Hvordan er det at cykle 1800 kilometer på sandveje gennem ubarmhjertig, hed, øde ørken? Alene. Med op til 38 liter vand spændt på cyklen. Vi har talt med Martin Adserballe, der som en af de få i verden har cyklet den legendariske Canning Stock Route i Vestaustraliens outback.
”Hvad var det, der fascinerede dig ved Canning Stock Route?”
”Først og fremmest udfordringen, men også naturen og historien bag ruten. Jeg forsøgte allerede at cykle Canning Stock Route i 2014. Men at springe på min almindelige mountainbike og cykle ruten, uden støtte udefra, var blåøjet optimisme.
Det lykkedes at cykle 60 kilometer ud på Canning Stock Route, før jeg satte mig ned og dyrkede noget kold matematik over fænomenet tynde dæk kombineret med blødt sand, omkring 1800 kilometer tilbage og op til 200 kilometer mellem vandbrønde. Kort forinden stoppede en fyr i en jeep og spurgte:
”Har du en riffel?”
Mig: ”Øhhh… nej… hvorfor?”
Ham: ”Fordi, det er sæson for kamelangreb!”
Jeg fik her et indre billede af mig selv siddende på en over 90 kilo tung cykel med en knotten kamel galoperende efter mig. Ikke så kønt. Før turen anede jeg ikke, at der er vilde kameler i Australien.
Herefter fortalte han med store armbevægelser og høj stemmeføring om buskbrande, og at døden indtræffer indenfor 24 timer ved bid fra giftslangerne i området. Der sluttede den tur på Canning Stock Route.
Men indeni lovede jeg mig selv at komme tilbage i forstærket opstilling. I stedet for cyklede jeg 1100 kilometer gennem Tanami-ørkenen på Tanami Highway, ned til Alice Springs. Det var en hård tur i sig selv, med brølende modvind og masser af sand undervejs.”
”Jeg hader rent faktisk sand og varme, og det var lidt derfor, at jeg gjorde det. For at vende det hele på hovedet og teste mig selv.”
”Jeg forestiller mig, der er nogle logistiske udfordringer ved at planlægge en tur gennem øde australsk outback. Hvad var de største udfordringer i forhold til at planlægge turen?”
”Først og fremmest ligger stedet meget langt fra Danmark. Jeg fløj til Darwin i Nordaustralien midt i juli og tog derfra en natbus 1200 kilometer ned til Halls Creek, en lille flække ude i ingenting og mit startsted. Hjemmefra havde jeg arrangeret de to krævede tilladelser for at cykle gennem aborigint territorium.
Inden turen var jeg ret bekymret for en, i månedsvis, opsvulmet akillessene, men tog af sted på trods af min læges råd. Det var en god beslutning. Smerter og hævelse forsvandt fuldstændig under turen. Rent tidsmæssigt var turen nødt til at blive gennemført i de australske vintermåneder, fordi temperaturen ellers er for høj.
Cyklen og grej tog jeg med hjemmefra, mens størstedelen af maden blev købt i Darwin. Jeg forsøgte også at skaffe så meget information om vandbrøndene som muligt. Der var flere beretninger om giftslanger i vandbrøndene, og for få år siden lå der en død kamel i en af brøndene, indtil den efter en tid blev halet op.”
”Hvordan var dit setup, når det kommer til cykel og udstyr samt mad og vand undervejs?”
“Jeg medbragte en Surly Ice Cream Truck fatbike med 4.8 tommer brede dæk og stålstel. De grotesk store dæk får cyklen til at ligne en forvokset Puch Maxi uden motor, men den er fremragende til cykling i sand, fordi den ikke synker ned, men nærmere flyder henover overfladen. Jeg havde hældt ”Slime” punkteringsbeskyttelse i slangerne, som stopper små punkteringer, og det virkede fint.
Jeg ville igen forsøge at gennemføre turen unsupported og startede derfor ud med cirka 25 kilo mad på cyklen, som mest af alt lignede et pakæsel, når den også var læsset med op til 38 liter vand. Det betød ekstremt meget pres på for-og bagbagagebæger, og jeg brugte lang tid på at finde en stærk, ultrabred bagbagagebærer, udforme bagagebægerbeslag og montere det i kombination med en 12 millimeter tyk stålbolt gennem baghjulet.
