Til fods gennem Alaska

Under en frokost på vejen mod Nelson Lagoon vækkes en voldsom glæde i mig. Jeg sidder og skuer ud over endnu en af disse brede, unavngivne dale, ser de snefrie, isdækkede vådområder, de åbne floder og vandløb og de enorme skove med ellekrat. Her findes ingen spor efter mennesker. Ikke en bålplads, ikke et fodaftryk, ikke så meget som et eneste cigaretskod! Vildmarksfølelsen kommer i en rus af nydelse. Den værkende ryg, de trætte ben og de utallige, iskolde flodkrydsninger bliver pludselig til at leve med i så smukke og vilde omgivelser.

“Det er umuligt. Der er ingen, som har krydset det område til fods om vinteren. Ikke engang de gamle bjørnejægere. Glem det!”. Beskeden fra folk i Nelson Lagoon er krystalklar. Øst for Port Moller, hvor Alaska Peninsula-halvøen mellem Beringshavet og Stillehavet bare er 8-15 kilometer bredt, er bjergene så vilde, stejle og skredfarlige, at der formentlig ikke findes en vej igennem. Piloten Alan Nelson tager mig med på en rekognosceringstur over det mægtige landskab. Jeg bliver stille og eftertænksom. Vores eneste mulighed er at snirkle os op gennem dalen og to steder klatre 500-700 meter op af meget stejle bjergsider. Men vi må prøve.

Vi forsøger det umulige

Den 28. januar, fire døgn efter at vi har forladt Nelson Lagoon, går vi lige ind i en stor grizzly-bjørn, som heldigvis lader sig skræmme af et skud i luften. Derefter følger fem døgn med konstant snevejr. På vores brede fjeldski kæmper vi os fremover gennem 50-60 centimeter løssne. Dalen er flere steder dækket af ellekrat, to til tre meter højt og tæt som en jungle. Vi må bruge armene konstant, lårmusklerne syrer til og sveden driver af os. Tempoet sænkes til knap én kilometer i timen på trods af, at vi arbejder så hårdt, vi kan. 

Efterfølgende eksploderer vi begge i feber og influenza. I fire lange døgn ligger vi i teltet, hoster og harker, sveder og fryser, og samtidig sover vi elendigt på grund af slim og problemer med at trække vejret. Penicillin og stærke smertestillende piller bliver fundet frem. Samtidig er snevejret gået over i piskende regn og kuling. Marit bestemmer sig for at returnere til Nelson Lagoon og derfra flyve til Bear Lake på nordsiden af bjergene. Hun tager “Toini” og pulken med for at gøre det lettere for mig. Det bliver en tung afsked. Samme nat blæser det op til storm.

Søndag den 5. februar. Kulingen og regnen river mig i ansigtet, og jeg kæmper mig op og ned af de halvfrosne kæmpetuer. Feberen hærger min krop, men jeg må videre. Videre, videre, videre! Hele kroppen gør ondt, pulsen hamrer derudaf, og jeg sveder ukontrolleret. Madbeholdningen varer heller ikke evigt. Vejret er meget ustabilt, og en storm på dette tidspunkt af året kan godt fortsætte i flere døgn. En redningsaktion er det sidste, jeg ønsker. I det øjeblik erkender jeg, at der kun er én fornuftig ting at gøre: Vende om før jeg bliver så udmattet, at jeg ikke kan komme tilbage til civilisationen uden hjælp. Det er mit livs tungeste øjeblik.

Problemer med elvene

Vi forenes lykkeligt i Bear Lake og begynder straks at planlægge den næste etape. Fra Bear Lake til Port Heiden venter 201 kilometer, som vi gerne skal klare i løbet af elleve hårde dage. Tallene i sig selv er ikke afskrækkende, men faktum er, at vi kun når meget korte distancer i løbet af de 6-9 timer lange marcher, så vi bliver utroligt trætte og udkørte!

