Næste stop: Verdens ende

Opslidende
Jeg vender mig og husker, at landskabet bliver mere om mere bjergrigt efter et par dage. Udbombede tanks står stadig i vejkanten – levn fra 90’ernes forfærdelige borgerkrig. Vi passerer gamle, sovjetiske kooperativer, hvor landbrugsmaskinerne har lidt døden ved rust, og vi sover i en gammel, faldefærdig lade med et par æsler.

Solen brænder, jorden er rød, og vejen er støvet. Det begynder at gå stejlt op ad på en elendig stenvej. Landskabet er snævret ind til en slugt, der suger varmen til sig. Klipperne kaster varmen lige lukt tilbage på os. Vi cykler i en ovn. Mørket kommer snigende.

Vi spejder efter et sted at slå teltet op, men det er ikke let på en stejl bjergskråning. En grøn, sumpet eng bag en lille chaikana, et truckstop, redder natten, og vi slår teltet op med en smuk udsigt ned over dalen.

Trætte trasker vi hen til chaikana’en. Den eneste mad, man kan finde her i området, er afskyelig gedesuppe, knogler med snotgule fetklumper i kogt vand, hvor fedtperlerne glinser. Det smager som at sutte i en fugtig uldsweater. Tørt brød til.

Ved siden af os lader en flok smudsige mænd med buskede overskæg og slidte filthatte en flaske vodka passere fra mund til mund og hurtigt forsvinde. De byder os, men vi er for trætte til vodka, og der går ikke mange stunder, før de selv har gjort kål på flasken.

Godt det er aften, og de ikke skal på landevejen nu, tænker jeg, men ved godt, at mange af chaufførerne buldrer af sted med hjernelammende promiller. I min sygeseng føler jeg mig også hjernelammet. Driver væk igen. Tænker tilbage.

Smurt ind i ged
Morgensolen skinner gennem tågen, og vi er knap i sadlen, før regnen kommer rullende. Vejen rejser sig i lange hårnåle, og da et haglvejr pludselig bryder løs, søger vi ly i en ensomt beliggende ruin i vejkanten og mæsker os i en vandmelon, en familie stoppede og forærede mig tidligere.

Vi slider os mod passet, mens det ene haglvejr efter det andet trommer ned, ind til benene endelig kan slappe af, og hænderne på bremserne tager over. 40 kilometer ruller vi ned ad gennem en dramatisk slugt med spidse klippeformationer og en voldsom, brusende flod. I går cyklede vi i næsten 40 graders varme. Nu ligger der store klatter sne i vejkanten.

Snart er vi tilbage i smelteovnen og cykler de næste dage gennem en gold, dyb klippeslugt langs grænsen til Afghanistan. Et stenkast borte, på den anden side af Pyanj-floden, ligger små landsbyer i det hårdt prøvede land. Mudderhuse uden vinduer. Kvinder klædt i burkaer. Ingen veje, blot vandrestier. Det ser ubehjælpeligt fattigt ud på den anden side.

Stemmerne derovre fra bliver båret her over af vinden, men ingen af folkene herovre har nogensinde talt med dem. Selvom de ser dem hver dag. En soldat dukker op fra en busk, flagrer med sin kalashnikov og gestikulerer efter en cigaret. Han vogter grænsen. Det her er lukket land for afghanere. Sært hvordan grænser adskiller.

I flækken Jorf venter et tomt rum med tæpper og puder på gulvet på ’hotellet’. Jeg vasker min svedige overkrop og ansigt i en lille rindende bæk, og hotelmutter rækker mig smilende et stykke sæbe. Først da jeg er godt smurt ind i det, går det op for mig, at det er gedesæbe. Forbandede geder.

De burde aldrig have været køddyr, og da aldrig nogensinde blive brugt til sæbe. Jeg stinker værre, end da jeg begyndte at vaske mig. Stinker af ged. Heldigvis får vi serveret lækre indbagte peberfrugter med grøntsager, ris og kød – helt uden ged.

Gennem minefelter
Ged er tilbage på tallerkenen næste morgen: opvarmet gedemælk tilsat store klumper selvlysende smør. Det kræver mere viljestyrke at få det ned, end det gør at cykle selv de mest barske bjergpas.