Det største problem udstyrsmæssigt undervejs var mit hårdt belastede bagdæk, hvor sidevæggene mod slutningen af turen begyndte at revne, og hjulet punkterede oftere og oftere pga. blotlagte metaltråde. Da jeg monterede mit spritnye reservedæk, som var samme fabrikat som mit fordæk, gled det til min rædsel konstant ud over fælgkanten efter en dags cykling, og gode råd var dyre.
Jeg endte med, som improviseret nødløsning, at montere to bagdæk ovenpå hinanden; det slidte ovenpå det ny. Til min store forbløffelse fungerede det fint de resterende små 350 kilometer af turen.”
”Hvad var det for nogle landskaber, du begav dig ud i, da du kom i sadlen?”
”Canning Stock Route går gennem fire ørkener, og området er lidt Australiens modsvar på Sahara. Jeg har tidligere cyklet 550 kilometer tværs gennem Taklamakan-ørkenen i Vestkina, en nøgen sandbunke med skyhøje sandklitter overalt og verdens næststørste sanddriftørken. Terrænet, Canning Stock Route går igennem, er en anderledes ørkenoplevelse.
Den indre del er gennemtrævlet af høje, meget lange øst-vest gående sandrevler. Der er vand ikke særlig dybt nede i undergrunden, så ind imellem sandrevlerne er der oftest spredte småbuske, sylespidse græstuer og fra tid til anden træer.
Den sidste del af ruten mod Wiluna er mindre varm, har mere vegetation, sandklitterne forsvinder og minder lidt om første del efter Halls Creek, der dog er rygende varm. Lidt over midtvejs passerer man rundt om en enorm, næsten udtørret saltsø, kaldet Lake Disappointment. Der er to små aboriginal settlements undervejs, Billiluna efter 170 kilometer og Kunawarritji efter cirka 850 kilometer. Ellers intet. Jeg købte en smule mad begge steder.
Den sidste del af turen, fra Kunawarritji til Wiluna, var omkring 1000 kilometer uden bebyggelse, svarende til afstanden mellem København og Paris i fugleflugtslinje.”
”Hvordan så din typiske dag ud?”
”Jeg var ofte fanget af et godt soveposesug om morgenen, da temperaturen faldt ned til frysepunktet om natten. Spiste lidt mysli med mælk til morgenmad, for derefter at tage en dyb indånding og sætte af sted med tanke på at skulle skubbe cyklen over sandrevle efter sandrevle i løbet af dagen. Undervejs holdt jeg typisk en middagspause under et træ eller en busk. Når aftenen kølende tog imod mig, camperede jeg kort fra ruten.”
”Han endte med at spankulere rundt med en pumpgun for at beskytte os mod en aggressiv hankamel, som luskede rundt i mørket.”
”Prøv at beskrive et par steder, øjeblikke eller begivenheder på turen, som du tænker tilbage på som noget specielt?”
”Ankom knastør og slidt efter knap en måned til en oase midt ude i ørkenen ved Durba Hills, hvor brønd 17 angiveligt ligger. I virkeligheden er det en kilde. Turen ind i den stadig mere sammenpresset kløft var en mental genfødsel. Jeg camperede helt alene, næsten indeklemt mellem tårnhøje røde klippevægge.
Mit telt havde jeg placeret på en klippeflade, omringet af lindrende, rislende vand fra kilden og omkredset af sammenstyrtede træer. Ovenover trak vinden i trækronerne, og luften i kløften var fyldt med nysgerrige, kvidrende fugle og summende bier.
Det var ren sanseeksplosion i forhold til den omkringliggende ørken. Da jeg var færdig med at cykle Canning Stock Route og var på vej til Perth, mødte jeg en kvinde, som fortalte, at aboriginerne anser stedet som værende farligt for mænd og forbudt at overnatte ved. Ikke så underligt, at jeg havde det hele for mig selv.
Den hårdeste dag på turen var nok den, hvor jeg forcerede omkring 50 plagsomme sandrevler, stejle og næsten så høje som kirketårne, i en fuldstændig lige line. På toppen af den ene sandrevle kunne man se direkte hen til næste, typisk en halv kilometer længere fremme. Svalende blæst var der ikke noget af, og termometeret på min cykel viste ulidelige 41 graders vinterhede i solen.
Jeg havde opsamlet 38 liter meget tungt vand tre dage forinden, ved brønd 46, og drak omkring ti liter vand den dag. Ved aftenstide ankom jeg helt flad til den sammenfaldne brønd 43, hvor fandt jeg en australsk cyklist, Jim, som kom fra den modsatte retning. Jim satsede på support fra passerende landcruisere her på rutens værste strækning.
Han havde ikke mødt nogen i over en dags tid, var løbet tør for vand og havde opsamlet en blanding af kameltis og stinkende brunt vand i en 1½ liter vanddunk fra et næsten udtørret vandhul ved brønd 42.
Til alt held passerede en landcruiser med en turgruppe ham hen mod aften og udskiftede hans saftige powerdrink med rent vand. Ud på aftenen ankom Jims kammerat, helt uventet, hjemmefra i en ombygget militærjeep.
Han endte med at spankulere rundt med en pumpgun for at beskytte os mod en aggressiv hankamel, som luskede rundt i mørket i krattet omkring os og udstødte glubende lyde, som fra en anden planet.
Dagen efter startede jeg før solopgang og cyklede, med kun et par liter tilbage af min vandbeholdning, hen til næste brønd med vand. Var fuldstændig udtørret og havde ikke en dråbe tilbage ved ankomst. Den dag satte virkelig i relief, hvor nemt tilgængelig vand er i Danmark.”
”Hvordan er det at være alene i så mange dage i så barske omgivelser?”
”Man er aldrig helt alene. Man er altid sammen med verden, smelter ind i naturen, lever på dens præmisser, tilpasser sig og bliver ramt af en ydmyghed over stedets storhed. Typisk mødte jeg en eller flere landcruisere i løbet af en dag, og de fleste stoppede for at snakke.
Det længste tidsrum uden mennesker var halvandet døgn. Det var ikke så slemt. Jeg har engang krydset solo gennem ingenmandsland i Nordtibet, hvor jeg ikke så mennesker 19 dage i træk. Det trak virkelig tænder ud og var næsten mentalt hårdere end fysisk at skubbe cyklen gennem Tibets ødemark fra morgen til aften.
Jeg camperede flere gange med landcruiser-grupper på Canning Stock Route, og det var noget af en udfordring at se bøffer og lækker mad på campingborde, mens jeg selv sad og sumpede i min tørrede pastaret med tun.
Målet var at cykle unsupported, men jeg faldt i par gange. Et sted tilbød en kvinde i en tourgruppe mig et æble, før vi spiste aftensmad sammen, men jeg afslog. Efter at have siddet og stirret på æblet hele aften, blev det for meget. Aldrig har et æble smagt bedre.
En anden gang mødte jeg en tysk cyklist, som kom fra modsatte retning af mig. Mens vi diskuterede sands vederstyggeligheder, kom en landcruiser-gruppe tilfældigvis forbi og tilbød os softice! Jeg afslog i første omgang, men da tyskeren stod og huggede sin softice i sig, og en softice blev presset helt op i ansigtet af mig, blev det også for meget. Jeg kan smage den endnu.”
”Når tingene næsten bliver for meget, siger jeg til mig selv, at det bliver en af de dage, jeg aldrig glemmer. Jeg samler på de dage, til når jeg bliver gammel.”
”Hvordan tackler du mentalt at cykle på så elendige veje, som dem i den australske outback? Sand og vaskebræt er jo noget, der kan drive de fleste cyklister til vanvid…”
”Der er omkring 900 sandrevler undervejs; nogle små, andre op til 30 meter høje. Det var det værste. At skubbe cyklen meter for meter op mod toppen i løst sand på de højeste og stejleste revler var ret usjovt.
Dybt inde i ørkenen var det ikke rigtig en mulighed at opgive, og det gjorde det mentalt nemmere. Jeg skulle jo videre. Mange landcruisere har over årene kørt absurd hurtigt på Canning Stock Route og har skabt en vaskebrætvej i sandet.