Vi når frem til Milky River, som er stor og med stærk strøm på grund af den seneste periode med mildt vejr og stor snesmeltning. Jeg går først. Flere steder er vandet fyldt med is, tykt som grød, og uden skistavene var jeg blevet taget af strømmen. Marit er kortere og lettere end mig, og midt i den stærkeste strøm stivner hun fuldstændig paralyseret af skræk. “Hjælp mig, Lars, så hjælp mig dog for h…”. Meget mod hendes vilje når jeg lige at tage et par billeder, før jeg hjælper hende i land.

Hver dag krydser vi åbne elve som Milky River. Hvis der er meget is i strømmen, tager vi undertøjet af, men beholder bukserne på. Hvis der er lidt is i strømmen, tager vi alt tøjet af, også i tæt snevejr og frost. På den måde bliver mindst muligt tøj vådt.

Sandy River er 300 meter bred og dækket af et tyndt islag, der ikke kan bære os. Jeg slår og sparker en “sti” over, efterlader rygsækken og henter pulken. En time i det iskolde vand sænker kropstemperaturen, og det føles som om, nogle har revet fødderne af os. Marit sidder på rygsækken og græder af smerte, men der kommer ikke et eneste negativt ord fra hende. Jeg kender mange store, stærke mænd, som havde givet op her. Men ikke Marit!

I Port Heiden, en lille fiskelandsby med 130 indbyggere, bliver vi plejet og passet af den lokale betjent Olof Matson og hans indianerkone Maxine. Det er helt utroligt, hvad fem dages pause kan gøre ved to slidte kroppe. Varmt bad, tørt tøj og god mad!

Dagen før vi ankommer til Naknek sakker Marit bagud efter seks timers intensivt arbejde i 40 effektive minusgrader. Hun er stiv af kulde og hverken i stand til at tage jakken, lufferne eller rygsækken af ved egen hjælp. Smertetårene triller, og hun er tydeligt underafkølet. Jeg slår teltet op, tænder for primussen og serverer varm mad og drikke. “Hvorfor lod du dig selv komme så langt ud”, spørger jeg forsigtigt. “Jeg skal ikke være den, som sinker os! Jeg giver mig ikke”. Marit går simpelthen, til hun falder om af udmattelse. Den indstilling kan jeg godt lide. Jeg får dog ofte et strejf af dårlig samvittighed, når jeg presser hende for meget, og føler mig hård og hensynsløs; “Kom nu, Marit, bare én time til”.
 
Torsdag den 23. marts. Efter 82 dages vandring langs Alaska Peninsula-halvøen siger vi farvel til Beringshavet, Bristol Bay og ismasserne derude. Endelig venter det Alaska, vi helst vil opleve. Det Alaska, hvor granskoven er dominerende. Det tog 76 dage, før vi så det første vildtvoksende træ!

Marit går til hun styrter

Lidt nord for Levelock kommer Marit så tæt på en mærkelig tam bæver, at hun næsten kan klappe den. Hun stråler af glæde over naturoplevelsen, og mit forslag om at kværke delikatessen og lave en god kødret falder ikke i god jord.
 
En ugen senere slår vi lejr i en klynge af træer på lyngsletten vest for Alaskas største sø, Iliamna Lake. Da jeg placerer kogekedlen over bålet, bliver jeg opmærksom på en bevægelse på græsskråningen 300 meter væk. En ulv! Det flotte dyr stopper først 80 meter fra os. Kroppen stivner, halsen hæves og to vagtsomme øjne stirrer ned på os. Ti sekunders øredøvende stilhed. Ulven lunter videre. Jeg løber efter for at tage flere billeder, men jeg ser bare en busket hale forsvinde i ellekratet.

