Bjergveje, vodka og uvished

Byen ved bjergene
Runde nomadetelte ligger spredt ud over en bred dal, der skråner nok til, at vi triller ubesværet videre mod den første by i landet, Sary Tash. Græssende dyr flakker om, og bag os rejser Pamirbjergene, vi netop har krydset, sig højt mod himlen. Strækker sig så langt øjet rækker mod såvel øst som mod vest.

I flækken Sary Tash haler en ældre mand og hans datter os smilende med til deres lille gæstehus med et lurvet værelse og tre frygtelige senge – jernstativer med to lag løse fjedre spændt ud på langs – der vil brække ryggen på mig, hvis sover der. Vi gør, som vi har gjort så mange gange før. Vi sover på gulvet.

Inden mørket falder på, slentrer vi en tur i Sary Tash. Brede grusveje og små jordstier kringler sig ind og ud mellem hvide stenhuse og runde nomadetelte. En bæk risler gennem en lille grøn dal, og kvæg strejfer græssende omkring, mens bønder med høje, hvide filthatte rasler langsommeligt hjem ad i æseltrukne trækærer.

Bag byen gløder Pamir-bjergene gyldent i aftenlyset i 7000 meters højde på den anden side af dalen, og tre børn glaner nysgerrigt fra en døråbning. En lille fyr på omtrent fire år ligner Mao, der dog aldrig havde bukserne trukket så højt op, som den lille spirrevip her har.

De grønne joggingbukser, der er rullet sammen til en tyk pølse næsten helt oppe under hans armhuler, er da vist gået i arv. Han lader dog ikke til at bemærke, at det vil tage ham et par år at vokse sig stor nok til dem, som han står der og strutter med maven, betragter os gennem sammenknebne øjne og støtter sig til en træstok som en fireårig verdensmand, der er hævet over alle livets banaliteter.

En flaske vodka?
Vi spiser det eneste på morgenmenuen, kold risgrød, og snart klasker vinden os i ansigterne, som vi slider os gennem et grønt, frodigt og øde landskab, stejlt op og ned over de første pas i Kirgisistan.

Frokosten står på et par kogte æg i vejkanten. Tempoet er dræbende langsomt, ind til vinden stilner af hen under aftenen, og vi suser alene gennem dalen i aftenlyset. Flod bruser.

Skumringen ligger på lur, da vi efter 110 kilometer triller ind i upåagtede Gulcho. I vejkanten ligger en finurlig, rund café mellem velholdte blomsterbede. Fuglekvidder fylder luften, og floden bruser tæt forbi.

Vi får lov at sove på den af de store, forhøjede senge, der bliver brugt til at slænge sig på, mens man spiser og står i læ af et bambusforhæng. Perfekt! Vi propper os begejstrede med fyldte peberfrugter, friskbagt brød og en spand te, slænger os, og søvnen er så småt ved at komme snigende, da caféens unge pige kommer trissende.

”Min far har lige åbnet en flaske vodka, han gerne vil dele med dig,” får hun fremstammet.
Jeg takker høfligt nej til tilbuddet. Hvorfor tilbød han dog ikke det, inden vi lagde os til at sove? Ikke at det havde gjort den store forskel. I morgen venter endnu et hårdt pas.

Spritstive chauffører
Næste morgen vækker fuglene os til en hed dag. Vi har et kort men forrykt stejlt pas foran os. Solen er nådesløs, ligesom vejens hældning. Sveden sviger i øjnene, og vi må ofte stoppe og få pusten. Svært at få de tungtlastede cykler til at rulle igen – de begynder at trille baglæns, inden vi kan nå at få pedalerne i sving.

Vejen bliver elendig med en frustrerende vaskebrætsoverflade, og vi siger ikke meget til hinanden. Cykler i hver vores verden. Tramper blot i pedalerne. Dagdrømmer om maden i byen Osh, der ligger forude

Vi spiser frokost på et ensomt beliggende truckstop i vejkanten. En lastbilchauffør og hans medsammensvorne drikker en halv liter vodka på 20 minutter – byder også mig, men jeg takker nej – og sætter sig ud bag rattet og bumler videre i en af de store, tunglastede lastbil, der jævnligt hamrer tæt forbi os. Jeg tænker, at det må jeg nok hellere lade være med at tænke på.

Bestjålet
Vi cykler ind i Fergana-dalan på grænsen til Usbekistan. Det er den tættest befolkede del af landet med kirgisere, tadsjiker, usbekere, kurdere og uighurer, frodigt, opdyrket land og masser af vandmeloner i vejkanten.

