Du er her:

Cykling i Australien

Cykelløb på australsk er ikke for tøsedrenge. Fire danskere deltog sidste år i, hvad der er blevet kaldt verdens hårdeste mountainbikeløb, Crocodile Trophy. Her følger den medrivende beretning om to ugers strabadser i den barske og uciviliserede australske outback med kvælerslanger, ulidelig varme og giftige edderkopper.

Skrevet af: Karina Strand
Opdateret den 09. jan 2017

Cykelløb på australsk er ikke for tøsedrenge. Fire danskere deltog sidste år i, hvad der er blevet kaldt verdens hårdeste mountainbikeløb, Crocodile Trophy. Her følger den medrivende beretning om to ugers strabadser i den barske og uciviliserede australske outback med kvælerslanger, ulidelig varme og giftige edderkopper.

Den australske ørken er et enormt, mennesketomt landområde kun bestående af sand, klipper, floder og bjerge. I løbet af to uger skulle deltagerne i Crocodile Trophy tilbagelægge godt 2000 km fra Alice Springs midt i landet til Kuranda på østkysten. Da jeg hørte, at fire danskere heriblandt Svend Brettschneider, en 61-årig dansk cykelfanatiker, ville deltage, vaktes min interesse. Her var en historie om en fysisk udfordring ud over det sædvanlige. Jeg besluttede mig for at følge deltagerne fra nærmeste hold.

Startnerver

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

AW41_Crocodile_421.jpgInden startskuddet i Alice Springs er de danske deltagere hamrende nervøse. Thomas render på toilettet hele tiden. Jesper besøger desperat cykelforretningen flere gange dagligt, Svend prøver at berolige sig selv og de andre med, at han jo tidligere har gennemført løbet, og Jens har taget sin kæreste med. Alle fire har brugt over et halvt år til at træne og de har mellem 8000 og 10.000 km i benene. Det skulle være nok til at gennemføre løbet, hvis ellers psyken holder. Det skal vise sig, at netop det psykiske kommer til at spille en væsentlig rolle.

Endelig går startskuddet. 52 ryttere fra hele verden vil i de kommende dage få svar på, om de mange træningstimer har båret frugt. Første dagsetape er kun på 21,5 km, men det er nok til at give de rødhvide drenge en smagsprøve på, hvad der venter forude. Her kan de pæne danske skovstier godt pakke sammen. Underlaget er en kombination af sten og dybt, tungt sand. Jens’ styr river sig løs pga. rystelserne, og Jesper er ved at få krampe.

Kulturchok
Specielt de første etaper er lange flade ørkenstrækninger, som bare fortsætter i én uendelighed. Næsten al kørsel er på hullede grusveje, der minder om vaskebrædder. Der er ingen huse, ingen vejskilte, ingen mennesker, og ordet “civilisation” er totalt ukendt her i den australske outback. Efter en lang sej dag i sadlen, må rytterne selv slå deres telte op. Det foregår tit midt ude i Australiens ingenting, eller hvis de er heldige, ved en kvægstation, som pga. afstandene også fungerer som pub og tankstation. Herude er der et par hundrede kilometer mellem nabogårdene. Dagens ration af proteiner og kulhydrater tilberedes på et feltkøkken og indtages under åben himmel.

På tredje etape bliver følgebilen med bagage, telte og madvarer meget forsinket. Omkring kl. 18 går solen ned, og det bliver buldrende mørkt. Temperaturen falder fra 35 grader til frysepunktet. Ryttere og medhjælpere er kolde og udmattede og vil gerne have tørt og varmt tøj på og ikke mindst en bid mad.

Iført pandelygter finder vi noget brænde og får lavet et bål. Forståeligt nok er der mange, som surmuler. Fra vores civiliserede samfund er vi jo vant til, at tingene sker på kommando. Det gør de bare ikke her. Først ved halvtitiden når bilen frem. Maden bliver en gang klumpet ris, kød og grøntsager. Denne aften har man kun mad til, at alle kan få fyldt op én gang, så de lidt luskede finder hurtigt ud af at skifte tallerkenen ud med en stor plasticbalje. Jeg finder ud af, at løbet også handler om at kunne improvisere.

