Du er her:

Jorden rundt på cykel

1500+ dage på farten

I oktober 2010 satte Thomas Andersen af sted fra Rådhuspladsen på sin cykel. Nu, mere end 1500 dage og 30.000 kilometer senere, cykler han stadig. Vi fangede ham i Ecuador til en snak om eventyret.

Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Thomas Andersen
Opdateret den 04. mar 2022

I oktober 2010 satte Thomas Andersen af sted fra Rådhuspladsen på sin cykel. Nu, mere end 1500 dage og 30.000 kilometer senere, cykler han stadig. Vi fangede ham i Ecuador til en snak om eventyret.

En oktoberdag satte Thomas Andersen ud fra Rådhuspladsen på sin cykel. Mørket kom snigende et sted nede på Sydsjælland, og Thomas slog teltet op på en pløjemark. Ikke det mest eventyrlige sted at overnatte, men nu var han af sted. Det svære farvel var overstået. Afskeden taget. Eventyret startet. Og dagen efter, da båden lagde til i Rostock, og solen skinnede, føltes det som om, turen var i gang. Thomas turde dog stadig ikke rigtig indvie folk langs vejen i, hvor omfattende det projekt, der lå foran ham, var. Da han mødte en anden cyklist på tur, fortalte Thomas ham, at han var på vej til Istanbul. Sandheden om at han ville bruge et år på at cykle til Australien virkede stadig for vild. Det var i 2010. Og Thomas cykler stadig.

Gæstfrihed i Syrien
”Mit job var midlertidigt, jeg havde ingen kæreste, og jeg vidste, at skulle det være, skulle det være nu.
Det sværeste ved hele turen var faktisk at sige mit job op og fortælle venner og familie, at jeg skulle af sted i så lang tid. Nogle syntes, det lød fantastisk, andre syntes jeg skulle blive og finde job i København,” fortæller Thomas fra Ecuador, hvor han nu er nået til, fire år efter han satte ud fra København.

At han stadig skulle være på landevejen efter så lang tid, anede han ikke, da han i efteråret 2010 trampede ned gennem Østeuropa. Danmark forsvandt hurtigt bag ham, og kulturen begyndte at ændre sig. I Polen var en landsbyplads udsmykket med en tank, og han blev inviteret inden for til mad hos fremmede. I Rumænien skulle han i hver eneste landsby smage på den lokale snaps. Og bekræfte at den da smagte bedre end snapsen i nabolandsbyen. Snart cyklede Thomas med to liter snaps, han havde fået foræret undervejs.

”Folk var åbne og venlige. I Rumænien inviterede en cyklist mig til at overnatte hos ham og sin familie. Det handler om at følge sin intuition, og ham var jeg tryg ved. Faktisk har jeg følt mig tryg på hele turen ind til nogle gange her i Sydamerika,” fortæller Thomas, der fortsatte mod syd, som vinteren satte ind.

”Det var lidt grænseoverskridende at køre ind i Syrien, men det endte med at være en modsætning til, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde stadig Muhammedkrise i baghovedet, men de havde intet som helst imod danskere. Gæstfriheden var endnu større end i Østeuropa. Stoppede jeg i en by for at kigge på kort eller for at finde et sted at sove, blev jeg straks inviteret hjem til folk,” husker Thomas.
Folk ville høre om hans familie. Om han var gift og havde børn. Hvad cyklen kostede. Og hvorfor i alverden han cyklede rundt på den måde – et spørgsmål, han er blevet mødt af under hele turen.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

NewZealandMountCookKaos i Indien
Efter Syrien ventede Jordan og Egypten. Thomas var på vej til Sudan og Etiopien, men omkring Luxor var det som om, en sjettesans tippede ham om, at han skulle til Indien. Nu. Han købte en flybillet, og syv dage efter han landede i Goa, eksploderede urolighederne på Tahrir-pladsen i Cairo, og det Arabiske Forår blussede.
”Set i bakspejlet var det god timing,” fortæller Thomas, der nu var landet i en helt anden verden.
Indien. Nogle år forinden havde han cyklet fra Tamil Nadu i syd til New Delhi i nord, men denne gang cyklede han tværs over landet – fra tilbagelænede Goa til kaotiske Calcutta. Der var mennesker over alt. Mænd på scootere kørte op på siden af ham, gloede, tog ti billeder med telefonen og kørte videre. Uden at sige et ord. Men samtidig var der aldrig ro. Overalt blev der dyttet. Trafikken var anarkistisk.
”Man må sige til sig selv, at sådan er tingene i Indien. Glem alt om, hvad der er kutyme i Danmark og i Vesten. Og så må man tænke på, at det stopper på et tidspunkt, og der ligger andre lande forude,” siger Thomas.
Oven i al virakken begyndte Thomas’ telefon konstant at ringe. Folk, han havde mødt på sin tidligere tur i Indien, ville høre, hvordan det gik. De satte ham i kontakt med venner, han kunne bo hos, og de ringede fra byer forude for at høre, hvor langt han var nået.
Palmestrandene ved det Arabiske Hav blev skiftet ud med det tørre plateau midt i landet, der blev til de frodige, grønne egne mod øst. Den fugtige varme lå tungt med temperaturer på op til 38 grader, og myggene syntes så store som stankelben. Der var millioner af dem, og de bed. Hårdt. Når mørket faldt på, slog Thomas teltet op på sit hotelværelse. Kun bag myggenettet var han i fred for dem.
”Nu tænker jeg, hvordan det kunne være en fornøjelse. Men det var det. Jeg mødte jo fantastiske mennesker,” siger Thomas, der aldrig har følt sig ensom på sin lange færd.
Hele tiden møder han folk. Folk, der vil snakke. Vise ham deres by. Dele et måltid mad. Vide, hvad i alverden han laver langt væk hjemmefra på sin cykel.