Efter ugevis med åbne bjerge og ubetydeligt små landsbyer er Osh med sine 300.000 indbyggere og masser af mad en sand himmel – det største sted, vi har været i en måned.

Jeg har smidt 10 kilo og kaster mig over sprøde grilspyd og salater i et væk. Ikke mere ged og kold, halvklam risgrød. I hvert fald ikke i et par dage. Vi spiser, slapper af og sover. Lader op. Provianterer.

Fergana-dalen er brandvarm, da vi tramper videre mod nord. Vejen er fin, og efter god mad og masser af hvile cykler vi, til tusmørket lægger sig, og vi finder et hotel i Jalalabad. Trækker cyklerne ind under en trappeskakt bag receptionen, hvor jeg lader min tynde duffelbag ligge.

Næste morgen er den væk. Og med den vores telt, kogegrej og værktøj. Jeg ærgrer mig. Bander. Fordømmer mig selv. Betonkvinderne med de ligegyldige miner i receptionen har kun skuldertræk og nedadgående mundvige til overs for os. Ikke deres problem.

Da vi cykler videre, har vi hverken telt og mulighed for at lave mad. Forude har vi til gengæld masser af bjerge, isnende nætter og mere end 600 kilometer gennem udkanten af Tien Shan-bjergene til hovedstaden Bishkek.

Cykler gennem natten
Allerede den første dag ender vi op i mørket uden et sted at sove. Vi tramper igennem en gold klippekløft for at nå frem til Tash Kumur, og da mørket kommer snigende, skimter vi byen på den anden side af en brusende flod. Der er bare ingen bro. Eller har vi misset den?

Mørket ligger snart tungt over os, og kræfterne er ved at være brugte efter 130 kilometer gennem bjergene, da en række lange tunneller møder os.

Vi triller forsigtigt gennem dem med vores pandelamper som eneste lyskilde. Prøver at lade være at tænke på de vodkapimpende lastbilchauffører. Endnu en tunnel. Endnu en opkørsel i mørket.

Ingen huse i vejkanten, intet sted at folde underlaget ud og finde hvile under stjernerne. Endelig, efter alt for lang tid i mørket, dukker et hus op. Et motorværksted. Over det er et værelse, der lader til at fungere som en form for cafeteria om dagen. Her får vi lov at sove. Men ikke før vi er blevet fodret godt og gæstfrit.

Lang vej op
Næste dag tramper vi videre gennem bjergene langs en turkisblå flod i golde, klipperige omgivelser. Varmen er vild, opkørslerne er brutale, men heldigvis er vejen god. Igen sover vi på en af de enorme, firkantede jernsenge i det fri.

Natten er behagelig under træerne, hvis blade rasler i den lette nattebrise. Videre i vinden gennem bjergene med konstante korte, men heftige, op- og nedkørsler langs de blålige vande i det enorme, reservoir, Toktogul. Vi sover på et lille hotel i en nedslidt landsby.

Dagen op til passet Ala Bel (3183 meter) bliver den mest udfordrende i Kirgisistan. Morgenen er varm og dejlig, vejen udmærket, og det tørre, golde landskab er forvandlet med en alpin slugt.

I vejkanten sælger familier honning på colaflasker, og under de hvide bjergtoppe og grønne enge bruser en smeltevandsflod, hvis isnende vand skærer ind til knoglerne under en alt for forfriskende dukkert. Det går op og op dagen lang.

Hen på eftermiddagen kommer vi over trægrænsen. Landsbyer og mennesker ligger nu under os, store flokke kvæg græsser på de nøgne bjergsider, og vi begynder at overveje, om vi kan nå ned på den anden side af passet.

Der er længere, end vores kort siger. Og den sidste del er stejl. Så stejl, jeg cykler lige så hurtigt som de gamle lastbiler, der hoster og hakker op ad med under 10 km/t. Cassie lader sig trække af en lastbil de sidste par kilometer.

Vi har knoklet op ad i 70 kilometer, da vi ruller ind det åbne, grønne pas. Mørket ved at falde på. Vandhuller på sletten er frosne, og der er ingen læ for vinden. Heldigvis er der et par nomadetelte. Tør slet ikke tænke på, hvor kold natten bliver, hvis de ikke lukker os ind.

Hoppemælk og fårefedt
En nomadefamilie med far, mor og fire børn inviterer os straks ind i deres telt. Moren er helt elektrisk for at få os til at føle os hjemme, de yngste børn stirrer nysgerrige og generte, mens faren og den ældste søn, der har sprukne kinder og sørgmodige øjne, er ved at drive familiens får ind i folden.