Et dansk offer 
lokken 5.30 er det ud af soveposen, selvom det kan være svært pga. kulden. Morgenmaden indtages, vandflaskerne fyldes, ben og balder smøres med diverse cremer, og løbsarrangøren gennemgår dagens etape.

AW41_Crocodile_422.jpgKlokken 8.30 lyder startskuddet, og efter få kilometers kørsel er der stor spredning i feltet. Kun fem af de 52 ryttere er professionelle. De holder en gennemsnitsfart på omkring 30 km/t, mens de langsomste amatørryttere ligger på ca. 21 km/t.

For hver 40 km er der depoter med væske, frugt og energibarer. Det gælder om at tage for sig, mens der stadig er noget. Som med aftensmaden er arrangørerne lidt fedtede. En østrigsk official råber “Nur ein!”, mens rytterne overfalder hende som gribbe. Her gælder en slags junglelov. Kun den stærkeste overlever. Råt og egoistisk - men nok nødvendigt.

Løbets femte etape er på 191 km. Jesper har problemer fra start. Han har det svært med de lange lige sandede veje og får desuden problemer med maven. Han ender med at køre meget af etapen helt alene, og da han efter 150 km triller ind til sidste depot, er han en færdig mand. Han sætter sig ned med hovedet mellem benene. Træt og skuffet. Tilfældigvis er jeg tilstede, da han må udgå. Senere fortæller han mig, at varmen, maden, soveforholdene og den lidt primitive og tilfældige måde, løbet er organiseret på, fuldstændig kommer bag på ham. Han vælger at tilbringe resten af tiden som turist ved Great Barrier Reef - så langt væk fra “cykleriet” som muligt.

En “sand” mareridtsdag 
“Crocodile Trophy” gennemføres ikke uden dramatik. Næste dag skal rytterne transporteres 180 km i busser til startområdet. En af ledsagebilerne er skredet ud i det tykke sand og har slået en kolbøtte. Det er depotbilen med dagens drikkevarer. Senere på dagen finder vi en anden bil i grøften, 160 km fra startområdet. Det er bilen med alle cyklerne, og adskillige er ødelagt. Alt er kaos, og ingen ved, hvad de skal gøre. Nu må de, der råder over en duelig cykel, selv cykle videre. De andre får et lift i følgebilerne. Det besluttes så, at etapen neutraliseres, hvilket gør det uretfærdigt for dem, som selv cyklede. Alle er sure og fortvivlede, og mange truer med at stoppe helt. Jeg spekulerer på, om denne dag bliver enden på løbet. Da vi endelig når frem til dagens mål, arbejder løbets tre mekanikere natten igennem for at få alle cykler køreklare til næste dag. Etapen har bekræftet, at løbet udover at være det længste og hårdeste MTB løb i verden, også er en prøvelse i improvisation, tilpasning og psyke.

Mål i krokodilleland 
De næste etaper forløber uden problemer. Rytternes humør vokser i takt med de tilbagelagte kilometer. Nu er de mere end halvvejs igennem løbet, og intet kan længere chokere dem. Uheldene har givet et stærkere sammenhold i gruppen, og venskaber opstår på tværs af nationaliteter. Faktisk føler vi os nu som “én stor familie”, og man begynder at se frem med vemod mod den dag, hvor vi skilles fra hinanden.

Selvom det måske er svært at se ved første øjekast, så rummer outbacken noget af den smukkeste natur, man kan forestille sig. Her er vilde heste, kameler, papegøjer, kænguruer og en masse kryb. Vi ser en to meter lang kvælerslange og en del edderkopper, hvis bid kan være dødelige for mennesker. Men på trods af løbets navn har vi endnu ikke mødt krokodiller.

AW41_Crocodile_423.jpgAfslutningen på niende etape ender med, at rytterne skal krydse Mitchell River, så måske der ligger én og lurer her, for den livsfarlige saltvandskrokodille lever overalt i det nordlige Australien. Floden er 80 meter bred og ca. en halv meter dyb. Nogle ryttere tager den lige på hovedet i vandet, mens andre mere forsigtigt tager cyklen på nakken og spæner gennem vandet over til målet. Efter ni meget varme og tørre dage, er det første gang, rytterne har mulighed for at bade i en flod. Derfor ender denne dag i det totale vandplaskeri. Helt uden tanke på det kæmpestore rovdyr - som heldigvis heller ikke viser sig. Vi nyder aftenen under den flotteste stjernehimmel, jeg endnu har set.

“Konge-etapen” 
Som navnet antyder er “konge-etapen” til byen Laura løbets absolut hårdeste. De fleste sover dårligt denne nat af frygt for det, som venter. Af løbets 13 følgebiler er det kun seks firehjulstrækkere, som kan følge rytterne på den ufremkommelige klippeetape. Distancen er 165 km og underlaget hovedsageligt store sten og stejle klipper. Rytterne går i dag mere, end de cykler. De, som prøver at cykle, er i stor risiko for at styrte, og en spanier må hentes af “The Flying Doctors”, da han slår hovedet ret alvorligt og må udgå.

På en dag som denne begår arrangørerne en utilgivelig bommert. Tredje og sidste depot bliver ikke etableret til tiden, så rytterne må undvære væske i yderligere 50 km, inden de når mål. Det er lige ved at koste Thomas løbet. Som mange af de andre er han fuldstændig dehydreret og parat til at stoppe. Føreren af en privat følgebil giver ham lidt vand, og det bliver hans redning. Jens bliver etapens bedste dansker, mens Svend, løbets ældste deltager, først kommer i mål efter mørkets frembrud. Han er næsten 12 timer og 58 minutter om at gennemføre etapen og holder en gennemsnitsfart på 12,7 km/t. But who cares? De, som fuldfører denne dag, er næsten sikre på også at gennemføre løbet.

Alting har en ende 
De sidste tre etaper fører igennem Queenslands store regnskove. Den tørre varme er nu afløst af høj luftfugtighed. Der bliver varslet om kraftige stigninger, og en af de værste kommer på tolvte etape.

En 35% stigning over halvanden kilometer op til dagens mål i byen Cooktown. Bakken trækker søm ud, og selvom Jens kører i sin Danmarkstrøje, cykler han næsten baglæns. Belønningen nås alligevel på toppen, hvor rytterne ser Stillehavet for første gang. En “Crocodile Dundee”-type dukker op med et udstoppet krokodillehoved, som han vil forære dagens etapevinder. 

På løbets sidste etape beslutter ryttere sig for at køre i samlet flok til målstregen i Kuranda. Den førende rytter har stort set allerede sikret sig sejren med et stort forspring. Etapen er kun på 80 km, men alligevel er de fleste glade for det moderate tempo. For selvom stemningen er helt i top, er der ikke mange ressourcer tilbage. De flestes ben er ved at være godt møre.  

AW41_Crocodile_424.jpgDa rytterne endelig når mållinjen, forventer jeg at finde tre meget lykkelige og stolte danskere. Men da den første og umiddelbare eufori har lagt sig, føler de sig lidt underligt tilpas. Alt det, som de har knoklet røven ud af bukserne for, er med ét overstået. Thomas slutter på en femtendeplads, Jens bliver nr. 26 og Svend ender som tredjesidst som nr. 39. Hatten af for de tre, for selv om det ikke blev til topplaceringer, var det en flot, næsten umenneskelig præstation.

Karina Strand har lavet en dokumentarfilm om Crocodile Trophy 2001, der blandt andet er blevet vist på TV Zulu.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 41 2002


Crocodile Trophy.

Fakta
Hvis du har mod på at køre løbet, skal du vide at :
- Deltagelse koster 2100 euro eksklusiv flybilletten.
- Ruten varierer lidt fra år til år, men distancen i år vil være omkring 1700 km.
- Løbet køres fra den 10.-22. september og sidste tilmelding er den 1. maj 2002.
- Løbet består af tolv etaper og en hviledag.
- Der er pengepræmier på etaperne og i det samlede klassement.
- Din læge skal skrive under på, at du er i stand til at modstå 14 dages hård fysisk kørsel gennem den australske “outback”.

AW41_Crocodile_426.jpg 

 

 

 

 

Andre spændende artikler


På cykelsaddel i Beijings virvar

På cykelsaddel i Beijings virvar

Turcykling omkring Julsø

Turcykling omkring Julsø

Mountainbike i Atlasbjergene

Mountainbike i Atlasbjergene

Log ind