Bolivias legendariske Laguna-rute

På cykel i det vildeste Bolivia

Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller cykler ud i et af Andesbjergenes vildeste områder på en rute, mange cyklister drømmer om og endnu flere frygter. Ude i den spektakulære natur er elementerne nemlig nådesløse – og det får parret snart at føle.

105528-Bolivia-laguna-rute.jpg
Skrevet af: Martin Lohmann Møller og Katja Nørgaard Hansen
Opdateret den 22. jun 2023
Læst af: 1587

Katja Nørgaard Hansen og Martin Lohmann Møller cykler ud i et af Andesbjergenes vildeste områder på en rute, mange cyklister drømmer om og endnu flere frygter. Ude i den spektakulære natur er elementerne nemlig nådesløse – og det får parret snart at føle.

Den kolde vind hvisler ved den bolivianske grænse i Hijo Cajon. Vi er seks måneder inde på en to år lang cykelrejse fra det sydlige Patagonien i Argentina til Vancouver i Canada og står nu i 4.800 meters højde.

Chiles Atacama-ørken, det tørreste sted på jorden, ligger mere end to lodrette kilometer under og bag os – forude venter turens største udfordring: det sydvestlige Bolivia med øde, gold natur, brune bjerge, sandede sletter, aktive vulkaner, spruttende gejsere, varme kilder og iskolde nætter. 12 dage i naturens favn, hvor der er langt mellem de meget få landsbyer. Alle, der cykler langture i Sydamerika, enten drømmer om eller frygter Laguna-ruten i det sydvestlige Bolivia. Den er intet mindre end legendarisk.

Og vi hører til dem, der drømmer. Ruten snor sig i højder mellem 4.200 og 4.900 meter og er kendt for ufremkommelige sand- og grusveje, barskt vejr med blæst, kulde og brændende sol samt en overjordisk smuk natur, der retfærdiggør alle strabadserne. Manglen på ilt giver ruten en ekstra vanskelig dimension. Det kræver god akklimatisering, hvis du ikke skal gispe efter vejret eller blive syg. Nu står vi her med mad til seks dage i cykeltaskerne. Klar på eventyr.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

085600 Bolivia laguna rute

Grænsepost og kuldegys

”Har I pas med?” spørger en mand ved den bolivianske grænsepost.

”Ja, selvfølgelig,” griner Martin, og manden i det civile antræk fortæller os, at han er grænsevagten.

Fem minutter senere cykler vi ud i Bolivia med stempler i passet og ind i det beskyttede område Reserva Nacional de Fauna Andina Eduardo Avaroa – opkaldt efter en af Bolivias utallige krigshelte fra det 19. århundrede og Bolivias Andesbjerge, når de er vildest. Reservatet ligger i provinsen Sur Lípez, der er halvt så stor som Danmark. Her bor dog mindre end 5.000 mennesker under ekstremt barske forhold. Mindre end én procent af befolkningen har f.eks. adgang til elektricitet.

På den første cykeldag tilbagelægger vi kun 11 kilometer, fordi vi mærker højden. Vi er nu i 4.600 meters højde, og selvom vi har sovet og cyklet i lignende iltfattige luftlag tidligere på rejsen, har vi brug for en dag til at akklimatisere – og til at vænne os til kulden, som igen skærer helt ind til benet. Termometeret viser minus 10 grader, og solen kæmper lidt forgæves med at varme luften op, da vi cykler afsted i vores varmeste jakker, regnbukser, handsker og skoovertræk. Vi glemmer dog hurtigt kulden, da vi storsmilende cykler ud i det brunlige landskab med udsigt til Laguna Verde. Den smaragdgrønne sø er et storslået syn – særligt med den spidse vulkan Licancabur på knap 6.000 meter, der tårner op i baggrunden. Søen er så fyldt med mineraler, at den først fryser til is ved -20 grader, men på trods af det ser vi is ved søens bredder. Vores første udfordring er en flodkrydsning, som vi kommer tørskoet over. Intet kan slå os ud her på den første dag i Bolivia – selv ikke da vi møder rutens første sandvej og må trække cyklerne gennem blødt sand og stiv modvind i fem kilometer.

