Alpeidyl i Østrig

Er det den slovenske bjørn?
Pludselig hører jeg grene, der knækker i skovbunden. Min puls stiger. Jeg når lige at tænke, at det forhåbentlig ikke er den slovenske bjørn, der har forvildet sig over bjergpasset, da en morgenfrisk stemme på den herligste lokaldialekt siger:
”Godmorgen Kim, og velkommen til en skøn morgen.”

Det er bare Walter, der kommer gående gennem træer og buske. Jeg drager et lettelsens suk. Vi joker lidt om den slovenske bjørn, mens vi bevæger os op ad de stejle vandrestier.

Det er stadig mørkt. Jeg kan ikke se en hånd for mig, og hvis ikke Walter havde været så stedkendt, havde jeg nok ventet med vandreturen, til det blev lyst. Men jeg vil ganske enkelt ikke gå glip af solopgangen over bjergene, for synet skulle være noget, man aldrig glemmer.

Til tops uden sko
I næsten to timer vandrer vi konstant opad på smalle stier, mens mørket langsomt bliver svagere. Det er ikke lyst, men vi kan dog se, hvor vi bevæger os. Til min store overraskelse opdager jeg, at Walter vandrer i bare fødder.

Jeg spørger ham, hvorfor han ingen sko har på, og han forklarer mig, at han aldrig har brudt sig om at have sko eller støvler på fødderne. Rent faktisk havde han kun sko på, da han var teenager, fordi de andre i skolen drillede ham.

Noget nærmere svar kommer han dog ikke med. Et eller andet sted er det nu meget fascinerende, at guiden går rundt barfodet i bjergene, men jeg foretrækker nu mine vandrestøvler, for vi skal både forcere skarpe sten og ditto grene.

Solopgangen over Kärnten
Vi nærmer os toppen af Mittagskogel, da Walter pludselig stopper op.
”Så, Kim, nu skal du bare gå derop og nyde udsigten helt for dig selv. Jeg kommer om lidt.”
Min puls hamrer derudad, for her er ret stejlt. Jeg svarer ikke Walter, men vandrer selv de sidste 50 meter mod toppen.

Og hvilket syn: Solen er så småt ved at rejse sig i horisonten. Der er minimal tåge denne morgen. Kun helt ude i periferien er der en smule gråt, men jeg ser tydeligt søerne Faaker See og Wörther See, mens floden Drau snor sig gennem delstaten og ind i Slovenien. Vi er i 2200 meters højde, og først nu går det egentlig op for mig, at vi har nået toppen. I mellemtiden er Walter kommet op til mig, men vi siger intet til hinanden. Her er helt stille.

Vi kigger begge ud mod øst. Det er nu blot et spørgsmål om tid, før solen kaster sine første stråler over Kärnten. Og i det samme sker det: Solen rejser sig på få sekunder over bjergerne og alt er nu lyst som dagen. Det er et fantastisk syn, som jeg på det kraftigste vil anbefale til dig, der bare har en lille forkærlighed for det at vandre. Du vil aldrig fortryde det.

Morgenmad og røverhistorier i Berthahütte
Klokken er et par minutter over fem lørdag morgen, og vi har allerede nået en del. Walter mener, at vi skal have morgenmad. Jeg er stadig helt høj efter den uforglemmelige solopgang, så det er slet ikke gået op for mig, at jeg egentlig er sulten.

Vi vandrer en anden vej ned, og efter en times tid er vi fremme ved en nostalgisk bjerghytte, hvor man allerede er godt i gang i køkkenet. Der dufter dejligt af mad og friskbrygget kaffe, for på et ildsted i hytten er stedets indehaver, Christian, godt i gang med at lave suppe og kaffe over ild.

Christian byder os velkommen til Bertahütte med en historie fra de varme lande om den slovenske bjørn, og hans fortællergen er så godt, at jeg på et tidspunkt er ret sikker på, at jeg er tilbage i børnehavealderen.

Vandretur i Kärntens første naturpark
Jeg er allerede tilbage på hotellet ved nitiden, og efter en forfriskende dukkert i den krystalklare Faaker See er jeg klar til endnu en tur på vandrestierne.

Jeg er ikke den store planlægger, når jeg er af sted på tur. Jeg kan godt lide at være spontan. Jeg tjekker ud fra hotellet og pakker en rygsæk med det mest nødvendige. Ikke langt fra Faaker See ligger naturparken Dobratsch.

