Alaskas kulde vs. Australiens hede ørken

Sæt i gang
Mit navn er Simon Honoré, 30 år gammel, og arbejder som elektriker i det nord vestlige Grønland. 2010 dedikerede jeg til to af verdens hårdeste ekstreme løb på cykel. Først verdens længste vinter løb 600 kilometer gennem Alaskas ødemark og senere 590 kilometer gennem Simpson Ørkenen i Australien.

Alt sammen for at tilfredsstille min umættelige sult efter nye eventyr og oplevelser. Men vil det være muligt at gennemføre to så ekstreme løb? Og kan jeg overhovedet træne min krop til først at præstere i ekstrem kulde for dernæst at præstere i ekstrem varme kun adskilt af få måneders træning?

Spørgsmålene er mange, men motivationen høj og viljen ligeså. At prøve kræfter med to sådanne store projekter vil fra min side kræve det ypperste både mentalt og fysisk. Men det er her i mellem elementerne, jeg føler, jeg rigtig lever, det er her jeg har mit ”åndehul”, det er her jeg som menneske prøver kræfter med mig selv og naturen.

Minut for minut gennem Alaska
Alaska er beskrevet af mange rejsende som værende grænsen mellem civilisation og naturens vildmark. Knap 40 gange større end Danmark og med en befolkningstæthed på 0,4 person per kvadratkilometer mod Danmarks 126 er det her bjørne, ulve og elge er i flertal.

At cykle gennem Alaskas ødemark lyder i sig selv ikke som det nemmeste i verden, og tro mig, det er det absolut heller ikke. Et løb på knap 600 kilometer uden markerede ruter og overnatning i det fri, er selv for mig med lidt over 3000 kilometer træning på min specialbyggede titaniumscykel i det nordlige Grønland et løb, som dræner kroppen totalt, og det levede fuldt op til kategorien ”exstreme-race”.

Det bliver et hårdt løb. Men det klart hårdeste er at slæbe min cykel på 32 kilo i minus 25 grader med fuld oppakning af mad og vinterudstyr tværs over en bjergkæde kun få hundrede kilometer fra Nordamerikas højeste bjerg Mt. Mc kinley (Denali 6194 meter).

Her er cyklens hjul mere i vejen, end de gør gavn. I den knæ-dybe sne må jeg nemlig trække min cykel i 12 timer bare for at komme gennem den øverste del af bjergpasset. Fremdriften er så minimal, at den knap kan måles på cykelcomputeren.

Det er i tider som disse midt i Alaskas ødemark, hvor jeg har presset sig selv til det yderste, jeg virkelig finder ud af sandhederne om mig selv. Det er her motivationen, selvdisciplinen og viljestyrken tager over og kroppen er klar til at kvitte – men ikke hovedet.

At komme igennem dag for dag i starten var en kamp. Senere måtte jeg sætte målet for mig selv bare at komme igennem time for time, og her over bjergkæden ved McKinley må jeg se fremad minut for minut.

Jeg er nødt til at nedbryder de uoverskuelige situationer til små let omsættelige bidder, ellers virker den 600 kilometer lange rute i stedet som en 600 kilometer høj mur, jeg umuligt kunne kravle over.

Minut for minut kæmper jeg mig igennem de 600 svært fremkommelige kilometer, og det mig som den første deltagende dansker at gennemføre løbet på 4 dage 16 timer og 5 minutter, hvilket placerer mig på en 6. plads ud af løbets 50 deltager. Ni udgik af løbet undervejs.

Ingen flugt fra Australiens hede
Australien er syv gange større end Alaska og på størrelse med hele Europa. Australien består primært af savanne og ørken, men har dog også i den nordlige del tropisk regnskov.

Ligesom Alaska har det sin egen vildmark, i daglig tale kaldet outback, der er en fællesbetegnelse for de mest øde områder i Australien. At komme direkte fra mit hjem i Nordvestgrønland til Australien er et chok for kroppen. Den ene dag -5 grader, den anden plus 25 grader.

De 590 kilometer gennem Australiens ørken i den stegende sol med cykelskoene fyldt med sand og energibarerne smeltet til en flydende ”energibombe” vender fuldstændig om på erindringerne fra ekstremløbet i Alaska. Der måtte jeg i god tid, inden jeg ville spise en energibar tage den helt ind til kroppen for bare at tø den op.

Løbet i Australien strækker sig over fem dage af omkring 120 kilometer. Det viser sig hurtigt at være fornuftigt at komme hurtigt i mål, så jeg kan komme væk fra den stegende sol og i skygge. Så jeg okser på fuld kraft lige fra start, selv om mange af de andre forsøger at spare på kræfterne.