100206 Bolivia laguna rute

Tvungne hviledage ved varme kilder

For første gang siden San Pedro de Atacama bliver vi varmet helt igennem ved Termas de Polques. Her flyder varme kilder op fra undergrunden og ud i udendørs, termiske bade med vid udsigt til bjerge i røde, orange og brunlige nuancer på den anden side af enorme sletter. Vi klager (næsten) ikke, da modvind på op til 25 sekundmeter gør det umuligt for os at cykle videre. Lettere utålmodigt venter vi i to dage, indtil stormen driver over, men det er ikke det værste sted til tvungne hviledage. Vikunjaer, de charmerende kameldyr, der lever vildt her i Andesbjergene, trasker dovent forbi vores vindue på et af vandrehjemmene, hvor der hver dag kommer massevis af turister i firhjulstrækkere forbi for at opleve det her øde hjørne af Andesbjergene. Laguna-ruten er nemlig også en populær tur i firhjulstrækker – enten som en rundtur fra byen Uyuni længere mod nord i Bolivia eller med udgangspunkt i San Pedro de Atacama i Chile, hvor vi også kommer fra. Turismen betyder, at vi hver morgen og eftermiddag møder firhjulstrækkere med en fast køreplan til områdets naturlige attraktioner – de varme kilder, de farvede søer, en klippe der ligner et træ osv. Vi benytter os af overnatningsmulighederne næsten hver aften. Hård vind, ekstrem kulde og mangel på vand gør det nemlig svært at finde gode steder til teltet, og på vandrehjemmene, som hverken har elektricitet eller varme og af og til heller ikke rindende vand, kan vi nogle gange endda købe et måltid mad af guiderne i firhjulstrækkerne.

101612 Bolivia laguna rute

Bjergpas, host, skænderi

Da vi endelig kæmper os op ad grusvejen fra Termas de Polques mod rutens højeste bjergpas i 4.900 meters højde, er vi opsatte på at nå hele vejen til Laguna Colorada. Colorada betyder rød på spansk, men den beskrivelse er for fattig til at beskrive søens bizart rustrøde, skiftende farvenuancer, hvor flamingoer spankulerer rundt i det lave vand. Vi glæder os til at se den, men Martin har hostet, siden vi kørte fra San Pedro de Atacama, og hosten tager til, jo højere vi kommer. Bjergtoppe fejrer vi altid med snacks og highfives, og passet her er ingen undtagelse. Nu tager vinden til, og vi cykler forbi den lille, sandede sidevej, der fører til gejseren Sol de Mañana, som ellers skulle være et af højdepunkterne på turen. Trætheden vinder over nysgerrigheden. Snart undrer Martin sig, da højdemeterne begynder at stige på GPS’en. Vi skal jo ned efter toppen – ikke op. Vi er kørt forkert og tramper tre kilometer tilbage, hvor vi finder et spor. Det kan knap kaldes en vej, men det er vores vej, et firhjulstrækkerspor gennem tilsandede bjerge.

163450 Bolivia laguna rute

Nu følger den hårdeste del på hele turen: De næste 20 kilometer er en stor sandkasse i omkring 4.800 meters højde. Vi skubber cyklerne det meste af vejen. Martin hoster, er utilpas, og vi er begge pressede, da vi endelig kan trille ned ad bakke. Glæden er dog kortvarig. Vi bumler over store sten med blot 10 km/t, og Katjas allerede ømme bagdel lider ved hvert stød. I det fjerne ser vi smukke Laguna Colorada – søen, der skifter farve, som vind og skyernes skygger farer over dens overflade – men vi har ikke energi til at nyde udsigten. Dagen har været en stor pinsel, og nu kan vi ikke finde landsbyen, hvor vi skal sove. Spor fra firhjulstrækkere forsvinder mod forskellige verdenshjørner. Martin vil gennem ørkenen til landsbyen Huayajara seks kilometer mod vest; Katja vil en anden vej. Vi ender i et skænderi og cykler stædigt hver vores vej. Heldigvis kan vi se hinanden på lang afstand i det flade landskab, så vi finder sammen igen, før vi trætte lander i landsbyen. At være på tur som par, konstant at skulle forholde sig til den andens behov og være sammen 24/7 kræver tålmodighed og overbærenhed, især når udfordringerne er mange, dagene hårde, og overskuddet fordufter. Vores vigtigste regel på rejsen er, at vi tager beslutninger ud fra, at vi stadig vil være kærester, når vi kommer hjem. Det husker vi hinanden på om aftenen, da vi ligger i soveposerne.

