Du er her:
  • ARTIKLER
  • Bjergbestigning af Irian Jayas højeste bjerg i Indonesien

Bjergbestigning af Irian Jayas højeste bjerg i Indonesien

Min drøm begyndte for knap seks år siden, da jeg sammen med min gode ven Søren, til min kones store fortvivlelse, kravlede rundt på stuegulvet og bredte kort ud fra hele verden for at finde verdens mest isolerede område. Vi fandt det på Ny Guinea og i tilgift også det højeste bjerg. Fra da af havde vi kun én tanke: At nå målet - Mount Carstensz Pyramid. (4.884m.)

AW37_MT.CARSTENZ_Irian_Jaya_125.jpg
Skrevet af: Jens Bækdal
Opdateret den 08. maj 2021

Min drøm begyndte for knap seks år siden, da jeg sammen med min gode ven Søren, til min kones store fortvivlelse, kravlede rundt på stuegulvet og bredte kort ud fra hele verden for at finde verdens mest isolerede område. Vi fandt det på Ny Guinea og i tilgift også det højeste bjerg. Fra da af havde vi kun én tanke: At nå målet - Mount Carstensz Pyramid. (4.884m.)

Det var sommeren 1996, da Søren og jeg endelig satte fødderne på Irian Jayas rødbrune lerjord. Vi havde været nødt til at forberede en alternativ plan, fordi området omkring Mt. Carstenz Pyramid var hærget af uro. OPM (Organisasi Papua Merdeka = Papuas frihedsbevægelse), kæmper en ulige kamp mod det indonesiske militær. Papuaernes bedste våben er guerillakrig fra junglen og de bjergrige områder. Det viste sig efter utallige forsøg umuligt at få den nødvendige tilladelse, men jeg var dengang så opsat på at nå frem til bjerget, at jeg ville forsøge at forcere junglen alene. Heldigvis faldt jeg lidt ned igen - jeg ville aldrig være kommet ud med livet i behold. I stedet blev opholdet udnyttet til at besøge halvnomadefolket, Korowa-stammen, også kendt som “trætop-folket”.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

AW37_MT.CARSTENZ_130.jpgI gang med andet forsøg
Fire år efter er jeg igen tilbage i Irian Jaya med en tilladelse til at bestige Mt. Carstenz Pyramide. Jeg var i mellemtiden løbet tør for venner, der fandt det økonomisk forsvarligt eller risikoen værd, så jeg måtte finde lidelsesfæller via internettet; to franskcanadiere, Nathalie og Bernard, tyskeren Klaus, samt sydkoreanere Park og Jeong. Desuden består gruppen også af fire indonesiske guider og hjælpere, der skal bistå os med alt det praktiske.

Omkring midnat den 2. juli bumler vi ud af startbanen. Flyet tager jorden flere gange, inden det endeligt bestemmer sig for at tage afstand og lade Indonesiens hovedstad Jakartas smog forsvinde i nattens mørke. Tre mellemlandinger, 4000 km og otte timer senere dukker Ny Guinea op i det første morgenlys. Junglen læner sig op af den blågrønne kystlinie. Nu og da udspyer floddeltaerne deres brungrumsede aflejringer i havet. Vi mellemlander i regionshovedstaden, Jayapura, på nordkysten. Vi er under ækvators kvælende varme og skjorten bliver våd af sved, mens vi til fods krydser startbanen.

Allerede et par timer senere smider jeg min oppakning op på gulvet i en Twinotter, og vi bumler med hvinende motorer ud af endnu en startbane. På begge sider af banen ses knuste flasker og glasskår, og bønderne brænder deres affald, så en tyk tåge lægger sig tværs over banen, uden nogen dog tager notits heraf. Med et brøl må flyet endelig give slip på jorden, der forsvinder under os, som er den i et frit fald. Piloten er dygtig og flyver behændigt slalom mellem de lavthængende skyer. Junglen udbreder sit grønne tæppe under os, afbrudt af brune floder, der snor sig igennem landskabet som slanger i græsset

