Du er her:
  • ARTIKLER
  • Blandt Sibiriens rensdyrnomader

Blandt Sibiriens rensdyrnomader

Civilisationens yderste bastion

For 15 år siden vandrede Gerner Thomsen ud på den sibiriske halvø Jamal for at finde områdets rensdyrnomader. Det lykkedes. Siden hen er han vendt tilbage igen og igen og er kommet helt tæt på nomaderne, nenetserne, der bor og lever på tundraen nord for polarcirklen året rundt. Vi har taget en snak med Gerner.

Bagside_006.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Gerner Thomsen
Opdateret den 04. mar 2022

For 15 år siden vandrede Gerner Thomsen ud på den sibiriske halvø Jamal for at finde områdets rensdyrnomader. Det lykkedes. Siden hen er han vendt tilbage igen og igen og er kommet helt tæt på nomaderne, nenetserne, der bor og lever på tundraen nord for polarcirklen året rundt. Vi har taget en snak med Gerner.

Tore Grønne: ”Hvad er Jamal-halvøen for et sted?”
Gerner Thomsen: ”Det er tundra. Totalt fladt. Der er lidt træer nede mod syd, men man skal ikke langt mod nord, før der er blottet for træer. Der er bare græs og pilebuske, og så er det meget vådt med et hav af søer og floder. Botanisk set er en stor del af det højmose.”

TG: ”Hvordan er det at vandre alene på tundraen?”
GT: ”Der er et moment af meditation og en følelse af at være lidt Palle alene i verden. Det har jeg det meget godt med. Jeg føler, jeg har styr på tingene. Jeg kan klare mig selv. Jeg har mad med. Ved, hvor langt jeg kan tilbagelægge om dagen. Jeg finder mig godt tilpas i det.” 

TG: ”Er du aldrig ved at blive vanvittig over at gå i vand og på tuer?”
GT: ”Jo. Det er rigtig hårdt at vandre, og jeg har bandet derude mange gange. I modsætning til at vandre i Centralasien eller Himalaya er det jo ikke vandring i et område, hvor man tænker ’hvor er her flot’. Det er ikke naturen, der trækker på Jamal. Det er folket, rensdyrnomaderne, der trækker.”

TG: ”Hvad fascinerede dig ved dem, inden du tog derop første gang?”
GT: ”Jeg havde været i Centralasien og vandre en del gange og var blevet meget fascineret af hyrderne og nomaderne, jeg boede hos i Kirgisistan. De er i virkeligheden mere seminomader. De bor i landsbyen om vinteren og tager op på sæteren om foråret. Jeg havde også rejst i Mongoliet, men nomaderne her flytter ikke lige så meget, som de gør på Jamal. På Jamal er de ægte nomader. De lever året rundt på tundraen med deres rener under nogle virkelig ekstreme vilkår. For mig at se er det civilisationens yderste bastion. Det fascinerede mig.”

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

112 Kap 12

Den første kontakt
TG: ”Kan du genkalde følelsen af at vandre ud over tundraen på jagt efter noget, du måske ikke helt vidste, hvad var, for at finde nogle mennesker, som du ikke vidste, hvordan ville tage imod dig?”
GT: ”Det kan jeg helt sikkert. Det er en følelse, jeg stadig får, selvom jeg ikke bliver så overrasket mere. Der er et lille kick i at komme gående alene. Det kan næsten gøre mig helt høj. At komme vandrende hen over tundraen og se nogle telte 10 kilometer ude i horisonten. På en af turene til Jamal vandrede jeg 350 kilometer, og der kan godt gå fire til fem dage eller længere, før jeg rammer nomaderne. Første gang, jeg vandrede på Jamal, var jeg ikke sikker på, om jeg overhovedet kunne finde dem. Og hvis jeg gjorde, kunne jeg så få lov til at være hos dem i mere end en dag eller to?”

TG: ”Prøv at beskrive dit første møde med nomaderne i 2001.”
GT: ”Jeg kom gående sidst på dagen. Det havde regnet i flere dage. Jeg var virkelig klam af vejret. Jeg så de her seks-syv telte ude i horisonten, men det var først, da jeg kom ind på måske 500 meters afstand, de fik øje på mig. Nogle af dem stoppede op og stod blot og kiggede. Kvinderne gik ind i teltene. Nogle mænd stod tilbage, da jeg kom tættere på. Jeg var spændt på, hvordan de ville reagere. Først var der én, der tydeligvis var ældre end de andre, der gik lidt foran, og jeg tænkte, at det nok var høvdingen. Men det var han jo ikke på den måde. Jeg præsenterede mig, men han talte ret dårligt russisk, og da jeg senere spurgte ind til det, sagde de andre, at han faktisk bare var på vej på toilettet, da jeg kom vandrende.”

