Weekendtur: Fredagssolen går ned, da jeg når de stejle, skovklædte skrænter langs Jeksendalens vandløb. Det er en flot lydrejse at gå langs den vandrige å i nattemørket. Vandet skyller hen over store sten i åbunden og hvirvles kraftfuldt gennem små vandfald. Efterhånden som jeg kommer længere op i dalen, bliver åen til bæk og mister sin rivende kraft. Lyden af stille rislende vand vinder gradvis frem med højtklingende toner, der står i kontrast til vandets buldrende bas længere nede i dalen. Den slags sanseoplevelser er hverdagskost på vandrestien fra Århus til Silkeborg.

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner
Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.
Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.
Allerede eller tidligere medlem?
Med teltet i rygsækken på ruten mellem Jyllands hovedstad og det midtjyske Søhøjland støder jeg på brede ådale, smalle erosionsdale, marker, grønne enge, høje bakker med store udsigter, dybe skove og smukke søer. Der er de fleste af de landskabstyper, vi har i Danmark, og næsten alt, hvad et jysk hjerte bankende for friluftsliv og smukke naturscenerier, kan begære.
Om lørdagen passerer jeg forbi Mossø, der er Jyllands største. Nord for den fuglerige sø ligger ruinen af et cistercienser-kloster fra Middelalderen. Her giver et museum fint indblik i munkenes asketiske hverdag og veludviklede lægekunst. Bagefter indbyder skovene til drømmerier 800 år tilbage i tiden. Her er nemlig næsten ingen spor af nutidens civilisation.
Efter en lang vandredag når jeg frem til teltpladsen ved Knøsgården nær Himmelbjerget. Jeg rejser teltet under pladsens store eg og laver et stort bål, der knitrer hele aftenen. Pladsen ligger midt i skovens ro, har muldtoilet og vand fra en glasklar kilde i nærheden. Over bålet er der en grillrist, hvor jeg steger en stor bøf. Nogle timer senere falder jeg mæt af mad, frisk luft og smukke landskaber i en dyb søvn, mens bålet og dagen brænder ud.
Søndag leder ruten mig det sidste stykke gennem de store skove. Jeg runder den idylliske Slåensø, der er én af Danmarks reneste og nyder derefter udsynet over Gudenå-systemets andre søer, der ligger som perler på en snor mellem Ry og Silkeborg. Hen på eftermiddagen når jeg stationen i Silkeborg, hvorfra jeg tager toget tilbage til Århus godt rustet mod bylivets stress og med mindet om en dejlig vandreweekend.
Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) 33, februar 2001
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS