72 dage i vildmarken

uendelige skove og øde bjerge, havde Erik 60 kilometer til den canadiske grænse tilbage igen. Ikke det store, taget i betragtning at han ville gå hele vejen på tværs af Alaska, men han kunne ikke starte her. Hvis han skulle krydse Alaska, skulle det være fra grænsen til havet. Hele vejen. Nu går han ’den forkerte vej’ på strækket til grænsen. Her er smukt med uberørt skov, åbne gletsjerdale og bjerge, hvor sten er rullet ned fra toppene, der stadig har sne på her i juni. Ved flodbredden i en solbeskinnet dal med grantræer kan han ikke komme længere. Foran ham ligger en lodret klippevæg. Skal han til grænsen, må han over på den anden side. Erik kigger på uret. Det er tyve minutter siden, han passerede bjørnene. Det må være nok. Af med støvlerne. Ud i floden. Der ligger noget is, han kan vade på, og snart er han på den anden side. Han trækker sokkerne på, er ved at binde snørebåndene og kigger op. De to bjørne kommer gående. Lige mod ham.

På grænsen
”Jeg prøvede at binde mine støvler, men bjørnene havde fart på, så jeg stillede mig op, ’gjorde mig stor’ og råbte helt vildt. Jeg havde efterladt min riffel ved teltet og havde kun peberspray med. Jeg prøvede igen at binde støvlerne, men så blev jeg jo ’lille’. Pludselig stoppede hannen op og kiggede direkte på mig. Men han var ligeglad og gik videre direkte mod mig,” fortæller Erik.
Da de to bjørne er 50 meter væk, kommer de til stedet, hvor Erik lige har siddet. Hunbjørnen får tydeligvis færten af ham. Og med ét spæner hun væk, alt hvad hun kan. Hannen kigger på Erik, men følger så efter hunnen.
100 meter efter går Erik ind i tæt skov. Han er på grænsen, synger, fløjter, tager billeder. Han har været tæt på mange isbjørne på sine polarekspeditioner, men dem kan man se. De er i åbent landskab. Her kan han kun se fem til seks meter frem. Og der er to bjørne tæt på.
”Jeg var ikke bange, men havde bare respekt for dem. Det var en fed oplevelse,” fortæller Erik, der går 60 kilometer på 27 timer den første dag.
Turen på tværs af Alaska er i gang.

Tyranen
Erik B. Jørgensen har adskillige lange ekspeditioner samt en fortid i Sirius-patruljen og som patruljefører i Jægerkorpset med udsendelser til Irak og Afghanistan under bæltet. Han har roet kajak rundt om såvel Danmark som langs Skandinaviens kystlinje. Han har krydset Indlandsisen på ski en håndfuld gange og padlet en kano 45 dage gennem vildmarken i det nordlige Skandinavien med sin dengang 3-årige datter. Men han har aldrig været på de her kanter før. Med en rygsæk på op mod 35 kilo, alt efter hvor meget mad, der er i den, sætter han mod vest. Undervejs har han aftalt med en pilot, at han lægger depoter med mad ud. For herude er der intet at komme efter. Riflen er kun med som beskyttelse. Erik er vant til at være alene og kommer hurtigt ind i en rytme, hvor han går en time og holder pause i ti minutter, går en time og holder pause i ti minutter og så videre.
”Jeg er en ufattelig tyran. Det kan godt være, jeg sidder på en knold i ti sekunder efter 40 minutter, når det begynder at gøre ondt i skuldrene, men jeg holder min tidsplan for ikke at falde af på den på så lang en tur,” siger Erik.
Når han har vandret i seks effektive timer, stopper han og sætter teltet op. Den næste dag gentager han rutinen.

Regn, regn, regn
Landskaberne skifter kun langsomt, og kigger Erik op, ser han ofte det samme: Golde klippebjerge med aftegninger af stenskred og vide dale med brede floder. Men for det meste kigger han ned. For herude er ingen stier, og underlaget skifter konstant – nogle gange er der fint stenunderlag langs floden, men ofte kæmper han sig gennem tæt buskads, spredt skov, gamle gletsjerlandskaber uden vegetation, og så er der tuerne. De frygtelige, forbandede tuer med vand mellem. Og vand er der rigeligt af. Sommeren er den vådeste i mands minde, og overalt ligger vandet højere, end det plejer.
De første ti dage ser Erik masser af dyr – bjørne, rener, der kommer helt tæt på, Dall sheep og endda en sort ulv på en bakketop 100 meter væk. Men så begynder de at forsvinde. Der er for meget vand. Også nede mellem tuerne, hvor Erik sjasker i vand til anklerne. Til knæene. Af og til bliver det til decideret mose, men med grene hvor rygsækken hænger fast.
”Der var dage, hvor jeg fræsede af sted, og så var der dage, hvor det gik vildt langsomt, jeg var helt færdig og bandede det hele langt væk. Den faste rytme hjalp mig rigtig meget, og jeg glædede mig bare til den næste pause og til om aftenen. Jeg ved, at ting ikke varer for evigt. Og jeg giver ikke op, heller ikke selvom jeg hader det. Og så opvejer én oplevelse på 10 minutter med et dyr tre til fire sure dage,” siger Erik.

Jeg tager fat i peberspray og revolver og skriger op for at sige til grizzlymoren, at der er én her oppe.

Myggeplage og tissepose
Erik vandrer, og ugerne går. Mennesker ser han ingen af. Han er overladt til sig selv, landskaberne og de vilde dyr. Og tankerne.
”Jeg møder mange, der elsker at være derude i vildmarken, fordi der er helt stille, og de hviler i sig selv. Det sker ikke for mig. Der er fuld damp inde i min hjerne. Jeg ved ikke, om jeg fejler noget. Der er så meget støj, så mange ideer der kører. Jeg tænker på familie, kæreste, min virksomhed, på nye idéer til ture. Det er en stor rodebutik,” fortæller Erik, der skriver sine ideer ned om aftenen og har tusinde lister.
Nogle gange lytter han til musik for at slippe væk fra hjernen, der kører på højtryk.
Noget andet, der stort set er umuligt at slippe væk fra, er myggene. Myggene sætter evige, summende angreb ind på ham – det eneste varmblodede væsen i området. Han går med myggejakke og myggenet på hovedet, men kan ikke lide at have det ned foran ansigtet. I stedet går han og spytter myggene ud. Siger til sig selv, at det må han bare leve med. Er terrænet lidt åbent, der er lidt fart på og måske endda et vindstød i ny og næ, går det ok. Men på de dage, hvor han kæmper sig frem gennem buskads, tætte skove og våde ture med ned til én km/t, og sveden driver, får den ikke et sekunds pause fra myggene. Om aftenen barrikaderer han sig:
”Jeg begyndte at tisse i en pose inde i teltet, for gik jeg uden for, kunne jeg ikke sove bagefter, fordi jeg havde fået så mange myggestik. Når jeg gik på toilet om morgenen, var der blod på balderne, fordi jeg smadrede så mange myg. Jeg gik med handsker, for gjorde jeg ikke det, summede mine hænder om aftenen, fordi jeg var blevet ædt. Og jeg har ikke lavet bål en eneste gang på turen, for gik jeg uden for, var de sataner der,” fortæller Erik.

Revet med af strømmen
Det med bålet gjorde dog ikke så meget. Aftnerne i teltet er Eriks fritid. Herinde kan han læse, lytte til sine podcasts, skrive noter, opdatere sin blog og restituere. Landskabet har han kigget på dagen lang, og selv Alaskas vildmark bliver hverdag.
”På en lang tur finder man rytmen, man finder hverdagen. Den rammer jeg efter omtrent 30 dage, hvor jeg har en følelse af at have oplevet det meste. På de første ti dage oplever man meget, men man ved ikke, om det er normalt. Efter lang tid sker tingene igen og igen, og det giver et indblik i, hvor man egentlig er. Området kommer ind under huden på én. Man er ikke i den der ferieentusiastiske stemning hele tiden, men der kommer opture og nedture. Det sætter store minder,” siger Erik.
Selv når Alaska bliver hverdag, opstår der overraskelser. Ingen kunnet have forudset, hvor meget regn, der falder denne sommer, og hele områder er oversvømmede. Floderne er vildere end normalt, og Erik skal over nogle af dem. Der er dem, han kan vade over, men andre må han svømme over med al sin udrustning. En af dem er en 50-60 meter bred flod. Der er knald på det kolde vand, og da Erik kommer ud midt på, bliver han revet med af strømmen. Han svømmer og svømmer, men der sker ikke noget.
”Jeg blev bare flået derned ad og begyndte at tabe kræfter. Så fik jeg trukket rygsækken hen over mig, så jeg lå med hænderne på den og kom pludselig ud af hovedstrømmen. Det tog tre et halvt minut at komme over, og uden at jeg blev bange, nåede jeg at tænke, at jeg godt forstår, at folk giver op. Jeg var nok på 90-95 % af max.”