Et sted ventede op mod 100 mennesker i T-shirts, hvor der stod ”Thomas Andersen – velkommen til Malaysia!”

AndesMountainsRullende cirkus i Malaysia
At komme til Thailand efter Indien, var som at ankomme i verdens mest udviklede land. Her var stilhed, fantastiske veje, tankstationer med aircondition, massevis af kølende iste, 7-Eleven og McDonalds. I temperaturer på ned til 17 grader føltes det så koldt, at Thomas måtte stoppe og hoppe i soveposen for at varme op. Også de lokale led i kulden. I avisen stod, at én var død som følge af de kun 17 grader kombineret med regnvejr.
I Malaysia kendte Thomas én person. De drak kaffe, og vennen kontaktede sine venner i den næste landsby. Her blev Thomas mødt af fem personer, der gav beskeden videre til den næste by, hvor der ventede 10 cyklister. De havde en trøje med til Thomas, så de alle matchede, og cyklede med en halv dag. Så kontaktede de venner i byen efter. Thomas blev sendt videre som en cyklende stafet.
”De kom med en ekskorte, da de mente, det var farligt at cykle der. Det synes jeg ikke, jeg havde brug for. Men det havde de aftalt, så næste morgen var der to motorcykler og tre biler, der fulgte mig. Når der var rødt lys, kørte de ud i krydset og stoppede al trafik. Jeg kørte over for rødt hele dagen.
Det var lidt for meget. Men det var jo også sødt,” siger Thomas.
Men her stoppede det ikke. Næste dag var der tre politimotorcykler, der kørte forrest, så to motorcykler mere efterfulgt af omtrent 10 biler. De kørte med hele dagen. Et sted ventede op mod 100 mennesker i T-shirts, hvor der stod ”Thomas Andersen – velkommen til Malaysia!” Politikere og borgmestre mødte op. Fjernsynet var det, og der blev skrevet avisartikler:
”Jeg tror, det er meget malaysisk, at man godt kan lide at køre det hele op i overgear. Det var fuldstændig vanvittigt. Helt ude af kontrol. I starten prøvede jeg at sige, det var for meget, men jeg havde ingen kontrol. Jeg kørte med dem i fem dage helt ned til Singapore,” fortæller Thomas.
Han var kørt ind i et land, hvor han kendte én person. Og i ti dage havde han ikke været alene i et øjeblik.

AndesMountains2Kulturchok i Australien
Det var stik modsat i Indonesien. På Sumatra cyklede Thomas alene gennem frodige bjerge og regnskov, forbi bananplantager og huse på pæle ned til sandstrandene på sydkysten. Videre på tværs af overbefolkede Java, til Bali og så – slam! – til Australien. Endnu et omvendt kulturchok. Toiletterne var ikke bare et hul i jorden. Der var varmt vand i hanerne, cykelstier og gode veje. Folk stoppede, når der var rødt lys, og der var supermarkeder. Men der var også en ny udfordring. Hvordan tackler man Australien på et 100-kroner-om-dagen-budget? Ture i supermarkeder blev til en øvelse i at finde flest kalorier til færrest dollars, men snart viste det sig, at ud over mad var der ikke meget at bruge penge på.
”I outbacken er der så øde, at du ikke engang kan betale for overnatning. Jeg camperede. Levede af baked beans og brød. På de 1500 kilometer fra Darwin til Alice Springs brugte jeg 20 dollars eller sådan noget. Men jeg havde også kun 30 dollars tilbage, da jeg nåede frem,” fortæller Thomas, der havde fået et Working Holiday Visum til Australien.
Snart arbejdede han på Dons kvæg-ranch 250 kilometer uden for Alice Springs. Farmen var på størrelse med Fyn og havde 10.000 stykker kvæg. Thomas kunne godt lide arbejdet, og med en skatteprocent på syv-otte stykker og ingen mulighed for at bruge penge, kom der pludselig penge ind på kontoen igen. Og med dem kom idéen om, at turen ikke var slut. Den skulle gå jorden rundt.