144 Kap 14

”Min familie”
TG: ”Hvordan tog de imod dig?”
GT: ”De spurgte selvfølgelig, hvor jeg var fra. De var lidt mistroiske og syntes, det var underligt. Der måtte være noget mere. Var jeg måske med på en eller anden russisk ekspedition? Jeg var totalt selvforsynende og spurgte, om jeg måtte slå mit telt op i deres lejr. Jeg ville jo gerne følges med dem. De var utroligt gæstfrie, og hurtigt blev jeg inviteret ind i teltet af manden, Alexander. Det var hans far, jeg var stødt på først. De bor flere generationer sammen. Alexander og hans kone havde tre børn – den ene var blevet født den samme sommer, mens nomaderne stod ude ved havet. Han var kun tre måneder gammel. Jeg er vendt tilbage til familien på 10 ud af mine 11 ture til Jamal. De er blevet som familie for mig nu.”

TG: ” Er der andre som dig, der vader rundt deroppe?”
GT: ”Jeg har ikke mødt eller hørt om andre ud over en polsk kvinde, der har været deroppe et par gange. Men hun vandrer ikke rundt. Hun bliver transporteret ud til nomaderne og er hos dem i nogle uger. Og så er der helt sikkert nogle antropologer.”

029 Kap 05

Basal overlevelse
TG: ”Hvad er det for et liv og en dagligdag, du oplever deroppe?”
GT: ”Det meste af det, de beskæftiger sig med, har med basal overlevelse at gøre. De skal have noget at spise. De skal lidt videre, fordi renerne ikke bare kan blive stående, for så er der ikke noget græs. Renerne har den højeste prioritet. Ellers går dagen med at lave mad, samle brænde, fiske, alt sammen noget med overlevelsen at gøre. Det er meget begrænset tid til overs til for eksempel at spille dam, som de ellers godt kan lide. Det en oplevelse af at være tilbage ved de basale nødvendigheder, lidt som i de jæger-samler-samfund, som vores forfædre levede i engang i tidernes morgen. Det er et hårdt liv. Også sammenlignet med det, jeg har mødt hos nomader i Mongoliet og Centralasien.”

TG: ”Synes de selv, det er et hårdt liv?”
GT: ”Det hører jeg dem af og til sige, men de synes også, de lever et enormt frit liv. Dem ude på tundraen kunne ikke drømme om at bo inde i en af landsbyerne. Det tager dem en dag eller to i en lejlighed, og så skal de ud på tundraen, hvor der er den friske luft og det frie liv. Det er jo også et fællesskab. De vandrer i brigader med seks til syv, otte eller ni familier sammen.”

TG: ”Hvorfor?”
GT: ”Det handler om pasningen af renerne. Om sommeren skal der være vagt på døgnet rundt. Det er ikke så nemt, hvis man kun er søn og far. Renerne skal også kastreres og mærkes, og det er nemmere, hvis man er flere om det.”

Kulden er nådesløs, når den kommer ned på minus 40-50 stykker.

085 Kap 09

Forfædre i teltene
TG: ”Hvad er det for en åndelig verden, de lever i?”
GT: ”Stort set alle familier har en hellig slæde med små træfigurer, hellige klude og små dukker, som de nogle gange sætter ind i teltene. Det er symbolet på forfædre, så de ligesom er med i teltet. Nogle gange bliver leveren og noget andet kød fra en slagtet ren lagt hen til den hellige slæde. Jeg spurgte til det og svaret lød, at sæsonen var ved at gå på hæld, og det var omkring fuldmåne, så det var et godt tidspunkt at lave en ofring til guderne. Der er også masser af overtro, og kvinderne er omgivet af mange tabuer. De må for eksempel ikke gå hen over ting, der har med rensdyr at gøre; seletøj eller den lange styrestav, som de bruger på slæden. Og det gør de ikke. Kvinderne går heller ikke en hel gang rundt om teltet. Det er ting, man ser hele tiden, hvis man ved det.”

TG: ”Er de åbne omkring de her ting?”
GT: ”Ja. De er også ret stolte af det. De fleste har en tro på, at hvis de ikke overholder reglerne, så går det dem skidt. Det værste, der kan ske, er, at renerne dør. Det er jo den eneste værdi, de har. Har man kun 200-300 rener, kan flokken måske kun lige bære sig selv, ind til den vinter hvor nogle går gennem isen, eller der er en uheldig kombination af, at det tør midt om vinteren, og der lægger sig et lag is, så renerne ikke kan komme ned til rensdyrlavet.”

