og vejrer med snuden. Umiddelbart efter bevæger bjørnene sig væk fra os i lidt hurtigere tempo. Vi er afsløret. Alligevel føler vi, at vi har heldet med os her på de første dage. Vejret er godt, der er fuldstændig fantastiske udsigter og nu også den ultimative vildmarksoplevelse – mødet med bjørnene.

Vi bevæger os videre op over trægrænsen. Vandrer så vidt muligt fra top til top. Terrænet er forholdsvis ensartet, men udsigten 360 grader rundt virker uendelig i den her natur, der strækker sig over et ufatteligt stort område. Hvor bjørnene er menneskesky, er det nordamerikanske svar på rensdyr, caribou det bestemt ikke. Vi holder frokosthvil en caribou render rundt om os, nærmest som om den vil lege. Vi er kommet ind i den fede vandrerytme og er kommet væk fra alting. Fantastisk ikke at skulle tænke på meget andet end at nyde udsigten.

Det er dog ikke alle dage, vi er så heldige. De næste dage bliver vi præsenteret for det vejr, de lokale joker med og kort og godt kalder shitty. Vi er dog alle erfarne med at færdes i vildmarken, så det er ikke noget, der rykker ved den gode oplevelse, at det også regner en del.

Efter nogle meget kontrastfyldte dage fyldt med oplevelser i vores første møde med Alaskas fantastiske vildmark begynder vi at bevæge os ned under trægrænsen, og sigter mod en rangerstation nede ved landevejen, hvor vi kan vente på at Camperbussen kan køre os retur.

’The sexiest fat men alive’
Efter vores første skalp på ruten stævner vi mod Fairbanks. Ud af radioens højtalere vælter det uudholdelige miks af bluegrass og country-western. Når to, tilsyneladende populære, radioværter bliver omtalt er det sådan her:
”If you missed Rick and Bob this morning on Jet FM, you missed the to sexiest fat men alive.”

Der var ikke et øje tørt i bilen, men til gengæld rigtig langt til Fairbanks, hvor vi overnatter på det hyggelige, tilbagelænede Billies Backpackers Hostel og mæsker os i et fabelagtigt miks af pizza, grillet kød samt fisk og selvfølgelig Alaskan Amber-øl.

På farten igen står den på udsigt til en lang køretur med fantastiske udsigter til snedækkede bjerge i horisonten og imponerende, gamle jernbanebroer i tømmer og ikke mindst de absurde amerikanske autocampere, der er på størrelse med et mellemstort parcelhus. Og så har en mindre bil på slæb – mindre kan jo ikke gøre det.

Vi ankommer til den trætte lille flække Chitina, hvor der holder en stak ATV´ere (4-hjulede motorcykler) uden for tankstationen, byens midtpunkt, inden vi kører det sidste stræk mod McCarthy, flækken for enden af vejen. Det er blevet den 4. juli – USA's uafhængighedsdag – op på den lokale Golden Saloon, trykker en broget forsamling af skæve typer og lokale hillbillies den af. Utroligt at man kan danse så grimt – eller snarere hoppe rundt i alkoholiske tåger – men det er et herligt syn og der er ingen tvivl om de har det sjovt. Og at de er en rigtig sjov kontrast til oplevelserne i vildmarken.