Vi koger på cyklerne gennem en bred, brandvarm slugt. Klipperne er glohede, og et skilt i vejkanten viser en mand, der får sprængt benet i stykker af en landmine. Området er spækket med landminer fra borgerkrigen, og vi søger sikkerhed for natten i en landsby – en grøn oase i klippelandskabet. Abrikostræerne skærmer for solen, da vi får lov til at slå teltet op i en frugtplantage.

En bæk risler forbi, og knap er teltet oppe, før en pige på ti år kommer ilende. Hun flækker i et halvgenert kæmpesmil og blotter to spidse hjørnetænder. I panden har hun forbundet øjenbrynene med sort farve og følger kvindernes mode her i området – et gigantisk øjenbryn tværs over den ganske pande.

På armen balancerer hun en tekande og tallerkener med brasede kartofler og stegte grøntsager. Vi smiler overraskede, takker og spiser. Da vi er færdige, henter hun fluks mere mad, og vi når slet ikke at indvende, før hun tager de tomme tallerknerne og piler over i bækken for at gøre dem rent.

Næste morgen klokken seks kommer hun storsmilende anstigende med te og varm gedemælk med tørre brødkrummer og syrnet, gult smør. Da vi er klar til at cykle videre, tager hun Cassie i hånden, fører hende ind i sit hus og forærer hende en halskæde af tørret frugt, hun har lavet i løbet af natten.

Cassie tager halskæden med abrikoser, nødder og rosiner om halsen, og vi cykler videre, mens hun vinker farvel. Vi kunne aldrig rigtig tale med hende, men bliver enige om, at hun nok er den sødeste pige i verden.

Bange for snemanden?
Efter endnu en opslidende, hed dag stopper vi ved et homestay omgivet af frugttræer, blomster, og duftende urter uden for den lille by Rushan. Snart er vi henslængte parkeret på en enorm, hævet seng i den frodige gårdhave.

”Er I slet ikke bange for snemanden, når I cykler” spørger familiefaren, der har uglet har, skinnende guldtænder og skelende øjne bag tykke briller og nikker mod de snedækkede bjerge.

”Snemanden?” spørger jeg tøvende.

”Ja, den afskyelige snemand. Den lever her i bjergene. Jeg har selv set den,” svarer han selvfølgeligt og beretter, hvordan han har set den kun to kilometer fra det sted, vi nu sidder.

”Den var stor, stærk og bred over skuldrene,” fortæller han og holder hænderne op og ud til siden som for at illustrere, at han har fanget en kæmpe fisk.

Hvad skal man svare til den slags?

Jeg får mumlet noget med, at vi da håber, det er sikkert at cykle videre. Det håber han også.

Da vi næste morgen spørger, hvor meget vi skylder efter at have mæsket os i friskbagt brød, vandmeloner, tørrede abrikoser, nødder, ost, kødpålæg, slik og nedsvælget utallige kopper te, lyder svaret:

”Hvad end I synes er rimeligt.”

Slået ud
Varmen er dræbende, da vi tramper videre. Min krop brænder, blodårene i hovedet dunker. I en baghave står der en kampvogn, og afghanske drenge kaster pludselig sten efter os fra den anden side af floden. Der er dog for langt til at de kan ramme.

Hvad mon de tænker om os?

I Khorog flankerer mudderbygninger med fallerede facader de øde gader, og spildevand sjatdrypper fra springvandet på hovedpladsen. Bag en tung trædør i en snæver gyde gemmer en skøn, lille oase sig – en have med fyldige vinranker, et enormt æbletræ, kirsebærtræer, abrikostræer, kradse urter og en rislende strøm af vand, der flyder gennem haven.

Jeg er træt og omtåget, nærmest som var jeg fuld. Tager et bad bag et forhæng i haven, hvor der hænger en spand med en lille vandhane. Ved siden af står en spinkel hund lænket og kigger på mig med store, sørgmodige øjne.

Og nu ligger jeg så og ryster af kulde i 30 graders varme under bunker af varme tæpper – tænker tilbage på turen ind til videre.

Den bekymrede, aldrende familiemor kommer trissende med te og smertestillende. Jeg kan se, hun er nervøs for mig og gerne vil tale, men vi har intet sprog til fælles.

Jeg ved alligevel ikke rigtig, om jeg sover, eller om jeg er vågen.

Det eneste, jeg ved, er, at jeg er helt fra den. Cassie mener, det er et voldsomt hedeslag, efter vi har cyklet i små 40 grader, direkte i solen. Jeg har så ofte været syg som en hund, men aldrig på den her måde. Jeg er helt væk i et væmmeligt døgn.