Det drev mig næsten til vanvid nogle dage. Et sted var jeg så gennemrusket, at jeg skubbede cyklen 20 kilometer i frustration og trodsighed. Rent mentalt var det svært at overskue alle de 1850 kilometer som en helhed, så jeg fokuserede meget på delmål undervejs; Kunawarritji som en slags halvvejs og det vigtigste.”
”Finder du glæde i strabadserne, mens de står på, eller er der en del af dig, der fokuserer mere på, at du skal i mål og gennemføre turen?”
”Ja, jeg nyder ofte strabadserne, fordi jeg er fuldstændig tilstede i nuet, når jeg er fysisk presset. Når tingene næsten bliver for meget, siger jeg til mig selv, at det bliver en af de dage, jeg aldrig glemmer.
Jeg samler på de dage, til når jeg bliver gammel. På den måde bliver det positivt. Det er altid interessant at fortsætte og overvinde sig selv, når man i tankerne opstiller en masse grunde til at stoppe.
Jeg ved desuden af erfaring, at en tristhed rammer, når en tur er ved at være slut og bogen lukkes for et gyldent eventyr.”
”Levede Canning Stock Route op til dine forventninger?”
”Fuldstændig! Jeg ville have det hårdt, og det blev det. Jeg hader rent faktisk sand og varme, og det var lidt derfor, at jeg gjorde det. For at vende det hele på hovedet og teste mig selv. Jeg fungerer meget bedre i kulde og sne.
Jeg knoklede en vis legemsdel ud af bukserne. Bogstaveligt talt. Mine to bomuldsshorts revnede bagpå fra top til bund under turen. Ved vejs ende legede jeg lidt med tanken om at komme tilbage engang og vandre Canning Stock Route unsupported, men det kræver et fuldkomment kendskab til kilder og vandhuller i det omkringliggende aboriginer-opland.
Sidste år var der fire cyklister, som gennemførte ruten, alle solo. I år skulle et polsk to-mands team forsøge sig, men deres grej og mad er stærkt forsinket i post-forsendelsen til Australien, og sæsonen lakker hastigt mod enden.
Jeg har efterfølgende været overmættet af ørken og sand, da jeg sidste år også var nede og cykle 900 kilometer langs verdens ældste sandørken i det vestlige Namibia i februars ulidelige hede.
Derfor tog jeg i februar tre uger til Island på en vintercykeltur. På et tidspunkt så jeg ikke mennesker fire dage i træk og endte med at sidde i fem timer med ryggen op ad teltdugen i en vinterorkan oppe i Islands højland, for at teltet ikke skulle brase sammen. Noget af en kontrast, men kontraster gør livet spændende.”
Martin Adserballe
Martin Adserballes passion er at cykle høje og fjerne steder. Han har cyklet over 20.000 km og mere end halvtreds 5.000 meter-pas på det tibetanske plateau gennem ni ture, herunder en 3000 kilometer solovintertur og en tur i Tibets Chang Tang uden mennesker i 39 dage i træk.
Han har sat en Guinness rekord i højdecykling i 7008 meters højde. Bragt sin cykel med til toppen af Mt. Acanquilcha i Nordchile i 6176 meters højde, på verdens højst konstruerede vej. Har solocyklet over 700 kilometer på isen på langs af Bajkalsøen i Sibirien om vinteren.
Martin har desuden cyklet steder som Mongoliet, Kina, Bolivia, Argentina, Pakistan, Ladakh, Island osv. Han overvejer p.t. en vintercykeltur i det vestlige Mongoliet. Læs mere på www.adserballe.com.
Canning Stock Route
Canning Stock Route er den længste af sin slags i verden og snor sig 1800 kilometer gennem enorm, isoleret, australsk outback. Ruten mellem Halls Creek i East Kimberley og Wiluna blev foreslået i begyndelsen af 1900-tallet for at bryde et monopol, som West Kimberley havde på at levere kvæg til Perth og guldminerne mod syd; blandt andet i Wiluna.
Alfred Canning tog den enorme opgave på sine skuldre i 1906, og Canning Stock Route var færdig i 1910. Undervejs mellem Halls Creek og Wiluna havde Canning gravet et halvt hundred brønde, så der var vand til kvæg og mænd, når de rejste gennem rutens fire øde ørkener – Tanami, Little Sandy Desert, Great Sandy Desert og Gibson.