AW37_MT.CARSTENZ_Irian_Jaya_123.jpgMødet med papuanerne
Et par timer senere lander vi i Wamena i den centrale del af Irian Jaya. Park og Jeong er de første, der hopper ud af maskinen, men de kommer ligblege (gule!) tumlende tilbage. De råber et eller andet uforståeligt på koreansk og peger vildt skrigende ud mod landingsbanen. En flok “vilde” kommer stormende mod os med fjerklædte hoveddragter, spyd og buer og pile. For 40 år siden ville disse “vilde” uden tøven eller skrupler havde dræbt os på stedet. I dag er det souvenirsælgere, der bekæmper hinanden, for at opnå den bedste salgsposition, inden vi sætter benene på jorden. Park og Jeong er tilsyneladende ved at komme sig over kulturchokket, og i sikkerhed i lufthavnsbygningen går de i gang med at købe penisfutteraler i bunkevis. Jeg tænker: “Mon ikke det rækker…”

De næste tre-fire dage går med at proviantere før indflyvningen til Ilaga. Vi starter i to fly klokken fem om morgenen, da vejret er mest klart på denne tid. Park, Jeong og jeg er med det andet fly, en enmotors Sesna, der normalt bruges til at flyve missionærer rundt på øen. Maskinen bliver nærmest skilt ad for at få plads til vores udstyr. En ung fyr tanker flyet op fra en stor tønde ved siden af flyveren og endelig skal en stor sort so jages af startbanen, inden vi kan gå i luften. Piloten drejer  den lille maskine mod nord, til det begynder at blive mere bjergrigt, svinger herefter mod vest, flakker lidt mellem bjergtoppe og et tiltagende skydække, inden vi får øje på den lille airstrip på en bakkekam.

Mønsteret fra Wamena gentager sig. Vi er knapt kommet ud af maskinen, før vi er omringet. Denne gang er det ikke souvenir, det handler om. Halvnøgne mænd med penisfutteraler nærmest slås om vores oppakning, og jeg må kaste mig over udstyret for at forsøge at holde sammen på det. Jeg er ikke klar over deres hensigt - om de forsøger at stjæle fra os eller blot tilbyder sig selv som bærere. En ældre mand kommer til med en stor kæp, som han begynder at banke flokken med. Det er ikke særligt rart at se eller høre på, men det giver lidt luft. Vi indkvarteres i to runde bambushytter med stråtag. På intet tidspunkt er vi alene, altid er vi omringet af nysgerrige danier. Jeg ved ikke om det er en tryghed, men hver eneste nat kommer en mand med et stort gammelt gevær, det eneste i hele området, og sætter sig udenfor vores dør.

AW37_MT.CARSTENZ_Irian_Jaya_126.jpgBrok med bærerne
Vi har hyret en fyr, der hedder Bob til at bringe os igennem dette område og ind til bjerget. Bob har allerede været her nogle dage for at skaffe bærere til ekspeditionen. Det er forbundet med flere vanskeligheder. Midt i et mandtal forsvinder alle bærerne til noget, der måske er daniernes første spæde forsøg på at danne en fagforening. Det virker noget famlende og kaotisk.

Fællesledere for alle stammerne i området må tilkaldes for at bringe lidt styr på det hele. Det viser sig dog snart, at det ikke var så urutineret et forsøg på at danne en fagforening, som først antaget. Vi bliver mødt med et krav om en lønforhøjelse på 200 %! Det er da til at tage og føle på.

Efter en stund er der også én, der begynder at klage over, at der er for få kartofler. Mødet trækker ud til næste dag og dagen efter igen, hvor der bare er mere i vejen. Og det bliver ved: Så skal de bære for meget, så skal de gå for længe og endelig er der problemer med træ. Danierne kan ikke sove nogen steder, hvis der ikke er træ. Uden træ ingen ild, ingen ild - ingen danier, da ild er en del af deres religion. Så ingen ild ingen ekspedition. Vi føler, at hele projektet er truet. Det er som om, det handler om noget andet end alle disse klager og krav.