Pludselig dukker endnu en ulv op. Den opfører sig nøjagtig som forgængeren: Stopper, stirrer og lytter. Så lunter den forsigtigt videre, og følger sin broders fodspor, som var der skinner i terrænet. Men i det øjeblik den stikker snuden i mit ferske fodaftryk, vender den brat om og flygter i vild fart. Så meget kunne tyde på, at ulvene ikke blev mærkbart skræmt hverken af synet og lyden af mennesker, men derimod af lugten…

Foråret kommer

Landsbyen Iliamna passeres tidligt i april samtidig med, at foråret for alvor holder sit indtog. Lange lyse dage med masser af sol og varme gør sneen løs og dårlig, og smeltevandet skaber liv i tusindvis af småbække. Efter nattens lette frost holder Kong Vinters slidte, gråhvide kappe sig rimelig hård frem til omkring middag. Derefter er det alt for blødt at køre på ski.
 
Det betyder, at vi må stå tidligt op. Vi skal helst have fyr på bålet og gang i morgenmaden en time før det lysner omkring halv syv. Belønningen er fantastisk flotte skiture med susende nedkørsler på knaldhård skare i slalom mellem grantræerne. Ofte tilbagelægger vi 25-35 kilometer i løbet af fem-seks timer, så længe floderne ikke byder på problemer.

Faktisk er det på floderne, vi kommer hurtigst frem under gode forhold. Her kan vi skøjte omkring ti kilometer i timen. Mange steder ser sne- og isdækket trygt ud, men det kan i realiteten skjule forræderiske dødsfælder. Høj fart og hurtige beslutninger, højre eller venstre, er ofte nødvendigt. Tvivl kan være skæbnesvangert. Det hænder, at isen brister lige bag skiene. Her i Alaskas dybeste indre er vi fuldstændig overladt til os selv. Alle vores afgørelser får konsekvenser; overleve eller ikke. Nogle chancer er vi nødt til tage. Et fantastisk liv!

Onsdag den 19. april møder vi den første grizzly-bjørn, som er kommet frem fra vinterhiet. Den store han vandrer op og ned langs en åben våge med blytunge, langsomme bevægelser. Vinden går fra ham mod os. Marit, “Toini” og jeg stopper. Vi står urørlige og betragter det mægtige rovdyr, som befinder sig midt på vores rute. Efter 30 minutter forsvinder bjørnen ind i skoven.

I Stony River bestemmer vi os for ikke at følge Alaskas næststørste flod, Kuskokwim, mod Mc Grath eller Takotna, da den vil bryde op om få dage. Det vil være alt for farligt. I terrænet er sneen nu dårlig hele døgnet, og småsøerne, bækkene og floderne bliver stadigt større. Vinteren er forbi.

Flere hundrede kilometer med vildmark

Det er blevet den 16. maj. Efter 161 dage med vinterforhold er sommeren omsider kommet - friske grønne blade rasler i vinden, blomster og gran dufter, himlen er blå og solen varmer! Tanken om at vi ikke behøver at fryse mere er utroligt dejlig. De fysiske og psykiske strabadser skal imidlertid blive endnu en tak hårdere. Dele af det junglelignende kratterræn, vi må igennem, er formentlig aldrig tidligere blevet forceret af mennesker.

Kuskokwim Mountains er meget dårlige at vandre i. Kun af og til sniger et enkelt bakkedrag sig over trægrænsen. Landskabet præges af de utallige småbakker og dalgange. Trange kløfter og raviner findes overalt. Floderne og bækkene skjules af det massive skovtæppe, som strækker sig flere hundrede kilometer i alle verdenshjørner. Jordbunden er utrolig blød, og fødderne synker dybt for hvert skridt. Op og ned ad de 300-400 meter høje bakker bruges armene konstant til at bøje hundredvis af buske og løvtræer til side. Vi gør, hvad vi kan, for at beskytte os, men ansigtet skrammes alligevel. Benene går i siksak, og løftes over et utal af væltede træer. Gennem ellekrattet bevæger vi os ofte på alle fire. Sådan er det at vandre gennem Alaska Interior!