101921 Bolivia laguna rute

Sandstormen

”De er ved at tage din cykel,” råber Martin, men hans stemme bliver overdøvet af sandstormen, som tvinger os til at vende ansigterne væk fra den hårde vestenvind. Kontant rammes vi af sand og grus – som stikkende lussinger i ansigtet. Sandkorn knaser mellem tænderne. Vi trækker cyklerne på store dele af vejen op mod et bjergpas i 4.700 meters højde, og på den stejleste del bliver vi nødt til at være to om en cykel. Kræfterne er brugt op efter hårde cykeldage, og vi har brugt fem timer på at ”cykle” 15 kilometer. Derfor ligger den ene cykel i vejkanten 50 meter fra toppen. Eller det gjorde den. For i næste øjeblik ligger den på ladet af den eneste pickup-truck, vi har set  de seneste syv dage. Katja slipper Martins cykel og skynder sig op ad bakken. De fire mænd ser os. Hiver cyklen ned fra ladet igen. Sætter sig hurtigt ind i bilen, fniser og kører væk. Vi står målløse tilbage. Prøvede de lige at stjæle cyklen? Vi kigger i styrtasken, om noget er stjålet, men alt er, som det skal være. Vi håber, at de troede, at cyklen var efterladt, selvom det er svært at tro.

To kilometer senere springer Katjas bagdæk. Slangen stikker ud af dækket, og Martin sidder i sandstormen og reparerer. Heldigvis kommer en jeep forbi. Katja springer op og vinker den til side, men må slukøret erkende, at de ikke har plads til os. Bilen kører videre, men efter kort tid bakker den. De vil alligevel hjælpe os – vi ligner nogen, som har brug for hjælp – så vi får klemt os og alle taskerne ind i bilen og surret cyklerne på taget. De kører os de 15 kilometer til landsbyen Villa Mar, hvor vi for første gang i en uge finder et hotel med varme og varmt vand. Her lader vi op til den sidste del af turen.

105121 Bolivia laguna rute

Monsterskulptur og frossent lamakød

Solen er brandvarm i dalen, hvor lamaer drikker ved flodbredden. Fra toppen af et bjergpas skimter vi for første gang Salar de Uyuni, verdens største saltslette, i det fjerne – endeløs og kridhvid. Med varmen følger ekstra energi oven på adskillige dage i kulden. Vi har gode ben, cykler vores hidtil længste dag, og solen står lavt på himlen på de sidste fem kilometers modvind mod Julaca. Landsbyen er tom for mennesker. Husene er faldefærdige, og et par gadehunde løber rundt i gaderne. Vi hører høj musik fra en kiosk, og her står en lille flok ved en skulptur, der forestiller et monster fra en gyserfilm. De forklarer stolt, at skulpturen skal tiltrække flere turister. I butikken køber vi cola og hviler benene. Manden bag disken spørger friskt, hvad vi laver her, og vi svarer, at vi leder efter et sted at sove.

”Det finder vi ud af,” svarer han hurtigt, mens han serverer øl til en gruppe firhjulstrækkerturister.

Da alle er forsvundet, sidder vi alene tilbage i kiosken og håber, at vi har forstået ham rigtigt – at vi faktisk har et sted at sove. Solen er gået ned, og han viser os et lille, tomt værelse i et gammelt hus bygget af muddersten ude i baggården. Her kan vi sove, hvis vi vil. Perfekt! Vi sætter teltet op i det mørke værelse og håber, at vi kan købe et måltid mad, for vores rationer er ved være slunkne, og vi har stadig én overnatning på saltsøen, før vi kommer til byen. Snart får vi serveret stegt kylling med masser af ris – det smager fabelagtigt! – og køber et halvt kilo kød – formentligt fra en lama – fra fryseren. Næste morgen spænder vi den frosne klump kød på cyklerne. Forude venter verdens største saltslette, Salar de Uyuni. 10 millioner ton salt fordelt på 10.000 km².