041 Kap 06

Minus 47 grader
TG: ”Du skriver i bogen, at polarmørket og de ekstreme forhold trækker i dig. Hvordan er det at være ude hos nomaderne om vinteren?”
GT: ”En stor del af tiden går med at prøve at gøre sig komfortabel. Jeg var der i januar og februar, hvor der var minus 47 grader, og så er det selvfølgelig frygtelig koldt at være ude. Det var dog værre, da temperaturen steg et par grader, men vinden begyndte at blæse med 5-6 sekundmeter. Kulden er nådesløs, når den kommer ned på minus 40-50 stykker. Så har man en fornemmelse af, at man ikke klarer den ret længe uden at være klædt på til forholdene eller have et varmt sted at søge ly for natten, og alt lige fra at skulle gå på toilettet til at skulle have kameraet op af tasken bliver mere besværligt. Måske det også er derfor, at nenetserne først begynder at interessere sig for, hvor koldt det er, når temperaturen når derned.”

046 Kap 06

Frossen bedstefar
TG: ”Jeg ved, at du på et tidspunkt blev tilbudt at blive gift med en pige på Jamal.”
GT: ”Ja. Efter min første tur til Jamal tog jeg tilbage på ski om vinteren. Jeg mødte en familie 50 kilometer fra landsbyen. De havde hørt om mig, og jeg blev inviteret til at overnatte. Vi drak vodka og spiste rensdyrsuppe, og så kom spørgsmålet: kunne jeg tænke mig at gifte mig med mandens datter? Jeg grinede jo lidt af dem, men han sagde ”hvorfor ikke?”. Jeg fortalte ham, at jeg jo ikke kunne passe rener. Han mente, jeg kunne tage hende med til Danmark. De ved jo godt, at jeg har flere penge, end de har, så han tænkte nok, at det ville være en god mulighed for hende. Jeg mødte dem så igen helt oppe nordpå syv år efter. Her fortalte han, at Svetlana for længst var blevet gift, så det var godt. Han fortalte også stolt, hvordan han havde givet hende 30 rener i brudegave, som det er tradition deroppe.”

TG: ”Er der andre møder eller situationer, som står helt særligt i hukommelsen?”
GT: ”Da jeg nok engang vendte tilbage i 2013, hørte jeg German fortælle, at hans bedstefar døde vinteren efter, at jeg havde besøgt ham, og at de måtte opbevare hans lig i frossen tilstand på en slæde, indtil det blev varmt nok, og sneen smeltede i foråret, så de kunne finde træ til at bygge en kiste. Det er så langt fra vores dagligdag og bekræfter, at nenetserne er et sejt folkefærd, som på trods af svære vilkår har formået at overleve på civilisationens yderste forpost i generationer.”

TG: ”Lige til sidst: Hvordan er det at spise rå nyre og drikke varmt rensdyrblod?”
GT: ”Jeg har ikke helt vænnet mig til det, men et stykke rå lever kan jeg dog ligefrem synes smager meget godt nu. Men jeg skal stadig tage mig sammen, hvis jeg skal drikke et glas blod. Omvendt er det jo friskt.”


Ved verdens ende omslag Kor

 

VED VERDENS ENDE

- En personlig rejseskildring fra Jamalhalvøen

I 2001 rejste Gerner Thomsen til Jamal, en halvø i Sibirien nord for polarcirklen. Her blev mødet med nomadefamilier, der med få undtagelser lever på samme måde, som deres forfædre har gjort i århundreder, så overvældende, at Gerner siden er vendt tilbage adskillige gange.

På nomadernes sprog, nenetsisk, betyder Jamal ’Ved verdens ende’. Her er ikke en følelse af at være helt alene – for det er man kun sjældent – men en oplevelse af at være tæt på et af verdens få, oprindelige og ægte nomadefolk, som bor i deres telte og driver rener rundt på tundraen året rundt.

Det er en verden, hvor man lever under barske naturbetingelser på grænsen af det mulige. I Ved Verdens Ende følger man Gerner på hans mange rejser rundt på Jamalhalvøen de sidste 15 år. Vi kommer med helt indenfor i nomadernes telte og får et unikt indblik i de mange traditioner, som har overlevet herude på den sibiriske tundra mere end 2000 kilometer nordøst for Moskva.

Ved verdens ende af Gerner Thomsen. Trykværket. 349 kr.



043 Kap 06

GERNER THOMSEN

Gerner Thomsen (f. 1969) er rejseskribent, fotograf og foredragsholder. Han er uddannet forstkandidat og arbejder til daglig som it-konsulent. Hans fascination af Rusland og det tidligere Sovjetunionen har indtil videre bragt ham på 39 rejser østpå, hvor han har opsøgt alt lige fra Kamtjatkas rygende vulkaner og Centralasiens bjergområder til sibiriske landsbyer i -58 grader.

Find din næste tur her


Priser fra 18.998,-
Fællesture
Mount Elbrus 5.641 meter, Kaukasus

Mount Elbrus 5.641 meter, Kaukasus

Andre spændende artikler


Vandring på den svenske side af sundet

Vandring på den svenske side af sundet

Klassisk vandring på Island

Klassisk vandring på Island

Markha Valley Trek, Indien

Markha Valley Trek, Indien

Log ind