I dag bliver Cannings stock Route mest brugt af folk på eventyr i Landcruisere. Der er blot et par håndfulde mennesker, der har gennemført ruten på cykel.
”Hvad var det, der fascinerede dig ved Canning Stock Route?”
”Først og fremmest udfordringen, men også naturen og historien bag ruten. Jeg forsøgte allerede at cykle Canning Stock Route i 2014. Men at springe på min almindelige mountainbike og cykle ruten, uden støtte udefra, var blåøjet optimisme.
Det lykkedes at cykle 60 kilometer ud på Canning Stock Route, før jeg satte mig ned og dyrkede noget kold matematik over fænomenet tynde dæk kombineret med blødt sand, omkring 1800 kilometer tilbage og op til 200 kilometer mellem vandbrønde. Kort forinden stoppede en fyr i en jeep og spurgte:
”Har du en riffel?”
Mig: ”Øhhh… nej… hvorfor?”
Ham: ”Fordi, det er sæson for kamelangreb!”
Jeg fik her et indre billede af mig selv siddende på en over 90 kilo tung cykel med en knotten kamel galoperende efter mig. Ikke så kønt. Før turen anede jeg ikke, at der er vilde kameler i Australien.
Herefter fortalte han med store armbevægelser og høj stemmeføring om buskbrande, og at døden indtræffer indenfor 24 timer ved bid fra giftslangerne i området. Der sluttede den tur på Canning Stock Route.
Men indeni lovede jeg mig selv at komme tilbage i forstærket opstilling. I stedet for cyklede jeg 1100 kilometer gennem Tanami-ørkenen på Tanami Highway, ned til Alice Springs. Det var en hård tur i sig selv, med brølende modvind og masser af sand undervejs.”
”Jeg hader rent faktisk sand og varme, og det var lidt derfor, at jeg gjorde det. For at vende det hele på hovedet og teste mig selv.”
”Jeg forestiller mig, der er nogle logistiske udfordringer ved at planlægge en tur gennem øde australsk outback. Hvad var de største udfordringer i forhold til at planlægge turen?”
”Først og fremmest ligger stedet meget langt fra Danmark. Jeg fløj til Darwin i Nordaustralien midt i juli og tog derfra en natbus 1200 kilometer ned til Halls Creek, en lille flække ude i ingenting og mit startsted. Hjemmefra havde jeg arrangeret de to krævede tilladelser for at cykle gennem aborigint territorium.
Inden turen var jeg ret bekymret for en, i månedsvis, opsvulmet akillessene, men tog af sted på trods af min læges råd. Det var en god beslutning. Smerter og hævelse forsvandt fuldstændig under turen. Rent tidsmæssigt var turen nødt til at blive gennemført i de australske vintermåneder, fordi temperaturen ellers er for høj.
Cyklen og grej tog jeg med hjemmefra, mens størstedelen af maden blev købt i Darwin. Jeg forsøgte også at skaffe så meget information om vandbrøndene som muligt. Der var flere beretninger om giftslanger i vandbrøndene, og for få år siden lå der en død kamel i en af brøndene, indtil den efter en tid blev halet op.”
”Hvordan var dit setup, når det kommer til cykel og udstyr samt mad og vand undervejs?”
“Jeg medbragte en Surly Ice Cream Truck fatbike med 4.8 tommer brede dæk og stålstel. De grotesk store dæk får cyklen til at ligne en forvokset Puch Maxi uden motor, men den er fremragende til cykling i sand, fordi den ikke synker ned, men nærmere flyder henover overfladen. Jeg havde hældt ”Slime” punkteringsbeskyttelse i slangerne, som stopper små punkteringer, og det virkede fint.
Jeg ville igen forsøge at gennemføre turen unsupported og startede derfor ud med cirka 25 kilo mad på cyklen, som mest af alt lignede et pakæsel, når den også var læsset med op til 38 liter vand. Det betød ekstremt meget pres på for-og bagbagagebæger, og jeg brugte lang tid på at finde en stærk, ultrabred bagbagagebærer, udforme bagagebægerbeslag og montere det i kombination med en 12 millimeter tyk stålbolt gennem baghjulet.