Minimale madrationer og stærk hede

Efterhånden som dagene går, bliver det klart for os, at vi må rationere maden, indtil vi når frem til Takotna. Fiskene bidder endnu ikke i de brune elve, og jagten slår fejl. Kun tre ryper på hele etapen. De sidste seks døgn spiser vi to små pandekager til morgenmad - uden pålæg og stegt i for lidt fedt. 58 gram chokolade eller tre kiks udgør frokosten, og vores middag består af 75-100 gram ris eller makaroni.
 
Vores kroppe slides voldsomt ned nu. Vi føler os som to 97-årige om morgenen, og vi bliver svimle, når vi rejser os op. Under vandringen holder vi pause hvert tiende minut, mens lårene kæmper med mælkesyren og sveden løber af os. I løbet af de seks-syv timer, som kroppen orker at arbejde, drikker jeg cirka 10-11 liter vand. “Vi giver os ikke”, kommer det lavmælt fra Marit. Lige nu er jeg glad for, at vi forberedte os på den måde, vi gjorde. At vi to gange levede en uge på hundemad (eller ingenting for Marits del) og samtidig sled hårdt fysisk. Og at vi har faste gennemdiskuterede holdninger, regler og rutiner i hverdagen.

Fra Tatonka til Ruby venter yderligere 268 lange kilometer gennem Alaska Interiors uendelige skovjungle. Sommerens første hedebølge overfalder os med fuld styrke efter bare nogle dage. Solen brænder fra en skyfri himmel og bliver en nådeløs fjende. Det er selvfølgelig muligt at vandre om natten, men vores erfaring siger os, at dette fører til mangel på søvn, lavere tolerancetærskel og konflikter.

Et sted nord for Warner Mountains kollapser “Toini” med hedeslag. En afkølende dukkert i en lille vandpyt hjælper, men at gå videre er fuldstændigt udelukket. Først tre døgn senere, da en køligere vejrtype afløser hedebølgen, bliver “Toini” sig selv igen. Med 15 kilo på ryggen kaster hun sig ind i det mandshøje krat, og hun kæmper sig igennem, som om det gjaldt hendes liv. Hun er fantastisk!

Alaskas velkendte horder af blodsugere er vågnet til live i varmen. I vådområderne syd for Innoko River bliver det virkeligt slemt. Myggesværmene summer aggressivt omkring os. 61 myg dræbes i et slag! Marit bruger myggenet. Jeg orienterer, og dropper derfor nettet, da det forringer synet. Insekterne åndes jævnligt ned i halsen, men jeg prøver at ignorere dem, så godt jeg kan.

46 bjørne

“Bjørn… sortbjørn”. En ung han går og æder på engene for foden af Tango Mountain, 70 meter fra os. Vi råber højt og basker med armene. Ikke før et skud drøner gennem luften begynder den at bevæge sig, og i ét nu er den væk. Dette er en af de 46 bjørne, vi skal se på vores ekspedition. I perioder sværmer det nærmest med grizzly og sortbjørn omkring os, og vi gør alt for at undgå nærkontakt. Råber højt, blæser i fløjte, klapper i hænderne, hejser maden op i træerne, opbevarer aldrig mad i teltet og har altid skydevåben parat i tilfælde af en nødsituation.

4.juli, Kokrines Hills nord for Yukon River. “Toini” bjæffer hidsigt udenfor teltet. Med morgenhår og en hånd på geværet kaster jeg mig ud af teltet, og kigger lige ind i øjnene på en sort ulv, som ser noget overrumplet ud. Han troede sikkert, at han kunne smigre sig ind på min “datter”. To sekunder senere er frieren væk.

I denne del af Alaska Interior er første orienteringsbud at holde højden og for alt i verden undgå lavlandet. Det er trods alt bedre at klatre op og ned som en yoyo end at vade rundt i sump og kæmpetuer. Alligevel er lange perioder med netop den slags terræn vanskeligt at undgå.

August er lige om hjørnet, da vi ankommer til Bettles. Mere end 2300 kilometer til fods er tilbagelagt i løbet af de sidste syv måneder. Vi er trætte, meget trætte. Af hinanden, af det hårde arbejde og manglen på mad. Det koster stadig mere energi at finde motivationen, tænke positivt ved synet af endnu et kilometer-langt vådområde, endnu en stejl opstigning, endnu en dal med tæt krat eller endnu en stor elv…

At svømme med rygsæk

South Fork Koyukuk River. Det har plaskregnet i mere end en uge. Udfordringen som venter er en 50-70 meter bred, mudret, hurtigt strømmende, og for dyb til at vi kan bunde. Vi binder tre reb sammen til 80 meters længde. Den ene ende fæstes til et træ, den anden ende til min rygsæk. Jeg tager de hæmmende klæder af, springer i og driver hurtigt af sted med strømmen.

Geværet! Det forbandede gevær spærrer for, at jeg kan bevæge hovedet, og jeg sluger faretruende meget vand. Præcist i det øjeblik, jeg bestemmer mig for at smide sækken, mærker jeg bunden under mine fødder…

Marit er hvid i ansigtet, men hun klager ikke. Endnu en gang overskrider hun sine egne grænser på en måde, som er beundringsværdig. Hun løsner rebet fra træet og binder det fast til sin sæk. Med hjertet i halsen og to sammenrullede liggeunderlag som “flydeveste” lader hun sig glide ud i den kraftige strøm. Jeg kæmper mig mod land med rebet om skuldrene, og Marit sejler i en lang bue trygt ind på grundt vand. “Toini” kommer over uden hjælp som førstemand!

Endelig!

Nogle dage senere er vi langt om længe kommet gennem Alaska Interior og op i bjergene. Brooks Range! I denne mægtige bjergkæde er naturen så vild og smuk, at vi taber vejret. Vrede, spidse toppe over 3000 meter, lodrette bjergsider, dybe dale med rødmende lyng over den eviggrønne  urgamle granskov og endelig en tynd bræmme af efterårsfarvet krat langs den altid nærværende flod.

Vi kårer Brooks Range til Alaskas smukkeste og “enkleste” område. Her er det nemlig langt fra så vanskeligt at komme fremad som i Alaska Interior eller langs Alaska Peninsula-halvøen.

Det er 18 dage siden vi forlod Arctic Village. Vi følger gruset langs Okpilak River og er bare ti kilometer fra Polarhavet. Jeg går foran som kortlæser. Pludselig ser jeg en bjørn bare 300 meter fra os. Min første tanke er, at den snart vil opdage os, fordi vi har vinden i ryggen.
 
Nu laver jeg to klassiske fejl. For det første lader jeg bjørnen komme alt for tæt på. Afstanden er under 50 meter, før jeg rejser mig, og råber og vifter med armene for at advare det store dyr. For det andet har jeg ikke “Toini” i snor, og hun gør selvfølgelig det, vi som mennesker mindst venter - hun løber direkte mod bjørnen!

Drama på sidste etape

Bjørnen eksploderer i fart mod “Toini”, som omsider forstår, at denne kæmpe har en særdeles farlig og hårdtslående lab, hvorefter hun flygter. Marit affyrer flere øredøvende varselsskud op i luften. Jeg griber haglgeværet og stormer mod bjørnen, mens jeg hyler som en gal. Den ser og hører mig, men fortsætter. Da den er to meter fra “Toini”, afsikrer jeg og begynder at presse aftrækkeren ind. I samme nu stopper grizzlyen op og flygter over hals og hoved. Den fik færden af mig i allersidste øjeblik…

Dagen efter, den 19. september 1995, står vi ved målet: Kaktovik, Barter Island ved Polarhavet! Vi føler en mærkelig blanding af glæde, tilfredsstillelse, vemod, ydmyghed og respekt. Drømmen om at krydse Alaska til fods er blevet virkelighed. Marit og jeg vil have dette uforglemmelige eventyr som en fælles platform for vores venskab og kærlighed resten af livet!