I løbet af den næste dag frisker jeg op. Spiser igen og falder om aftenen i klørene på svigersønnen i huset, der er stangstiv i billig vodka. Han holder os gidsler i en forfærdelige fuldemandsmonolog om sit knuste hjerte, da konen er flyttet til Moskva for at arbejde.

Spørger 20 gange, hvad jeg hedder. Kigger dybt i flasken. Undskylder skingert sin kærlighed til vodka gang på gang og forvilder sig ud i historien om en ven fra hovedstaden, der har handlet store penge med mafiaen og i en drøm har fløjet et rumskib op i himlen, hvor han mødte Jesus.

”Han ser Jesus Kristus. Jesus Kristus. Jesus Kristus,” messer han, og jeg spekulerer på, om det ikke alligevel var at foretrække at tåge rundt i mine febervildelser end at være lidt skibrud i det her kviksand af fuldemandsævl.

Vi benytter hans tissepause til at fortrække til værelset. Og låse døren. Ikke flere anekdoter i dag, tak.

Spedalskhed og feber
Landskabet er blevet endnu mere øde, som tinderne omkring vejen er blevet højere. Vi cykler ind i det autonome Gorno Badakhshan, der udgør 45 procent af Tadsjikistans territorium. De 212.000 mennesker, der bor her, udgør kun tre procent af den samlede befolkning.

Det var primært folk herude fra, der kæmpede mod centralregeringen i borgerkrigen. Folk er usædvanligt flinke. Og meget fattige. Men i butikker og landsbyer forærer de os mad, og der kan ikke være tale om, vi betaler.

En aften slår vi teltet op ved en flod, hvor folk snart strømmer til. Lidt for meget opmærksomhed til, at det føles helt trygt, især da en smudsig fyr peger over på landevejen på den anden side af den brusende flod, kigger mig i øjnene og med en skærende grimasse langsomt fører en pegefinger over halsen.

Ikke den bedste godnathilsen, så da en fyr, hvis ene halvdel af ansigt er opsvulmet og fyldt med rødsorte bylder, inviterer os inden for i sit mudderhus, takker vi ja.

Han er spedalsk. Giver os et fint værelse med en seng fyldt med bløde puder og varme tætter. Nok engang kan vi ikke tale med ham, men smil er der rigeligt af. Vi snitter grøntsager til suppen i indergården med udsigt til de snedækkede bjerge, der ligger forude.

Næste dag er vi på vej op mod plateauet i over 4000 meters højde, da Cassie får en blussende feber. Lykkeligvis passerer vi en af de få, små bebyggelser, Jelandy, hvor der er et såkaldt sanatorium med varme kilder. I ’lobbyen’ bliver vi mødt af en gigantisk fladskærm, hvor der kører kitschede musikvideoer.

Fire piger danser rundt i slowmotion med armene over hovederne, flagrende med hænderne, og i spisesalen drikker lastbilchauffører i falmede kopi-adidastræningssæt vodka af halvliterflasker. Menuen står på kålsuppe. På værelset ryster Cassie af kulde under tykke tæpper. Hun har over 39 i feber.

Snestorm på plateuaet
Næste morgen har hun det lidt bedre og insisterer på at cykle videre mod Pamir-plateuaet, op over passet Koitezek i 4272 meters højde. Det er for kedeligt at blive hængende, siger hun.

Vi er alene på vejen.Ingen trafik, ingen mennesker, blot udsigter til sneklædte bjerge og hængende gletsjere. Efter 25 kilometer op ad bliver stigningen uhyre stejl. Underlaget er elendig grus. Luften er tynd, og jeg må ned i første gear – ud af 27 – for at tvinge pedalerne rundt. Jeg hakker dem ned én for én, men må alligevel stoppe nu og da, læne mig frem over styret, hvile panden på forbagagebæreren og hive efter vejret.

De sidste kilometer op til passet er stejle. Jeg når kun lige at tørre sveden af panden, inden en haglstorm fyger ned fra de sneklædte bjerge mod øst. Snart står vi i en hylende snestorm i bidende kulde. Jeg får travlt med at få varmt tøj på og bøvler med lynlåsene, da mine fingre hurtigt er følelsesløse.

Jeg hopper rundt for at få varmen, og pludselig blæser sneen videre, solen titter frem, og jeg døser hen op ad en sten i vejkanten. Cassie har feber igen og var faldet i søvn af udmattelse en kilometer nede. Hun blev tilbudt et lift af folk i en jeep, men afslog. 