Snart er vi alle samlet på de teltets få kvadratmeter. Under et klæde i hjørnet ligger en luns fårekød, der bliver stegt over åben ild i teltet. Nationaldrikken Kumys, gæret hoppemælk, flyder snart i rigelige (og let udfordrende) mængder.

Der bliver sørget for, at vi får de lunser kød med mest fedt – en sød tanke, men ikke lige hvad mine smagsløg lyster. Vi udveksler smil, fagter og enkelte enstavelsesord, andet rækker sproget ikke til.

Men stemningen er god, vi er taknemmelige for gæstfriheden, og de er tydeligvis glade for besøget langvejs fra. Da natten ligger tungt og stille over bjergene, fjerner vi det lave træbord i midten af teltet og ruller tykke, uldne tæpper ud. Sengetid.

Nomadefar bæller en halv liter vodka, inden han skal sove. Hans øjne sejler, og stemningen daler en anelse. Er vist ikke helt unormalt. Vi ligger tæt: Cassie op mod teltdugen, så mig, så den snorkende, fordrukne far, der bliver ved med at rulle nærmest ind over mig i sin komatøse vodkasøvn.

Øv, ikke mere uvished
Næste morgen er luften klar, himlen blå og sneen på bjergene skinner. Cassie finder sit polaroid-kamera frem og tager et billede af familien – tilsyneladende det eneste, de har. Smilene er overstadige, og vi er glade for at kunne give mere end en stak sedler for gæstfriheden og maden.

Da jeg sniger ind i teltet for at hente en taske, står den ældste søn og holder familiefotoet med begge hænder. Kigger længe på det, inden han nænsomt lægger det ind mellem to tæpper og smiler.

Vi triller ubesværet gennem den brede, alpine dal, hvor luften er dejlig kold oven på de hede dage. Jeg bliver en smule sørgmodig, da vi zigzagger op mod sidste høje pas. Det betyder, det snart er forbi med de lange cykeldage.

Landskabet er øde, og vi ender igen i bælgravende mørke, inden vi får lov at sove på bænkene på et lille spisested i vejkanten hos tre unge piger.

Næste dag vi triller ind i Bishkek og forbi respektindgydende regeringsbygninger, funklende springvand og enorme pladser med statuer af Lenin, Marx og Engels. Finder et enormt hotel med lange gange og trækker cyklerne ind på værelset.

Vi er fremme. Ikke flere bjergpas. Ikke flere overraskelser. Ikke mere uvished om, hvad der venter forude, hvor vi skal sove, og hvem vi kommer til at møde undervejs. Jeg savner det allerede.

Bjergland

41 procent af Kirgisistans 199.000 km² ligger i over 3000 meters højde og godt en tredjedel af landet er permanent dækket af sne. Kun 10 procent af landet ligger i under 1500 meters højde. Den frodige Fergana-dal i grænseområdet til Usbekistan, der blot ligger i et par hundrede meters højde, er hjemsted for over halvdelen af landets omtrent fem millioner indbyggere, så bjergene har man ofte for sig selv. 

Det ældgamle nomadetelt

I flere årtusinder har det runde nomadetelt, yurt’en, spillet en central rolle i centralasiaternes nomadeliv. I Kirgisistan står den som symbolet på befolkningens nationale identitet (dens træramme er repræsenteret på landets flag) og er samtidig et forbindelsesled til fortiden.

Den bliver stadig brugt i vid udstrækning, og selv hoveddelen af befolkningen, der i dag der bor i regulære huse, bruger yurt’en under særlige lejligheder som fødselsdage og begravelser. 

FAKTA

Hvordan kommer jeg til Kirgisistan?
Flyv til hovedstaden Bishkek. Returbilletter koster normalt fra omtrent 4000 kroner.

Hvordan kommer jeg rundt?
Du cykler selvfølgelig (nemt at medbringe cykel på fly – husk blot at oplyse flyselskabet om det, inden du tager af sted). Ellers er der både busser og delte taxaer.

Hvordan overnatter jeg?
Der er gæstehuse, hoteller eller homestays i de fleste byer af anseelig størrelse. Det er nemt at campere i det fri – hvis du altså ikke er dum nok til at miste dit telt.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Det bedste tidspunkt er mellem juli og september, hvor passene er åbne, vejret er godt (dog meget varmt i Fergana-dalen). Du kan dog sagtens tage af sted i hele perioden mellem juni og midten af oktober.

Hvor bliver jeg klogere?
Odyssey’s Kyrgyz Republic er en glimrende guide til landet.