Amazonas hemmelighed

Den gemmer på store hemmeligheder. Både indianerstammer, man troede var uddøde, og grupper af indianere, der endnu ikke er blevet opdaget af verdenen udenfor.

Amazonjunglen, august 2000. Det har taget Naua-stammen to dages strabadserende kanosejlads på floden Rio Branco at nå frem til Cruzeiro do Sul. Fra bopladserne i junglen på grænsen til Peru er 250 medlemmer af den brasilianske indianerstamme taget til hovedbyen i den nordvestlige junglestat Acre i et af verdens mest øde og ufremkommelige områder.

Et område, hvor Nauaerne engang var den altdominerende indianerstamme.
Nauaerne er kommet til Cruzeiro do Sul for at opsøge en romersk/katolsk organisation, der arbejder i området for at fremme rettighederne og levevilkårene for indianerstammerne i Brasilien. De er dukket op af junglens isolation for at protestere imod oprettelsen af nationalparken Serra do Divisor National Park, der inddrager deres område. De 900.000 hektar i Serra do Divisor National Park skal være forbeholdt regnskoven og dens dyr.

Men det bemærkelsesværdige ved Naua-stammens ankomst til Cruzeiro do Sul er hverken deres historiske tilknytning til Acre-staten eller det faktum, at de søger hjælp hos en lokal humanitær organisation.
Det utrolige er, at Naua-stammen i godt 100 år har været betragtet som totalt uddød.
Nu står Nauaerne altså 250 mand høj i Cruzeiro do Sul og banker på døren. Som et levende bevis på, at den ufremkommelige jungle i Amazonas stadig er et af de få steder i verden - hvis ikke det eneste - der stadig kan åbenbare de mest utrolige hemmeligheder.

Isoleret fra omverdenen
Det bizarre ved situationen i Cruzeiro do Sul for fire år siden var, at det var Naua-stammen selv, der tog kontakt til omverdenen og ikke omvendt, som det ellers normalt har været tilfældet. En antropolog, som var i Acre-området i 1970’erne, havde faktisk kontakt til Nauaerne, men anede det ikke, fordi stammen ikke selv gjorde opmærksom på det.
Igennem de sidste mange år har den brasilianske Indianerstyrelse (FUNAI) sendt adskillige ekspeditioner af sted til Amazonjunglen for netop at finde indianerstammer, der stadig lever isoleret. Ikke for at gribe ind i deres hverdag, men for at registrere dem og finde ud af, om de har brug for hjælp.

Ligesom det skete i 2001, hvor FUNAI fandt den ’uddøde’ stamme Tsohon-Djaba. FUNAI måtte rykke ud for at befri stammen, der var blevet kidnappet af den konkurrerende stamme Canamaris, som holdt dem som slaver i træbure i et område af det sydvestlige hjørne af Brasilien. Det var Tsohon-Djabas første kontakt med hvide mennesker.

Dødelige mæslinger
Antropologer vurderer, at Amazonas er det sidste gemmested i verden for stammer eller grupper af indfødte, der har haft enten lidt eller næsten ingen kontakt med omverdenen. Derfor er behandlingen af de indfødte indianere et meget følsomt politisk emne i Brasilien, hvor kun få områder af landet ikke har været gennemtrevlet af skovarbejdere, minefolk, kvægopdrættere og landmænd, der alle leder efter nye landområder at kunne udnytte økonomisk.

Da Portugal koloniserede Brasilien i 1500-tallet, havde landet mindst fem millioner indfødte brasilianere, men krig, sygdom og slaveri fik tallet til at falde dramatisk med et lavpunkt på 100.000 i 1970’erne. Og efter igennem årtier at have forsøgt at integrere indianerne i det brasilianske samfund med katastrofale resultater som stofmisbrug, alkoholisme og børneprostitution som følge, forsøgte myndighederne i 1980’erne at beskytte indianernes muligheder for at bevare deres traditionelle livsførelse. For den hvide mands dødbringende våben har hverken været geværkugler eller bulldozere, men sygdomme som for eksempel mæslinger. Sygdomme som indianerne ikke har nogen modstandskraft over for.

Desuden har indianerne i Amazonas i modsætning til Inkaerne og Mayaerne altid haft et meget fladt hierarki. Med masser af fødevarer i junglen som frugter, nødder, fugle, dyr, fisk, majs og maniok har alle kunne klare sig selv, og sjældent har indianerstammerne derfor været nødsaget til at organisere sig for at bekrige andre stammer i en konfrontation om ressourcer. Det flade hierarki har fungeret i tusinder år, men var ikke gearet til mødet med en trussel som den hvide mand.

Kollektivt selvmord
Et godt eksempel på, hvor desperate de brasilianske indianere føler sig, er historien om Kaiowá- og Inhandeva Guarani-indianerne fra Motto Grosso do Sul i det sydlige Brasilien. I midten af 90’erne blev stammerne ramt af en selvmordsbølge som reaktion på indianernes kummerlige livsvilkår, som var tvunget til at leve som landmænd og ikke i junglen.

Hundredvis af indianere hængte sig. De fleste helt unge mennesker ned til 13 år. Et dramatisk råb om hjælp som fik den brasilianske justitsminister Nelson Jobin til at overdrage Kaiowá-indianerne 1180 hektarer land. En beslutning, der dog skabte så meget furore blandt andre stammer i området, at den blev trukket tilbage.  

Indianernes desperation har rod i tørre fakta. Så sent som i 1941 havde Kaiowaerne 1240 hektar at råde over. Mens selvmordsbølgen var på sit højeste havde de tilbageværende 258 medlemmer kun 60 hektarer.

Rettigheder til indianerne
Siden 1900 er 90 ud af Brasiliens 270 indianske stammer forsvundet, mens mange andre har mistet deres oprindelige landområder. Mere end to tredjedele af de tilbageværende stammer har en befolkningsgruppe på mindre end 1000. Nogle stammer forsvinder simpelthen bare.
Alligevel findes der i Brasilien stadig et ukendt antal stammer, der aldrig har været i kontakt med ’civilisationen’.

Siden den største krise i 1970’erne har den generelle situation for de brasilianske indianere ændret sig. De har fået forskellige former for rettigheder, og med dem er antallet af indianere vokset igen. I dag tilhører 11 procent af Brasilien den indfødte befolkning, og Brasilien har på papiret en lovgivning, der tager store hensyn til landets oprindelige befolkning.