Med en isnende vind i ryggen bumler vi hen over plateauet på en udfordrende grusvej med udsigt til 5704 meter høje Kyzyldong med den fuldendte, trekantede ispyramide på toppen.

Vi triller ned i en grøn dal langs en rislende, klar flod, og foran os ligger et goldt ørkenlandskab. Ikke et øje i timevis. Endnu et pas på over 4000 meter trækker de sidste kræfter ud af Cassies feberplagede krop, og vi slår teltet op.

Snart lyser halvmånen over os.

Stilheden er total.

Verdens ende?
Morgenen er kold, som vi udhvilede og nogenlunde friske triller videre over et enormt, goldt plateau. En dybblå sø glimter i den skrappe bjergsol, og vinden hjælper os mod den trøstesløse udørk af en flække, Alichur.

På mennesketomme, brede jordveje mellem hvide stenhuse står rustne bilkarosserier klodset op ved siden af gamle russiske motorcykler med sidevogne, hvor sæderne består af lange træplanker.

Vinden hyler, og vi bliver inviteret inden for hos engelsklæreren i landsbyen. Hun disker op med brød, jogurt med sukker og kartoffelsuppe og fortæller, at temperaturen her i flækken falder til -45 grader i den lange vinter. Der er ingen strøm. Ingen indlagt varme. Da vi spørger, hvad vi skylder for maden, får vi det sædvanlige svar:

”Det, I synes, er rimeligt.”

På et grønt plateau ligger nomadetelte pletvis spredt foran bjergene mod vest. Køer, får, geder og yakokser græsser, vinden suser, og vi cykler over et fladt pas i den nedgående sol, inden vi når diminutive Mamazair.

Den er markeret som en by på kortet, men består blot af to huse og et udhus. En kvinde først i tyverne bærer et spædbarn på armen og et trist udtryk i ansigtet. Hendes mand bærer en høj, hvid filthat og et næsten usynligt dunoverskæg.

Sammen med bedstemoren er de byens eneste indbyggere. Vi er lykkelige over et simpelt, opvarmet værelse i læ fra den isnende vind uden for i 4000 meters højde. Da den unge kvinde bringer os dampende varm ris- og kartoffelsuppe, bløder op og smiler sky, føler vi os heldige.

For hver dag bliver vejene mere tomme. Næste dag går der 20 kilometer, før vi ser den første bil, og først på eftermiddagen cykler vi ind i Murgab; et besynderligt, vindblæst, trøstesløst sted. Faldefærdige mudderhuse flankerer mennesketomme gader. Her er ikke et træ, ikke en plante.

Hvis verden har en ende, er det her grænsebyen der til.

Vi får et værelse i et homestay, hvor kitschede kinesiske plakater pryder væggene side om side med et billede af et tropisk paradis med basthytter, sandstrande, blågrønt vand og store yachter.

Byens støvede grushovedgade er en mærkværdig oplevelse med besynderlige blikskure og halve containere, der fungerer som Murgabs eneste butikker. Vi køber lidt grøntsager og kogte kartofler, inden vi sætter kurs mod flere, større og endnu mere øde bjerge.

Vandet stiger
Vinden klasker os i ansigterne, og selv ned ad bakkerne skal jeg kæmpe for at tvinge cyklen frem med mere end 10 km/t. Det føles nyttesløst at fortsætte, så da vi først på eftermiddagen finder en perfekt lejrplads på et stykke grønt græs ved en lille rindende bæk, slår vi lejr.

Vinden rusker i teltdugen, ind til mørket sænker sig. Stilhed, ind til vandet uden for pludselig begynder at bruse højlydt. Jeg titter ud og kan bogstaveligt talt se vandstanden stige. Hurtigt. Vi springer ud af soveposerne, kaster ting fra teltet op på vejen, der er hævet et par meter over græspletten.

Jeg flår pløkkerne op og hiver teltet – stadig med underlag, soveposer, cykeltasker, kogegrej – op på vejen, Et øjeblik efter ligger græsset under vand, der stadig stiger. Mørket omslutter os, da vi i skæret fra pandelamperne finder et jævnt sted at slå teltet op på den anden side af vejen. Jeg aner ikke, hvad der fik floden til at stige så ubegribeligt hurtigt.

