Den dybe baslyd rammer mine ører med regelmæssige mellemrum. Efterhånden falder mine skridt ind i takten. Lyden af Stillehavets bølger dundrer op fra sandstranden flere hundrede meter under os. Her får naturen for alvor lov at spille med musklerne. Hver bølge kommer langvejs fra og indeholder tusindvis og atter tusindvis af liter salt vand. De får jorden på stien under mig til at ryste svagt. Sikke et paradoks. Der er ikke meget stille over Stillehavet, når man står ansigt til ansigt med det.
Vi går mod nord ad Coastal Trail, nærmere bestemt i naturparken Mount Tamalpais State Park omkring 40 kilometer nord for San Francisco. Det er januar, hvilket betyder temperaturer på omkring 15 grader her sidst på eftermiddagen. Stien snirkler sig af sted på de næsten træløse græsskråninger, der bugter sig ud og ind som bølgepap. Vi befinder os i den kystnære bjergkæde Coastal Range. En tæt vinterdis skjuler hemmelighedsfuldt en kystlinien under os. Langt oppe mod nord aner vi Point Reyes National Seashore, en fredet halvø ud for kysten.
Ustyrlige Andreas
Jorden under vores fødder er måske den mest usikre grund i hele verden. Mount Tamalpais State Park ligger lige oven på den såkaldte Andreas-forkastning. Det er en usynlig brudflade nede i jorden, dybt under bølger og græsklædte bjergskrænter. Her mases kontinentalpladerne mod hinanden i en evig brydekamp, og jordskælv kan når som helst bryde ud og ruske landskaberne omkring San Francisco. Flere gange i nyere tid har den ustyrlige natur i mere end en forstand rystet de millioner af mennesker, der bor her. Det skete for eksempel den 17. oktober 1989. På blot 15 sekunder rev et jordskælv 63 mennesker med i graven. Flere end 3000 blev såret.
I dag har californierne bygget deres huse, så de kan modstå meget voldsomme jordrystelser. Men geologerne er ængstelige. De venter en ny katastrofe, hvert øjeblik det skal være. Det er som om, den kendsgerning smitter af på californierne. Der er fart på overalt. Livet skal leves i dag – i morgen er det måske for sent. Lev stærkt og dø ung, hører man næsten James Deans spøgelse hviske i vinden. Selv blev han dræbt i sin Porsche på en vej ikke langt herfra.
Næsten alle i Californien vælger bilen, når de skal flytte sig. Derfor er kystområdet omkring San Francisco furet af motorveje med op til seks spor i hver retning. Mange steder krydser flere motorveje ind over hinanden i flere lag, og de er hele tiden fyldt til randen med biler.
Men heldigvis skal man ikke bevæge sig ret langt væk fra San Franciscos vartegn, Golden Gate Bridge, hvis man vil på tur i vild og uberørt natur. Faktisk kan man daffe rundt blandt downtowns himmelstræbende skyskrabere om formiddagen og vandre af sted omgivet af naturens lyde her på Coastal Trail om eftermiddagen. Hvis man har bil vel at mærke! Offentlig transport fra San Francisco op til den sammenhængende mosaik af fredede og øde naturområder nord for Golden Gate eksisterer stort set ikke.
Natur koster penge
Først på formiddagen parkerede vi vores 3-liters Oldsmobile på en parkeringsplads i udkanten af Mount Tamalpais State Park. Her oplevede vi endnu en af de ting, der kendetegner Californien, nemlig brugerbetaling. De fleste af USA’s naturparker – og især nationalparkerne – koster penge at besøge.
Her i Mount Tamalpais koster det fem dollars at parkere. Pengene går blandt andet til de rangers, der konstant holder et vågent øje med naturen i området.
En time fra parkeringspladsen når vi en lund af redwoods, træernes giraffer. Vi lader fingrene stryge hen over den korkagtige bark og lægger hovederne tilbage og lidt mere til for at skimte kronerne mere end 80 meter over os. Redwood er verdens højeste træart med en rekord på 112 meter.
Inden vi nåede Coastal Trail, besteg vi Mount Tamalpais. Toppen ligger lidt mere end 800 meter over havet og byder på en fabelagtig udsigt over vige og bugten omkring San Francisco. Nu går vi langs havet. Vintersolen forsvinder tidligt bag Stillehavshorisonten. Lige før mørket falder på, finder vi kortet frem. Til vores skræk opdager vi, at vi har forregnet os. Vi har allerede gået i mange timer, men der er stadig mindst 15 kilometer tilbage til bilen. Og der var vist noget med en bom på parkeringspladsen, der ville blive lukket på et eller andet tidspunkt.
Mørket sluger os. Skoven er helt sort, og vi snubler over sten og rødder, fordi vi har glemt lommelygterne i San Francisco. Endelig når vi frem til parkeringspladsen. Pis! – Bommen er sgu for. Vi ringer til den lokale ranger fra et hus i nærheden. Da han dukker op, viser det sig, at den uniformerede mand er flink og imødekommende. Han fortæller, at parken er lukket om natten, medmindre man har reserveret plads på en af teltpladserne. Hvis vi ikke var dukket op i løbet af natten, ville parkfolkene tilmed have sat en eftersøgning i gang. Naturområderne i Californien er strengt regulerede, forklarer han mig.
Under vinduesviskeren på bilen sidder der en overraskelse af de mindre sjove; en bøde på 50 dollars. Men vores ærgrelse får ikke lov at folde sig ud. Da rangeren sætter sig ind i sin bil og sætter nøglen i tændingen, kigger han på os og blinker:
“I de internationale relationers navn kvitter vi bøden. Fortsat godt ophold i Californien!”
Vandring langs Stillehavet
Arbejdet med at grundlægge Coastal Trail tog først for alvor fart i 1980’erne. Ambitionen er at lave en markeret rute hele vejen langs solstatens kyst, men indtil videre er der stadig kun tale om brudstykker hist og her. Foreningen bag stien planlægger dog at trykke detaljerede vandrekort i slutningen af 2003.
Tjek foreningens hjemmeside på www.californiacoastaltrail.info.
Læs mere om reservation af teltpladser på www.parks.ca.gov.
Hvis du vil gå ugevis på en ubrudt sti, lægger Californien også jord til en del af verdens længste organiserede vandrerute, Pacific Crest Trail. Stien zigzagger sig mere end 4100 kilometer fra Mexico til Canada. I Californien løber stien blandt andet gennem nogle af verdens varmeste ørkener i syd, over Mount Whitney på 4417 meter og videre gennem vildnisset i nord. På www.pcta.org kan du læse meget mere om stien.
Ekstra Viden
Redwoods på Grønland
Forskere mener, at store dele af den nordlige halvkugle for flere millioner år siden var dækket af Redwood-træer. Så forskellige steder som Tyskland, Grønland og Sibirien har man fundet forsteninger af dem. I dag skal du til Californien for at opleve de gigantiske træer.
Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 56 i 2003