Det føles som om min krop koger det er yderst ubehageligt ikke at kunne flygte fra varmen. Jeg må drikke så meget væske som muligt og holde mig i bevægelse hele tiden gennem det tunge sand, så luften kan køle mig ned.

Overophedning og dehydrering lurer hele tiden, hvis jeg ikke passer på. Derfor bliver min væskebalance også nøje fulgt af løbets fire læger flere gange dagligt. Dehydrerer jeg, kan jeg gå i krampe, der i værste tilfælde kan resulterer i hjertestop. Selv om jeg dagligt drikker omkring 10 liter vand, kan jeg stadig efter hver gennemførte etape have mistet tre kilo i væske.

Selv om det er ubehageligt og uvant for mig at køre under den brændende sol, så glider det for mig. Gennem løbets 10 etaper afslutter jeg som første deltagende dansker i løbet på en samlet andenplads.

Alaska vs. Australien
Jeg er nu tilbage på mit arbejde i Nordvestgrønland i samme mørke og kolde januar, det er nu bare 12 måneder siden startskuddet lød for løbet gennem Alaska, og kun 4 måneder siden jeg vendte hjem fra Australien.

Jeg har nu haft tid til at reflektere over de forskellige indtryk, som et af verdens koldeste vinterløb samt et af verdens varmeste løb, har givet mig, og jeg er kommet frem til, at det var en uafgjort ”kamp” mellem kulden og varmen.

Den store forskel lå i opbygning af løbene; et etapeløb i varmen mod ét langt løb i kulden, hvilket gjorde Alaska til det fysisk hårdeste. Fornemmelsen af at jeg ikke kunne komme væk fra varmen var ubehagelig, hvor i kulden havde jeg muligheden for at iklæde mig en ekstra varm jakke, og derved regulere kropstemperaturen, så den var passende.

Fælles for begge løb er, at motivation, selvdisciplin og viljestyrke ingen grænser kender, om du er i Alaska eller Australien betyder intet. Egenskaberne følger dig som person og afspejles i det, du gør. Har man disse grundsten solidt plantet, kan det være altafgørende for om det bliver en succes eller fiasko.

Iditarod invitational-løbet i hurtige tal

• 600 kilometer gennem Alaskas ødemark
• 6 checkpoints
• 50 deltagere 
• 11 nationaliteter blandt deltagerne
• -25 grader på termometeret

Simpson Ørken-løbet i hurtige tal

• 590 kilometer gennem Australiens ørken
• 10 etaper 
• 30 deltagere
• 5 nationaliteter blandt deltagerne 
• 40 grader på termometeret

Simons Honorés tidligere eventyr

• Cyklet tværs gennem New Zealand 3700 kilometer
• Besteget Mt. Blanc 4810 meter
• Cyklet Island rundt 3000 kilometer
• Krydset Grønlands indlandsis 620 kilometer
• Besteget Kilimanjaro 5895 meter
• Dykket ved isbjerge på Grønland
• Vandret 110 kilometer i New Zealand
• Besteget Elbrus 5640 meter
• Cyklet 600 kilometer gennem New Zealand højeste bjergpas
• Vandret 100 kilometer på Svalbard
• Dykket på Fiji
• Kørt verdens længste langrends løb ”Vasa Löppet” 90 kilometer
• Cyklet fra syd til nord på Færøerne 200 kilometer
• Kørt alpin ski i Canada
• Kørt 700 kilometer på cykel gennem England
• Kørt et af verdens varmeste ørken-race gennem Australiens ørken 590 kilometer
• Kørt verdens længste vinter-race gennem Alaskas ødemark på cykel 600 kilometer
• Medlem af de Berejstes Klub

Fakta om cyklen

• Håndbygget i Alaska
• Titanium Ramme
• Aluminium fælge
• Stål forgaffel
• Kulfiber styr
• Gear-system Shimano XTR
• Vægt 12 kg uden udstyr / 32 kg med vinterudstyr
• 12 cm brede dæk med et dæktryk på 0.8 bar
• Pris: 40.000 kroner

Hvordan kan jeg deltage i Alaska

• Tilmelding på www.alaskaultrasport.com 
• Pris 6500 kroner
• Hostel Anchorage 130 kroner per nat
• Fly til Anchorage 6-7000 kroner

Hvordan kan jeg deltage i Australien

• Tilmelding på www.desertchallenge.org
• Pris 3250 kroner
• Pris følgebil omkring 10.000 kroner
• Fly til Adelaide 10-11.000 kroner