Næste morgen har vinden lagt sig, og vandet er væk. Forude venter det højeste pas på turen, Ak-Baital (4655 m.) Der er hverken mennesker eller biler i syne den første halvdel af dagen. Landskabet er rødt, og vi slider os gennem ensomheden.

Mod øst markerer et bizart ståltrådshegn grænsen til Kina, og så kommer den sidste, stejle stigning. Efter lidt knoklen og et par pustepauser åbner landskabet sig på den anden side. Over os troner snedækkede bjerge med store gletsjere, under os ligger det rustenrøde landskab.

Med hænderne forkrampet på bremserne bumler vi ned ad en vej i forfærdelig elendig stand, der snart degenerer yderligere til et sandt vaskebræt, der ryster hver en muskel i kroppen. Efter halvanden time ophører vaskebrættet, og vinden begynder at rase.

Lige mod os – igen. Landskabet er åbent, ingen læ at finde. Efter timers banden og trampen skimter jeg søen Kara Kul i horisonten – krystalblå med 7000 meter bjerge som bagtæppe. I tusmørket triller vi trætte ind i landsbyen og finder det eneste homestay i den lille flække.

Sandstorm på plateauet
Solen er netop stået op, men landsbyen sover stadig. De brede jordgader ligger øde hen, trædørene til de hvidkalkede huse er lukkede. Bag husene ligger det dybblå vand stille hen, og snetinderne glitrer i dagens første solstråler.

Vi cykler rundt om søen og begynder turen op mod endnu et pas i 4200 meters højde. Pamir-bjergene er nu hele vejen rundt om os. Kara Kuls blå vande glimter i solen. Luften er ren, solen er barsk, og sveden hagler af mig, men ikke alt for længe, for sidst på formiddagen er den heftige modvind tilbage.

Vi slider os ubeskriveligt langsomt frem, og det bliver ikke nemmere af, at solen har smeltet asfalten, der er så blød, vi efterlader dybe hjulspor. Da jeg tager et hvil på kanten af vejen, trækker jeg en stor, klistret masse asfalt med op på mine bukser.

Vi knokler gennem en bred dal, inden den sidste stigning op til passet, der udgør grænsen til Kirgisistan. Sand fyger ind over vejen, der nok engang er degenereret til uudholdelig vaskebrætsoverflade.

Vi bestemmer og for at ride sandstormen ud og slår lejr på plateauet, der ikke byder på nogen som form for læ.

Når uvejret er overstået venter passet op til Kirgisistan.

Et nyt land. Flere bjerge. Fremmede folk.

Og masser af eventyr.

Pamir Highway

Den afsidesliggende bjergvej fra Khorog i Tadsjikistan til Osh i Kirgisistan blev bygget af sovjetterne mellem 1931 og 1934, så det sovjetiske imperium kunne forsyne denne afsidesliggende udpost med tropper og forsyninger. Først for nylig blev den åbnet for rejsende, og det er et absolut fåtal af dem, vi møder undervejs.

Borgerkrigen i Tadsjikistan

Tadsjikistan var den fattigste del af Sovjetunionen. I halvfemserne blev landet hærget af en frygtelig borgerkrig, hvor et sted mellem 50.000 og 100.000 mennesker mistede livet i kampe mellem regeringen fra hovedstaden og diverse militære fraktioner og islamistiske grupper primært fra det, der i dag er Gorno Badashan Autonomos Oblast – området, vi blandt andet cykler igennem. Borgerkrigen sluttede i 1997, og i dag er landet nogenlunde fredeligt.

Heroinsmugling og menneskehandel

I dag er et af de store problemer i Tadsjikistan heroinsmugling fra Afghanistan mod Rusland og det europæiske marked. I den første halvdel af 2008 blev der konfiskeret 1359 kilo heroin i Tadsjikistan.

Således indtager Tadsjikistan tredjepladsen på listen over lande, hvor der bliver konfiskeret mest heroin. Handel med mennesker – human trafficking – er også et stort problem. Her er der særligt tale om kvinder, der bliver solgt til primært De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet og Rusland, hvor de bliver tvunget ind i sexindustrien.

Mænd bliver solgt som billig arbejdskraft til Rusland og Kazakhstan, og børn bliver solgt og tvunget til at tigge.

Kilder: CIA World Fact Book & UNODC

Læs meget mere om, hvordan du selv arrangerer rejsen til Tadsjikistan på www.traveltajikistan.com