Det må ikke ske
I løbet af ekspeditionens første halvanden måned møder Erik kun mennesker én enkelt gang – i den lille indianerlandsby Arctic Village, hvor han venter i et par dage på en pakke og bytter sin riffel ud med en revolver. Han krydser derefter hovedvejen, der går op til Deadhorse, og sætter kurs mod en anden lille landsby, Anaktuvuk Pass, gennem et af de smukkeste områder på turen. Her er det bastante takkede bjerge og bjergpas med sommersnestorme, der dominerer. Planen hjemmefra var at vandre hele vejen til kysten, men Erik har brygget på en ny plan. Det er deprimerende at gå langs floder, han kan padle på, så han får piloten, der flyver depoter ud, til at lægge en packraft, en oppustelig båd særligt velegnet til Alaskas floder, ud efter 900 kilometers vandring.
Aftenen inden Erik sætter af sted på de 650 kilometer padling på Noatak River mod havet, sidder han i sine underbukser i teltet. Det er lummert. Uden for summer myggene. Han hører et plask tæt på. Uden for ser han en grizzly i floden, der er på vej over mod ham. Han griber sit kamera, men fornemmer så noget i vandkanten helt tæt på. En unge. Den er ved at drive i land ved teltet.
”Det går op for mig, at moren er på vej tilbage, fordi ungen er blevet taget af strømmen. Jeg tager fat i peberspray og revolver og skriger op for at sige til grizzlymoren, at der er én her oppe. Hun svømmer over og stiller sig i vandkanten 20 meter fra mig. Hun står bare og kigger på mig.”
går de væk.
”Det var dejligt at se, at bjørnenes reaktionsmønster var, at de var bange for mennesker, og det endte med at være endnu en fantastisk oplevelse. Det gav mig ro at være bevæbnet, og jeg var aldrig bange for at blive angrebet af bjørne, men jeg frygtede, at jeg måtte skyde moren, for så skulle jeg også skyde en lillebitte bjørneunge. Det måtte bare ikke ske,” fortæller han.

Æder sig selv
Det er som et helt nyt eventyr at sætte af sted på floden, og Erik falder hurtigt ind i en ny rytme. Fra den første dag padler han i otte timer. Padler en time, holder en kort pause. Padler en time, holder en kort pause. Det har været lyst i to måneder, men nu begynder natten at blive en smule mørk med smukke solopgange og solnedgange. Og dyrene kommer igen. Floden er fyldt med laks, og i løbet af 12 dages padling mod kysten, støder Erik på 20 bjørne, moskusokser og masser af ørne. Ved en stejl skrænt kommer en ren pludselig væltende ud over kanten. Den vakler på benene, mens den puster ud. Kigger direkte på Erik, men har ikke kræfter til at gøre noget. Den er jaget vildt. Men denne gang klarer den skærene.
Det samme gør Erik. Han nærmer sig kysten, og der begynder at dukke tegn på mennesker op. Bjælkehytter. Folk i speedbåde. Og så en dag ligger havet forude. Erik har krydset Alaska. Ved egen kraft. Landskaberne har været lige så storslåede, som forventet, og turen har været præcist så ubarmhjertig og frygtelig hård som håbet.
”Jeg har en evne, jeg ikke er glad for. Jeg er god til at æde mig selv over lang, lang tid. Jeg er hverken hurtigere eller sejere end andre, men jeg kan æde mig selv, selvom jeg hader det, igen og igen og igen. Folk siger, jeg skal sætte mig ned og nyde det, men jeg kan ikke sætte tempoet ned. Og det er derfor, jeg gennemfører mine ture. Sætter jeg mig ned, bliver jeg doven.”

Ekspeditionen i tal

Erik B. Jørgensen brugte i alt 72 dage på at krydse Alaska. I løbet af de første 60 dage vandrede han omtrent 900 kilometer gennem Brooks Range, inden han brugte 12 dage på at padle 650 kilometer ned af Noatak River i en packraft. Undervejs så han 34 grizzlybjørne, en sortbjørn, tre moskusokser, 6 Dall sheep, 37 ørne, to ulve, fem elge, masser af småfulge og mere end 1000 rener.

3 stykker elsket grej

VI har bedt Erik sætte ord på tre stykker grej, han var særligt glad for på turen. De er:
1. LifeStraw Go: ”En lille drikkedunk på 0,7 liter med et sugerør. Jeg kunne tage vandet, suge, og det var rent. Jeg kunne drikke, når jeg havde lyst.”
2. Nordisk Oppland 3 LW: ”En letvægtsversion af 3-personers tunneltelt, der vejer 1,9 kilo. Det er sindssygt let, men jeg havde rimelig meget plads. Jeg kunne hænge lidt tøj til tørre derinde, have mine ting liggende, sidde op, strække ud, og jeg lavede lidt armbøjninger, selvom det blev mindre og mindre hen ad vejen.”
3. Fjällräven Keika 100: ”Det var nemt at komme til tingene under pauser, da rygsækken har gode sidelommer, så jeg kunne sidde på rygstykket, lyne rygsækken op i siden og stikke hænderne ind. Sammen med et system, hvor jeg havde kamera, revolver og peberspray på maven, var det et virkelig godt setup. Når jeg rykker 4-5 kilo om foran, giver det desuden bedre vægtfordeling.