Den vanvittige historie om kapløbet mod Lhasa

Tibetanerne havde mindst to grunde til at frygte vesterlændingene. Der var landets rige mængder af guld, som de var sikre på, briterne ville have fingrene i. Mere vigtigt var der religionen, buddhismen, der gennemsyrede samfundet. Klostrene, munkene og ikke mindst gudekongen Dalai Lama var i centrum, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Kinesiske embedsmænd havde dog fortalt tibetanerne, at såvel russerne som briterne var ude på at destruere buddhismen og dermed lægge fundamentet for verden, som de kendte den, i ruiner. (En trist krølle på historien er, at det endte med at være kineserne, med Mao i spidsen, der lagde landets klostre i ruiner, da kulturrevolutions foragt for alt det gamle, traditionerne og religionen fejede over bjergpassene og hen over det tibetanske plateau). Tibetanerne levede alene bag bjergene. Og det ville de gerne blive ved med.

100 usynlige krigere
Isolationen, utilgængeligheden og mysterierne om landet bag Himalayas tinder trak dog i en flok ulige eventyrere med vidt forskellige motiver for at nå frem til Lhasa. De skulle komme til at benytte vidt forskellige måder i forsøget på at nå frem, men fælles for dem alle var, at de var villige til at risikere livet for at blive den første til at nå Lhasa. Kapløbet mod Lhasa kunne begynde.
Og det gjorde det med en oberst fra den kejserlige russiske hær, der havde set sig lun på den forbudte by. I vanlig imperialistisk stil satte Nikolay Przhevalsky af sted med sin egen lille hær af mongolske krigere. Og de manglede ikke motivation. De var nemlig blevet stillet henrettelse i udsigt, hvis de skulle finde på at vende om, inden målet var nået.

I et land, hvor meget få tidligere havde set et hvidt ansigt, spredtes nyheden om oberstens fremfærd hurtigere, end han kunne ride. Det samme gjorde rygterne. De gik på, at han var en hellig mand, der var under beskyttelse af ikke færre end 100 usynlige krigere.

Kidnappe Dalai Lama?
I landsbyer undervejs ville folk således have krigeren til at helbrede dem for sygdomme og spå om fremtiden. Ikke just færdigheder Przhevalsky havde tilegnet sig i kejserens hær. På trods af sin råstyrke og kompromisløse tilgang til ekspeditionen fejlede Przhevalsky. Han blev besejret af den enorme distance i de ubarmhjertige områder og løb tør for proviant.
Seks år senere forsøgte han sig igen og nu med den russiske zars velsignelse. Med sig havde han seks benhårde kosakker, der svor, de ville gå gennem ild og vand for ham. Men igen kunne Przhevalsky ikke rejse hurtigere end rygtet, der nu ville vide, at han var på vej til Lhasa for at kidnappe ingen ringere end Dalai Lama. Og så var selv ikke de 9000 runder ammunition, selskabet bar, nok til at komme forbi hæren af 3000 tibetanske krigermunke, der blev sendt ud fra den forbudte by for at stoppe dem. Heldigvis kom det aldrig til skud, og 150 mil nord for Lhasa måtte Przhevalsky vende hjem. Han skulle aldrig få de gyldne tage på templerne i Lhasa at se.

Bjergene blev så stejle, at de to kameler måtte hejses op med reb.

Tyggede i egne sadler
Mens amerikaneren William Woodville Rockhill, der i sit andet forsøg blot manglede 175 kilometer i at nå målet, forsøgte at nå Lhasa forklædt som kineser, holdt franskmanden Gabriel Bonvalot alle planer om sin færd hemmelige. Selv hans rejsekammerater troede, indtil de nåede de nordlige grænser til Tibet, at de blot var på en jagttur. I stedet ventede dem et mareridt. Det startede med forfrysninger og højdesyge i vinterens kolde bjerge. En mand døde. Deres to kameler sank i sneen, og de måtte ofte selv bære proviant samt udstyr. Bjergene blev så stejle, at de to kameler måtte hejses op med reb, og senere sultede ekspeditionens dyr så heftigt, at de begyndte at tygge i deres egne sadler. 150 kilometer fra Lhasa blev de opdaget. Den tibetanske hær forbarmede sig dog og gav dem friske forsyninger. Og så blev de ellers sendt den lange vej tilbage til Kina. Lhasa forblev et mysterium for dem.