Det største problem udstyrsmæssigt undervejs var mit hårdt belastede bagdæk, hvor sidevæggene mod slutningen af turen begyndte at revne, og hjulet punkterede oftere og oftere pga. blotlagte metaltråde. Da jeg monterede mit spritnye reservedæk, som var samme fabrikat som mit fordæk, gled det til min rædsel konstant ud over fælgkanten efter en dags cykling, og gode råd var dyre.
Jeg endte med, som improviseret nødløsning, at montere to bagdæk ovenpå hinanden; det slidte ovenpå det ny. Til min store forbløffelse fungerede det fint de resterende små 350 kilometer af turen.”
”Hvad var det for nogle landskaber, du begav dig ud i, da du kom i sadlen?”
”Canning Stock Route går gennem fire ørkener, og området er lidt Australiens modsvar på Sahara. Jeg har tidligere cyklet 550 kilometer tværs gennem Taklamakan-ørkenen i Vestkina, en nøgen sandbunke med skyhøje sandklitter overalt og verdens næststørste sanddriftørken. Terrænet, Canning Stock Route går igennem, er en anderledes ørkenoplevelse.
Den indre del er gennemtrævlet af høje, meget lange øst-vest gående sandrevler. Der er vand ikke særlig dybt nede i undergrunden, så ind imellem sandrevlerne er der oftest spredte småbuske, sylespidse græstuer og fra tid til anden træer.
Den sidste del af ruten mod Wiluna er mindre varm, har mere vegetation, sandklitterne forsvinder og minder lidt om første del efter Halls Creek, der dog er rygende varm. Lidt over midtvejs passerer man rundt om en enorm, næsten udtørret saltsø, kaldet Lake Disappointment. Der er to små aboriginal settlements undervejs, Billiluna efter 170 kilometer og Kunawarritji efter cirka 850 kilometer. Ellers intet. Jeg købte en smule mad begge steder.
Den sidste del af turen, fra Kunawarritji til Wiluna, var omkring 1000 kilometer uden bebyggelse, svarende til afstanden mellem København og Paris i fugleflugtslinje.”
”Hvordan så din typiske dag ud?”
”Jeg var ofte fanget af et godt soveposesug om morgenen, da temperaturen faldt ned til frysepunktet om natten. Spiste lidt mysli med mælk til morgenmad, for derefter at tage en dyb indånding og sætte af sted med tanke på at skulle skubbe cyklen over sandrevle efter sandrevle i løbet af dagen. Undervejs holdt jeg typisk en middagspause under et træ eller en busk. Når aftenen kølende tog imod mig, camperede jeg kort fra ruten.”
”Han endte med at spankulere rundt med en pumpgun for at beskytte os mod en aggressiv hankamel, som luskede rundt i mørket.”
”Prøv at beskrive et par steder, øjeblikke eller begivenheder på turen, som du tænker tilbage på som noget specielt?”
”Ankom knastør og slidt efter knap en måned til en oase midt ude i ørkenen ved Durba Hills, hvor brønd 17 angiveligt ligger. I virkeligheden er det en kilde. Turen ind i den stadig mere sammenpresset kløft var en mental genfødsel. Jeg camperede helt alene, næsten indeklemt mellem tårnhøje røde klippevægge.
Mit telt havde jeg placeret på en klippeflade, omringet af lindrende, rislende vand fra kilden og omkredset af sammenstyrtede træer. Ovenover trak vinden i trækronerne, og luften i kløften var fyldt med nysgerrige, kvidrende fugle og summende bier.
Det var ren sanseeksplosion i forhold til den omkringliggende ørken. Da jeg var færdig med at cykle Canning Stock Route og var på vej til Perth, mødte jeg en kvinde, som fortalte, at aboriginerne anser stedet som værende farligt for mænd og forbudt at overnatte ved. Ikke så underligt, at jeg havde det hele for mig selv.
Den hårdeste dag på turen var nok den, hvor jeg forcerede omkring 50 plagsomme sandrevler, stejle og næsten så høje som kirketårne, i en fuldstændig lige line. På toppen af den ene sandrevle kunne man se direkte hen til næste, typisk en halv kilometer længere fremme. Svalende blæst var der ikke noget af, og termometeret på min cykel viste ulidelige 41 graders vinterhede i solen.
