Det er dumt at miste teltet på en cykeltur gennem Kirgisistans øde bjerge. Det sker dog for Cassie og Tore, da de fortsætter pedaleventyret gennem Centralasien og må stole på, at gæstfrie nomader og venligtsindede lokale langs vejen giver dem husly. Læs her anden del af cykelturen gennem Centralasien, der startede i Tadsjikistan i det foregående nummer af Opdag Verden.
”Vi er kirgisiske soldater,” bjæffer den ene af to de cigaretpulsende fyre i militæruniformer.
Jeg sidder og tørrer mine iskolde fødder, fumler med at få strømperne på, efter at have krydset en lille flod, der har skyllet den i forvejen forfærdelige grusvej væk. Kigger op på et fjæs i uvenlige folder.
Jeg skuler til det første menneske, vi møder i Kirgisistan efter netop at være cyklet over det 4300 meter høje pas Kizil Art, grænsen mellem Tadsjikistan og Kirgisistan. På den ubegribeligt elendige vej ned fra passet har det ikke været muligt at komme over 15 km/t.
Hvorfor den fjendtlige fremtræden og kommanderende tone? Jeg ignorerer ham. Cassie er bag mig, da hun stoppede og vaskede laget af rødt støv fra den grufulde vej af sig i en lille klar kilde.
”Giv mig dit pas,” befaler fyren.
Han har ikke præsenteret sig som andet end soldat endnu, og vi har stadig omtrent 20 kilometer til grænseposten. Jeg beder ham klappe i og tager mig tid at få liv i fusserne, kigger på de røde bjerge og de store gletsjere, der kommer væltende ned fra de snedækkede tinder i Pamir-bjergkæden.
Cassie knokler sin tungt læssede cykel gennem gletsjervandet og får sig også en råbetur af fyren. Han siger, han er grænsevagt. Jeg tænker, jeg nok hellere må lade være med at provokere ham yderligere og viser ham mit pas.
”I må ikke tage billeder her. Gør I det, smadrer jeg jeres kamera,” grynter fyren og kører videre gennem dalen.
Vi hopper på jernhestene. Jeg kigger tilbage mod bjergene, vi netop har krydset. Et spektakulært massiv af sne og is rejser sig bag jordfarverne og de græsklædte skråninger. Jeg finder kameraet frem og skyder løs. Det er for flot til at lade være – og jeg kan ikke lade være med at være lidt barnligt trodsig.