Biblens ord
Mens det var eventyr og prestige, der trak i nogle, var der dem, der havde helt andre motiver. Annie Tayler havde brugt otte år som missionær i Kina og Indien. Hun var fast i sin kristne tro og overbevist om, at indbyggerne i Lhasa blot ventede på at blive omvendt til kristendommen. Hendes mål var ikke blot at nå frem til Lhasa – nej, hun ville trænge hele vejen ind i Dalai Lamas overdådige palads, Potala, og prædike biblens ord. Med en urokkelig tro på det hellige i missionen satte hun, forklædt som tibetaner, ud på sit livs færd i 1892. Men tingene gik ikke helt som planlagt.
Faktisk gik det galt fra begyndelsen. En tjener døde, en anden stak af. Banditter stjal hendes telt, ekstra tøj og de fleste af hestene. Hun afskrev det som guddommelige prøvelser. Troen var tæt på at bringe hende i mål, men hendes kinesiske følgesvende sladrede til sidst om hendes sande identitet. Der var hun nået tættere på den forbudte by, end nogen af hendes forgængere havde været. Den lå blot tre dages march borte. Men i stedet for at belære Dalai Lama om arvesynden, måtte hun vandre tilbage ad den samme vej, hun netop havde brugt fire opslidende måneder på at tilbagelægge.

I de vilde, fjendtlige egne af det østlige Tibet blev han skudt, bagbundet og kylet i en flod.

Hund med ære
I modsætning til den franske eventyrer, Jules Dutreuil de Rhins, overlevede hun dog. Også han blev sendt ud af Tibet efter en umenneskelig strabadserende tur – i to måneder så han og følgesvenden Fernand Grenard ikke et eneste menneske. Han så dog heller aldrig sit hjemland igen. I de vilde, fjendtlige egne af det østlige Tibet blev han skudt, bagbundet og kylet i en flod. Grenard slap væk, og under pres fra den franske regering blev der senere sendt en kinesisk straffemission til landsbyen, hvor fire af de skyldige blev henrettet. Den enes halshuggede hoved blev efterfølgende placeret på byporten til Xinning ikke langt der fra.
Heller ikke de hovedrige hr. og fru Littledale nåede Lhasa, selvom de kom uhyre tæt på. De havde ellers taget ved lære af tidligere mislykkede forsøg, hvor vovehalse var endt udsultede, forhutlede og overladt til tibetanernes nåde. De drog derfor af sted med 250 pakdyr, 11 tons foder og proviant nok til et halvt år, deriblandt levende får, de kunne slagte undervejs. De valgte en øde rute, der førte dem ind over det enorme, ugæstfrie højplateau Chang Tang. I halvanden måned så de ikke et menneske, men pakdyrene begyndte et efter et at give efter for det nådesløse forårsvejr. Hr. og fru Littledale endte med at måtte efterlade alt, hvad de ikke fandt strengt nødvendigt, bag sig. Blot to dage fra Lhasa blev de – som eventyrerne før dem – tvunget til at vende om og rejse tilbage til Kina. Hr. Littledale havde dog ikke rejst forgæves. Ved hjemkomsten blev han dekoreret med Royal Geographical Societys ærefulde guldmedalje, og hans terrier, Tanny, der havde fulgt sin herre på hele rejsen, blev gjort til æresmedlem. Den havde dermed ret til at kalde sig Tanny, Fellow of the Royal Geographical Society.

De barbariske tibetanere råbte, de ville brænde hans øjne ud. Men intet skræmte ham. Han bevarede roen.

Løgnhalsen Landor?
Det var ikke kun obskure eventyrere, der fattede interesse for Tibet i slutningen af det 19. århundrede. Offentligheden var også yderst interesserede i det mystiske land, og bøgerne, som eventyrerne skrev, når de vendte hjem, solgte som varmt brød. Der var dog ingen måde at tjekke, om hvad der blev fortalt, nu også var sandt. Og i tilfældet Henry Savage Landor blev der sået tvivl. Hans beretning var nemlig så fantastisk, at man allerede dengang tvivlede på, om manden med det legendariske storhedsvanvid nu også talte sandt.
Landor beskrev, hvordan det tog 500 bevæbnede tibetanere at fange ham og hans to udsultede tjenere. I de følgende dage blev han udsat for frygtelig tortur, men udviste ingen frygt, da han mente, det var essentielt, når man havde med asiatere at gøre. I stedet udviste han udelukkende nonchalance. Som da han fik at vide, han ville blive pisket, få begge ben skåret af, brændt øjnene ud og halshugget. Selv da han blev placeret på en pony, der bar en saddel med pigge, der gravede sig ind i hans hud, udtrykte han kun tilfredshed med den fine pony han red på – også da piggene flåede kødet af hans knogler. Senere rev håndjern, ifølge Landor, huden af hans hænder. De barbariske tibetanere råbte, de ville brænde hans øjne ud. Men intet skræmte ham. Han bevarede roen.