Jeg havde opsamlet 38 liter meget tungt vand tre dage forinden, ved brønd 46, og drak omkring ti liter vand den dag. Ved aftenstide ankom jeg helt flad til den sammenfaldne brønd 43, hvor fandt jeg en australsk cyklist, Jim, som kom fra den modsatte retning. Jim satsede på support fra passerende landcruisere her på rutens værste strækning.
Han havde ikke mødt nogen i over en dags tid, var løbet tør for vand og havde opsamlet en blanding af kameltis og stinkende brunt vand i en 1½ liter vanddunk fra et næsten udtørret vandhul ved brønd 42.
Til alt held passerede en landcruiser med en turgruppe ham hen mod aften og udskiftede hans saftige powerdrink med rent vand. Ud på aftenen ankom Jims kammerat, helt uventet, hjemmefra i en ombygget militærjeep.
Han endte med at spankulere rundt med en pumpgun for at beskytte os mod en aggressiv hankamel, som luskede rundt i mørket i krattet omkring os og udstødte glubende lyde, som fra en anden planet.
Dagen efter startede jeg før solopgang og cyklede, med kun et par liter tilbage af min vandbeholdning, hen til næste brønd med vand. Var fuldstændig udtørret og havde ikke en dråbe tilbage ved ankomst. Den dag satte virkelig i relief, hvor nemt tilgængelig vand er i Danmark.”
”Hvordan er det at være alene i så mange dage i så barske omgivelser?”
”Man er aldrig helt alene. Man er altid sammen med verden, smelter ind i naturen, lever på dens præmisser, tilpasser sig og bliver ramt af en ydmyghed over stedets storhed. Typisk mødte jeg en eller flere landcruisere i løbet af en dag, og de fleste stoppede for at snakke.
Det længste tidsrum uden mennesker var halvandet døgn. Det var ikke så slemt. Jeg har engang krydset solo gennem ingenmandsland i Nordtibet, hvor jeg ikke så mennesker 19 dage i træk. Det trak virkelig tænder ud og var næsten mentalt hårdere end fysisk at skubbe cyklen gennem Tibets ødemark fra morgen til aften.
Jeg camperede flere gange med landcruiser-grupper på Canning Stock Route, og det var noget af en udfordring at se bøffer og lækker mad på campingborde, mens jeg selv sad og sumpede i min tørrede pastaret med tun.
Målet var at cykle unsupported, men jeg faldt i par gange. Et sted tilbød en kvinde i en tourgruppe mig et æble, før vi spiste aftensmad sammen, men jeg afslog. Efter at have siddet og stirret på æblet hele aften, blev det for meget. Aldrig har et æble smagt bedre.
En anden gang mødte jeg en tysk cyklist, som kom fra modsatte retning af mig. Mens vi diskuterede sands vederstyggeligheder, kom en landcruiser-gruppe tilfældigvis forbi og tilbød os softice! Jeg afslog i første omgang, men da tyskeren stod og huggede sin softice i sig, og en softice blev presset helt op i ansigtet af mig, blev det også for meget. Jeg kan smage den endnu.”
”Når tingene næsten bliver for meget, siger jeg til mig selv, at det bliver en af de dage, jeg aldrig glemmer. Jeg samler på de dage, til når jeg bliver gammel.”
”Hvordan tackler du mentalt at cykle på så elendige veje, som dem i den australske outback? Sand og vaskebræt er jo noget, der kan drive de fleste cyklister til vanvid…”
”Der er omkring 900 sandrevler undervejs; nogle små, andre op til 30 meter høje. Det var det værste. At skubbe cyklen meter for meter op mod toppen i løst sand på de højeste og stejleste revler var ret usjovt.
Dybt inde i ørkenen var det ikke rigtig en mulighed at opgive, og det gjorde det mentalt nemmere. Jeg skulle jo videre. Mange landcruisere har over årene kørt absurd hurtigt på Canning Stock Route og har skabt en vaskebrætvej i sandet.
Det drev mig næsten til vanvid nogle dage. Et sted var jeg så gennemrusket, at jeg skubbede cyklen 20 kilometer i frustration og trodsighed. Rent mentalt var det svært at overskue alle de 1850 kilometer som en helhed, så jeg fokuserede meget på delmål undervejs; Kunawarritji som en slags halvvejs og det vigtigste.”