Vi kommer ingen vegne og fornemmer, at det skyldes, at vores gave til deres leder, Den Ældste, ikke har været god nok. Vi sender derfor en af vores indonesiske guider tilbage til Wamena, for at købe en mere passende gave til deres leder. Næste morgen vender han glad tilbage. Han mener selv, at han har fundet den helt rigtige gave. Der bliver sendt bud efter “The Chief”, der er så gammel og stiv, at han nærmest må bæres ind i fællesbygningen. Så bliver gaven båret ind: Et tv-apparat!!! Jeg kunne have revet håret af mig selv i fortvivlelse. Her står disse nøgne mænd med deres penisfutteraler og ser uforstående på denne mærkelige firkant. De sidste par dage har jeg syntes, at det gik alt for langsomt, med et slag synes jeg nu, det lige går en tand for hurtigt. Den gave er jeg sgu ked af, og jeg havde aldrig gået med til den løsning, hvis jeg var blevet spurgt først.

Men næste dag er der skred i tingene. Der indgås kompromisser over hele linjen. Hver bærer får 50.000 ruppier pr. dag, hvilket er normalt, om end lidt i overkanten. Vægten bliver nedsat fra 20 til 15 kg., der er pludselig kartofler nok, vi aftaler at gå højst ni timer om dagen, og endelig skal vi gøre stop hver aften i nærheden af områder med træ, der kan bruges til deres bål. Alt vores proviant og udstyr bliver nøje vejet. Det viser sig, at vi skal bruge 51 bærere!

Indmarchen
Vi sætter endelig af fra Ilaga og følelsen af at være i gang er skøn. Vi vil forsøge at tilbagelægge så meget som muligt, for at bærerne ikke fristes til at løbe tilbage til Ilaga for natten. Hen mod aften slår vi lejr på et lille højdedrag. Bærerne dribler rundt i skovbunden for at skaffe træ til natten. I takt med at solen synker, breder røgen sig fra det fugtige træ og lugten af de søde kartofler. Da mørket endelig omslutter os, brydes lyden fra regnskoven af de indfødtes strubesang. Det lyder fantastisk, og jeg er lykkelig over at være her. I skæret fra deres bål tager vi afsked med den første dag.
AW37_MT.CARSTENZ_Irian_Jaya_129.jpg
Næste dag sætter regnen ind. Den bliver ved de næste fem dage. Turen er ikke længere for folk med fine fornemmelser. Jorden er forvandlet til mudder i knæhøjde, vandet samles i små løb, der bliver større og større. På fjerde døgn når vi op på et sumpplateau eller en tundra i ca. 3000 meters højde. Det er som at gå på et gigantisk flydende tæppe; grunden omkring én giver efter.

Næste dag sætter vi tidligt af. Vejret er for en gangs skyld klaret op, og Mt. Puncak Jaya lyser ned til os - det tegner godt. Dagens menu er to større bjergpas, hvoraf Bakopa Pass er det højeste med sine cirka 5000 meter. Klaus og jeg danner fortrop op over det første pas. Vi følger et lille flodleje, som er så stejlt, at når det regner, vil det blive omdannet til et vandfald. Vi når forholdsvis hurtigt op gennem passet, der åbner sig op, og nedenfor ligger Larson Lake, en lille sø, der dannet af smeltevand. Den er helt grøn og utrolig smuk. På Bakopa Pass slår jeg følge med en ung, barfodet bærer. Han er hurtig og står godt fast på de våde klipper. En time senere begynder der at falde sne, og jeg kan se, han pludselig er i vildrede.

Dette er en helt ny oplevelse for ham - han har tydeligvis aldrig set sne før, og jeg spekulerer på, hvordan han barfodet vil klare det ned herfra. Det må være koldt som bare pokker. Vi når sammen over passet og begynder nedstigningen mod Merden Valley. Vi når ned i bunden af dalen i løbet af en time, og laver en travers til modsatte væg, inden vi går op gennem dalen. Endelig når vi ind til base camp. Jeg sætter mit telt nede ved en lille smeltevandssø et stykke fra de andre. Da mørket falder på, kryber jeg ned i min halvvåde sovepose. Godt udmattet falder jeg i søvn til regnens trommen på teltdugen.