122021 Bolivia laguna rute

Den sorte prik på den kridhvide saltslette

Alt er hvidt. Det er som at cykle på sne, men underlaget knaser under hjulene, for det er salt. Salt i det uendelige. Salt til horisonten. Luften er klar og frisk, solen bager, og temperaturen sniger sig op over 25 grader. Vi bruger ekstra solcreme og er taknemmelige for solbrillerne, som beskytter os fra at blive sneblinde – eller saltblinde. Vi triller 40 kilometer ud i det hvide uden at se andre mennesker eller høre andre lyde end dem, vi selv laver. Her er helt stille – en luksus i en verden fuld af lyde, farver og indtryk. Vi navigerer efter to bjergtoppe, vi skimter på horisonten, og midt på eftermiddagen spotter vi en sort prik i alt det hvide. Vi har sendt et koordinat til vores amerikanske cykelkammerat, Jace, som vi har tilbragt tid med flere gange tidligere på rejsen.

Vi vidste, at han nu også var tæt på Salar de Uyuni, og da vi kommer tættere på, kan vi se, at det er Jace og hans telt. Vi har fundet hinanden i intetheden. Vi jubler, sætter farten op og når vores lejrplads. Starter brænderen og popper popcorn med salt fra sletten. Nyder dem i solen. Jace har taget friske grøntsager med fra byen Uyuni, og da vi har levet uden frisk mad i ødemarken de seneste 12 dage, er vi topbegejstrede for et sundt, nærende måltid. Tilsat vores klump kød og de øl, Jace også har med, er der lagt op til et festmåltid. Som solen går ned og maler horisonten i røde og lyserøde nuancer, flytter vi ind i teltet. Temperaturen styrtdykker øjeblikkeligt til frysepunktet, og vi gør klar til en kold nat med minus 10 grader. Men ikke før vi har beundret den fantastiske stjernehimmel, hvor mælkevejen står helt tydelig.

180352 Bolivia laguna rute

Den her del af turen lakker mod enden. Snart venter Uyuni med nachos og pizza på den berømte restaurant Minuteman. Derefter venter flere landeveje. Flere bjerge. Flere oplevelser. Der er stadig langt til Vancouver, men for nu kan vi se tilbage på en tur, der udfordrede os individuelt og som par, men som har rykket grænserne for, hvad vi sammen kan overkomme i cykelsadlerne. Mange af de spektakulære, mindeværdige oplevelser rykker vores grænser, og vi kommer ud, hvor vi ikke altid kan bunde. Laguna-ruten er ingen undtagelse. Vi vil altid huske, hvordan vi i en sandstorm søgte ly bag en lille sten og spiste boller med peanutbutter, og hvordan vi en vindstille morgen cyklede i det sorte sandlandskab ved Laguna Colorado. Det var, som om naturen fortalte os: ”Nu har I et par timer i stilhed til bare at nyde, inden jeg igen skruer op for vind, kulde og intensitet”. Laguna-ruten indbyder til en solid portion type-2-sjov – umådeligt hårdt i øjeblikket, ufatteligt berigende bagefter – hvor du er i naturens nåde døgnet rundt. Vanvittige minder, som vi sætter stor pris på i dag.


5 stykker udstyr vi ikke ville have undværet

Vi er godt udstyret og vidste, at det ville blive koldt, men de fem ting, der gjorde en kæmpe forskel, var:

  1. Et par kæmpe, tykke sokker fra San Pedro til de kolde aftener i teltet og de kolde hostels.
  2. Vores benzinbrænder, som koger vores vand til te, uanset hvor vi er og også giver lidt varme på de kolde morgener.
  3. Katja skal have sin kaffe om morgenen. Bialetti Moka Express laver en lille, skøn kop kaffe.
  4. Martin er vild med at optage vores rute og finde vej. Det gør vi på Garmin GPSmap 65s.
    Find vores rute på www.ridewithgps.com/trips/99680852.
  5. Vores superstærke cykler, Santos Travelmaster 3+, klarer alt, vi smider efter dem – også på denne nådesløse rute.

Andre spændende artikler


Et livsændrende hop ud af hamsterhjulet

Et livsændrende hop ud af hamsterhjulet

Heinz Stücke vender hjem!

Heinz Stücke vender hjem!

Vintervandring og mountainbike på Tenerife

Vintervandring og mountainbike på Tenerife

Log ind