Jeg har af personalet på hotellet fået at vide, at en vandretur til toppen vil tage omkring fem timer. Da der samtidig er mulighed for overnatning på toppen i det nyopførte Dobratsch Gipfelhaus i 2200 meters højde, passer det lige med, at jeg kan nå derop i god tid, spise aftensmad og så hoppe på hovedet i seng. Fast besluttet på, at dét er planen, vandrer jeg af sted mod Dobratsch Gipfelhaus.

En anderledes aften
Det er noget helt andet at vandre her på den modsatte side af Mittagskogel. Hvor jeg i morges vandrede i store knuste klipper og sten, går jeg nu i dét, østrigerne kalder en Alm. Vi har på dansk ikke noget direkte sammenligneligt ord, men herhjemme vil vi nok kalde det for en eng.

Blandt disse store, frodige vidder omgivet af grønne planter og vildt græs findes et veludviklet netværk af markerede vandrestier, som gør min vandretur til en noget mere overkommelig opgave end morgenens krævende tur.

Solen bager fra den skyfri himmel, og jeg ser mange børnefamilier på vandretur i den hyggelige naturpark, ligesom der også er masser af vandrere, som sørger for at holde konditionen ved lige i form af vandreture. Allerede efter tre timer er jeg fremme. Jeg bestiller en iskold fadøl, og jeg drikker den nærmest i et hug.

Hurtigt bestiller jeg en ny. Jeg kommer i snak med nogle vandrere fra Holland og et par lokale vandrere. Den ene røverhistorie efter den anden skylles ned med velskænket fadøl, og inden jeg får set mig om, er det mørkt udenfor. Her er jeg glad for, at jeg valgte at booke et værelse ved min ankomst. Jeg skal ingen steder i mørke. Jeg skal ned igen, men først i morgen.

Den østrigske bjørn

Den brune bjørn har tidligere været en fast – dog sjælden – del af de Østrigske Alper, men ifølge WWF (Verdensnaturfonden) har bjørnene ikke været set i de Østrigske Alper siden 2010 og betragtes i dag som uddød i Østrig. Et genudsætningsprojekt fra 1989 viste ellers fremgang i bjørnebestanden, hvor op til 35 bjørne kunne findes i Østrig. Det menes, at ulovlig bjørnejagt i primært Slovenien er skyld i den faldne bestand.

Selvom bjørnen officielt anses for at være uddød i Østrig, så hænder det – ifølge lokale beretninger – at bjørne fra Slovenien af og til finder vej over passet og ind i Kärnten. Walter har aldrig stået ansigt til ansigt med bjørnen, men i februar lykkedes det ham at finde friske spor fra bjørnen ikke langt fra Mittagskogel, så helt uddøde i Østrig er de tilsyneladende ikke.

Spar penge med kortet

Det er en rigtig god idé at investere i et Kärntencard. Kortet koster 35 euro for en uge, og det
giver rabat til over 100 attraktioner og forlystelser i hele Kärnten. Der er store rabatter på ture med svævebanen samt rabat i restauranter og på caféer. Kärntencard kan også hentes til din smartphone. Læs mere på www.kaerntencard.at

Er en weekend ikke nok?

Det er intet problem, for med bjerge på mellem 1050 og 2500 meters højde er der oceaner af muligheder for at sammensætte din helt egen vandretur. Alene i Kärnten er der mere end 1000 kilometer afmærkede stier at vandre på.

Den næsten 700 kilometer lange vandrerute, Alpe Adria Trail, går også lige gennem Kärnten. Ruten går fra foden af Østrigs højeste bjerg, Grossglockner, forbi Kärnten, videre til Slovenien og slutter syd for Trieste ved Adriaterhavet.

Men hvis du ikke har tid til at vandre alle 700 kilometer, så findes der en perfekt syvdages rute på 123 kilometer, der starter og slutter ved Faaker See. Ruten bringer dig både ind i Slovenien og Italien, og der er hytter undervejs. Læs mere på www.alpe-adria-trail.com, hvor du kan finde gode kort og information om de enkelte etaper.

Budget for 2 personer

4 dage i Østrig
Tog: Hamborg – München: 8.195 kr.
Bil: Diesel: 700 kr.
Hotel (med pension): 2.800 kr.
Mad: 300 kr.
Samlede udgifter: 11.995 kr.
I alt pr. person: 5.988 kr.