MorningAtSalarDeUyuniModvind i Sydamerika
Thomas blev i Australien og New Zealand i halvandet år. Arbejdede og cyklede. Efter tre år på farten begyndte et nyt kapitel på turen: Sydamerika. På flyet til Ushuaia mødte han en svensker, Petter, og sammen tacklede de den nådesløse, ekstremt hårde vind, der er så berygtet blandt langturscyklister og suser ind over den nøgne, endeløse Pampas.
”Det var uden tvivl den hårdeste udfordring på turen. Jeg kan godt lide bjergene og har intet imod, at det går op ad. Det er også sindssygt hårdt, men der får man noget igen. Men man kører ikke ned ad på den anden side af modvinden. Det er virkelig psykisk hårdt,” fortæller Thomas, der med fem til seks km/t kæmpede sig mod nord.
Heldigvis stoppede de rigtig slemme vinde efter omtrent 1000 kilometer. Turen op gennem Sydamerika har mere end noget andet sted på turen været i naturens tegn (og vold). Efter Carretera Austral, der snor sig på grusveje op langs de chilenske fjorde, er den gået i eller langs Andesbjergene. I Santiago mødte Thomas igen Petter, og han havde en plan: En tur op i 4400 meters højde i et ekstremt øde område i grænseområderne mellem Argentina og Chile, der krævede, at de læssede mad til 20 dage på cyklerne.
”Da vi stod i den sidste landsby, var det med en følelse af uvished. Vi havde vinden lige i ansigterne, og det gik op ad på en elendig grusvej. En dag lå vores gennemsnitshastighed på 3,75 km/t, og ingen af os havde tidligere cyklet i den slags højder, vi skulle op i. Det var så hårdt, men man får det hele tilbage i form af landskaberne,” fortæller Thomas.
Efter ni dage fandt de ud af, at mad til 20 dage ikke var nok, så de cyklede tilbage den samme vej, de var kommet. Gennem de øde, golde bjerglandskaber med de knaldrøde sten. Undervejs besteg de et bjerg på over 5000 meter.
”Det var et rigtigt eventyr – et af højdepunkterne på hele turen,” siger Thomas.
Han håber at nå til Canada, inden vinteren sætter ind. Men hvad så?
”Planen var egentligt at flyve til Spanien eller Portugal og cykle hjem der fra, men Afrika rumsterer i hovedet. Jeg har sagt i lang tid, at jeg slutter efter fem år. Det er dog ikke helt sikkert. Først går turen til Canada. Så må jeg se, hvordan benene og hovedet har det.”


Farligt at cykle jorden rundt?
”Jeg har overhovedet ikke følt mig truet på noget tidspunkt. Jeg tager mine forholdsregler og synes ikke, jeg er helt blåøjet. Men det er flot, man kan cykle gennem en god del af verden uden at blive udsat for noget væmmeligt.”

Stadig nysgerrig og begejstret?
”Jeg gider ikke sightseeing mere, men jeg er slet ikke træt af at opleve naturen, møde nye mennesker, og se hvordan de lever. Og jeg ser altid frem til at køre ind i et nyt land.”

NightSalarDeUyuniSavner dem derhjemme?
Jeg har været hjemme i Danmark i to omgange. Når familien er syg, er det rigtig svært, men der sker jo også gode ting. Min søster har fået en dreng. Der skal være en gevinst for den pris, man betaler, ved at være væk så længe. Men kunne jeg ikke lide det mere, ville jeg tage hjem.

En ny Thomas vender hjem?
”Jeg tror ikke, det er en fundamentalt ny Thomas, der kommer hjem. Men jeg er nok blevet mere social. Jeg møder jo folk over alt.”


Thomas jorden rundt

Thomas Andersen cykler stadig. Du kan følge hans færd på www.cyclingtheglobe.com, hvor du finder blogindlæg, billeder, videoer, info om ruter, udstyr og meget mere.

Andre spændende artikler


Cykling på egen hånd i Slovenien

Cykling på egen hånd i Slovenien

Alaskas kulde vs. Australiens hede ørken

Alaskas kulde vs. Australiens hede ørken

Sverige rundt på 200 dage i Kajak og på cykel

Sverige rundt på 200 dage i Kajak og på cykel

Log ind