Malene og Aske tramper til Australien

Hvorfor cykler I på tandem – og hvordan er det?

”Ideen til tandemcyklen kom ud af det blå og startede egentlig lidt som en spøg. Da vi for et år siden for alvor begyndte at gøre drømmen om et cykeleventyr til virkelighed, havde vi et stort ønske om at udfordre os selv såvel fysisk som mentalt – både som individer og team. Vi kan godt lide at give tingene et lille twist – tilføje et benspænd, om man vil. Vi har efterhånden udsat vores forhold for mange såkaldte IKEA-tests – boet i autocamper i København og bomuldstelt i det grønlandske vinterlandskab – og det her må siges at være den hidtil mest ultimative.

I vores overvejelser om cykelvalg, kom vi i kontakt med britiske JD Tandems, der har specialiseret sig i at bygge tandemcykler, og det fik ideen til at spire. Det var på ingen måde en cykeltype, vi før var stødt på i det danske cykellandskab, men hvad mange ikke ved, er, at tandemcyklen faktisk er en dansk opfindelse. Den historie fandt vi også spændende at rejse ud i verden med. En tandemcykel kræver i udpræget grad godt teamwork, samarbejde og god kommunikation, da man er to om at sætte tempo, balancere og navigere.

Følelsen af at være ’in it together’ forstærkes, når man taktvis kæmper sig op ad stejle stigninger, og så kræver det enorm tillid på de stejle nedkørsler, hvor det kun er føreren, der har mulighed for at bremse. Den er som et godstog, der brager gennem landskabet i topfart på de lige strækninger, men så snart stigningerne begynder, kan det føles lidt som at ramme en mur – og så skal der kæmpes. Alt i alt er vi begge glade for, at vi endte med en tandemcykel, selvom vi ved, at det på mange måder ville have været nemmere med to almindelige cykler. I forhold til oppakning sætter tandemcyklen også en naturlig begrænsning. Vi har cirka den samme mængde plads til oppakning, som man har på én almindelig cykel. Vi har derfor været nødsaget til at skære helt ind til benet og kun pakke det mest nødvendige. Her, godt 50 dage inde i turen, har vi dog endnu ikke oplevet at mangle noget.”

Hvad er et par af højdepunkterne ind til videre?

”Som cykelrejsende har man en oplevelse af, at det ene højdepunkt tager det næste, for man er i konstant bevægelse gennem diverse landskaber og kulturer. Alle sanser er på arbejde, og alle indtryk tages ind – gode som knap så gode – men heldigvis er de gode i overtal.

Noget vi især har nydt til fulde, har været den enorme gæstfrihed i Balkanlandene. Gennemblødte af styrtbyger ankommer vi en aften til en rafting-camp i det nordlige Montenegro, hvor vi har booket et værelse og virkelig set frem til en tør seng og et varmt måltid mad. Da vi når hovedhuset, bliver vi dog slemt skuffede, for alt er lukket og slukket. Vi skyder hurtigt en hvid pil efter den varme seng, men slår i stedet telt op på en overdækket terrasse, blander alle vores sparsomme rester sammen til en form for aftensmad og kryber tidligt i soveposerne i den fugtige aftenluft. Her går der dog ikke mere end 20 minutter, før vi vækkes af skarpe billygter. Ud træder to muntre, cigaretpulsende mænd, der inviterer på øl i deres “slyngelstue”. Trods sprogbarrierer finder vi ud af, at de er hotellets vagthunde og chauffører, og de stikker os insisterende nøglen til en af de fine bungalows. Morgenen efter disker de op med kaffe og friskbagt brød lavet i brændefyrets kakkelovn, selvom de selv foretrækker hjemmerullede smøger og en håndbajer dertil. Vi føler os som de heldigste mennesker i verden, da vi vinkende triller væk fra vores hjertevarme venner og videre langs den turkisblå Piva-flod.

