Vest for Jönköping putter en af Europas fineste højmoser sig. Her kan du trave på anlagte spang og beundre en bid svungen og svampet natur, der er så godt som uberørt gennem årtusinder. Komosse er steder mere end otte meter tyk, så det siger ikke så lidt om mosens alder, at den kun vokser omtrent 0,5 mm om året.
En tordenbyge ruller truende af sted i sydvest, og sorte skyer samler sig dramatisk over det brune højmoselandskab, der rejser sig i en blød bue foran mig. Tung regn formørker lidt af horisonten.
Jeg føler nu ingen angst for lyn eller for at blive våd, hvis tordenbygen skulle bevæge sig ind over mig. Jeg er lige trådt ud af skoven, har fået panorama-view over Komosse og er gået helt i stå. Jeg stener. Står smilende og kigger ud over den fascinerende natur.
Jeg er høj på synet af den store flade, de små vandhuller, der spejler himlen, farvespændet med alle nuancer af brun og andre høstfarver sammensat af mosser, lav, lyng og vandglade blomster, der kæmper om pladsen på den enorme svamp.
Det hele smukt indrammet af grønne graner med grene, der står som tusindvis af savklinger, når jeg ser dem i silhuet mod himlen.
Komosse er ikke bare en død svamp. Den vokser. Det skyldes, at tørv langsomt – uendeligt langsomt – har hopet sig op. Tørv dannes af døde plantedele, der ikke kan nedbrydes her, fordi der stort set ikke findes syre i den vandmættede flade.
De fleste nedbrydere har brug for syre og kan derfor ikke leve i mosen, og uden nedbrydere bliver døde planter ikke nedbrudt. Derfor skyder højmosen i vejret. Men i sneglefart. Den vokser blot omtrent en halv millimeter om året. Derfor giver det også indtryk at læse på en af plancherne langs med spangene, der er lagt ud, at Komosse sine steder er over otte meter tyk.
Jeg er kommet mig af min beundring og har spontant besluttet mig for at fylde hukommelseskortet på kameraet med billeder – jeg vil gerne fastholde mindet om farverne, landskabet og ikke mindst den eufori, Komosses natur har løftet mig ind i.
How to resolve AdBlock issue? 