”Finder du glæde i strabadserne, mens de står på, eller er der en del af dig, der fokuserer mere på, at du skal i mål og gennemføre turen?”
”Ja, jeg nyder ofte strabadserne, fordi jeg er fuldstændig tilstede i nuet, når jeg er fysisk presset. Når tingene næsten bliver for meget, siger jeg til mig selv, at det bliver en af de dage, jeg aldrig glemmer.
Jeg samler på de dage, til når jeg bliver gammel. På den måde bliver det positivt. Det er altid interessant at fortsætte og overvinde sig selv, når man i tankerne opstiller en masse grunde til at stoppe.
Jeg ved desuden af erfaring, at en tristhed rammer, når en tur er ved at være slut og bogen lukkes for et gyldent eventyr.”
”Levede Canning Stock Route op til dine forventninger?”
”Fuldstændig! Jeg ville have det hårdt, og det blev det. Jeg hader rent faktisk sand og varme, og det var lidt derfor, at jeg gjorde det. For at vende det hele på hovedet og teste mig selv. Jeg fungerer meget bedre i kulde og sne.
Jeg knoklede en vis legemsdel ud af bukserne. Bogstaveligt talt. Mine to bomuldsshorts revnede bagpå fra top til bund under turen. Ved vejs ende legede jeg lidt med tanken om at komme tilbage engang og vandre Canning Stock Route unsupported, men det kræver et fuldkomment kendskab til kilder og vandhuller i det omkringliggende aboriginer-opland.
Sidste år var der fire cyklister, som gennemførte ruten, alle solo. I år skulle et polsk to-mands team forsøge sig, men deres grej og mad er stærkt forsinket i post-forsendelsen til Australien, og sæsonen lakker hastigt mod enden.
Jeg har efterfølgende været overmættet af ørken og sand, da jeg sidste år også var nede og cykle 900 kilometer langs verdens ældste sandørken i det vestlige Namibia i februars ulidelige hede.
Derfor tog jeg i februar tre uger til Island på en vintercykeltur. På et tidspunkt så jeg ikke mennesker fire dage i træk og endte med at sidde i fem timer med ryggen op ad teltdugen i en vinterorkan oppe i Islands højland, for at teltet ikke skulle brase sammen. Noget af en kontrast, men kontraster gør livet spændende.”
Martin Adserballe
Martin Adserballes passion er at cykle høje og fjerne steder. Han har cyklet over 20.000 km og mere end halvtreds 5.000 meter-pas på det tibetanske plateau gennem ni ture, herunder en 3000 kilometer solovintertur og en tur i Tibets Chang Tang uden mennesker i 39 dage i træk.
Han har sat en Guinness rekord i højdecykling i 7008 meters højde. Bragt sin cykel med til toppen af Mt. Acanquilcha i Nordchile i 6176 meters højde, på verdens højst konstruerede vej. Har solocyklet over 700 kilometer på isen på langs af Bajkalsøen i Sibirien om vinteren.
Martin har desuden cyklet steder som Mongoliet, Kina, Bolivia, Argentina, Pakistan, Ladakh, Island osv. Han overvejer p.t. en vintercykeltur i det vestlige Mongoliet. Læs mere på www.adserballe.com.
Canning Stock Route
Canning Stock Route er den længste af sin slags i verden og snor sig 1800 kilometer gennem enorm, isoleret, australsk outback. Ruten mellem Halls Creek i East Kimberley og Wiluna blev foreslået i begyndelsen af 1900-tallet for at bryde et monopol, som West Kimberley havde på at levere kvæg til Perth og guldminerne mod syd; blandt andet i Wiluna.
Alfred Canning tog den enorme opgave på sine skuldre i 1906, og Canning Stock Route var færdig i 1910. Undervejs mellem Halls Creek og Wiluna havde Canning gravet et halvt hundred brønde, så der var vand til kvæg og mænd, når de rejste gennem rutens fire øde ørkener – Tanami, Little Sandy Desert, Great Sandy Desert og Gibson.
I dag bliver Cannings stock Route mest brugt af folk på eventyr i Landcruisere. Der er blot et par håndfulde mennesker, der har gennemført ruten på cykel.
© 2020 Opdag Verden ApS