Ren magi
Tibetanerne fandt nogle fotoplader i hans bagage, der endnu ikke var blevet fremkaldt. Da de skiftede farve i solen, erklærede Landor, at det var et tegn på, at lamaerne ville blive straffet for det, de gjorde mod ham. Senere fandt tibetanerne en svamp, der havde ligget klemt sammen under bagagen. De kastede den bort, men til alt held landede den i en vandpyt. Da vores helt Landor så den begynde at svulme op, talte han højere og højere til svampen, som var det ham, der fik den til at blive større. Det fik tibetanerne til at gå fuldkommen i panik. Endelig var der en af de lamaer, der havde været allermest opsat på at skære hovedet af ham, der tog hans riffel op og fyrede den af mod en yakokse. Men da han trykkede på aftrækkeren, eksploderede den i hovedet på ham. Landor grinede højlydt. Nu indså tibetanerne, at de ikke kunne henrette eventyreren, og han blev frigivet. Lhasa nåede han aldrig, og mange mente, store dele af hans historie var det pure opspind. Men hans bog, den blev en bestseller.

Deres mål var at prædike Jesu budskab for lamaerne i Lhasa.

Tragedie
Inden det endelig skulle lykkes for vesterlændinge at trænge ind i Lhasa, forsøgte missionærparret Petrus og Susie Rijnhart sig. Deres mål var at prædike Jesu budskab for lamaerne i Lhasa, men havde de vidst, hvad der ventede, var de dog nok aldrig sat ud. Da de satte ud i 1898, havde de deres blot 11 måneder gamle søn, Charles, med sig. I tre måneder rejste de gennem banditfyldte landområder, over udsatte sletter, frosne bjergpas og morderiske moser. Halvanden måned efter Charles’ første fødselsdag opdagede Petrus, der red med sin søn i armene, at den lille fyr ikke trak vejret. Alle oplivningsforsøg var forgæves. Under en endeløs himmel blev lille Charles begravet i en medicinboks. Ægteparret blev senere sendt ud af Tibet, inden de nåede Lhasa, og på turen tilbage til Kina døde også Petrus. Det er uklart, hvad der præcis skete, men Susie mente, han blev dræbt af banditter og kylet i en flod. Hun klarede den levende ud af Tibet og vendte årevis senere tilbage i selskab med sin nye mand. Hun døde tre uger efter, hun havde født deres søn.

Blodbad
Som det 19. århundrede blev til det 20., var der stadig ikke en vesterlænding i live, der havde set Lhasa. Det skulle vise sig, at der skulle en hær til. Da briterne hørte forlydender om en alliance mellem Dalai Lama og den russiske zar, bestemte de sig for at sende en diplomatisk mission til Lhasa, men de to breve, der blev sendt til Dalai Lama, blev begge returneret uåbnede. I stedet udrustede briterne en hær. I spidsen for den stod Francis Younghusband – journalist, spion, forfatter, eventyrer, geograf, sportsmand, filosof og på sine senere dage endda guru og fortaler for fri kærlighed og liv på fremmede planeter. Hæren var så opsat på at nå Lhasa, at de på deres vej dræbte 628 tibetanere, der var bevæbnet med luntebøsser, slangebøsser og sværd. Slaget var så ulige, at den britiske hær marcherede videre med seks lettere sårede og seks hårdt sårede soldater. Og således, i august 1904, sluttede kapløbet mod Lhasa på den mest blodige måde, da en britisk hær marcherede ind i den forbudte by.

Læs mere om eventyrerne

Har du lyst til at læse mere om eventyrene fra artiklen her, skrev flere af dem bøger om deres eskapader i Tibet. På amazon.com kan du blandt andet finde bøger af Henry Savage Landor (om det så er sandt eller ej, hvad der står skrevet i hans bog), Susie Carson Rijnhart, St. George Littledale og Francis Younghusband.