AW37_MT.CARSTENZ_Irian_Jaya_127.jpgAfgørende afstemning
De næste tre døgn tilbringes i base camp. Regnen står ned i stride strømme fra tidlig morgen til sen aften og natten med. Vi lægger taktik op til flere gange. Det begynder at blive frustrerende ikke at kunne komme i gang. Maden er så småt ved at slippe op, og tiden ved at rinde ud.

Den 15. juli er jeg oppe to gange i løbet af natten, men det regner forsat for meget til, at vi tør begive os af sted. Kl. fem er der imidlertid hul i skyerne. Det er sidste chance, hvis vi vil forsøge at nå toppen. Jeg ruller ud af min sovepose og begynder at trække i mit udstyr: Overtræksbukser med seler, siddesele med mine karabiner, slynger, friends, et par kiler, 8-tal, to jumar og min isøkse. På med jakken, støvler, hjelm, handsker og til sidst rygsækken med mit kamera og vand. Jeg vejer næsten e’t ton! Jeg griber mine teleskopstave og går op til de andre. Der er allerede en vild diskussion i gang, om det er forsvarligt at tage af sted så sent. Nathalie stemmer imod sammen med et par stykker mere. Men hun er den eneste, der står tilbage, da vi sætter af med retning mod Carstensz Pyramide. Jeg har det ikke specielt godt med at efterlade Nathalie. Ikke mindst fordi jeg ved, at hun har ret. Vi vil formentlig ikke kunne nå ned, før det er mørkt og at befinde sig oppe på bjerget en nat i næsten 5000 meters højde uden at kunne krybe i læ i et telt kan være direkte livsfarligt.

Det tager en time at krydse Yellow Valley, og så står vi for foden af Mt. Carstensz. Det er nu det sker! Klaus er den første, og jeg følger lige efter. Vi klatrer en reblængde af gangen. Det første stykke er nærmest vertikalt. Vel oppe på graten i 4700 meter kan man samtidigt se ned på begge sider af bjerget. Vi venter til hele gruppen er oppe og hviler lidt sammen, inden vi fortsætter hen af graten. Vi er presset af tiden og kan ikke tillade os for lange pauser.

Bundløse spalter
Vi når frem til et sted, hvor der er en dyb revne. Jeg fæstner rebet med et par slynger omkring nogle klippefremspring, og begynder så at abseile ned ved først at skubbe fra med benene, så jeg kommer ud at svinge i en bue. Ind mod væggen og skubbe fra igen. Hver gang jeg svinger, hænger jeg ud over afgrunden. Jeg sætter endnu mere fart på og får fat i en lille revne på den modsatte flade, så jeg kan trækker mig over, mens jeg slækker rebet. Forsigtigt følger jeg revnen ned, til jeg ender på en lille hylde på den anden side, hvor jeg fastgør mig og råber, at rebet er frit.

Efterhånden, som de andre kommer over, kniber det med pladsen på hylden. Vi er faktisk ved at skubbe hinanden af, så det er vigtigt, der snart sker noget. Der hænger et gammelt tov, som vi vil forsøge at komme op af, og så erstatte det med et af vores egne. Guiden Franky er den letteste af os tre, og han bliver derfor den første. Endelig forsvinder han og lidt efter dumper et af vore egne reb ned til os.

Jeg kobler begge mine jumar på rebet og arbejder mig støt og roligt opad. Jeg er faktisk overrasket over, hvor nemt det går for mig. Et øjeblik glemmer jeg kulde og stress, og tillader mig at nyde denne fabelagtige surrealistiske situation, hvor jeg hænger i en tynd tråd i 5000 meters højde. Udsigten er spektakulær. Jeg får mig trukket over kanten, når op og sikrer mig.
Midt på eftermiddagen starter den første regn, men da solen mister sin kraft, begynder det at fryse. Regnen bliver til sne. De næste tre timer falder der en halv meter. Vi søger ly ved klipperne, men kan ikke stå for længe uden at fryse. Vi må og skal videre.

Endnu en bundløs spalte forceres. Bob taber det ene af vores to reb. Jeg ser det flagre uvirkeligt ned, brede sig og et sted ramme en kant og blive hængende. Men det er for langt nede, til det er forsvarligt at forsøge at få det op igen. Jeg bander, men han har selvfølgelig ikke gjort det med vilje. Alligevel er han fuldstændig knust.
Vi er ikke klar over, hvor langt der er igen, og begynder at diskutere det forsvarlige i at fortsætte. Vi ved, at vi ikke kan nå tilbage, før mørket har lagt sig, og sætter derfor en tidsfrist. Hvis vi ikke har nået toppen inden kl 15.30, skal vi vende om. Vi fortsætter med at klatre over klippetårne eller omgå dem. Hver gang, vi kommer omkring en kant eller over et tårn, dukker endnu ét op. Det synes endeløst.

Kl. 15.30 diskuterer vi igen og sådan bliver vi ved. Kl. 16.30 kan vi endelig se toppen et par hundrede meter fremme og ca. 200 meter oppe. Der er rigtig meget sne og flere ubehagelige overhæng inden toppen. Det vil mindst tage en time endnu. Vi fortsætter; det er alligevel for sent at vende om…

Til toppen og tilbage
Kl. 17.26 står vi på toppen i rette tid til at se solen synke ned i horisonten. Til ære for os holder sneen pause. Vi omfavner og lykønsker hinanden. Jeg kan se hele kompasset rundt, uden noget forstyrrer eller rager op. Toppen af det højeste bjerg på det australasiatiske kontinent er nået. Vi deler en pakke kiks og drikker lidt fra vores flasker, tager de billeder, der for altid vil minde os om, at vi gjorde det, at vi var der, og at vi var der sammen.

Et sted midt i glæden dukker også bekymringerne op. Vil vi under de vanskelige forhold komme ned uden at lide overlast? Vi er faktisk kun halvvejs, vi skal ned igen og vi skal ned i mørke midt om natten, i sne og frost og kun med ét reb. Hvis det har krævet noget at klatre op, så kommer det til at kræve endnu mere at klatre ned igen. Jeg tænder min pandelampe, og begynder at bevæge mig ned. Lige her er det for farligt at klatre i reb. Hvis en af os falder, vil vi alle blive trukket med.

Nedturen gav os ganske rigtigt problemer: Vores våde tov frøs selvfølgelig til, og flere gange truede vores isbelagte jumar med at sende os i den mørke afgrund. Vores vand frøs til is, så vi måtte undvære væske. Det at læne sig ud i mørket og abseile ned i det fri, er mere end blot en interessant oplevelse… At vi alle kom ned uden at være kommet til skade, er næsten mere end jeg havde turde håbe på. Vi var fuldstændig ødelagte, da vi efter godt 22 timer nåede tilbage til base camp.

Det tog mig seks år og to besøg at nå mit personlige mål. Jeg fandt et dybt fascinerende land, som jeg håber, jeg viste tilstrækkelig ydmyghed overfor, og som jeg aldrig vil kunne glemme. Jeg var ikke taget op på Mt. Carstensz for at teste mine egne grænser, men for at få en fantastisk oplevelse og udleve mine ambitioner. Det fik jeg, og i tilgift kom jeg ud til grænsen af, hvad jeg synes om - måske også længere ud.

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 37, juli-august 2001


Andre spændende artikler


Er du klar til at bestige Mount Everest?

Er du klar til at bestige Mount Everest?

Tormod Granheim på ski ned ad The Seven Summits

Tormod Granheim på ski ned ad The Seven Summits

Klavs Becker-Larsen

Klavs Becker-Larsen

Log ind