Forinden vores afgang fra Danmark havde vi læst om cyklisters uheldige møder med glubske hyrdehunde, og vi havde forberedt os på, at vi nok også skulle få lov at mærke hjertet helt oppe i halsen i mødet med et par bæster. En formiddag kommer vi cyklende langs en bumlet grusvej i det centrale Bosnien, og i horisonten kan vi se en stor fårefarm. Allerede dér er vi på vagt. Som vi kommer tættere på, kan vi høre den første hund galpe. Da vi er helt tæt på gården, kan vi se, at hunden sætter i løb op imod os, men hvad vi endnu ikke har set, er, at den ikke er alene. Den får selskab af seks andre hunde – alle af racen kangal, der får en stor rottweiler i Danmark til at ligne en hyggehund. Der er intet hegn imellem os og dem, og vi er klart på deres territorium. Heldigvis er vi endnu et godt stykke fra dem, og vi sætter i hast tilbage langs grusvejen, vi kommer fra. Vi formår på ufattelig heldig vis at snige os ad en bagvej bag om gården, hvor hundene – til vores store overraskelse – ikke får færden af os. De stopper som regel jagten, når man har forladt deres område… men man ved aldrig.”

Vi nærmer os grænsen til Grækenland, da vi kan se enorme, faretruende skyer trække op i horisonten. En kvinde på den cafe, vi lige er cyklet fra, fortalte os godt nok, at uvejret var på vej, men vi har oplevet al slags vejr på turen, så en smule regn skræmmer os ikke. De første dråber begynder at falde, vi hopper i regnjakkerne, men så stikker det helt af. Regnen og vinden tager til, og de blide dråber afløses af knappenålsstore hagl, der pisker ned fra himlen. Lyn begynder at slå ned i landskabet omkring os, og de følges op af enorme tordenbrag. Der går knap et sekund fra lynet blitzer, til braget lyder, og vi står midt på den åbne landevej. Den eneste form for ly, vi kan spotte, er et stort elmetræ – ikke et fedt sted at søge hen i en tordenstorm. Det er svært at se vejen for hagl og regn, men vi får kæmpet os af sted, indtil vi spotter et smalt udhæng fra en gammel bygning. Selvom vi er gennemblødte ind til undertøjet, føles det som den største luksus at kunne søge ly her, indtil stormen er drevet over.”

Hvad glæder I jer mest til?

”Vi har oplevet så meget fantastisk på vores tur gennem Europa og Balkan. Det føles enormt privilegeret, at kunne stå op til et nyt eventyr hver morgen, når du endnu ikke ved, hvad dagen kommer til at byde på, eller hvor du kommer til at slå lejr om aftenen. Noget af det, vi ser mest frem til, er at krydse Tyrkiet på langs og cykle i naturskønne Centralasien. Vi har hørt mange fantastiske fortællinger fra folk, der har rejst og cyklet i Tyrkiet, og vi ved, at vi har meget godt i vente. Det bliver også helt utroligt varmt, men det er vi forberedt på. 

Centralasien har stået højt på vores ønskeliste de sidste mange år, for det er et sagnomspundet område, og en del af verden ingen af os endnu har besøgt. Vi glæder os til at møde mennesker, høre historier, cykle over de store åbne vidder og suge til os af indtryk.”

Hvad er den største udfordring ved at cykle til Australien? 

”Vi har mødt og vil fortsat møde udfordringer af forskellig karakter på vores cykelrejse. Noget af det mest problematiske er lukkede grænser, der gør det umuligt for os at nå Centralasien uden fly. Vi må nok desværre sande, at vi ikke kommer udenom at flyve, men vi undersøger løbende muligheder og holder os opdaterede på eventuelle smuthuller. Årstider kan også komme til at blive en udfordring, for vi bevæger os igennem forskellige typer af landskaber og klimazoner. Derudover er der selvfølgelig cyklen, som skal holde til turen. Den udsættes for enorm belastning, så vores største bekymring er, om den kan klare turen. Vi giver den dog løbende kærlighed og udskifter sliddele, før det får konsekvenser.  Alt i alt er vi dog meget optimistiske på og positive omkring eventyret.” 

Følg med på Instagram

Der går stadig en rum tid, inden Malene og Aske når til Australien. De nysgerrige kan følge med i rejsen på Facebook og Instagram på @endnueteventyr.